Tyskland og Hauptmann von Köpenich

Tyskland og Hauptmann von Köpenick

Af Kaj Munk

Forfatteren, Pastor Kaj Munk, der i disse Dage er taget paa Rejse til Udlandet, sender os sit første Teaterbrev, omhandlende Zuckmayers „Kaptajnen fra Köpenick“, der for Øjeblikket spilles her i København.

Teatrets kulturelle Betydning – det er Slagord, der med Ildhu og ofte føres i Marken af os, Teatrets Dyrehave, dets Elskere. Men mon det har noget paa sig? Til syvende og sidst, naar Sandheden ses lige i Øjnene, mon saa Teatret har nogen kulturel Betydning, overhovedet nogen Betydning? Mon Teatret nogensinde har gjort en ny Idé levende og uomgængelig for et Folk eller bare afgørende stillet et Folk Ansigt til Ansigt med en gammel Idé? Vist har det saa, naturligvis har det saa. Det tror man da, kan man ikke andet end tro. Men man forbeholder sig ganske vist Retten til momentvis at tvivle.

Disse noget tungsindige Betragtninger ledes man ind i ved at betænke Tilfældet Der Hauptmann von Köpenick, ikke Personen eller Historien, men Zuckmayers yderst fortrinlige Stykke, som Reinhardt og Werner Krauss og Kolleger førte frem paa Deutches Teater til en sig i Sindet dybt og langvarigt indprentede Sejr. Efter at have ydet Forfatters, Instruktørs og Skuespillers kunstneriske Indsats fuld Reverens maatte man egentlig sige til sig selv: „Dette Skuespil kommer for sent; var det gnistret frem i 1913-14, da Uniformsvældet stod i sin ypperste Blomstring og havde hvislet til al Tyskland: „Se dig i Spejlet i Lyset fra mine Flammer“, ja, saa kunde man velvilligt have tænkt som saa, at det store Nederlag endelig væltede Soklen, som bar Uniformen, saa havde ogsaa dette Sceneværk været en af de medvirkende Aarsager til, at den allerede inden stod paa usikre Fødder. Politisk set virkede det nu nærmest som et Spark til den døde Løve; Herregud! Den Tid var jo forbi, uigenkaldelig lagt i Graven; det var billigt at gøre Grin med den nu; men det var jo gjort fikst og med betydeligt Talent; derfor var Forestillingen absolut seværdig. Dog kunde man straks se, at i et Land som Danmark var der ingen Muligheder for dette Drama; her skulde snarere skrives det stik modsatte: en Latterliggørelse af et Andenmandsfolk, der i snusfornuftig Grinebidergodmodighed ingen Forstaaelse har af hvorfor Hanløven har Manke eller Andrikken Spejl i Vingerne.

(Dette skrives paa Warnemünde-færgen, og jeg maa holde op for at se 7 Vildænder med gnistrende Fjer lette og baske langhalsede henover det blaa Vand, et vidunderligt Syn, jeg klapper i Hænderne, saa! nu lægger de sig igen)

Tilbage til Problemet Zuckmayer. Ak, Jorden drejer sig hurtigt i disse Aar, man er næppe færdig med sine Ræsonnementer, inden de er forældede og forkerte. Thi hvor er nu der Hauptmann von Köpenick? Jeg vover ikke at skrive Svaret for ikke at udsætte „Berlingske Tidende“ for at blive beurlaubt. Men kort og godt: Uniformen reagerer igen i Zuckmayers Tyskland. Hvad Mission har saa Stykket haft? Hvad har det udrettet? Hvilken anden Kommentar er der at knytte til hele Geschicten end den for Forfatteren, at han lige skulde naa at faa det kilet ind i den Periode, da Vinden stod i Vest.

Nenej, nenej, nenej, der er meget mere at sige om den Ting. Der er for det første det at huske, at Teatrets Kunst ikke først og fremmest gaar ud paa at fremføre Idéer, men paa for vore Øjne at levendegøre Mennesker. Det maa aldrig glemmes. Og det glemmes tit. Hvis et Teater en Aftenstund giver os et tre Timers-Stykke med nogle Personer i, der bliver Kød og Blod for os helt ind til deres Hjerteord, da har vi, når vi går hjem, haft en mægtig kunstnerisk Oplevelse, selvom saa Stykket var aldeles blottet for Idé (hvormed for øvrigt oftest menes Agitation). Naar Zuckmayers Hauptmann von Köpenick var saa godt, som det var, skyldtes det naturligvis ikke, at det drev Grin med Uniformerne, men det skyldtes, at der i det var en Vrimmel Mennesker, der levede, og enkelte, der levede dybt og helt ægte.

I denne Forstand vil det være umuligt at nægte Teatrets Betydning: naar det giver os Lod og Del i andre Menneskers Skæbne, gør os meddelagtige med dem i deres Glæder og Synder og Sorger, udvider vor Horisont, kalder paa vor Medfølelse og vor Stolthed — — og i dette Øjeblik falder Ibsens Begrundelse paa Stipendieansøgningen til Regeringen mig ind: „Jeg vil lære det norske Folk at tænke stort“.  Altsaa ikke at tænke stort. Maaden.

