Diakonisserne fortjener Hjælp

Diakonisserne fortjener Hjælp

Vor Medarbejder, Forfatteren Pastor Kaj Munk opfordrer i denne Artikel vore Læsere til at støtte Diakonisserne i deres Arbejde paa at faa Lov til at udvide Gerning og Hus.

Diakonisserne til Gudstjeneste.

Der kommer en Besked ude fra Diakonissestiftelsen om, at de vil bygge i Aar. Det kan de ikke uden at tigge. Og det skal de have Lov til. Engang imellem kan det virkelig være en hæderlig og respektabel Gerning at tigge. I vor Tid har Staten taget en Masse Opgaver fra Menigheden. Og Staten tigger ikke. Den befaler. Værsgod! op med Moneterne! saa bestemmer jeg, hvordan de skal fordeles. Er det ikke ligefrem velgørende ind imellem at høre en Stemme høfligt sige: vi har af egen fri, glad Vilje taget det og det Job paa os; De har vel ikke Lyst til at give os en Haandsrækning?

Det er altsaa det, Diakonisserne siger til os, endda to Gange i Aar; ved Høstgudstjenesterne, hvor de beder om en Gave til den daglige Drift, og senere paa Efteraaret, hvor de har faaet Lov til at foretage en Landsindsamling til at bygge deres Lader større for. Hvorfor siger vi nu, at det er dem vel undt, og at vi vil se mildt til dem og gerne støtte dem? Hører Diakonissesagen ikke netop til de Sager, Staten har overflødiggjort i sin officielle og meget grundige Omsorg for de Syge? Har vi ikke Overlæger og Hospitaler og Sygeplejersker i Guds Velsignelse, ment baade kvantitativt og kvalitativt? Jo, vi har. Jamen hvad skal vi saa med Diakonisserne?

Først skal vi vel have Rede paa: hvad er det for nogen Piger, disse Diakonisser? Sikke et mærkeligt Navn de har! Det er Græsk og betyder Tjenerinde, og vi finder Ordet i det Nye Testamente i et Brev, Paulus skrev til Kristenfolk i Rom: „Jeg anbefaler jer Phøbe, vor Søster, Tjenerinde ved Menigheden i Kenchrea, I vil nok tage kristeligt imod hende og være hende til Hjælp med Raad og Daad; for hun har været mange til Hjælp, endogsaa mig selv.“ Det ser saaledes ud til, at allerede de første kristne Menigheder har været inde paa, at den bedste Arbejdsfordeling i Herrens Tjeneste var denne, at Mændene brugte Snakketøjet og Kvinderne Haandelaget. Og det er vel ikke helt galt tænkt. Der er dog Grænser for de Ulykker, en Mand kan anrette med Sin Mund, og naar det gælder om at tage sig af Smaabørn og Syge og Gamle, maa vi saa ikke bede om et Par bløde Kvindehænder! Det blev til, at der ligefrem oprettedes et kirkeligt Embede, hvor „Diakonisserne“ under Haandspaalæggelse og Velsignelse indviedes til et Arbejde i Menighedens Tjeneste. Det faldt dog i Aarhundredernes Løb bort. Men i 1830-40 begyndte Pastor Fliedner i Kaiserswerth at uddanne Kvinder til i Jesu Navn at ofre sig for Syge, Fattige og Børn, og for at finde et Navn til disse i Kaldsbevidsthed tjenende Plejersker, greb han tilbage helt til Oldtiden og kaldte dem Diakonisser. En tysk Prinsesse Louise, der senere blev Dronning af Danmark, tog en Stikling af Diakonissesagen med herop fra Kaiserswerth, plantede den i en meget beskeden Urtepotte i Smallegade Nr. 43 og fik den saasandt til at gro, saa den nu ude paa Peter Bangsvej er blevet til et mægtigt Træ, der rækker Kviste ud over hele Landet, og hvis Stamme altsaa længes efter at brede sig mere endnu.

Her skal Diakonissesagens Historie ikke skrives, saa lidt som alle de Hjem og Virksomheder skal opregnes, der bærer den danske Diakonissestiftelse til Overskrift. Vi har blot berørt alt dette for at forstaa, at Diakonisserne er Kvinder, der har følt det som et særligt Guds Kald i en kristelig Sammenslutning at ofre sig for en Tid, maaske for Livet – men der tages ingen Nonneløfter: det staar enhver frit for, naar hun maatte ønske det, at træde ud igen, at gifte sig, at gaa over i anden Virksomhed – i Tjeneste for de Syge og Svage.

Der har vi saa Forskellen mellem Diakonissen og den almindelige Sygeplejerske. Denne sidste kan naturligvis udmærket være en troende Kristen, er det ogsaa hyppigt, men man kan ikke se det uden paa hende, om jeg saa maa sige; naar en Patient giver sig over i en Diakonisses Hænder, saa ved han, at nu har han et Menneske hos sig, der kan bede en Bøn. Det kan være af rig Værdi for et sølle Kristenmenneske, der dog ved saa meget med sig selv og om sig selv, at den Tale om Lidelsens høje Betydning kan rent ud sagt blive Pærevaas i Praksis, hvor logisk og ophøjet den end klang som Teori. Ja, det var nemt at lire et Fadervor af, endda ogsaa at fordybe sig i det og bevæges af det, saa længe Solen skinnede og Sjælen sprang morgenfro ud af Sengen uden at være sig bevidst, at den havde en Krop, der sprang med; men naar denne Krop begynder at minde om sin Eksistens, og Feberen sætter sine Perler paa Panden, kan det være saa underligt trættende at snakke ikke blot med Mennesker, men ogsaa med Gud og kan det gøre saa underligt godt, om et andet Menneske kan løfte Sjælen med hine stille Ord, man selv knap længere har Kræfter til at give Liv. Og hvad den religionsløse, maaske kirkefjendske angaar, vil der jo kunne nævnes Eksempler i Tusindtal paa, at Talen om Lidelsens Værdi, som dog alligevel ikke var Frase, men gennem Legemets Svaghed kunde en saadan blive sig Sjælen bevidst og begynde selv at stille den blide hvide Søster Spørgsmaal, som han selv aldrig havde anet laa i hans Sind, og som han for kort Tid siden vilde have forsvoret kunde presse sig over hans Læber.

