Kirken og Teatret

Kirken og Teatret

Af Kaj Munk

Har de to noget med hinanden at gøre? Ja, lad os engang prøve at løbe lidt omkring og høre, hvad Godtfolk vil svare. Lad os tage Stikprøver f. Eks. i Vestjylland og i København. Henvender vi os hos den stoute, sortkravede Indremissionshøvding og hos den lorgnetglimtende Aandsaristokratlitterat, kan vi komme ud for at støde paa en overraskende Enighed om, at Kirke og Teater ikke har noget med hinanden at gøre og ikke bør have det. Begge vil finde, at Oscar Geismar er en led Baade-Og-Mand, han, som skriver Teateranmeldelser i Kristeligt Dagblad og derved forsøger det umulige: at forlige Aand og Uaand. Om nogetsteds, saa her, vil de begge synes, maa et Enten Eller være paa sin Plads.

Men dermed er det ogsaa forbi med Enigheden. Thi skal vort kære vestjyske Guds Barn og vort ogsaa kære københavnske Sit eget Barn til at begrunde Indsigelsen mod enhver paatænkt Forbindelse mellem Kirke og Teater eller Kravet om Skilsmisse, hvor denne Forbindelse allerede maatte være indgaaet, saa er det af Interesse for hver sin Parts Velfærd, at de siger fra, hvis de i Intervieweren har anet noget af en Kirsten Giftekniv: den ene vil holde den hellige Kirkebrud, hvis eneste og rette Brudgom er den tornekronede Himmelkonge, fri af et saa frygteligt og besmittende Dobbeltægteskab og har Samvittighedskvaler nok ved med sin Statsskat at maatte bidrage til, at Teatret opretholdes. Den anden vil forsvare Aandens Tempel, Teatret, mod den Forurening, som enhver Berøring med Kirkens Fordummelses- og Aandsfornægtelsesanstalt vil betyde. Rene Linier! vil begge kræve, Skidt eller Kanel! ikke en Blanding af begge Dele.

De fleste jævne Folk, vi dernæst Kunde have Lyst til at forhøre os hos, vil nok til en vis Grad holde med dem. Teatret skal ikke være Kirke og Kirken ikke Teater. Hver Ting til sin Tid. Vi kan jo ikke, vil de sige, følge Fanatikerne, som ser rødt, den ene, hvis man indbyder ham til at gaa med i Kirke, den anden, hvis man forærer ham en Teaterbillet. Nej, paa de Højder kan vi ikke være med, hver Ting kan være god for sig, men naar man gaar til Betty Nansen, er det dog for at blive godt underholdt, og ikke for at høre Prædiken og den Slags, og omvendt: spenderer man sin Søndag Formiddag paa en Kirkegang, vilde man dog blive pinligt berørt hvis Præsten viser sig at være en Skuespiller, der ser sin Opgave i at underholde Folk. Ricard havde nok Ret i, at Præst og Skuespiller har Instrumentet tilfælles: Ordet, men saa heller ikke gerne skulde have mere. De mere litterære bilægger denne deres Anskuelse med et Skriftsted, dog ikke af Biblen, men i større Beskedenhed: af Erik Bøgh, der engang har kvædet saalunde:

Jeg lider ikke Prækner paa Teatret

og ikke Scener paa en Prækestol.

Det er temmelig vittigt bemærket, men jo dog ikke bevist som rigtigt hverken af, at det er vittigt, eller af, at det er af Erik Bøgh.

Naturfolk opfører fantastiske Skuespil med vilde Danse og iført sære Masker, naar de tilbeder deres Guder.

Men lad os standse vor omvandrende Virksomhed som Interviewer mellem Vesterhav og Øresund og i Stedet tage ud paa Langtur, saa det batter noget, lad os rejse et Smut til Australnegrene, hvis der endnu er flere af dem. Vi spørger os frem, hvor Teatret eller dog Biografen og hvor Kirken ligger? Svaret er overraskende. De ligger paa det samme Sted, er det samme Sted. Man kender ikke Forskel paa de to, de er eet. Præst og Degn og Organist og Kor er ikke bare mere eller mindre gejstlige Personer, de er samtidig Stedets Skuespillere, Folkets kongelige Aktører. Ingen af vore sorte Værter vil kunne forstaa vort Spørgsmaal om, hvad Kirke og Teater har med hinanden at gøre, ikke fordi de ikke kender disse to, men fordi de gaar i eet for dem; Kirke og Teater giver dem deres Livs Toppunkt og Kerne, men de er ikke skilt ad. Festen paa det hellige Sted, i Offerlunden, ved Aandestøtterne, Dansen i de fantastiske Dragter og de sære Masker, Trommernes dumpe Musik, Sangens stigende og faldende Toner – alt er Teater og Kirke i eet, Skuespil og Gudstjeneste, Opera og Messe, Ballet og Bøn. Her har Teater og Kirke saa meget med hinanden at gøre, at Spørgsmaalet om Forholdet imellem dem overhovedet ikke kan opstaa eller blot opfattes.