Denne samme Mand, Henrik Ibsen, blev jo frem for nogen berømt paa – ja, ja paa Agitationsdramaer. Problemer under debat, som det den Gang kaldtes. Men ved De, hvad de spiller i Paris for Tiden? Peer Gynt. Elendigt, det skal indrømmes, med et i Tal alvældigt Orkester af søvnige Musikere (næh, hvor de gabede!) og med en Solvejg, der letteligt kunde have været Peers Bedstemor (men aah, hvor dejligt det Menneske kunde synge!). Men altsaa, det er Peer Gynt, de spiller – og i Tyskland reklamerer Rejsebureauerne med Nordlandsfarter, ikke til Norge, nej, og ikke til Fru Alvings Land og ikke til Dukkehjemslandet, men til Peer Gynts Land – for Ibsen lever ikke længere i Idéerne, som hans Hjerne logaritmede sig til, men i de Mennesker, der lo og hulkede sig ud af hans Bryst.

Ja, der har vi Ibsens, Teatrets, evige Betydning: naar engang Smækket med Dukkehjemmets Dør lader enhver Tilskuer kold, vil bestandig gamle Mor Aases Død (til Trods for Griegs slemme Musik, der er lige ved at lave en Opera ud af Virkeligheden) tvinge i Publikums Bryst hint Hulk frem, der er Borgen for, at det er saaret paa det dybeste, det ædleste. Alligevel bør det sig ikke for det evige glemme, at de Dramaer, der gjorde Ibsen berømt ved at skabe Sensation om hans Navn, at her var der en Mand, der med mesterlig teknisk Kunnen og ægte Kunstnersind forbandt Evnen til at føle sin Tid paa Pulsen og ud fra dens egne Forudsætninger sige dem det, den allernødigst og allerhelst vilde høre, at de Dramaer dog for deres egen Tid pegede paa Problemer, som det for en Eftertid er alt for let at kimse ad, nemlig naar de er løst eller maaske bedre: overhugget. Saadan set fremkom Zuckmayers Satire paa det uheldigste Tidspunkt: dets almenmenneskelige Indhold, om man vil det, dets Evighedsindhold vil til enhver Tid hævde sig; men dets tidsbestemte Tale gjorde ikke Indtryk nok, fordi man ikke gad høre ordentlig efter – hvorfor? Fordi man tænkte: „Bah! Selvfølgeligheder!“ Lad en Teaterdirektør, der er modig om en Hals, sætte Stykket op i Tyskland i Dag, lad Zuckmayer indtrængende forlange det – saa skal De se, i hvilken Grad vi staar i „Gengangeres“ Situation.

Men selvom Skuespillet handlede om Flod, paa en Tid da der var indtraadt Ebbe, Skal man dog ikke af den paafølgende Springflods Sejrsbrus over, det hele store Rige altfor rask lade sig forlede til at sige: „Sukces eller Fiasko“. Er der Sind, der virkelig har følt sig truffet af dets Idéindhold dengang, lader de sig ikke saadan uden videre overrumple af en haandgribelig, utænkelig, uventelig Modsigelse. Javel, det er Tid i Tyskland i disse Dage til at dukke sig og holde sig musestille og knibe begge Øjne til. Men tør vi tro paa, at her paa Jorden er det dog altid Sindet, der regerer Næverne undtagen i Tilfælde af Krampe, saa gælder Ordet: komme Tid, komme Raad. Naar dette Krampeanfald, som Krisetilstanden, den langvarige, vistnok naturnødvendigt har medført, og som Vejen til Helbredelse vistnok naturnødvendigt gaar igennem, omsider er overstaaet, lad os da se, om ikke Zuckmayer og Reinhardt og Werner Krauss, der kommer ud fra Toilettet i den slidte Kaptajnskappe, vil være mellem de mangfoldige Ting, som tyske Sind husker og drager Lære af, naar de i Arbejdets nøgterne Hverdag giver sig i Lag med at bygge deres store og runde Fremtid op.

*

Og saa skal denne Artikel sluttes – og den skal sluttes med en Hyldest til Carl Alstrup, som paa et Teater, hvor Røgskyerne fra de Herrer og Damer Publikums langskaftede Cigarer tilsviner Luften og Forventningen nærmest staar paa Revue, midt mellem til Dels ganske uprøvede Kræfter og i en Opsætning, der rosende kan kaldes middelmaadig (f. Eks. at lade Peter Malbergs Stemme afgive Preusserkaptajnskommando!) Aften efter Aften ved et Spil, der i Nænsomhed, i Ærbødighed, det store Kunstnerhjertes Ærbødighed for Opgaven, i Neddæmpethed, i sancta simplecitas overbeviser om, at ogsaa til Danske har Skomagersvend Voigts Livsskæbne Bud. Og atter spørger man utaalmodig: hvorfor sikrede Hr Andreas Møllers Kongelige eller Fru Nansens Overkongelige sig ikke i Zuckmayer og Alstrup?

Kaj Munk.