Et bitte Barn blir døbt hos Ivers —

Et bitte Barn bliver døbt hos Ivers —

Af KAJ MUNK

Kaj Munk skildrer i denne Kronik en natlig Barnedaab paa Landet og taler derudfra om Daabens Skønhed og Plads i den Kristnes Liv.

DET BANKER paa Vinduet i den blæsende sorte Nat. Forsigtigt. Undskyldende. Man er kommen sent i Seng og først for nylig falden i Søvn og vil altsaa ikke rigtig tro paa Forstyrrelsen. Man lægger sig om paa den anden Side. Saa banker det atter, højere, mere indtrængende. „Hallo!“ „Ja. Hvad er der?“ Om man vil komme ned til Ivers og døbe et bitte Barn.

Der er noget saa særdeles frydefuldt for en Præst i at blive revet op af sin søde Søvn midt om Natten, fordi der er Brug for ham. Et Øjeblik føler han sig som et lige saa samfundsnyttigt Element som en Læge. Før han selv ved af det, er han i Bukser og Jakke og har Ritualbogen fat. Der er ikke engang Tid til at lange efter Præstekjolen; den lader han hænge. Det gælder jo Menneskeliv. Saa begynder Forden at brumme en Salme, af Sted gaar det, alle Huse i Sognet ligger og sover med mørke Ruder, kun i et er der Lys.

Der driver Em i Køkkenet fra Nattens Varmtvandsforbrug. En mærkelig højtidelig Klamhed i det jævne Køkken. Men ind i den blander sig allerede en Duft af Kaffe, den kære Hverdag, Hjemmet paa Vej til at glide tilbage i Folderne. Barneøjne kigger En i Møde fra Slagbænken, søvndrukkent blakkede, for første Gang ude for den Oplevelse, at ogsaa dette Tidspunkt af Døgnet eksisterer. Faderen dukker op med den Et-aarige paa Armen, den er ogsaa blevet vækket af Nattens Usædvanligheder og forstaar øjensynlig ikke, hvad det skal betyde, at der formenes den Adgang til Mor. Vysse, vysse, vysse, forsøger Far. Saa toner Jordemoderen frem og aflaster den forlegne Mand. Og vi bøjer Hovedet i den lave Dør og gaar ind til selve Valpladsen.

*

INDE i den trange Stue med de mange Senge, to store og 5 smaa, befinder der sig 4 Personer.

Jeg ser dem straks alle 4. Iver, der følger efter mig, ser visst kun de 2. Der ligger hans Kone, allerede i sirligt hvidt, men endnu med Sved paa Panden, rødspættet i Ansigtet og med Øjnene halvt forvildede af den Angst og Kval, hun har staaet igennem. Hun prøver at smile til mig, men det vil ikke rigtig lykkes, det er endnu for kort siden, at hun er kommen op af Skyttegraven, de har stukket hende i Underlivet med Bajonetter, og der er ligesom Lugt af Gas i hendes Næsebor og vammel Smag i Munden; dertil kommer, at min Tilstedeværelse røber hende noget om, at det er ikke ganske sikkert, Sejren er vunden; den kunde vristes hende af Hænde endnu. Og der ligger saa „Sejren“, i en gammeldags Byss' paa Hjul, helt pakket ind i varme Tæpper, og ved Siden af ham, bøjet ind over ham, staar Livets Engel, aandende ham Varme ind i Kroppen og hidsende det spæde Hjerte til at blive ved med de uvante Slag. Men henne i Krogens Mørke staar der en anden, jeg kender ham godt, jeg har set ham saa tit, naar jeg er kommen ud til mine Sognebørn, de gamle og de syge af dem; fra de tomme Øjenhuler tilkaster han Livets Engel et strengt og forskende Blik: „Hvor stærk mon du er, hvis jeg nu bestemmer mig til at prøve Kræfter med dig.“ Men Englen besvarer ikke Blikket, lægger tilsyneladende slet ikke Mærke til ham, fortsætter blot sit Arbejde med Barnet.

Der er hældt Vand op i et Tinfad, et rent Haandklæde er lagt frem, den hellige Handling kan begynde.

