Download:      
Indledning
  
Værkinformationer
  
Billeder
  

Svar til en Tilskuer til Tiden

Svar til En Tilskuer til Tiden

Fra Digteren, Pastor Kaj Munk har vi modtaget dette afsluttende Svar til Chr. Reventlow i Anledning af dennes Kronik i Søndags.

 

HVEM er denne Chr. Reventlow? En forhenværende provinsiel Redaktør, der nu løber rundt fra den ene københavnske Redaktion til den anden for at faa afsat sine Produkter. Dermed er intet ondt sagt; Provinsens Redaktører er hverken ringere eller bedre end Hovedstadens, og Blade kan refusere de fortrinligste Indlæg; men der er hermed antydet, at han har ingen anden Magtstilling end den, Sandheden forlener ham med. Og den er i Aarenes Løb til alt Uheld blevet forholdsvis uanselig.

Den Mand, der for nogle Aar siden skænkede den danske Aandsverden hint religiøse Dokument af Skønhed og Redelighed, som han kaldte „Breve fra Skærsilden“, har jeg benyttet adskillige Lejligheder til at give Udtryk for Ærbødighed for. Han er siden død. Nu misbruger en Menneskehader og Skændegæst Chr. Reventlows noble Navn. Han har tildelt sig den foragteligste Rolle af alle overfor Tiden, nemlig Tilskuerens, og har dog ikke Tilskuerkultur nok til at afholde sig fra Tilraab, endda af groveste Plumphed og af udtværet og udpønsket Vid.

Med hvad Myndighed optræder denne Mand, der ingen Kirke tilhører, som Reformator af den danske Kirke? Med hvad Ret kræver han, der ikke selv er Autoritet i noget som helst eller for nogen som helst, Autoritet for Kirkens Lære eller Biskopper (hvilken Sammenstilling!)? Hvordan har han Raad til at beskylde nogen kristen Præst for at udstede falske Veksler i Jesu Navn, han, som i sit Livshad er blottet for Begreb om den muntre og livsglade Herre fra Galilæa? Hvad ved han om det raadne i Kirken, han, som er gaaet til Kristus uden om Kirken? (Hvordan er det forøvrigt muligt? Evangelierne er jo dens).

Hr. Reventlow har paavist, at „Ordet“ er Svindel, hvilket jeg ogsaa maatte erkende!! Han vil ogsaa gerne paavise, at „De Udvalgte“ er et bibelsk Svinedigt. For hvem paavise? Analfabeter i Indien maaske. Hvordan paavise uden at forstaa? Og hvad forstaar et gult buddhistisk Sind af Biblens Kernesprog, af Opstandelsens Kraft?

Denne Evangeliets Værner forfærdes ved at høre Tale om at digte en ny Oversættelse af Biblen, selv klarer han sig stolt ved at forvanske. Det er tænkeligt, han er gaaet til Jesus, men hvem er han kommet til? I sin sidste Kronik har han mindst 4 Gange været paa alle mulige Sider af Sandheden undtagen den rigtige. 1) Fortællingen hos Johannes om Brylluppet i Kana „er en Lignelse“ (er ikke det simpelthen at lyve?). 2) Hr. Reventlow har paavist, at „Ordet“ var Svindel. 3) Jeg har erkendt dette. 4) Drewsen Christensen anraabte mig om at digte et Evangelium. I Sandhed! man behøver ikke Indhylning i sorte Klæder for at være et Indbegreb af Nonsens.

Hr. fhv. Redaktør Chr. Reventlow, De er ikke den Mand, jeg har anset Dem for. Løgnagtig er De ikke, selv om det ikke er sandt, det De skriver; hellere vil jeg tro, at De er syg, lider af Underlegenhedskomplekser, som De søger at fortrænge ved at anfalde alt og alle („Saa I, hvor jeg stod mig!“) Prøv en Behandling hos Dr. Næsgaard! Efter at være blevet var, paa hvor løst et Grundlag og ud fra hvad Sindelag De angriber, kan jeg ikke længere tage mig af Deres Forfølgelse af min Gerning, fordi jeg er positiv, hvor De er negativ, bygger op, hvor De blot skælder ud jeg knipser Dem af min Jakke og betragter for Fremtiden Deres Kunster med venlig Ynk.

Deres engang ærbødige

Kaj Munk.