Naturligvis er den kristne Sygeplejerske eller den kristne Læge ikke dygtigere end den hedenske. Saadan er det ikke indrettet her i Verden. Den forsoldede Drivert af en medicinsk Student faar ikke ved at gaa over til Kristendommen i sit Studiums syvende Aar pludselig af Gud udleveret en smuk Eksamen med efterfølgende flot Praksis og stabil Karakter. Ganske vist spurgte en Gang en udmærket Bondekone mig: „Jamen, hvis om en Præst bliver kørt over af Bil?“ Jeg maatte jo i Sandhedens Interesse svare, at saa blev han smadret saa godt som noget andet Menneske. Hun saa grundende frem for sig og sagde: „Det er ligegodt sært.“ Og det er det jo ogsaa. Man skulde vente, at der var en Smule Separatbeskyttelse for dem, der havde saadan en særlig Stilling. Nej, nej, sagde Jesus og lo og slog ud med Haanden, Gud lader skam sin Sol opgaa over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige.

*

Saa en Sygeplejerske bliver ikke fiksere paa Fingrene af at blive Diakonisse. Og der gror heller ikke Vinger ud ved Skulderbladene paa hende. Der skal nok være en Del Gnideri mellem Søstrene, saadan som der altid er, hvor Mennesker skal arbejde sammen. Og være Overdiakonisser, der tyranniserer lidt med de undergivne. Javel. Og saa alligevel. Alstrup udlod sig i en Revy for Aar tilbage med noget om, at han elskede Bonner og Nurser, men Diakonisser ku' ha' ikke li', for de gaar med Kaleche. Jeg ved ikke med den Kaleche og alt det hvide deroppe omkring Skuldrene, om det monstro trods alt dog ikke dækker over, at der er ved at gro Vinger ud. Engang holdt Helge Rode Foredrag om det danske Sprog; man kan, sagde han, ude paa Landet møde gamle Koner, der har noget saa stilfærdigt og rent over sig; de ligner vort Sprog. Jeg fik Taarer i Øjnene ved at høre det. Men jeg stod Evangeliet saa meget, nærmere end Rode, at jeg tror, jeg havde sagt Diakonisse i Stedet for.

I en Pinsesalme har Grundtvig engang digtet sig ovenud:

Modersmaalet dybt sig bøjer,
let og lifligt det sig føjer
efter Herrens Tankegang;
yndigt selv, men blødt derefter,
laaner Aand og Ild og Kræfter
det af Sions Heltesang.

Man kan løbe paa en gammel Diakonisse, rundt er Ansigtet og rødmosset under det hvide Lin og dog med Spor af Kampene med Selvet og af Drømme, der var svære at slippe, men som maatte slippes, før Viljen var helt klar til at glemme sig selv og ofre sig for andres Ve og Vel, det er saa dansk, saadan et Ansigt; yndigt ja, men blødt derefter, har det hentet sig Aand og Ild og Kræfter fra Sions Heltesang – saa godt som selve den danske Tunge.

*

Forstanderen paa Diakonissestiftelsen hedder L. J. Koch og er noget saa uhyggeligt som Dr. theol. Han ser ud som et Levn fra Inkvisitionen. Naar han sidder som Censor ved teologisk Embedseksamen, har man indtryk af, at han i Tankerne er ved i hellig Nidkærhed at brænde en eller anden lille kættersk Nonne af. Ham er det vist aldrig gaaet op for, at næst efter Sokrates var Kristus et af de fornøjeligste Mennesker paa Jorden. Det kunde ikke falde Koch ind at stille sig bag en Dør og springe frem og sige Kukkuk, naar en af de smaa søde Diakonisser kom svævende forbi. Men han har styret Stiftelsen myndigt og kyndigt gennem de mange Aar. Jeg giver nu mit Hurra til Overlægekirurgen derude, Fenger Just. Naar han rettede sit varme kloge Blik paa Operationsbordsanretningen og gav En Haanden, lige inden man skulde gaa ind til den Søvn, man jo dog aldrig ved, om man vender tilbage fra, og sagde sit „Nu skal Gud nok hjælpe“, og man havde Hænderne forankret hos hver sin kære Gudsmoder, en ved hver Side, saa var det ikke saa slemt at sove væk.

*

Søde, gode Diakonisser! I ved, hvordan den første og største, af alle Kristne ikke var for aandelig eller for fin til at tage sig ogsaa af Legemerne. Tak, fordi I gaar i hans Fodspor! Diskussionen om, hvorvidt der er nogen Forbindelse mellem Kristendom og Moral, hugger I over med simpelthen bare at forbinde dem. Og I gør det som han uden Bagtanke, uden Hensigt, der kan forstemme, ikke for at hverve Proselytter, men fordi det Job skal jo nu passes. Det er rigtigt! Saadan skal det være! Gud velsigne jer. Vi skal nok spytte i jer Bøsse, saa I faar et nyt Hus. I har fortjent det.

Kaj Munk.