Om Præsten i Menigheden

Om Præsten i Menigheden

Af Kaj Munk

Vor Medarbejder, Forfatteren Pastor Kaj Munk skriver i denne Kronik om „Præsten i Menigheden“. De interessante Betragtninger er tænkt henvendt til „unge Landsbypræster“.

I Ringkøbing Amts Dagblad nedfældede engang en Gejstlig denne Tanke, at Præsten er ikke Menighedens Tjener, men han er Guds Tjener i Menigheden. En Sætning, det i hvert Fald er Umagen værd at analysere. Hovedordet er Gud. Saaledes forstaaet, at det er dette Ord, der bærer alle Substantiverne. Uden det Ord Gud er Glosen Præst, er Glosen Menigheden tomme Lyde. Hvad er da Gud? Hvem er denne Gud, som vi Præster slaar om os med baade paa Prækestol og i Dagligtale, som om han var saa kendt en Størrelse som den lokale Sognefoged? Den teologiske Doktor vil vel svare, at han er Bæreren af den oversanselige Virkelighed og det kategoriske Imperativs Udgangssted, og Højskolelæreren vil forkynde, at han er Livet, alt Liv, og uden for ham er ikke Liv. Men er vi Mestre enten i Hjernetale eller Hjertetale – maaske er Tavshed det bedste.

Der gælder ingen anden Forklaring paa Gud, end, at han er Gud, og enten forstaar Mennesker den, rettere: modtager de den, eller ogsaa er al Udenomssnak spildt. Vi kender alle, hvordan det gamle Testamente sysler med en Sammenhæng mellem Gudenavnet Jahveh og Verbet hajah, at være. Sprogforskerne har vistnok for længst dunket Mosebogen i Hovedet med en Grammatik og forklaret den, at de to Ord intet har med hinanden at gøre. Men dertil svarer vi, at har de det end ikke grammatikalsk, har de det saa meget desto mere essentielt. Aldrig er der optegnet pompøsere og sandhedsdybere Forklaring paa Gud end Synet i Exodus: Og Mose vogtede Kvæg hos Jetro, sin Svigerfader, Præsten i Midian, og han drev Kvæget bag Ørken og kom til det Guds Bjerg, til Horeb. Og Herrens Engel aabenbaredes for ham i en Ildslue, midt af Tornebusken, og han saa, og se, Tornebusken brændte i Ilden, dog blev Tornebusken ikke fortæret. Og Mose sagde: Jeg vil nu gaa hen og se dette store Syn, hvi Tornebusken Ikke opbrændes. Der Herren saa, at han gik hen for at se, da raabte Gud til ham midt af Tornebusken og sagde: Mose, Mose, og han sagde: se, her er jeg. Og han sagde: kom ikke nær her hid, drag dine Sko af dine Fødder; thi det Sted, du staar paa, er hellig Jord. Og han sagde: jeg er din Faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud. Og Mose skjulte sit Ansigt, thi han frygtede for at se paa Gud. Og Herren sagde: jeg har grant set mit Folks Elendighed i Ægypten og hørt deres Skrig … saa gak nu og ud før mit Folk, Israels Børn, af Ægypten. Og Mose sagde til Gud: hvo er jeg, at jeg skulde gaa til Farao, og at jeg skulde udføre Israels Børn af Ægypten? Og han sagde: sandelig, jeg vil være med dig…. Og Mose sagde til Gud: se, naar jeg kommer til Israels Børn og siger til dem: Eders Fædres Gud har sendt mig til Jer, og de siger til mig: hvad er hans Navn? hvad skal jeg da sige til dem? Og Gud sagde til Mose: Jeg er den, jeg er. Saa skal du sige til Israels Børn: „Jeg er“ har sendt mig til Jer.