Og paa samme Maade er det ikke alene, naar vi flyver videre og som „Hjemmet“s udsendte Korrespondenter lander ved en Soyoterby paa Grænsen mellem Sibirien og Mongoliet og dér faar Lov at overvære det til Sjælens Dybder rystende Drama i et af Teltene, naar Shamanen, Aandemaneren, bringer Folket i Forbindelse med dets Gud ved sin sære Mimik, sine hemmelighedsfulde Ord, sine utrolige Kropsvridninger, sit magiske Fløjtespil, sin enstonige Sang.

Eller hvis vi vilde rejse i en anden Dimension, hvis vi vilde flyve tilbage i Tiden og slaa os ned som fremmede Fugle og dog blandt vore egne: hos de gamle Nordboer og bivaane vore Fædres Fest ved et nordisk Vi eller Gudehov paa en af de vidsynte Bakker, hvorfra nu de kamtakkede Kirker lyser: igen det samme, Kirke og Teater er eet, Stedets Gode er paa een Gang Høvding, Præst og Førsteskuespiller. Den hellige Kunst har kun eet Formaal: at bringe Gud nær, og en Gudstjeneste, som ikke bestaar netop i denne hellige Kunst med Ofring og Dans og Musik og Mimik, kendes ikke.

I Hellas var Skuespillet en hellig Handling, en Del af Gudsdyrkelsen, og Offerskaalen stod midt for Scenen.

Men saaledes er det ogsaa, hvis vi begiver os til det gamle Hellas, der staar for os som Teatrets i Moderland; hvad var de ældgamle græske Skuespil andet end Folkets Gudsdyrkelse? (Vi kan her i en Parentes føje ind: hvad andet var ogsaa de olympiske Lege? Var de Kraftpræstationer? Lad gaa, men først og sidst var de Gudstjeneste, saa sandt som Legemet var Grækeren saa helligt som Sjælen. Ogsaa her har Tiden fuldbyrdet en Skilsmisse: den mellem Sport og Kirke). Hvad Skuespillerne paa Scenen gjorde, var det: at hidkalde, at afsløre de guddommelige Kræfter, som bar Folket og var dets Skæbne. Skuespilleren fungerede som Præst.

*

Vor Kultur skyldes vel, at to Floder er strømmet sammen paa Danmarks Jord: Floden fra Grækenland og Floden fra Jødeland. Og følger vi denne sidstes Løb tilbage, vil vi atter en Dag staa paa en Tempelplads eller i et helligt Telt, paa Sions Bjerg eller i Midjans Ørk, hvor Præster og Ypperstepræst og Levitter i prægtigt Skrud, mens Røgelsen dufter, og Sangen bølger, og Dansen vugger, tjener Gud og Folk i eet. Vi møder David paa Vej op til det hellige Bjerg med den genfundne Pagtens Ark. Det er jublende Gudstjeneste, og det er straalende Teater for hele det festende Folk – undtagen lige for Dronningen, som nok har været en Kvinde langt forud for sin Tid: hun rynkede paa Næsen ad at maatte se Drot og Skuespiller og Præst i eet, hun hørte aabenbart til den ellers langt senere Slægt, som vilde have Teater og Kirke renligt holdt ude fra hinanden.

Men hun blev ikke forstaaet af Datiden, den sang Hosianna for David og vuggede med i de hellige Rytmer, alt mens baade Levitter og det menige Folk bidrog til det guddommelige Skuespil ved at synge „Davids Salmer“ paa de ældgamle Toner, som endnu genlyder i den danske Kirkes Messen for Altret og Svar fra Stolene; det er de gamle hebraiske „Skuespilleres“ højtidelige Dialog, ligesom Messeklæderne er de sidste Rester af de guddommelige Dramaers hellige Skuespillerdragt.