Jeg ved ikke, hvad Daab betyder. Jeg kender en Masse Forklaringer paa den, og jeg kender en endnu større Masse Indvendinger imod den. Lige fra Søren Kierkegaard for engangs Skyld lavloftede Protest mod Nytten af en Sjat Vand over et Barns Hoved, til de mest æteriske Beklagelser over, at Sakramenterne gør Kristendommen til en uaandelig Religion. Jeg husker ogsaa nok, hvordan jeg i min pureste Ungdom, just i min Kierkegaard-Periode, har siddet i en Landsbykirke med mine Indvolde vendende sig i Ækelhed over denne latterlige Komedie med en kongelig Embedsmand værdigt udspørgende et Spædbarn, der kunde træffe til at svare ham lige saa godt med den ene Ende som med den anden. Jeg ved, at hverken David eller Sokrates eller Gandhi er døbt; at Barnet, der dør i Mors Liv, kan have mindst lige saa meget Krav paa en Evighed som Gubben; og at det er en oprørende Tanke, at Gud skulde hævne sig paa de Børn, hvis Forældre har forsømt eller forment dem Daaben.

Jeg ved, at Daab og Navngivning for de fleste brave danske Folkekirkekristne vel nærmest løber ud i et, at det vilde være ganske urimeligt at antage, at der „nedlægges en Spire“ eller overhovedet sker noget andet magisk med Babyen, at døbt og udøbt vokser op sammen og arter sig ganske ens. Alt det ved jeg, og meget, meget mer. Men i dette Øjeblik, da jeg bøjer mig ned over det nyfødte Drengebarn, ved jeg næsten ikke andet end, at det er en stor og hellig Stund.

*

Konfirmanderne i de danske Sogne lærer efter deres Katekismus, at det, at døbes til Faderens, Sønnens og Helligaands Navn, er at døbes til Samfund med den treenige Gud og Delagtighed i hans Naade og Gaver. Hvad Jesus Kristus har erhvervet for os alle, har han i Daaben givet hver enkelt af os. Og saaledes er vi i Daaben kommet i Samfund med den treenige Gud, vi er indlemmet i Jesu Kristi Rige, vi er blevet Faderens Børn, og vi er blevet delagtige i den Helligaands Naadevirkninger – Saa siger man endda, at Luther afskaffede Latinen! Tror man, at Landsbybørn aner, hvad Samfund er, hvad Delagtighed er, hvad Indlemmelse er! eller et Ord som Naadevirkninger! For slet ikke at tale om Igenfødelsens Bad og retfærdiggjort af Naade og Teologernes andre Opstablinger af Ossa oven paa Pelion. Og saa kan det endda gaa med alt det, de ikke forstaar, selv om det jo var bedre, det var paa Latin.

Men hvad skal vi sige til en Tirade som denne: „Anm. I Daaben blev vi genfødt, det vil sige: et nyt Menneske blev født i os; men dette nye Menneske skal mere og mere vokse, indtil det fuldendes hisset; og den syndige Natur eller det gamle Menneske skal mere og mere overvindes og underkues, indtil det tilintetgøres. Dette sker ved den Helligaands Naade, som helliggør os ved Troen.“ – Det var vel nok en skøn Slump Darwinisme at faa læsset af paa en af Kristendommens centrale Pladser.

Jeg tænker hverken paa Forsoningsdød eller gamle Adam eller Retfærdiggørelse eller nogen som helst andre Skriftsteds-Regnestykker og udpønskede Sammenhænge, nu, da jeg smøger de uldne Tæpper til Side, og det lille røde rynkede Oldingeansigt kommer til Syne. Man har ikke vovet at vaske det mere end højst nødtørftigt, der sidder smaa Blodkager rundt om paa den spæde Pande. Lille Menneskebarn, har du allerede været med i Krigen, helt ude ved Fronten, hvor det gik saa hedt til, at det kostede Blod? Det var altsaa det første, du skulde møde i denne Verden. Men det næste, se, det er mig. Nej, ikke mig, for jeg staar her i en andens Navn. En, der sagde: „Kom hid til mig, og jeg vil give jer Fred.“ Det første, du skulde opleve, Barnlille, var altsaa Krigen, men straks derpaa ham, der er Fred. Ham er det, der nu slaar sit Tegn over din blodsprængte Pande og dit usikkert hamrende Bryst, og som smiler til dig og siger: „Lad de smaa Børn komme til mig!“

