Maa Præster være Mennesker?

Maa Præster være Mennesker?

Pastor A. Drewsen-Christensen, Store Hedinge, Hovedpersonen i den Injuriesag, som for Tiden i høj Grad paakalder Offentlighedens Interesse, har sendt »Berlingske Tidende« et Indlæg, som offentliggjordes 24. April. Pastor D.-C. vender sig meget stærkt mod den Betragtning, at Præster ikke skulde have Lov til som andre Mennesker at leve et naturligt Liv under Deltagelse i de Fornøjelser, som normalt tjener moderne Mennesker til Morskab og Rekreation efter Møje og Slid. Det hedder bl. a. i Artiklen:

»Af alle Mennesker under Solen har Præsterne det ubetinget værst og er værst. De maa nemlig for alt i Verden ikke faa Lov at være det, de af Naturen uhjælpelig er bestemt til, Mennesker. Skønt de, hvad Psykologien og Biologien paa det mest næsvise kan oplyse, er sammensat af de samme indre Egenskaber og de samme ydre Stoffer som den øvrige Menneskeslægt, skal de med Djævelens Vold og Magt tvinges til at optræde, som om de var i Besiddelse af en særlig Overfromhed og Overmoralskhed, og naar de saa trods hæderlige Anstrengelser falder ud af Rollen, saa larmes der op i en dydig Forargelse, og Aviserne fyldes med lange Redegørelser for det rent ud sagt utrolige, at en Præst har haft den Frækhed at bære sig ad som – et Menneske.«

Det hedder senere:

»Men hvorfra stammer nu denne Vedtægt, at en Præst ikke må være et Menneske og ikke se ud som et Menneske? Ja, det kan nu være lige meget. Det er mere vigtigt, hvor det ikke stammer fra, og een Ting indestaar jeg for: at man har det ikke fra Jesus af Nazaret ogsaa kaldet Kristus. Han var et Menneske og det, saa det duede noget. Men der var ingen Velærværdighed eller Højtidelighed ved ham. Aldrig har nogen forarget sin Samtid som han. Alle Landets Bedsteborgere og Bedsteborgerinder korsede sig og vendte Øjnene mod Himmelen, naar de hørte om hans rædsomme Usømmeligheder og hans formastelige Ord.«

»Puh ha! Det maa være anstrengende at maatte gaa med Maske hele Livet igennem – og kedeligt, grusomt. Aldrig at turde klinke med Flaskehalsen og nyde en isafkølet Øl en hed Sommerdag og sige: Ah! Aldrig at turde slaa i Bordet og melde en lille, ganske lille Solo- Kulør i Forhaanden, naar Baghaanden har meldt Ren Nolo, og aldrig turde spjætte en lille Smule med det fjermer Bagben i en rigtig god gammeldags Mazurka.«

Pastor D.-C. beklager den almindelige Præstetype, der i visse Henseender maa holde sig paa Afstand af de Folk, som han ligner i Kød og Blod:

»Om Mennesker faar han intet at vide, for de véd, at han ikke er et Menneske, og saa tager de Maske paa, naar de ser ham paa ti Skridts Afstand, eller ogsaa griner de haanligt ad ham. Der tales saa meget om kirkelig Reformation og om, hvad man skal gøre for at faa Folk til at gaa i Kirke, og hvad hjælper det? Nøjagtigt ingen Ting. Men lad Præsten faa Lov at være sig selv, det er den vigtigste Reform, Kirken trænger til, det er vigtigere end al Tale om, at Kristendommen skal moderniseres og alt det andet Sludder, kloge Folk hitter paa.«

– – –

Berl. Tid. skriver 25. April: Det Problem, som Præsten fra Storehedinge behandler, er ikke nyt. Organisatoren Paulus og efter ham en lang Række af den kristne Kirkes store Mænd har talt og skrevet om Præsters Færd i Menighederne. Spørgsmaalet har i Relation til aktuelle Foreteelser indenfor dansk Kirkeliv netop i Øjeblikket megen Interesse ogsaa for den Offentlighed, som i de fleste Tilfælde er en tavs Iagttager af Kirkens Tjenere og deres Arbejde og hele Væren.

Vi har bedt en Række Teologer udtale sig om Problemet: Præst og Menneske.

