Er der Røre i Bethesda-Dammen?

Er der røre i Bethesda-Dammen?

Men der er en Dam i Jerusalem ved Faareporten, den kaldes paa Hebraisk Bethesda og har fem Buegange. I dem laa en stor Mængde af Syge, Blinde, Halte, Visne, som ventede paa, at Vandet skulde røres. Thi paa visse Tider foer en Engel ned udi Dammen og oprørte Vandet. Hvo som da først, efter Vandets Oprør, steg ned, blev sund, hvadsomhelst Syge han var beheftet med, fortæller Apostlen Johannes. Dette Ord Bethesda skal betyde Barmhjertighedens Hus.

Hvad er der nu sket i den danske Afdeling af Dammen i de sidste Tider? Har Buchman været en Engel, der har rørt Vandene? Hvor vidt er Dønningerne naaet ud?

Hvordan ser det ud ude omkring i Landet, i Smaabyerne og Sognene? Er dér sket noget? Staar de paa den anden Ende? Eller gaar Livet sin rolige Gang, som det har slentret siden Knud den Store?

Barthianismen er naaet til os fra det spekulative Tyskland. De kender alle Anekdoten: en Englænder, en Franskmand og en Tysker har faaet til Opgave at beskrive Kamelen. Englænderen tog til Arabien og studerede Kamelerne dér, Franskmanden gik i Zoologisk Have. Tyskeren lukkede sig inde i sit Studerekammer og løste Opgaven aus der Tiefe seines inneren Bewusstseins. Ogsaa Barth har hentet Kameler op af sin inderste Bevidstheds Dyb. Problemerne er gennemgaaede ved et Skrivebord, mens Livet passede sin March forbi Vinduerne udenfor paa Gaden.

Der er igennem Barths System denne fine Konsekvens, som smidigt føjer sig efter Hjernevindingerne og aldrig kommer noget Menneskes Hjerte nær. Den Almægtige faar alt, hvad der tilkommer ham, han er ophøjet og idel Retfærdighed, og overfor ham er Mennesket lutter Snavs og Aske; der var ingen Forbindelse mulig mellem disse to Parter, hvis ikke Gudmennesket var Formidler. Paa den Maade bliver der Brug for store Stykker af den gamle Middelalderteologi, som væsentligst gaar ud paa, at Aar 31 den 17. April skiftede Gud Humør. Da alt det afgørende ligger i det usynlige og hinsidige, spiller denne Verden og vort ingen Rolle. Vor Omvendelse, vore gode Gerninger vore Anstrengelser for, at vor Klode skal frelses, er alt sammen kun Latterligheder overfor Almagten. Det er Gud, der bestemmer Farten – dermed maa vi lade os nøje. Krige, Galskaber, Sygdomme, Død, lad alle disse Kræfter kun udtømme sig i denne ligegyldige Tilværelse. Tro Guds Ord, og lad Verden gaa sin skæve Gang. Saa vil det engang vise sig, at Kristus har gjort alt, hvad der med Rimelighed kunde forlanges for vor Frelses Sag, og Apostlen Paulus faar Ret i, at den nærværende Tids Lidelser er for intet at regne mod den Herlighed, der engang skal aabenbares over os af Guds Naade. Dette, siger Barthianerne, er Kristendom, og al anden Fromhed og Religiøsitet er Hedenskab og det, der er værre.

Denne Form for Kristendom har det været umuligt at faa afsat her i Landet til andre end Præster. Det kommer simpelthen af, at Danskerne er for sundttænkende; de tænker for lidt. Jævne danske Mennesker lader sig ikke imponere af, at der er Orden i Begreberne, hvis der ingen Virkelighed er, der svarer til denne Orden. Det hele blev dem for uvirkeligt. Danmarks fede Muld, som Fliden hvert Aar henter Legemets sunde Velsignelse op fra, og som Grundtvigs Bas har runget hen over og siden Vilhelm Becks morgenduelige Hanegal, egner sig ikke som Grobund for daadløs Spekuleren.

Heller ikke hjalp det, at de unge barthianske Præster forsøgte at erstatte med Sprælskhed, hvad de manglede i Blodrigdom. Det skræmmede blot yderligere. Den danske Kirke kom da til at opleve et Tidehverv, hvor ingen hvervedes, og Nyskabelse fandt ikke Sted med Undtagelse af Vittigheder. De Præster, der modigt trykkede sig den sorte Kokarde i Panden, behandledes af deres Menigheder med største Mistillid. „Vi skal ikke have Deres Blad her i Huset,“ sagde en Bondekone til sin Sognepræst, han kom for at uddele et lille barthiansk Opbyggelsesskrift, „for vi vil ikke have Religionen ud af Skolerne.“ Bekendte en Præst Tidehvervskulør, tog han med det samme Afsked med Haabet om fremtidige Forflyttelser. Han forblev da i sit Embede til liden Opbyggelse baade for sig selv og sin Menighed, og kunde trøste sig med, at saaledes naaedes Hensigten, der jo gik ud paa, at der frem for alt ikke maatte forekomme Opbyggelse.