*

Hvis jeg havde noget at sige i Stockholm, skulde denne Fortæller have Nobelprisen. Han skulde have den for sin Billedkraft, for sit Mesterskab i Repliken, for Dybden i sin psykologiske Sans. Og saa er alt dette jo ikke Hovedsagen. Men genial over al Forstand er han i den Fynd, hvormed han giver alle Tiders og alle Slægters Oplevelse af Gud Navn. „Jeg er“ har sendt mig til Jer. Ja, saadan er Profeterne kommet til deres Folk. Rigsdagsmanden skal ævle Grunde af sig for sit Standpunkt, Videnskabsmanden er hjælpeløs uden sin Logik, Kunstneren kan ikke klare sig uden Skønhed. Profeten behøver intet af alle disse Herligheder. „Jeg er“ har sendt ham; selve Tilværelsen har overmandet ham og ikke taalt Protest. Maaske har han følt sig uværdig, bange, ikke villet slippe sit Jævne Liv med dets Bekvemmeligheder og rolige Dage; maaske – tør jeg gaa saa vidt at sige det – er det Budskab, han sendes med, mod hans egen indre Overbevisning, menneskelige Overbevisning da; men „Jeg er“ har aabenbaret sig for ham, og saa er det kun at lyde. Hvem denne „Jeg er“ kan være, har han aldrig spurgt om, aldrig vovet at spekulere over. Saa snart han hørte hans Stemme, drog han Skoene af. Det var Blasfemi og halsløs Gerning at udforske den Evige. Som at skære sit eget Syn ud for at opdage Synets Hemmelighed. Kun Mørke og Fortvivlelse blev Resultatet. Lad Lup- og Pincetfolkene forske i Seernes Teknik. Nærmere end til Spejlbilledet paa Nethinden naar de aldrig. Hvad det vil sige, at dette Billede opfattes, hvad det vil sige „at se“, vil altid forblive ufatteligt. „Jeg er“, det betyder Lysets Kilde, Livets Ophav, Tilværelsens Grund, alle Tings Udvæld – ja, saadan kan vi digte andre Navne for denne alle Gaaders Gaade og alle Dybders Dyb, det fjerneste fjerne, som Profeten dog fik at opleve kunde komme os underfuldt nær med et Krav om Ydmyghed, Tilbedelse, Lydighed, som ikke tør siddes overhørig. Tilbedes og lydes – ja, men ikke undersøges, ikke udforskes. Om Udenværkerne kan Videnskaben kredse, men vil den ind i Centrum, formaster den sig eller gør sig blot latterlig. Hvor mange Doktores, der hæfter sig sammen i Kæde for at tynge Livstræets Grene ned, saa Lyset kan slippe ind til den dunkle Krone – – – naar den første slipper for at spytte i Næverne, falder de alle i Vandet.

