Det, der ikke er raaddent

Det, der ikke er raadent

Af Kaj Munk

Forfatteren, Pastor Kaj Munk havde lovet Studenterforeningen at holde et Foredrag i Gaar Aftes med Titlen „Something rotten in Denmark“, det blev i Stedet for til en varm og lidenskabelig Tale, om det, „der ikke er raaddent, tværtimod: frisk og levende, ja, med Værdier i sig maaske for Aarhundreder“. Vi bringer Kaj Munks Foredrag i denne Kronik.

Mine Tilhørere, danske Studenter!

Hvis der er nogen af Dem, der har glædet Dem til en Slags vanvittig Aften med rigeligt Spark i Løgsovsen, vil jeg skynde mig at sige, at saa vil De blive skuffet. Ganske vist ligger jeg inde med et overkomplet Lager af sunde Skældsord mod Politikere, Kritikere, Dramatikere, Presse og Gejstlighed. Men jeg mangler totalt Lysten til at holde Udsalg i Aften. Det er en Dramatikers Pligt at overraske. Jeg har som mit Foredrags Titel opgivet Something rotten. Jeg skal følgelig tillade mig at tale til Dem om noget, der ikke er raaddent, tværtimod: frisk og levende, ja, med Værdier i sig maaske for Aarhundreder, sagt uden Omsvøb: et dansk Drama af en nulevende Forfatter, maaske det eneste danske Skuespil fra vor Tid, der har virkelig Livskraft i sig. Jeg har ganske vist været fristet til at holde et helt modsat Foredrag for Dem, et, der ildnede til Daad og Anspændelse, et, der tog Stade i den aktuelle Situation og raabte: „Danske Studenter, nu er det Tid til, at vi vaagner op og igen bliver os bevidst som Danske, hvis vi da ikke vil slettes ud; en levende Folkevilje maa I hjælpe til med at rejse, bort fra Parlamentarismens raadne Udsæd af Nid og Nag, dens kunstige Skillen et Folk i Partier, dens sygelige Pusten til Mistænkeliggørelsens giftige Gløder; nu gælder det Samhørighedsfølelse og Livsvilje for Nationen, aaben Vagt for vor sydlige Grænse, vidt Udsyn mod Norge og Sverige, hen imod Nordens Enhed – op til Vaagenhed, Ansvarsbevidsthed, Daad!“

Alligevel vil jeg paa en Maade tale ganske modsat til Dem. Ikke fordi jeg ikke mener dette, for det gør jeg, af alle mine Kræfter. Men samtidig lever der noget andet inde i mit Sind, et Udkig til en helt anden Verden. Dette Udkig vilde jeg ogsaa gerne prøve at dele med Dem, idet jeg fører Dem hen til et af de Steder, hvorfra det er vist mig renest og skønnest. De vil let forstaa, at den danske Digter, der interesserer mig mest, naturligvis er mig selv. Men den danske Digter af i Dag, jeg højest beundrer – skønt: beundre er saadan et koldt Ord, teatermæssigt, noget med Laurbær og Taler og næh i Stemmen og oh i Blikket – lad mig sige: den nulevende danske Digter, der har skænket mig mest, og jeg takker varmest, det er Valdemar Rørdam.

Om Valdemar Rørdams Kunst kan der siges en Hoben Uartigheder, som jo da ogsaa er sagt af de dertil Selvkaldede. Har jeg ikke Ret i, at oftest efterlader Recensionerne i Dagbladene det Indtryk hos En: „Oh, denne Kritiker, det er skam en meget stor Mand.“ Jeg skal ikke her indlade mig paa Gendrivelser, overhovedet ikke paa Vurdering af Rørdams Kunst. Det er kun et enkelt af hans Værker, jeg omkredser i Aften, hans efter min Mening magtfuldeste Digtning, et Drama, der i Aar fejrer Jubilæum uden at fejre det, saa sandt det knap nok er kendt af noget Menneske, skønt det har foreligget trykt i 10 Aar. Det er et Drama i 6 Akter og handler om et Emne saa fjerntliggende som Buddha – fjerntliggende for en Kultur, som er lige optaget af Oprustning, 6-Dages-Løb, Foraarets Hattemoder og de Ungdomsforsyndelser, en Embedsmand for et kvart Aarhundrede siden ikke har begaaet.