Biskop Rud, Odense, siger: – Præster er jo Mennesker, uanset om man mener, de har Lov til at være det eller ikke. Den danske Kirke anerkender ikke nogen dobbelt Sædelighed, ikke noget andet Ideal for Præster end for almindelige Mennesker. Men Præsten har ikke desto mindre sin ejendommelige Stilling i Samfundet, og der er visse Hensyn, han maa tage, enten han vil eller ej. Forældre, der sender deres Børn til Præsten, kræver med Rette, at han skal optræde som det, han er – Præst. Naar de sender Børnene hen til Urtekræmmeren paa Hjørnet, venter de heller ikke andet, end at Urtekræmmeren optræder som Urtekræmmer. Præstens Stilling i det praktiske Liv betinges af det Forhold, at meget er ham betroet, og at der derfor ogsaa maa kræves meget af ham.

Pastor Th. Mollerup udtaler: – En Præst skal ikke leve paa en anden Kristendom end andre Mennesker – hvilket betyder, at han skal leve paa den bedst mulige. Der angives ikke i selve Evangeliet nogen særlig Moral for Præsten. Man kan kun kræve af ham i hans almindelige Optræden, at han skal tage det Hensyn, Paulus byder alle Kristne at tage: at man ikke maa forarge dem, der er svage i Troen.

Pastor Gunner Engberg: – Det er klart, at der med særlige Kald følger særlige Forpligtelser. En Lygtetænder kan ikke holde Mørkning med sine Børn. Og med en Præsts Stilling følger visse Hensyn, som han har at finde og at følge.

Provst Johannes Nordentoft: – Det er jo ikke galt alt det, Pastor Drewsen-Christensen siger om »Præster og Mennesker« – og journalistisk verve har Manden, men hvor roder han alligevel Tingene sammen! Og en Del af det, han siger, er – - for at tale hans eget Sprog – ravruskende galt ….

Og naar han nævner den Forargelse, Jesus vakte, som Parallel til Forargelsen i Storehedinge og Lemvig, saa glemmer han ganske, at Forargelsen i Jerusalem og Galilæa aldeles ikke gjaldt nogen Deltagelse i »Morskab« af nogen Slags, god eller ond, men gjaldt selve dette, at Jesus søgte Tolderes og Synderes Selskab – som bekendt i den Hensigt at faa dem frelst.

Om den »floromvundne Præstehøjtidelighed« siger Drewsen-Christensen baade morsomme og rammende Ting, men han skyder langt over Maalet og tegner et Vrængbillede, naar det skal gælde »en ikke helt ringe Del af Danmarks Gejstlighed« og taler om »en Præstestand«, der »ikke kan faa Lov til at leve som Mennesker«.

Aah Snak! Vist kan vi det, naar vi selv vil, og det vil den typiske danske Præst af 1934.

Saa rejser der sig jo bagved de forsorne Drewsen-Christensenske Udtalelser det Spørgsmaal, om der kan forlanges en højere Moral af Præster end af andre Mennesker. Selvfølgelig ikke. Valget mellem rent og urent, Sandhed og Løgn, Troskab og Svigten er ganske det samme for Præst og Lægmand.

Og alligevel! Den Bibel, som ogsaa Drewsen-Christensen priser i høje Toner, siger bl. a.: »Mine Brødre, ikke mange af jer maa blive Lærere; de skal faa en strengere Dom.« Og mon ikke almindelig sund Menneskesans vil sige Ja dertil? Dømmer vi ikke alle Pligtforsømmelse hos en Officer strengere end hos en Menig? Hos en Professor ganske anderledes end hos en Student? Den fremskudte Stilling giver med Nødvendighed et større Ansvar, negativt udtrykt: i den kan der gøres mere Fortræd.

»Den, hvem der er givet meget, af ham skal der kræves meget«, siger Jesus. Det var ingen Skade til om de, hvem en hellig Tjeneste er betroet, i særlig Grad lagde sig det paa Sinde.

Det menneskelige vil saa vist ingen Skade tage deraf – tværtimod.

Pastor Kaj Munk, Vedersø: – Om Præster er Mennesker? Hvad skal de ellers være? Naturligvis er de Mennesker. Det er maaske ikke god Latin, men det er godt Dansk. I den katolske Kirke giver man ved Ordinationen Præsterne en character indelebilis, – en særlig Kvalifikation. Det sker ikke med os Protestanter. Det var rart, om man ved Hjælp af en Eksamen og nogen Haandspaalæggelse kunde skabe en Englestand, men saa længe vi ikke kan det, gør vi bedst i at betragte Præsterne som Medborgere og ikke andet.