*

Og dog er der i Menneskeslægtens Udviklings eller Indviklings Løb sket det, at denne Gud, som den Vilde anraaber i den krogede Gren og frygter i den sorte Sten, – som Ægypteren fangede Glimt af i sine Dyreskikkelser og Grækeren i sine Marmorstøtter, – som Perseren erkendte i Livsudfoldelsen og Inderen i Livsforsagelsen – som Kineseren fandt Spejlbillede af i det sagtmodige Vand, der altid rinder nedad, og dog har Magt til at omfavne alle Ting, og hvis Stemme Nordboen hørte i Kampens og Sejrens Hammerslag mellem de rullende Skyer – denne Gud, hvis Advarselshvisken Sokrates fornam i sit Sind, og hvis Vulkanrøst dikterede Moses Lovene, de 10 Grundlove, for alt Samfundsliv paa Jorden gennem alle Tider –, at denne hemmelige og gaadefulde Gud blev aabenbar, lod sin Gaade løse, traadte, da Historiens Midtpunkt var naaet, ned fra sin Utilnærmelighed og stod saa dér midt i Tiderne, synlig og nær. Og hvad var saa Gaadens Løsning? Lad os kalde den Tjenersind, lad os tage Skridtet fuldt ud og kalde den Kærlighed. Det er efter Kristentroens Tro Kristi Indsats i Menneskehedens Liv. Paa en Maade har han virkelig gjort det saadan for os, at vi kender Gud bedre end den lokale Sognefoged. Vi kan sige, vi Kristne, at vi er Dus med Gud. Rettelig forstaaet. Gud er stadig for os den ophøjede, den hellige, den ukrænkelige, ja, den frygtelige. Vi er bange for Gud – for han er dog Gud, og vi er kun Støv og Aske. Evighedens hvide Lys skærer os i Øjnene, naar vi ser paa hans Ansigt, og der er Rim af Verdensrummets Kulde paa hans Klædebon. Japanernes Giftgas dræber Kineserne, og de smaa Børn skriger i Spanien; Smedens Kone ligger paa ottende Aar af Tuberkulose i sin Rygrad, Hansens, der var saa lykkelige paa deres Bryllupsdag, gør Livet til et Helvede for hinanden, unge, søde Piger leger med Ilden og begraver deres Børn levende paa Møddingen og i mit eget Hjerte, der er renset af Daabens hellige Vande, er der Lyster til baade Hævn og Overmod og Selvopgivelse. Nej, vi forstaar ikke Gud, heller ikke vi Kristne, forstaar ikke hans Tavshed, forstaar ikke, at han ikke for længst har kværket Djævlen til Døde – det hvide Lys fra hans Ansigt blænder os, og Verdensrummets Kulde i hans Klædebon kan gennemgyse os. Men saa sker det, at han bryder Tavsheden og taler – han taler paa aramaisk, og dog forstaar vi ham, han taler som en ulærd Tømrersvend, og dog er det Ord, som ingen anden kunde magte, Filosof, Erobrer, Statsmand. Vi kalder det, han taler til os, for Guds Ord – og det er underfulde Ord; det er Ord om, at han, den Ophøjede og Evige og Strenge, at han vil være hos os og hjælpe os og tjene os; han vil føre os, han vil styrke os – han vil mere end det, han vil frelse os. Da Jesus havde fuldført Løbet – prædiket og helbredt, sagt sine Vittigheder og glammet sine Fjender ind i Ansigtet, da Højesteretsdommerne og Stiftsprovsterne og Politimestrene og det parlamentariske Flertal i Folket havde faaet den skælvende, sammenbidte Mand i Koncentrationslejr og siden stillet ham op imod Planken, da Alverdens Retfærdighed og bon sens og Idealisme havde rejst sig imod Guds Retfærdighed, kort sagt: da Jesus, som ret og rimeligt og billigt var, var død som en Forbryder i Retfærdighedens Hænder her paa denne Selvopholdelsesdriftens Valplads, da var det, at Forhænget i Templet revnede – gaar det an at sige det: at Gud var blevet en anden?

Saa staar da Kirken nu midt i den samme Selvopholdelsesdriftens og Kampens og Syndens Verden og viser hen til den frie Adgang til Gud. Straaler end Uendelighedens Kulde ud fra hans Kappe, enhver, der kommer og smyger sig ind under den, fornemmer, at dér banker hans Hjerte, hans varme, levende Hjerte. Det er Varmen fra Blodet paa Golgata. Hør, hvor det banker, det trofaste, kærlige Hjerte, Ind mod dit Øre – dine Synder forlades dig – staa op i og gaa – Ven, sæt dig nederst – tilgiv din Broder – bed, saa skal dig gives – for Gud er alle Ting mulige – lad Klinten gro mellem Hveden til Høstens Dag – ikke en Spurv falder til Jorden uden – – – Guds Sol over gode som over onde – for at, hvor jeg er, skal ogsaa I være – alle Dage indtil Verdens Ende. Saadan hamrer det blidt i vore Øren fra Herrens Hjerteslag.

*

Den kristne Menighed er da det Folk paa Jorden, der har Øre meget eller lidt eller ganske lidt – for Guds Hjertes Slag. Det er det Samfund af Mennesker, der gennem Jesus har lært Gud at kende. Og hvad er nu Præstens Rolle i dette Samfund?  Vi er her Lutheranere og svarer: ikke nogen særlig. Kristeligt set betyder 9 Biskoppers Ord Ikke mere end 9 Urtekræmmeres, sagde den brave Rosendal i Roskilde et Stykke Tid inden han blev Biskop. I Luthers Menigheder er vi alle Præster. Naar jeg stikker en Jægerløgn, plejer Folk at sige til mig: – Jeg troede ikke, en Præst maatte lyve. Andre maa formodentlig altsaa nok. Det er gammel Katolicisme, fra længe før Katolicismen blev opfundet, at forlange mere af andre end af sig selv. Naturligvis har en Præst Ret til at lyve nøjagtigt lige saa meget som et andet Menneske og til at bande – og stjæle – og bruge Skraatobak. Og jeg er ikke vis paa, om det ikke var ønskeligt, at Præsterne gjorde det noget mere. Bande f. Eks. Maaske det gik op for nogle flere end det Faatal, der nu véd det, at det kun sjældent lyder smukt. Endvidere er der en Opfattelse hos det brede Folk af, at Præsterne helst skal være en Slags Halvkastrater. Som om ikke den Herre Jesus var et Mandfolk af Rang! Se, hvor gildesglad han breder sig ved Selskaberne, se, hvor underfundigt han forstaar at snakke med Kvindfolk selv om de højeste Ting, se hvor virilt allerkæreste han er overfor Smaabørn, se ham i hans Karlfolkeharme, naar han end ikke gaar af Vejen for Slagsmaal, se hans Mandfolkekujoneri overfor legemlige Smerter og hans Mod til sidst, naar det rigtig gælder, og hans sejrrige Død.