Hvad vil Rørdam nu med et Stykke om en gammel Religionsstifter i Indien? Er det Meningen, at han vil have Buddhismen indført i Danmark. Naturligvis ikke. Ikke mere, end Shakespeare med sin Claudius sigtede til den daværende Bærer af Englands Krone, eller jeg med min Gengivelse af Hamlet beskylder Stauning personlig for at have sendt Gift i en Cigar til J. C. Christensen i Hee. Hvad vil overhovedet en Digter med sit Værk? Spørg ham ikke; tiest er han selv den, der ringest véd det. Der gaar en Historie om, at man en Gang spurgte Grundtvig om Meningen med et eller andet dunkelt Punkt i en af hans Salmer; han maatte give op. Historien fortælles som en Vittighed, men er jo en alvorlig Bekræftelse af, at Manden var Profet. De Kommentarer, det Forsvar, en Forfatter stundom fremkommer med, naar hans Arbejde er angrebet, er som Regel ulidelige, taabelige, vildledende. Er Manden virkelig Digter, d. v. s. handler under Inspiration fra allerhøjeste Sted, er hans Værk uendeligt rigere end han selv, saa rigt, at han selv tit er afskaaret fra at fatte det. Bevidst Poesi er aldrig Poesi. Og sikke forunderligt Miskmask, der kan komme ud af det, naar Oehlenschläger sætter sig til at korrigere, hvad Adam skrev. Paa Forespørgsel kan Digteren ikke givet noget bedre Svar end det gamle, berømte: „Hvad jeg skrev, det skrev jeg.“

Det var en Parentes, der er for god til at udelades, men som ærlig talt ikke kommer Emnet ved.- Naar nu jeg læser Rørdams Buddha, hvad faar jeg saa Indtryk af er dette Digterværks Bud til den Tid, for hvilken det er skrevet? De véd, hvad Buddha vilde. Nej, det véd De ikke. Og det véd jeg heller ikke. Men den gængse Opfattelse af Buddhismen – og hvorfor skulde den gængse Opfattelse ikke være rigtig? Gud bevare os fra at falde i Historikernes Hænder! -, den er jo denne: efter Buddha er Livet Lidelse, som man kan frigøre sig fra ved Forsagelse af alt.

Du store Kineser! Hvor er denn Opfattelse os Europæere fjern! Forsage alt? Nej, begære alt! Pæn Aarsindtægt, Ekstragratialer, Ben, Avancement, Bil, Teaterpremièrer, Badesteder, Kone, flere Koner, se, det er Livets Mening og Maal. Hvad gavner det et Menneske, hvis han mistede den ganske Verden, at han bare frelste sin Sjæl?

Eller gør vi Amerika-Europa-Kulturen Uret, om vi fælder saa ligetil en Dom over den, at dens allerinderste Begær er det, Feuchtwanger samlede i Ordet Succes? Succes vil vi morderlig gerne, men uden at vi ved rigtig af det, er der visst alligevel eet, vi endnu hellere vil, og det er Arbejdet for Successen. Arbejde, det er vor Kulturs Stikord. Johs. V. Jensen forklarer, at det er, fordi vi er blonde, mangler Pigment, let kommer til at fryse; derfor vil vi gerne bestille noget for at faa Varmen. Mon ikke Sagen er sandere, end Forklaringen paa den? Vist er det i hvert Fald, at europæisk Sind betragter Arbejdsløsheden som vor Civilisations Forbandelse – og tænk saa, hvad Arbejdsløshed betyder for indisk Sind: en Vederkvægelse, en naturlig Tilstand, Hvile, Ro til Eftertanke. Hvad har den nu bragt os, denne evige Kriblen i vore Fingre? O, saare me-meget. I eet Ord: Verdensherredømmet, Magten til at beherske farvede Folkeslag, Baciller, Naturkræfter. Vi er virkelig godt paa Vej til at have vundet den ganske Verden. Hvordan saa med vor Sjæl?

Den har det temmelig afgjort ikke saa godt Den evige Virketrang har ikke blot faaet os til at udforske Kometer, sprænge Bjerge og udrydde Pestmikrober og Indianere, den har ogsaa tvunget os paa Opdagelsesrejser og Erobringstogter indad i Sindet. Traditioner er sprængt, Dogmer er udryddede, Lovene hviler ikke længere paa guddommelig Klippegrund, men paa Agitationens Braadsøer, paa Flertalsviljes Tidevand.