Og Kirken laa da hen igen som en Gaard med Brakmark og missionsk Rug og grundtvigiansk Havre og pyntelig højkirkelig Hvede.

Men saa kom min Sandten pludselig den seksradede Byg.

Det var Buchman, der lancerede det sidste amerikanske Skrig paa det religiøse Omraade og importerede det, til Avisernes Sirenebrøl, fra det for Tiden hersteds saa velsete England, der jo ogsaa leverer os Broer til at hægte vore Øer sammen med, og som lader sig vederlægge for Kristendom og Brofag med kgl. dansk Flæsk. Ja, sandelig fo'r der en Engel over Dammen og bragte Røre i de hjemlige Vande. Og Pressen fik travlt med hver Dag at bemærke, hvilke prominente Blinde, Halte og Visne, der nu var gaaet i Vandet.

Han rejste ud og studerede Kamelerne i Marken, gjorde Englænderen, da han skulde i Gang med at løse Opgaven. Skrivebordet er ikke noget for Buchman. Hvad han og hans Folk præsterer dér, er saa gudsforbarmeligt, at man bogstavelig ikke kan andet end korse sig.  Men „af deres Frugter skal I kende dem,“ sagde Jesus, og Buchman regner ikke dogmatiske Opstillinger for Frugter, men at Kristendommens smukke Dyder virkeliggøres i de Kristnes Liv. Skidt med Spekulationerne, siger Oxford, men lad os nu være Kristne. Hellere være Kristne end tænke kristeligt. At Barthianerne besvimede som Fluer af Flit ved dette Opraab, er forstaaeligt. Nu havde de lige med stor Møje faaet hægtet Kaaben, og saa kommer der en Modeherre og siger: lad den bare blafre.

Men praktiske Folk begreb, at her blev der bragt noget paa Bane, de kunde være med til. Her spurgtes der ikke efter Hjernevindinger, men efter Næver. Her gjaldt det op at spytte i disse og tage fat. Der gik virkelig en Vækkelse hen over Landet, saa Grundtvigs og Becks i sin Tid næppe var følbarere. Og de ikke alt for faatallige, der i religiøs Henseende ikke kan fordrage andet end Stilstand, skar de samme Ansigter, som deres Fædre havde skaaret: „Herregud, nu er ogsaa Jensen blevet oxfordsk!“

Alligevel har man en ubestemt Fornemmelse af, at Oxfordbevægelsen har været af større Betydning for de danske Aviser end for Danmarks Kirke. Den er ikke rigtig naaet ud, og heller ikke rigtig naaet ned. I sin – for Resten snobbede – Iver for at faa tilsaaet de mere iøjnefaldende Pladser, er Dalstrøgene forsømt. Der er forvandlet Lensgrever og Direktører og Købmænd i tykkere Grad, end der er forvandlet Arbejdere og Bønder. Og i sin – iøvrigt prisværdige – Sky for at lave unyttig Strid og Ballade med Dogmerabalder har Bevægelsen været ved at prisgive noget, det i Længden vil kunne blive dens Bane at undvære, nemlig Menighedens Brug for Sakramenter og Tro paa Gaaden i Jesus Kristus. Forvandlede Mennesker bekender altid, „da vi mødte Oxford“ eller til Nød „da vi mødte Gud“ … Man kan høre Oxforddisciple tale i Timevis uden at nævne Jesu' Navn.

Det er muligt, at Buchman hjælper Menneskeheden frem mod den store Fællesreligion, der engang vil omspænde alle Folkeslag. Men en „Religion“, der ikke kender Mysteriet, et Sakramenternes Mysterium, et Golgatha-Mysterium, er ikke og bliver aldrig Evighedens Religion. Naar Indre Mission og Grundtvigianismen fik dette stærke Tag i Sjælene og holdt det saa længe, skyldtes det mere end noget andet, at de gav Hemmeligheden i Jesu Person saa central en Plads. Den store Vækkelse i det danske Folk i vort Aarhundrede er ikke indtruffen endnu. Den vil fremgaa som et tredje Rige, bygget paa Barthianismens Tro paa det ubegribelige, paa Guds-Ordet, og paa Oxfords Appel til Viljen. Thi disse Retninger, der forkætrer hinanden og tilkender sig selv Talentet, er jo dog kun Brudstykker af den Helhed, der med Livets suveræne Foragt for Logik indfatter i sig det uforenelige.

Kaj Munk.

Herover: Oxfordsbevægelsens Ypperstepræst, Amerikaneren Dr. Buchman. Fra et af de store Oxfordmøder i København.

Kaj Munk