Oxford igen

OXFORD IGEN

LOLLANDSPOSTEN fortæller mig, at nu skal det gaa løs paa Sydhavsøerne. I Maribo er der indrettet Oxford-Kontor i Olsens Hotel, Kampagnen begynder omkring første September, og Teamet kommer til at bestaa af ca. 2000 fynske, jydske, engelske, tyske, norske, svenske og finske Købmænd, Arbejdere, Læger, Kontorfolk o. s. v. Den engelske Syge, vil Modstandere sige, har altsaa endnu ikke udraset her i Danmark; tværtimod, ikke blot har den holdt Stillingen, men har stadig gode Kræfter i Behold til nye Fremstød. Og Endemaalet er stadig ikke skruet ned. Avisen bruger de store Typer: En aandelig Internationale. Verden skal gøres bedre. Lolland-Falster som Udgangspunkt.

Tilværelsen har øjensynlig mange Ærgrelser endnu i Baghaanden til Frimenighedspræst Karl Nielsen.

Men har de nu ikke Ret, han og alle de andre Kristenfolk, der rykker i Marken mod Buchman ? Er alt dette Markedskrigeri foreneligt med Evangeliets sagtmodige Aand? Og er det ikke aldeles latterligt med disse Fraser om, at Verden skal forvandles, oven i. Købet med Lolland-Falster som Udgangspunkt? Den Helligaand, Herregud, er han fra Rødby? Ronald Fangen proklamerede en kristen Verdensrevolution, men det var lige som den lille lokale spanske Revolution fængede nok saa godt. Hvor vil man hen? Verden laa i det onde allerede paa Apostelen Johannes' Tid og Aartusinder før, og der er visselig ingen Tegn til, at den siden er bjærget en Tomme ud af Suppedasen. Og ikke alene, at det er haabløst at ville forbedre Tilværelsen, men det er egentlig ogsaa ukristeligt. Evangeliet forkynder ikke Syndernes Afskaffelse, men Syndernes Forladelse. Jesus vidste, at Krige og Ulykker og Djævelskab er vor Klodes Lod, til den støder sammen med en anden Blindgænger i Rummet, og Elementerne kommer i Brand, og Mulmet lejrer sig om Baalet, naar det er udbrændt. Og som Kloden svinger med sin Last og Elendighed, til Undergangen udfrier den, er ogsaa det enkelte Menneske givet Trælbundetheden i Vold. Vort Legeme er et Hjemsted for Drifter og Tilbøjeligheder, der ikke flytter, fordi Huset falder dem ned over Hovedet. Vi er født med dem, og de dør ikke, før de dør med os. Vi kan ikke leve uden at volde Sorg, at konkurrere, at tage fra andre, at læsse paa andre. Selve vor Selvopholdelsesdrift er Ondskab. Som Nordahl Grieg siger det: det er noe uanstendig at existere. Ja, maalt med den absolute Kærlighed er Livet en Synd, der kun kan sones med Døden. Men her sætter Kristendommen ind som det vældige Mysterium. Midt i Menneskehedens blodplettede og voldgriske Historie træder Gud ind, i Selviskhedens brølende Triumftog løfter med et den fuldkomne Kærlighed sit stille Ansigt, og Resultatet af dette Under er et Haab, som overgaar al Forstand, et Haab om, at naar Kejseren har faaet, hvad Kejserens er til sidste Hvid, naar denne Jord er gennemlevet indtil det sidste bitre Aandedrag, skal for Slægten som for den enkelte et Liv kunne være rede, et Liv, hvor det at leve ikke længere er ligt med at volde ondt, „en ny Himmel og en ny Jord, hvor Retfærdighed bor.“ At leve som Kristenmenneske i denne Verden vil sige at leve i Synden og under Syndernes Forladelse. Men at komme og fortælle, at det onde kan afskaffes her i Tiden, at vi kan leve skyldfrit og skønt, naar blot vi selv vil, med Guds Hjælp naturligvis, det er at føre falsk Tale; den modsiges af al Livets Erfaring, den modsiges af Evangeliets Evighedsalvor, som peger hen paa Uskyldigheden, der af den jordiske Retfærdigheds Domstol blev hængt paa et Kors og maatte hænges der. Evangeliet afslører os naadeløst Tilværelsens Afgrund af Fortvivlelse for saa at laane os sine Vinger; men denne Afgrund vil, tør Mennesker ikke se. De putter Hovedet ind i en Udviklingsteori, at alt gaar fremad og alt bliver bedre og et selvlavet Paradis vinker i det ikke alt for fjerne, og vi skal bare være gode ved hinanden. Og naar Kriges Giftgas svider den Busk bladløs og Revolutioners Le hugger den om, bliver de glade for Buchman, der dukker op med en anden lille Busk paa Nakken, som han graver ned i den oprodede Jord og lader dem stikke Hovedet i, en anden Slags Udviklingsteori om, at vi med Guds og den Helligaands elskværdige Bistand kan lave det Paradis, der slog fejl for os ved egen Kraft. Denne Lære, at med Guds Hjælp og en lille Smule Haandkraft kan vi gøre os selv og Verden gode, er en Forraadelse af Kristus. – Ud fra saadanne Tankegange er det, at Oxfordismens bitreste Fjender nedfælder deres Protester.