Intet staar fast, alt flyder eller penduler. Jorden er blevet grænseløs utryg og forvirrende, en Taage, som man aldrig ved om, hvornaar den er giftig – om den søde Lugt i Ens Næsebor er fra en blomstrende Hyldebusk eller fra en Gasbombe, som det fortælles i en af Krigsbøgerne. Middelalderen havde dog Kirkefred og Højesteret i Rom. Ligesaa højt som vi teknisk har hævet os over Middelalderen, er vi menneskeligt ved at synke under den. Denne grænseløse Utryghed ved hele Tilværelsen jager ensomme Mennesker Gasslanger i Halsen eller jager dem ind i et hysterisk Sammenhold med morderisk Had til „de andre“. „Jeg tror, vi sejler med et Lig i Lasten“, sagde allerede Ibsen, hvem Undergangens Angst var gaaet i Blodet. Ja, vist saa! der har altid været gamle Kællinger og Ulykkesfugle, der tudede, at Verden stod ikke til Paaske. Rigtigt, unge Mennesker! er der nogen af Dem, der kan give fyldestgørende Garanti for, at den gør det?

Vi regner ikke efter luftige Kometer længere, men efter haandfast Masseproduktion af Granater.

Hvis de Herrer Diplomater slipper Krigen løs i Morgen, er jeg bange for, at det vil betyde, at hint Lig i Lasten stiger op ad Kahytstrappen og stilfærdigt, men yderst bestemt indtager Pladsen paa Kommandobroen.

Naturligvis er det en stolt Tid, vi lever i. Naar vi kniber Øjnene sammen og stirrer mod Reklamernes Neonlys, indrømmer vi villigt, at Kulturens Sæbeboble har aldrig været blæst saa stor og flot som nu. Og eja, de bliver jo ved at blæse af alle Kræfter. Hvornaar i Verdenshistorien har Arbejderne haft saa menneskelige Kaar som nu, har der været draget lignende Omsorg for Sygdomspleje og Skolegang? Fyn hægter sig sammen med Jylland lige for Næsen af Vorherre, der dog har lagt Fyn ud som en Ø. Grev Zeppelin rier Amerika sammen med Europa; der er et Rend af Turister til Nordpolen og Sydpolen, saa Jorden næppe har Poler nok længere til Efterspørgslen; vi kommer til at opfinde et Par ekstra. Og Radioen tordner, og Fjernsynet laver Sildeglimt, og der anlægges Veje og bygges og bygges og bygges, saa hele Kloden snart er en Villaby. Verden forandres fra Uge til Uge, morsomt, opløftende, betagende, stort! Men luk saa Øjnene helt op! se bag om Lysreklamerne! det er vel ikke den lede Satan selv, der sidder bag det hele rastløse Forehavende og puster til Iveren og gotter sig? Det er, som om Menneskeaandens febrilske Travlhed bunder i en halvbevidst Angst for ikke at naa at faa Korthuset færdigt, inden det stikker den selv i et vanvittigt Lune at blæse det om.

Splittede, jagede, fredløse er vi i Sjælen, og vor Kulturs Triumf, Mekanikken, truer vort Legeme paa intet mindre end Livet.

Jeg vilde ønske, at vi kunde laane Jerusalems Skomagers Galocher af Klint, og at de var store nok til os alle. Saa vilde jeg en Foraarsmorgen tage Dem med ud i Torsted Hede. Stille! hys! saa skulde De se der paa Pe Christians høje skaldede Græsmark et kongeligt Syn: der staar i Række en 5, 6, 7 Urkokke med den festlige røde Streg over Øjet og Rimduggens hvide Dagning over Vingernes natsorte Glans. Nu spreder de de lyreformede Haler til Spil og tager Dansetrin i de slæbende Vinger, mens det gurgler oldnordisk i Struberne, de kvæder en Vise, og Hønerne inde fra den sorte Hederand ser fingeret uinteresserede til. Ak, Urkok, du har ingen andre Fjender end Jæger og Ræv, du skal ikke slaas med dig selv og Kollegerne om, hvorvidt Hitler er en Skurk eller Helgen, om Nationalisme eller Internationalisme er Verdens Redning, om Oxfordfolkene er Apostle eller Balancekunstnere, om – ja, den hele Karrusel. Du spiser dine Sortebær og elsker din Høne en Maaned om Aaret og hilser Solen med et Morgengal, naar den stiger over Troldtoft Hedebakke, som Du har gjort det uden Forandring i tusind Aar.

