Om Bibelvidenskabelighed

OM BIBELVIDENSKABELIGHED

Forfatteren, Pastor Kaj Munk melder sig med den følgende Artikel som Deltager i den store Diskussion om Bibelkritik og Bibeloversættelse, som Professor Paul V. Rubow rejste her i Bladet med sine Kroniker om Emnet. Kaj Munk giver Professor Rubow sin varmeste Tilslutning: „hvordan, skriver han, skal man afholde sin Fyldepen fra at opføre en Krigsdans af Henrykkelse over Professor Rubows Artikler?“

HVORDAN skal man afholde sin Fyldepen fra at opføre en Krigsdans af Henrykkelse over de Artikler om Bibelen, som Professor Rubow her i Bladet har affyret i Hovedet paa Professor i Gamle Testamente Aage Bentzen? Ganske vist udtaler Hr. Rubow sig om Ting, han ikke har Kendskab til over for den fagkyndige Kollega, hvilken Mangel dog – rigeligt – opvejes af den Omstændighed, at det er rigtigt det, han skriver. Det er godt at have Sagkundskab, men det er endnu bedre at have Ret. Man bliver helt bevæget ved at opleve, at hvad Idioterne har stridt for i flere Menneskealdre, det dukker nu en frisk og fyrig ung Intelligens op og giver Medhold i. De arme Indre Missionærer! De stod ude omkring paa Bøhlandet og brugte Bibelen som en Livskilde, og saa var den jo i Virkeligheden en slap Line for historiske Ekvilibrister. Det var ikke nemt at klare sig for en jævn, enfoldig Mand, der sad og læste om Gud og Abraham og troede, at saa stod der noget om Gud og Abraham, naar pludselig en Professor i Verdensberømmelse aabenbarede sig og forklarede ham, at det var Kilden E og Kilden J, der først og fremmest stod noget om. Jeg tager mit hebraiske Testamente fra Studenteraarene frem; det er voldsomt understreget, med blaat, med rødt, med sort. Det er naturligvis de særligt opbyggelige, de særligt dybsindige Steder, der er saaledes ihukommede! Ak, tro det ikke, min naive Læser, nej, det er Sondringer mellem Islæt af Kilden J og Kilden P, og jeg ved, Gud været lovet, ikke længere hvad. Og Pindehuggeriet og Teksten var naturligvis fulgt af Pindehuggeri af Meningen. De skønne Fortællinger om Patriarkerne maatte tages med alskens Forbehold; Jakob og hans Sønner havde jo aldrig eksisteret, til Nød Sønnerne maaske, i hvert Fald aldrig deres Far. Naar Abraham slæbte sig op ad Moria med Isak ved Haanden – hvem glemmer nogen Sinde, hvad en Søren Kierkegaard har faaet ud af den Historie? Teologerne ved min Ungdoms Universitet fik ikke andet, end at her forelaa Reminiscenser fra Menneskeofringens Afskaffelse. Jeg kan endnu i dette Øjeblik skære Tænder af Harme ved at tænke paa, til hvilken Aandsfortærelse Menneskehedens højeste Aandsmanifestation blev anvendt af dertil indrettede og til det modsatte embedskaldede. Ikke eet ondt Ord om min Lærer i Faget; han var en af de nobleste, maaske den fineste Personlighed, jeg endnu har mødt. Men en Skarnbøtte af Ukvemsord, af Lede og Foragt over Systemet, over Metoden. Saadan lyder Anekdoten: To vandsmægtende traf paa en Kilde i Ørkenen; begge drev Kamelerne derhen i Galop, sprang af og bøjede sig ned, men var et Sekund efter i vildt Skænderi om, hvorvidt en Bismag i Vandet var af Salt eller af Svovl – alt imens Kamelerne drak.

Det er ikke til at tilbageholde et Jubelraab over, at en Professor af sidste Dato ved Københavns Universitet nu tilslutter sig Kamelerne i deres Opfattelse af Vand, at Hovedsagen er den, at det kan drikkes.

Saa meget om den utaalelige weltausenske Metode til at lave Ørkener ud af Oaserne. I det andet Spørgsmaal, Professor Rubow rejser, Oversættelsesproblemet, er det sværere at præstere fuld Tilslutning.