Ja, vist saa! Dette og meget andet kan fremføres imod det, Buchman har ledet ind over Danmark. Men hvad hjælper det, om Argumenterne er nok saa rigtige, hvis det alligevel ikke har Vægt. Og det skorter det Oxfordmodstandernes paa. Eller maaske rettere paa Liv. De er baade dybsindige og ærlige, men det er, lige som de mangler Blod, De røber en mærkelig blegsottig Ængstelse for Evangeliet, at det ikke skal kunne klare sig – at denne slemme Buchman skal trolde med det, og det kan det ikke taale. Hvis Buchman kan vænne et Menneske af med at drikke, saa maa han endelig ikke blande Gud ind i det. Man faar Indtryk af, at det gælder i den Grad om at frede om Evangeliets Ære, at en Kvartalsdranker maa hellere fortsætte i sin Last, end at Evangeliet maatte misbruges til at kurere ham.

Det, der gør Religionerne saa uafrystelige af Tilværelsen, er deres suveræne Foragt for Logik. Angst for Selvmodsigelser kender de ikke. Kristendommen, bekender i et og samme Aandedrag, at den forsager Djævelen, og den tror paa hin Gud Almægtige, hvis Eksistens udelukker enhver Mulighed for en Djævels. Kristendommen regner med den store Menneskeheds Fortabelse og kalder dog Kristus for Verdens Frelser. Kristendommen anser Gudsdyrkelse i Aand og Sandhed for det eneafgørende til Salighed mellem alle Jordens Folkeslag og lægger dog Vejen over Sakramenterne. Kristendommen forankrer sig i den evige Forudbestemmelse (Kar til Ære, Kar til Vanære) og giver dog Mennesket Navn af Synder og foreholder hver enkelt hans Ansvar for hans Skæbne i Tid og Evighed. Snart tæller kun Troen for den, snart kun Gerningerne; saa er der Løn i Himlen at vente, saa er det idel Naade; saa fremhæves Toldere og Synderinder og forlorne Sønner, og med et er alle Burgøjserdyder i Pari igen.

Man kan afvise Religionen som et Væv af Vrøvl, kun egnet til at sætte Mennesker Fluer i Hovedet. Det gør Fornægterne. Man kan klippe Tæer og hugge Hæle og brodere Omslag og lave en Religions-Videnskab, der er et Forræderi mod baade Religion og Videnskab, og som hedder Teologi. Man kan endelig tage sig det hele til Hjerte og leve det ind i sig og leve ud af det, saa sandt som

ich bin kein ausgeklügelt Buch,

ich bin ein Mensch mit meinem Widerspruch.

Og man kan naturligvis endelig ogsaa være med paa det hele og samtidig ganske udenfor.

Vor Tid er praktisk. Maaske ogsaa overfladisk. Men ogsaa overfladiske Mennesker skulde jo gerne i Himlen. Skulde gerne – for at tale imødekommende nøgternt – være saadan, at man kan have med dem at gøre. Havde vor Tid været spekulativ, er det muligt, Himlen havde sendt os en dybsindig Tankemester. Men nu kom altsaa Buchman. Lad ham saa være overfladisk! Lad det saa være en Fordel ved ham, at han er overfladisk! Han tager praktisk paa Tingene. Forklaringen er muligvis, at han er Amerikaner. Er saa alle Amerikanere Buchmænd? Og skal vi i Skoven, saa skidt med Forklaringen paa, hvordan Lokomotivet trækker, naar blot det trækker, og det gaar den rigtige Vej. Og sandelig trækker han. Men er allerede det ikke farligt? Er Kristendommen noget med Succes? Vi svarer: Kristus er Kristus ogsaa Palmesøndag. Maaske Buchman har sin Langfredag tilbage. Men gaar det da den rigtige Vej? Lad os pudse vore Briller og se os om.