Middelalderens Skuespil var fremstillinger af Kristi Liv, Passionsspil, som i Begyndelsen opførtes i selve Kirken, senere paa Kirkepladsen, som Billedet viser. Af disse Skuespil har det moderne Teater udviklet sig.

Og Enheden af Teater og Kirke er ikke bare en førkristelig Saga. En stor Del af den Tid, den kristne Kirke har levet som Folkekirker i de europæiske Nationer, har den forenet Skuespil og Gudstjeneste. I Middelalderen, denne straalende og denne bælgmørke Epoke, var Kirkelivet samtidig Teaterliv, den gamle Enhedskultur opstod dengang af Graven for at leve uspaltet i Aarhundreder. Selve Gudstjenesten, Højmessen, var et dybt og gribende Drama, fuldt af Skønhed og Mystik, al Tilværelsens Smerte og Jubel fik Udtryk deri.

I det høje Kor med de malede Ruder under de himmelstræbende Buer opførte Præster og Diakoner og Kordrenge i farveluende Dragter foran gyldne Altre, under stadig Bevægelse efter bestemte Regler, under Klokkeklang og Messesang, afbrudt af dyb aandeløs Stilhed, Frelsens vældige Drama i vekslende Scener: Menneskets Skabelse og al dets Herlighed, dets Fald og dybe Elendighed, Guds Komme til Jorden i Evangeliets underfulde Mysterium, hans Offer paa Alterets Golgatha, hans Nærværelse i det viede Brød og den signede Kalk. Det var og er et Drama, var og er Grunddramaet til alle Tider.

Hvilket mægtigt Skuespil en middelalderlig Kirkefest var, har Thit Jensen evnet at give et fantasihedt og farvefraadsende Indtryk af i sin Roman om Stygge Krumpen; det var i Sandhed Teater, stort Teater og Teater for hele Folket. Og andet Teater fandtes ikke, thi ogsaa udenfor Messen og de store Festprocessioner var al Skuespilkunst kirkelig Kunst.

Endnu lever det middelalderlige Drama i „Det gamle Spil om Enhver“, der handler om menneskets Lidenskaber. Billedet er fra en Opførelse paa Det kgl. Teater.

I Kirkerne opførtes Mysteriespillene, hvor den hellige Historie blev gjort levende, og hvor Djævelens og Guds Kamp om Mennesket udkæmpedes for det andægtige og medlevende Publikums Øjne. Den, der har set Det gamle Spil om Enhver, vil have en Anelse om, hvad Middelalderens Teater var i sin Enhed med Kirken.

Og ikke alene det store Drama, men ogsaa Komedien havde hjemme i Kirken. Paa visse Tider af Aaret opførtes hele Narrespil i Kirkerne, saa de genlød af Æslers jammerfuldt komiske Skryden, af Hundreder af løsslupne Duers fortumlede Vingebasken under Hvælvingerne og af Menighedens, stores og smaas, Paaskelatter.

Himmeriges Fryd og Helvedes Gru, Markedets Gøgl og Aandens høje Syner – alt fandt det sin Plads under Tempelbuer i Skuespillets Form. Den Gang var der intet Spørgsmaal om Forholdet mellem Kirke og Teater, Virkeligheden havde paa Forhaand besvaret det.

Men naar vi nu efter vor lange Udflugt i Tid og Rum atter staar paa Kongens Nytorv og paa Ringkøbing Kirkeplads, véd vi jo, at det er anderledes i Dag. Kirke og Teater er to selvstændige Størrelser, og vor Missionsmand er hjertelig enig med vor Skønaand og nok i Grunden med mangfoldige flere om, at saadan er det ret. Men er det ret saaledes?

Vi kunde ikke tænke os at lukke Det kongelige Teater og henvise dets Publikum til Frue Plads, heller ikke omvendt at nedrive Frue Kirke og sætte Menigheden Stævne paa Kongens Nytorv mellem Holberg og Oehlenschläger. Heller ikke var det nogen god Idé at sætte Poul Reumert paa Pension og lade Fuglsang Damgaard overtage hans Rolle og var det omvendte bedre?

