Krigen – og den Kristne

Krigen – og den Kristne

Af Kaj Munk

Forfatteren, Pastor Kaj Munk skriver i denne kronik om Krig og Kristendom ud fra en varm og vaagen Forsvarsvilje.

EN ARTIKEL I FORRIGE Maaned her i Nationaltidende om Betimeligheden af at gøre Arbejde for vort Lands Forsvar, har givet en del ærede Medborgere Lejlighed til at sende mig skrivelser, der af saakaldte kristelige Grunde protesterer mod Deltagelse i krig. „Er ikke Kristus Fredsfyrsten?“ spørger man mig; „er det store Bud i Læren ikke, at du skal elske din Næste som dig selv og kun gøre mod andre, hvad du ønsker andre skal gøre mod dig? Hedder det ikke, at den, der griber til Sværd, skal omkomme ved Sværd, og du skal ikke sætte dig op i mod det onde? I den store Afgørelsens Stund lød det: Stik dit Sværd i Balgen, Simon Peter! Ja, saa yderlig Fanatiker var Kristus, at han ikke undsaa sig for at give sine Venner et Leveraad som dette: Giver en dig et Slag paa den højre Kind, saa vend den venstre til.“ Saadan skriver man til mig.

*

JEG KAN IKKE SE rettere end, at disse Røster taler ud fra en Betragtning af Kristendommen, som om den var en Lære. Og det er uheldigvis det eneste, Kristendommen ikke er. Kristendommen er Liv. Et Kristenmenneske er ikke en Person, der har de og de Opfattelser og (eller) gør de og de Gerninger. Et Kristenmenneske er et menneske, der er i Forbindelse med Kristus. Det kan være en stærk eller svag Forbindelse, en bevidst eller underbevidst, men den er der, Forbindelsen med den Jesus, der den Dag i Dag er lige saa spillevende som under Tiberius. Og det vil sige en Del. For mere levende Menneske har sandsynligvis aldrig trampet hen over vor Klodes Sten. I denne Sammenhæng er det yderst lærerigt at lægge Mærke til hans aldrig overraskende Reaktioner over for de Personer, der krydsede hans vej. Stillet over for en myndig Stiftsprovst, kendt for sin Retskaffenhed og Godgørenhed, ytrede han temmelig uimponeret, at en dubiøs Kasserer med Mindreværdskomplekser var kanhænde alligevel nok saa gudvelbehagelig. En lovende ung Mand, der trods sin Hjemhørighed hos Plutokratiet var besat af en rørende ideel Stræben, blev spist af med en tør og aandløs Henvisning til Katekismen, og da det ikke chokerede ham tilstrækkelig, fik han Ordre til noget saa uprotestantisk som at indrette sig som Asket; men en Skattedirektør blev behandlet med overordentlig Charme, længe inden han endnu havde givet Tilsagn om at kvittere sine talrige Ben. En ung Mand, der i Tillid til Richards Opfattelse af, at til Jesus kan du komme med alle dine Vanskeligheder, fortrøstningsfuld indfandt sig hos ham med et Dilemma om en Arvesag, blev maltrakteret særdeles rustikant med et bistert: „Hvad rager jeres Pengesager mig?“ Hvorimod en fattig Enke, der gav et aldeles latterligt Beløb til noget saa ligegyldigt som det jødiske Tempel, blev lobhudlet til Himlen. Saa var der Marie, der salvede ham. Dér mente Kammeraterne dog at have truffet hans Smag, naar de mumlede om, at det havde været mere i hans Aand, om de mange gode Skillinger var kommet trængende Stakler til Gavn, og min Sandten, om de ikke faar til Svar: „De fattige har I jo altid hos jer.“ Og det var denne Hustru, der gjorde noget saa infamt som at bedrage sin Husbond; men da Jesus kom gående forbi i samme Øjeblik, hendes Naboer i ædel Harme havde faaet taget sig sammen til at sige hende deres usminkede Opfattelse af hendes Facon, var han ikke meget langt fra at tage Parti for hende mod dem. Eller tænk paa, da Disciplene tyssede paa Mødrene med de spæde: „Lad nu være med at lave Sensation om ham; det er ham saa inderligt imod; han er ingen Filmskuespiller; und nu den trætte Mand lidt Fred!“ saa skyder han – ja, er det ikke utroligt – Disciplene til Side og siger: „Lad de smaa Børn komme til mig!“ Eller hvad skal vi sige om dengang, Marie paakaldte hans Hjælp, fordi det var paa Sikasten med Bryllupsvinen? Vi venter jo da, at Profeten holder en lille Tale til hende: „Hør nu, Mor, det er Moderforfængelighed og lyst til Pral, der forblænder dit ellers saa sunde Omdømme; fy! Og selvom jeg havde saadanne Evner, som du i dit Moderhoved bilder dig ind, synes du saa, dette var en passende Maade at indvie dem paa?“ Naa, ja, saadan noget sagde han jo ogsaa, men saa fo'r der – undskyld, jeg havde nær sagt en Djævel i ham, og han skelede lunt til Mor Marie og smilte og lod det ske. – Et nyt Billede: han er paa Vej ind i Templet; i Vaabenhuset veksler de Penge og sælger Offersager. Herregud, har han ikke raad til at se stort paa det! ja, ja, har han ikke, saa har han ikke, og saa vil han vel som den sagtmodig Aandens Mand, han er, sætte sig ned og forklare det upassende i Forretningsgangen. Men nej, han blev fnysende hidsig og brugte Vold. Og sidenhen, da det gjaldt ham selv, hans eget Legemes Tempel, bød han Vennerne købe sig Sværd, og da Simon Peter saa brugte det Sværd: „Stik dit Sværd i Balgen!“ og han udstrakte Haanden og lægede Tjenerens Øre.