„Du kunde jo have det som mig, hvis du vilde,“ siger Urkokken og ser eftertænksom langt hen over Lyngen; „lige fraset Parringstiden er jeg Buddhist.“

Og saa er vi tilbage ved Valdemar Rørdams Digterværk igen, hvor han fører midt ind i vor Tids forrygende Tempo den gamle overjordisk store Inder til at løfte Haanden, ikke til Hitlerhilsen, nej, men som et Færdselssignal: Holdt! – til at nævne det for os umoderne og dog evige Ord: Sjæl. Han rejser det som et Spørgsmaal for os, om ikke Europa, hvis det skal frelses fra Selvfortærelsen, kommer til at give sig i Kast med en meget større Opgave end alle dem, det nu anspænder sig for – lad os kalde den Sindsforandring, Livsforvandling. Om vi ikke i vor Travlhed, vort vilde Begær efter alt muligt er jaget Livets oprindelige og egentlige Værdier forbi, dem, der er gratis: Solopgang og Blomster og Fugle, en Kvindes trofaste Smil, blaa Barneøjne, Nøjsomhedens fjerde Bøn, Legemsrast, Sjælsstilhed, Eftertanke, alt det, de Gamle samlede i Ordet Fred.

Der er noget her, Kristendommen ikke synes om, en Egocentriskhed hos Buddha: at fri sit eget Jeg fra Sammenhængen, at gardere sig selv mod Lidelsen. Overhovedet var Livet for Kristus jo ingen Lidelse snarere Barnets Vandring med sin Far ved Haanden, og forvilder det sig fra ham, altid med Mulighed for igen at faa ham fat. Naa, nu er det jo i høj Grad begrænset, hvor meget Jesus har sat sit Præg paa Kristendommen. Paulus har været en haard Kompagnon i Firmaet. Mens Kristus beholdt Rusland, erobrede Paulus Amerika, og det har vekslet meget hvem af dem der havde Overtaget i Europa. Men hvad? Kristendommen er jo en ung Religion endnu, ufærdig, levende; og lærenem og lærevillig har den jo altid vist sig. Lad os regne med, at den højst er i Konfirmationsalderen og velsagtens har Aartusinder at udvikle sig i endnu, hvis da ikke dens Bolig gaar op i Flammer forinden. I Indien mødes Verdensreligionerne i Dag. Om de nu kunde finde hinanden i deres Arbejde paa Menneskeheden med Tusindaarssigt. Om Buddhismen og Kristendommen kunde lutre sig ind i én Enhed – lad mig sige det saadan: om Paulus paa sine evige Rejser kunde møde den siddende Buddha, og Paulus vilde standse og Buddha rejse sig, og sammen vilde de prøve paa at føre Menneskeslægten hen til Galilæa, hvor Gud selv staar barhovedet med Vinden strygende gennem Haaret, den blaa Sø under sig, den blaa Himmel over sig og lærer fra Bjerget: salige er de fredsommelige, salige er de sagtmodige, salige er de fattige i Aanden.

Vor Kultur er en Bykultur. Hvad er det, der knurrer i Luften i den mørke Nat? Sluk alle Lys! Er det nødvendigt, at vi selv sprænger vore stolte Stæder i Luften for at vende tilbage til den Jord, vi er taget af, den Stilhed, hvori vore Sjæle kan gro? Med hamrende Hjerter løfter vi vore Hænder mod Himlen i en Bøn: Herre, lad ikke Jorden betale for blodige Lærepenge, inden vi nemmer den Visdommens Vej til Lykken, hvor Kristus og Buddha mødtes i et: Du skal ikke begære; thi hvad gavner det Menneskeheden, om den vandt den ganske Verden, men maatte bøde med sin Sjæl.

Jeg skal saa slutte mit Foredrag med at læse for Dem Scener af det Værk, jeg i Aften Gang paa Gang er vendt tilbage til, Valdemar Rørdam: Buddha, Lykkens Yndling.

Kaj Munk.