Nej, men een Ting kunde nok være et Arbejde værd: At bringe mere Kirke ind i Teatret og mere Teater ind i Kirken. Ingenlunde, at det er Meningen, at Teatret skulde blive mere „opbyggeligt“ og Kirken mere „teatralsk“. Lad det hellere blive sagt saadan, at det var at ønske, at Kirken kunde blive mere Kirke og Teatret mere Teater, derved vilde de nemlig nærme sig mere til hinanden. Det er ikke saadan, at jo mindre Teatret bliver Prædikestol og Kirkekor, des bedre Teater bliver det. Tværtimod. Det er heller ikke saadan, at jo mindre Plads Gudstjenesten giver for det dramatiske og scenisk bevægede, des mere kirkelig er den. Tværtimod.

Det betegner ingenlunde en Udvikling til det bedre, naar Enhedskulturen er brudt, og blandt andet i Kirke og Teater er gaaet til hver sin Side. Det er viis Vej at lytte med Ærbødighed og Lærvillighed til Historiens Tale, og den lyder paa, at Kirke og Teater hører sammen og tager Skade af at undvære hinanden.

*

Teater og Kirke er ikke det samme. Teatret har sine særlige Funktioner og Kirken sine, men de er fælles og ikke indbyrdes uafhængige Tjenere for Menneskeheden.

Teatret vil – i samme Grad det er virkeligt Teater – mere end nogen anden Kunstform stræbe efter at afspejle, nej, afklare, tydeliggøre Menneskelivet, og denne Afklaring bliver ikke fuld og hel uden i det kristelige, som det dog ligger over Teatrets Evne at udtale, det kan kun den kirkelige Forkyndelse gøre, selv om Teatret kæmper og kæmper for at komme af Sted dermed.

I Kirken forkyndes Ordet fra Gud, Ordet om Gud. Dens Gudstjeneste stræber efter at udtale dette Ord i saa bred og nutidig en Menneskelighed som muligt, men naar her kun en Tilnærmelse og maa henvise til Teatret som Stedet, hvor den fulde, nuancerede, levende Menneskeskildring hører hjemme. Teatret arbejder opad: fra det vrimlende Menneskeliv mod Gud. Kirken stræber nedad; fra Gudsordet i det ene Menneske Jesus Kristus til den mangfoldige Menneskeverden. Intet Syn paa Teatret er mere fordærvende end dette, at Teatret er Sted, hvor man gaar hen for at forslaa en Aften, at Betty Nansen er til for at underholde Folk. Nej, Teatret maa man søge for at opleve Sandheden om Mennesket, Betty Nansen er til for at vise os Mennesket: se, saa stort er det, saa herligt, saa morsomt, saa hjælpeløst, saa usselt, saa løgnagtigt, saa forbandet. Skuespilleren siger til Teatergængeren: Se din Broder, se dig selv!

Staar man i Bekneb for at faa slaaet en Aften ihjel, nuvel, der er jo Bridge. Men trænger man til at faa Besked om den største af alle Verdens Verdener: Menneskehjertet, saa gaa til Kunstneren, hvis Speciale er Menneskefremstilling. Og sid ikke og bild dig ind, at du er Tilskuer, og at det er deroppe, det foregaar, for du er med i det; det er inde i dig selv, alt det deroppe sker. Og naar du saa har lært en Masse om Mennesket og er stedet i Rigdommens Forlegenhed, kort sagt i Virvarret, saa er det, Kirken har til dig et Ord om en Verden, der er større end alle Verdens Verdener – en Verden, der har en Fredens og Frelsens Kraft for disse mangfoldige Menneskesind, for alt det mangfoldige i Menneskesindet.

Kirken har et Ord med Sejr for det herlige og muntre i Mennesket, med Bod for Kval og Fortvivlelse, med Undergang for det usigeligt hæslige. Kirken opfattes ofte som et Sektereri, der i vor moderne Tid er trængt ud til med Nød og næppe at friste Livet i Udkanten af Samfundet. Men det er jo bare en Opfattelse, der bygger paa Synet af tilfældige Haandgribeligheder. Kirken er stadig Kendingsstedet for Himlens og Jordens Skaber, og inde under hans Kirkebuer, som han har hvælvet dem over denne Klodes Beboere, har Menneskelivet stadig sin Plads med alt, hvad der hører til det: dagligt Virke, Videnskab, Indre Mission, Kunst. I denne hans store Kirke staar ogsaa Teatrets Tempel rejst i et Sideskib.

Kaj Munk.