Professoren kaster sig ud i en Kritik af Frants Buhl med disse Ord: „Om jeg ikke husker fejl“; men er denne Betingelses- og Spørgeordsbisætning paa sin Plads hos en Videnskabsmand? Buhls Oversættelse er jo ikke et utilgængeligt Haandskrift. „Kan man indlede en dansk Bog, der taler ud af den højeste Magtfuldkommenhed og Værdighed, med en Særsætning i Pluskvamperfektum?“ spørger Kritikeren. Men Bibelen er ingen dansk Bog, og Buhl begynder med Imperfektum i en Bisætning. Saadan kan vi Journalister til Nød, til alleryderste Nød, tillade os at slippe af Sted med at kritisere, men fy, det maa en Professor rigtignok ikke. Man maa ikke bebrejde en Mand en lille Fejl, han ikke har gjort, allermindst naar der er mange store, han virkelig har begaaet.

For sandt er det, at Buhls første Vers i Bibelen er ualmindeligt vellykkede i Retning af det mislykkede. „Da Gud begyndte at skabe Himlen og Jorden – Jorden var dengang Øde og Tomhed, og der laa Mørke over Urhavet, men Guds Aand rugede over Vandet – sagde Gud: Der komme Lys! og Lyset kom.“ Og saa staar endda selve de indledende 5 Ord med Stjerne, hvilken henviser til Fodnote: „efter en anden Læsemaade: „I Begyndelsen skabte Gud““.

Man kan vel nok være enige om, at mere forfjamsket og stumlende kunde Bibelen ikke indledes.

Beresjit bara Elohim et hasjamaim veet haares. Til Begyndelse skabte Guddommen Himlene og Jorden. Saa pompøs aabner sig Bøgernes Bog. Man fik jo Taarer i Øjnene, første Gang man som purung Mand lod de hebraiske Lyde skride sig over Tungen. Og saa, at Sætningen kunde Ord for Ord og med uændret Ordstilling tone over i Dansk. „Yndigt selv, men blødt derefter laaner Aand og Ild og Kræfter det af Sions Heltesang.“

Men næste Dag sad der en lille Manuduktør og grinede lykkelig ved at kunne hive Bibelen ned til sit eget Format: der stod jo ikke baresjit, men beresjit, saa korrekt var det at opfatte som en Art Genitivform: „i Guds Verdensskabelses Begyndelse“ – der laa saa hele Postelinet.

Og paa den hellige, ukrænkelige videnskabelige Sandheds Alter henlægger saa en højt berømmet dansk Professor sin Udgave af Verdens hellige Skrift, indledende med – en Fodnote. En Fodnote, en Tidsbindeordsbisætning, en pedantisk Omstændelighed i Sætningsverbet, en stor sammenhængsbrydende Parentes og endelig en Modernisering med brækket Hals. Thi: „der vorde Lys, og der blev Lys,“ kan ikke gøres up to date ved at rettes til: „Der komme Lys! og Lyset kom,“ saa sandt som Konjunktiv ikke eksisterer i Dansk længere. „Lad der komme Lys,“ hedder det nu om Dage, eller „der skal komme Lys“ eller „kom, Lys!“ Og er saa Ordet „komme“ bedre? „Komme“ betyder dog blot en Bevægelsesforandring fra et Sted til et andet. Hvis ikke en Digter havde skabt, men en Filolog havde sammentænkt Skabelsesberetningen, vilde Udtrykket være faldet saadan: „Saa foreslaar jeg, at vi eksperimenterer os frem til en Opfindelse, vi kan kalde for Lyset.“

Det er nemt at kritisere. Men naar nu Bibelens første Ord ikke er baresjit, men beresjit? Naar den nu begynder med en Bisætning? Hvad skal saa en samvittighedsfuld Videnskabsmand gøre? Han skal virkelig opgive sin Samvittighedsfuldhed og i Stedet for stole paa den Helligaand. Tre Linier senere skriver han „og Lyset kom“, og dog staar der ikke haar, men or, vajehi or, og der blev Lys. Der har han sluppet Samvittighedfuldheden og faaet et ringere Udtryk; havde han permitteret den straks i første Linie, hvor det var meget nødvendigere, sad han med en Chance for at have fanget det rette.