*

JEG VED nok, du ikke forstaar det mindste af dette her. Men skal alt gaa vel – nej, saadan tør jeg ikke sige, men skal alt faa Lov til at gaa, som vi gerne vil det, kommer der den Dag, da du gaar op foran Alteret i vor Kirke for sammen med mig at mindes denne Stund. Da er du allerede en hel lille Mand, som endog er begyndt at tænke paa Cigaretter. Og giver GUD os saa Lov til, at Stunden maa lykkes for mig, da ved jeg, at du i et Glimt vil faa at se, at det er slet ikke mig, der staar der: min sorte Præstekjole bliver skinnende hvid, en Kjortel vævet i eet Stykke, min brøstfældige Skikkelse ranker sig og bliver myndig og mægtig, selv eet Stykke, som Kjortelen, og min lave Pande med de tusinde tumlende Tanker bliver, rolig og høj og sval – og da ved du, hvem du hører til hos i Liv og i Død og i Evighed.

Jeg nikker ned til den Spæde og begynder at nævne Ordene, Kirkens Bekendelsesord gennem Tiderne helt fra Hedenold af, de ærværdige, næsten teologismefri, klare, digterisk skønne Ord om Fjenden, vi vil sky, om Skaberen og Frelseren og Opholderen, hvem vi tilhører, og Mor vil jo ogsaa gerne svare Ja for sit Barn, men det kniber med Kræfterne, og saa hjælpes vi alle med at svare. Og nu er Tiden inde, forsigtigt løfter Far det spinkle Nor op i Puderne og lægger det i Mors Arm og bliver ved med selv at støtte det, og jeg dypper mine Fingre i Vandet….

*

VANDET! Aaen snoer sig gennem de blomstrende Enge, Søen breder sig sval og blaa og livgivende midt mellem hede Ørkenbjerge, Havet rejser sig i titanisk Vælde og byder den Trodsige Død i sin Favn, og blidner sig ud igen, bærer Bud mellem Folkene og skænker Saltfriskhed og Styrke til nøgen Ungdom, som kaster sig i det, Duggdraaben paa Straaet spejler Stjernen i sin Sitren, lifligt pludrer Kilden som Nattergalesang, læskende plasker Regnen over sprukne Marker, usynlige Strømme under Jorden bringer alle Vækster Liv, Solen lokker Vandet op gennem Stok og Ranker og skaber det om til Vin, glødende rød som den Flod, der er selve Livet gennem vort Hjerte – hil være dig, Mester fra Genesarethsøens Vover, da du valgte Vandet til Fostbrodertegn mellem dig og os! Saa kæder jeg et nyt lille Menneske sammen med Evighedens store Navne, og Puslingen lægges tilbage, og jeg stryger trætte Mor over Panden med et „Tillykke og Velsignelse“, og kalder paa den gamle fromme Digter fra Sorø og lader ham sige os, som kun han kan det, at:

Guds Søn var selv et Barn, og paa Krybbestraa han laa,

og Guds Himmeriges Fryd har han lovet de smaa,

og Blomster fra Paradisets Enge.

Og Guds Søn har os saa kær, han er Børnevennen stor,

han bærer Barnet op til Gud paa Armen.

Da folder Far Hænderne, og underfuldt lykkeligt befriet begynder Mor at græde, og da jeg skotter hen i Krogen, er den strenge Herre forvandlet. Han er blevet til et med Englen, synes jeg, og mit Hjerte slaar paa engang bange og trygt.

— — —

Siden hen kommer Fremstillingen i Kirken. Oh, det er en stolt Dag. Det er blevet Skik, at Mor selv er Gudmor, og det er ingen ringe Skik. Skulde hun ikke have Lov til det? Have Lov til at vise hele Menigheden, at nu er Kampen ført stolt til Ende for denne Gang. Lad Orglet tone, lad Folk strække Hals, lad Gud smile ned fra sin Himmel: højt paa sin sejrrige Mors Arme holder den lille Triumfator sit Indtog i Livet.

Kaj Munk.