*

SAADAN KUNDE vi blive ved til i Morgen.

Og alt det har vi nævnet igen engang for at minde os selv om, hvor guddommeligt suverænt han sprængte alle Dogmatiker og al Logik. Nøje det samme er hans Adfærd den Dag i Dag. Han skiltes fra Tilhængerne med Ord om, at „derpaa skal man kende, at I er mine Disciple, at I har indbyrdes Kærlighed og“ – kunde han have føjet til – „at I ikke er enige om noget.“

Thi netop, fordi han intet Diktat har efterladt os, netop fordi han ikke har efterladt os andet end sig selv, den varme, den brændende, stærke, rige, levende Personlighed, netop derfor er der aldrig Tale om Ensformighed, endsige Ensretning, hos os. Kristen, det er at være i Forbindelse med Kristus – at der øses Liv af hans Liv i mit Liv. Naar Kvækeren staar fast paa, at han ikke vil gaa i Krig, thi der er skrevet, du skal ikke ihjelslaa, da er det Kristi Blod gennem hans Aarer, der giver hans Hjerteslag den Kraft, hvormed han sætter sig selv i Pant for sin Overbevisning. Men naar en Gustav Adolf, en General Gordon, bød deres eget Liv og Jeres Soldaters til for at frelse Tusinder fra uforestillelige Lidelser, hvor tør man da benægte, at disse drives af Kristi Aand?

Djævelen er nemlig ogsaa Fredsfyrste. Hvor der raader Tilstande, som er ret efter hans Hovede, er det saa rimeligt, at han taler Fredens Sag. Lad Tingene gaa deres rolige Gang! lad os gyde Olie paa Bølgerne! Fred og Forsoning, kære Venner! lad os se igennem Fingre! lad os underhandle; lad det endelig ikke komne til Voldshandlinger! Aah, engang imellem gribes man af Længsel efter en Opblussen af den gamle Korsfareraand. Det er Ækelhed efter Ækelhed, hvad Aviserne breder ud for vore Øjne Dag efter Dag. At der ikke vaagner et Sug i Kristnes Bryst efter at være med til at kæmpe, rigtig gammeldags kæmpe, for at skaffe en Ende paa disse ulidelige Forhold! At der ikke igen opstaar en Forstaaelse af, at ogsaa Gud har Brug for Soldater. Er det sandt – og det er det – at Kristi Aand tvinger nogle til at blive Militærnægtere, saa maa den – saa sandt den er Livets Aand – ogsaa tvinge nogen af os til at gaa i Krig.

*

VI HØRER, at dansk Udenrigspolitik gaar ud paa under alle Forhold at holde os neutrale. Jeg vil ærligt tilstaa, at hvis en saadan Indstilling er paakrævet for Landets Bestaaens Skyld, er jeg ikke længer interesseret i, at Landet bestaar. Hvormed jeg mener, at saa er vor Selvstændighed jo allerede en Fiktion. Iagttagelse af absolut Neutralitet under alle Forhold betyder at være afdød. At leve er lig med at reagere.