Hvad var det nu, vi kom fra? Det var dette, at vi Præster luthersk opfattet ikke har faaet nogen særlig character indelebilis. Vi skal betragtes som almindelige Medlemmer af Menigheden. Skomager Sørensen han skal flikke paa Folks Hæle, det er hans Kald, og han skal gøre det saa omhyggeligt, at Folk næsten ikke kan lade være at takke Gud, over saa let og lige de kan gaa henad Landevejen. Men desuden skal han i sin Fritid gaa hen og synge en Salme i for sin syge Nabo, hvis han da har noget at synge med. Præsten skal akkurat det samme, bare, at ham er der sørget for, at han har ikke andet end Fritid. Saa kan han synge rigtig meget. Han skal være glad for at komme, hvor han er velkommen, og han skal være endnu mere glad for at komme, hvor han ikke er velkommen, ligesom Bonden er gladest ved – at luge de Roer, der trænger mest, selv om det er et forbandet Slid. Naar han hører om noget skævt i sin Menighed, skal han gaa til det Hjem og være saa taktfuld som nogen Paulus overfor Philemon. Men han maa heller aldrig glemme, at naar det gælder Livet og mere end det, er der Ting, der er vigtigere end Takt: Vrede, Uforskammethed. Gud give os flere ubehøvlede Præster i Danmark! Han skal deltage noget i Møder, men ikke for meget. Ellers udtømmer han sig for hurtigt eller bliver Rutinepræst, der kan holde 6 Bjergprædikener om Ugen, og den Konkurrence er Vorherre slet ikke tjent med. Og Luven maa ikke tages fra Søndagsgudstjenesten. Han skal danse og lade være at spille Kort. For spille ordentlig med Kort kan Folk godt nok selv, men det er ikke altid, de kan danse ordentlig. Saa skal han have god Tid – det er en stor Kristenpligt for Præster. Lad der være involveret en Kop Kaffe i de 60 Øre, vi faar for Daabsattesten – og gaa med ud til Gilderne (og tidlig hjem) og med ud i Stalden og kig Køerne i Rumpen ligesom de andre – De skal se, efterhaanden opdager De, der er Forskel paa Rumperne, og det kan være lige saa interessant som Hifil og Nifal og hvad det hed, det, der optog os i vor Ungdom. Saa skal man have et godt Humør, det er ogsaa Kristenpligt, først og fremmest overfor sin Kone, det er jo ikke altid nemt, for Kvinder er nu en Gang Kvinder, men husk, det er nu alligevel ogsaa en Fordel, at de er det – og man skal lege et Par Gange i Sæsonen med Konfirmanderne, og de skal endelig have en pæn Stue at sidde i, og ikke et Minde om et uhyggeligt Skilderhus fra deres Præstetid. Og saa, mine Herrer Embedsbrødre, saa skal De slaas med Djævelen. Ude i Sognet, men især i Studerekamret. Han er den af alle Deres Sognebørn, der vil besøge Dem flittigst. Han vil ganske uventet indfinde sig og pludselig fortælle Dem, at Gud er ikke til, og Verden er et ondt Spil af Tilfældigheder og Kristus var et ædelt Skørhovede, og vi dør jo alle lige godt og skidt, enten vi tror det ene eller det andet. Eller han vil gøre Dem ensporet og horisontløs ved at puste til Deres lille private Forfængelighed og faa Dem til at tænke „uomvendt Djævleyngel“ om deres Sognebørn, fordi de er noget døde i det til at slutte Kreds om saadan en udmærket Prædikant som Dem. Eller han vil nedslaa Dem ved at bilde Dem ind, at Kristendommen er slet ikke indført i Landet endnu, og det er maaske ogsaa godt det samme, for den egner sig til syvende og sidst vist heller slet ikke for de nordiske Sind. Aah, han véd Besked med saa meget! Men véd De, hvad De skal gøre med ham? De skal smide ham den Korsfæstede lige ind i Synet, saa han baade skal pruste og nyse. De skal fortælle ham, at vi Præster, at vor Gud hedder nu en Gang ikke Succes – vi er sat til at saa, og saa dækker Vorherre Jord over, og saa dør vi, og saa prøv det med Guds Hjælp Aaret efter eller en anden Gang. Og gaar han endda ikke, saa skal De læse Kipling for ham, mens De folder Deres Hænder om Krucifikset:

Vi véd, at i Fryd og i Kvide,

i Sved og Hunger og Sværd,

skal vi staa ved den Høvdings Side,

vi en Gang har stillet os nær.

*

Jeg har med Vilje forbigaaet Søndagstjenesten, fordi jeg regner den for en forholdsvis Uvæsentlighed i en Præsts Gerning. Den er jo saa haabløst koncentreret om Prædikenen, og hvem kan prædike saa det er værd at høre paa? Jeg kender ingen. Kan kun selv maadeligt og kan ikke, lære dette maadelige fra mig. Kun saa meget: jeg besværger Dem: præk kort. Med mindre Ordet fylder Dem sprængefærdigt, for saa gælder jo ingen Tid. Og præk jævnt. Lad det dreje sig om noget, der kommer Folk ved, og hold Herodianerne og Sadukæerne mest muligt udenfor. Og brug Ord, alle forstaar. Et Ord som Autoritet er for fjernt, et Ord som Virkelighed for luftigt. Det gælder i voldsom Grad overfor Konfirmanderne – forklar ikke „konfirmere“ ved „bekræfte“, de véd, hvad „konfirmere“ er, men „bekræfte“ har de aldrig været ude for. Men det gælder ogsaa overfor den brede Kirkeskare. Tal jævnt! siger jeg igen. Hør her en god Anekdote om religiøs Himmelflugt og vestjydsk praktisk Sans. En Gang fulgte en Præst Jakob Knudsen til Toget. Man skød Genvej over en Mark, der gennemskares af en Rende. Præsten skrævede over, men Jakob Knudsen standsede tungsindigt foran den. „Denne Grøft vil Gud ikke have, jeg springer over“ sagde Knudsen afgørende, ingen Forestillinger hjalp, selv med Fare for at fejle Toget maatte man gaa udenom. Jeg nævnede i et Selskab Historien som et Eksempel paa, hvordan Mennesker næsten indtil Latterlighed kunde føle sig under Guds Førelse, men Husets Frue, brav vestjydsk Bondekone, tidligere Højskoleelev, trofast Kirkegængerske, ledte uforstaaende i sit ærlige, nøgterne Sind efter Forklaring, og spurgte saa: „Haaje han da Brok?“

*

Men der er jo da ogsaa mere ved Gudstjenesten end Prædikenen. Der er Oplæsning af Ordet, der er Salmerne, der er Bønnen og Velsignelsen. Hav Deres Hjerte med i det altsammen. Læs ikke en Linie, uden at De har tilegnet Dem den, i Tro eller Tvivl eller Spørgen! Og saa er der jo Sakramenterne. Har jeg ikke Ret, naar jeg siger, at det er de lykkeligste Stunder i Præstens Liv, naar han paa sin Konges Vegne modtager de smaa Børn og fører dem ind i hans Rige – – eller naar han gennem Vinens og det beskedne Brøds Hemmelighed faar Lov at slaa den Almægtiges Kappe til Side og bøje de knælendes Hoveder Ind imod den Alkærliges Hjerte.

Ja, Herre vor Gud, vi takker dig for den Gerning, du har givet os! Gennem Kampe og Fald og Sejre lover vi dig vore Hjerters Troskab til Døden, du som selv er evig trofast mod os.

Kaj Munk.