Maa jeg aflægge en Bekendelse? jeg gør det ugerne; Bekendelse er usmageligt, desuden dumt. Jeg er ikke Oxfordmand, bliver det aldrig, Gud sagde det til mig, allerede da Mor gik med mig just derhjemme i Maribo: „Du skal aldrig tilhøre noget Parti; det forbyder jeg dig; med dig har jeg andre Planer.“ Men jeg er endnu mindre Antioxford; de Folk, der slutter sig til Buchman, gør det med min Velsignelse.

For Buchman siger dem et Navn, som det er Mennesket en Adel at kende. Det Navn er Gud.

„Ja, netop,“ siger man, „men han lærer dem ikke Jesu Navn.“ Muligvis ikke, men han lærer dem Guds; og den, der har lært ham det Navn, det er Jesus. Dette hjælper mig til at tilgive meget. Thi for I mig er Gennemførelsen af de 4 Absolutter noget Nonsens. Absolut Uselviskhed f. Eks. kan et Menneske kun præstere gennem Selvmord, og saa kan Selvmord endda ogsaa være en Selviskhed. Lod man dem endda være 4 høje Stjerner at styre efter!

For mig er det med Syndernes Opplaprelse uhyggeligt. Skal galt være, foretrækker jeg den gammeldags Form for Underholdning, at gennemgaa ved Kaffebordet de fraværendes Synder. At forveksle en Enkefru Hvilkensomhelst med Gud, der alene har Krav paa vort Hjertes Fortrolighed, er kun hensynsfuldt mod den ene af Parterne. Maa jeg i det mindste bede om en edsvoren Præst!

For mig er Reklameringen med egen Fremgang i Dyd og i Lykke uforstaaelig. Om end ikke slet saa dubiøs som den gamle Gassen sig i, at man er en stor Synder. Mine Erfaringer er, at man kristeligt bliver ringere og ringere med Aarene og bestandig af og til højst ulykkelig ved at være i Selskab med Gud. Men hvem kan generalisere? Paulus havde det jo ogsaa med ind imellem at skyde Skuldrene slemt ind i Vejret. Og hvorfor misunde de Forvandlede Nylivets Glæde? Lad dem have Minder at tære paa, naar Djævelen kommer igen.

Men kan man da virkelig forvandles?

Naar en religiøs Oplevelse gør en ødsel omtænksom, en Dranker ædruelig, en Slyngel hensynsfuld, skal han saa ikke have Lov til at takke sin Gud? Nej, han skal ikke, for saa kommer han let til at ose. Aah, det er jeg ikke saa sikker paa. Et Menneske, hjulpet ud af en Last for Alvor, vil stadig have Hænderne, de arrede, for fulde af Kamp til at kunne løfte dem i Hovmod for Verden. Tvi, tvi Farisæeren! men skal da Tolderen paa Hjemvejen sige: „Det var skønt, at jeg bare stod med nedslagne Øjne og slog mig for mit Bryst under Sukket: Gud være mig Synder naadig. Derfor gaar jeg nu retfærdiggjort hjem til mit Hus“?

Vil de da holde, disse Selvforbedringsforsøg, selv om de tilsyneladende lykkes i første Omgang?

Hvor véd jeg det? Hvad holder i denne Verden? En Ting skal vel ikke bedømmes efter, om den holder? Er det ikke godt, at et Menneske bliver et bedre Menneske, selv om saa kun for en Tid? holdt Johannes Døber i Fængslet? holdt Simon Peder hin Torsdagsnat? Døbefonten i Vedersø Kirke har i lange Tider været brugt som Svinetrug; men den var Font forinden, og den er det nu igen. Jesus bukker og siger Tak for hver et Glas koldt Vand, der rækkes Disciplene.

„Ske din Vilje, som den sker i Himlene saa og paa Jorden“.

Muligvis er denne Bøn aldeles uden Chance, saa vidt al menneskelig Erfaring kan se, og muligvis er den i skarpeste Modstrid med en Masse kristen Dogmatik. Men den hører nu engang med i Førerens Dagsbefaling.

Kaj Munk