Jeg opholder mig saa grundigt her, fordi – deri har Professor Rubow aldeles Ret – allerede Indgangen til Buhls Oversættelse viser, hvordan den store Forsker, alle sine Fortjenester medregnet, vandrer paa „Metoder“s fortvivlede Hængedynd. Vi griber atter til Anekdoten. En hel Nat igennem sad den hebraiske Lærde og grublede over et hidtil upaaagtet Punktum under et Bogstav; først ved Daggry lykkedes det Neglen paa hans unge Frues Lillefinger at løse Gaaden: der havde været en Flue. Naar Professor Buhl ikke føler, at Bibelen paa Dansk maa indledes med disse Ord: „I Begyndelsen skabte Gud Himlen og Jorden“, ligegyldigt hvad der saa end „oprindeligt“ staar paa Hebraisk, røber han fra første Færd af sin Mangel paa Overlegenhed over for Prikkerne. Den virkelig aandsfyldte Forsker vil altid være uafhængig af, hvor Fluerne gaar paa Das.

For hvad er Meningen med en Oversættelse? Først og fremmest og til syvende og sidst og helst og mest, at den skal give Stemningen. Om Ordene giver Meningen bogstavtro, men ikke Livet i den, er Oversættelsen forfejlet, ja, falsk.

Men denne Orakelsætning løser naturligvis ikke Gorderknuden, hverken med Haandkraft eller Hug. For Eksempel: Hvad sagde David til Urias? „Gak ned i dit Hus og to dine Fødder,“ siger den gamle Gengivelse, og Professor Bentzen er saa lykkelig for, at Movinkel har fundet ud af, at David sagde: „Gaa nu hjem og faa dig en glad Dag.“ Ja, hvad sagde David? Det er jo lynende svært. Naturligvis, naar vi skal fortælle Danskere det, sagde han ikke noget med at to. For han var et Menneske som vi og talte Nutidssprog i sin Samtids Øren. Alligevel var han ikke Københavner, og Historien om ham er ikke fra Byretten og refereret i B.T. Den har 3000 Aar paa Bagen og er om en Haremskonge i en fremmed Verdensdel og opererer med en Krigerskik ganske ukendt hos os: at en Soldat ikke maa se sin Hustru, saa længe Krigen staar paa. Professor Rubov har atter Ret: de er ved at forældes disse friskfyragtige Moderniteter, at Cicero gaar ind for, at Catilina skal have en ordentlig en paa Godaen; for Catilina havde ingen Goda. Og saa alligevel igen paa den anden Side …. Kristus sagde til en Syg: „Vil du vorde karsk?“ Nej, han sagde ikke. Nu lyver vi om den gode Mand. Han var ikke affekteret. Han spurgte ham: „Har du Lyst til at komme dig?“ Naar mange Præster er saa fjendtlige over for højtideligt Kirkesprog, er det af Angst for det ulevende. Paulus skal ikke messes under Hvælvinger, siger de, han skal raabes fra Gadehjørner. Det er saa rigtigt, som det er galt.

Fortidens Skikkelser, de, der betyder noget for os, er nutidige, skal være nutidige, er i os, taler i os. Og dog kommer vi aldrig udenom, at de ikke er Personer fra Gaden af i Dag, men at Aarhundreder har baaret dem ned til os, og at det nødvendigvis maa give dem en anden Stilling for os. Der ligger en Opgave der for Fremtiden at finde ud: Hvad Sprog taler Historiens Personer i? Før i Tiden lod man dem tale Museumssprog, saa blev det en Mode at lade dem tale Slang. Hvem finder den tredie, den rigtige – den for en Tid rigtige Løsning? For den er vel ikke allerede fundet og benyttet af Marlowe og Shakespeare og Oehlenschläger og hedder femfodet Jambe?

Kaj Munk.

Professorerne Aage Bentzen og Paul V. Rubow.

Professor Rubow: „En moderne, alt for nedladende Fordanskning af Biblen sætter Traditionen over Styr og afbryder Bibelsprogets Indflydelse paa den profane Tale, som sandelig ikke kan undvære den.“

Professor Bentzen: „En Bibeloversættelse maa ikke være et Slags filologisk Museum for gamle Ord.“