At Kristus gik amok i Templet, er for mig et Udtryk for hans enestaaende all-round-Liv. Det Træk kunde slet ikke undværes. Og som dansk Nation, som et frit, levende Folk, maa vi bekende, at der ikke mindst i vor bevægede Tid, hvor baade Himmel og Helvede gaar ned ad Gaden, hvergang Raadhusurene falder i Slag, kan opdukke Situationer, hvor det var en Skændsel, en Dødsdom over os, om vi ikke gik amok. Saalænge det gælder mig selv, min egen Fordel, maaske endog min egen Ære, lad mig da prøve at tage Livtag med Selvopholdelsesinstinktets Tilskyndelse til at bide fra mig, og i Stedet øve mig i de første spæde, vaklende Skridt paa den Vej, som hedder at vende den anden Kind til. Men naar Helligdommen frygtelig krænkes for mine Øjne, lad mig saa gribe efter Svøben!

At Helligdommen krænkes for mine Øjne, vil sige, at der sker Ting, som jeg for enhver Pris og med ethvert Middel maa søge at forhindre. Et perverst og kønssygt Individ vil øve Vold mod et 9 Aars Barn. Ingen skal bilde mig ind, at jeg handler ukristeligt, naar jeg slaar ham ned. Men i dette Tilfælde er Linierne jo blot trukket groft og fysisk op for, hvad vi ikke sjældent snart paa eet Sted og snart paa et andet kommer ud for i denne Verden.

*

JUST SOM JEG skriver dette, kommer der et Blad ind ad Døren, der agiterer for „Kvindernes internationale Liga for Fred og Frihed“. Hvad vil nu denne Liga? Det fremgaar af Skriftet, at den danske Afdeling bl. a. arbejder for mellemfolkelig Forstaaelse og international Afrustning. Det er jo et smukt Program; det er ogsaa noget, Kristenfolk kan være med i med Liv og Sjæl. Men det er rigtignok ogsaa muligt, at Verden kan komme til at arte sig derhen, at Kristenfolk maa sige: saadan en Liga er Djævelens Værk; der kan af et helt Folk indtages Standpunkter, om hvilke man maa gøre sig klart, at her er ingen Forstaaelse mulig, det er uværdigt blot at gøre Forsøg paa en saadan, her maa Afvisning til, ikke andet end Afvisning, Afvisning, saa faar det koste os og Verden, hvad det vil.

O, hvad den internationale Afrustning angaar, saa maa for Øjeblikket det Arbejde, der fra dansk Side skal gøres herfor, utvivlsomt indledes med, at Danmark ruster mere. Hvis vi var et Folk af fanatiske Kristne lod det sig høre, at vi ogsaa som Nation gennemførte Princippet om at vende den anden Kind til. „I maa ikke bære Byrder paa en Sabbat,“ staar der i Mose Lov; et Vaaben er en Byrde, og ergo, regnede de Skriftkloge ud engang, maa vi Jøder ikke kæmpe om Sabbaten; og virkelig lod de sig paa en Sabbat af Antiokus Epifanes hugge vaabenløse ned. Men det blev ved det ene Forsøg. Hvad Kristus end tilskynder sine Venner til, eet forlanger han ikke af os, at vi skal være Idioter; ikke heller, at vi skal være Djævelens Haandlangere; det er jo ikke af Kristendom, vort Lands Forsvarsapparat er forsømt, men af Magelighed, af Afmagtsfølelse, af Mangel paa Offervilje og Mangel paa Tro. Og vi véd jo, hvordan det vil gaa i Tilfælde af en Fjendes Indmarch; vore stakkels Drenge vil blive sendt imod ham med den Udrustning, vi nu engang har. Af Kristus har vi ikke lært at ofre andres Liv og Lemmer for en dem fremmed Overbevisning. Og ledes Militærnægterne af opportunistiske Hensyn om, at man kan undgaa Krigen ved bare at nægte at deltage, maa de dog snart besinde sig paa, at den Fjende, de har spillet sig selv i Hænderne paa ved deres Passivitet, vil finde Huller nok i sine egne Rækker at anbringe dem i; saa faar de lært Eksercits og slaa ihjel, og Valget vil blive: sig selv eller deres egne.

*

SANDHEDEN om den Kristnes Stilling til Krigen er den, at der ingen Regel kan gives. Som den sprudlende Livets Mester Jesus er, kan det meget vel forefalde, at hans Stemme pludselig vil sige til den eventyrlystne: „Nu kræver jeg af dig, at du siger nej – dette kan du ikke være med til!“ og til Militærnægteren: „Nu er Tiden inde til, at du trækker i Uniformen.“ Der er for mig ikke Tvivl om, at Kristi Tone lyder lige ægte gennem Tolstojs skælvende Raab om ikke at sætte sig op imod det onde, og gennem Tennysons stolte Verslinie:

„I have fought for Queen and Faith like a valiant man and true;

I have only done my duty, as a man is bound to do;

With a joyful spirit I Sir Richard Grenville die!“

And he fell upon their decks, and he died.