Præster og Syndere

Præster og Syndere

Af Pastor Kaj Munk

Der løber i Præstegaarden en Geschichte om en Biskop, der alle Dage forblev saa jævnt et Menneske, at han kørte paa III Klasse. En Medpassager forhindrede ham engang saa vedholdende i at fordybe sig i en Bog, han havde stukket i Lommen hjemmefra, at han omsider gav sig i Snak med ham og lod Bog være Bog. Da Bispen snart kom til at røbe sin Livsstilling, fandt den indladende det paa sin Plads at lukke op for, at ogsaa han tilhørte den gejstlige Stand, idet han nemlig var Menighedsraadsmedlem. „Og jeg kan ydermere fortælle Dem, hvad Retning De tilhører, for De er Grundtvigianer.“ Ja, det var da ogsaa rigtigt nok: hvad ellers Biskoppen skønnede det af? „Jo, for jeg lagde Mærke til, at De bandede før.“ Og saa tog Bispen atter sin Bog op af Lommen.

Her slipper Historien op, som sædvanlig paa et Punkt, hvor den begynder for Alvor at blive interessant. For hvad er der sket med Grundtvigianeren? Ja, han er vel sunket tilintetgjort sammen i sit Kupéhjørne, knust af en Følelse af at være en stor Synder, eller i hvert Fald af at være kommet højst uheldig af Sted. Han har næppe haft Aandsnærværelse nok til at replicere, at var der her et ufejlbarligt Kendemærke paa Grundtvigianeren, kunde Højærværdigheden kun med en formel Ret holde sig klar af at henregnes til denne Gruppe Medkristne; vel har man næppe nogen Sinde hørt ham sætte en Trumf paa, men hele hans Anekdoteri og Snakkeform laa i en udpræget Sgujargon, for hvilken han skal roses, saa sandt den gav ham denne velsignede Farvetone af Jævnhed og dagligdags Mandfolkethed. Og endnu mindre har den Nedsumpede vel haft aandelig Frimodighed til at stive sig af med et holdbart Ræsonnement om, at den Herre, der selv yndede at indflette Bekræftelsesformer og Kraftudtryk i sin Tale, næppe paa Dommedag er tilbøjelig til at indlade sig paa sproglige Studier om Valeuren af Ord som sgu og skam og sandelig.

Jeg er klar over, at jeg med disse Ord blodigt forarger ikke blot Overfladekristne, der inderligt fortjener det, men ogsaa alvorlige Mennesker, man for den Sags Skyld gerne vilde skaane. Det faar jeg saa i Guds Navn gøre. Jeg henholder mig til, at han, der i een Sammenhæng raabte sit Ve til den, fra hvem Forargelsen kommer, selv var den store Overforarger, der naar det gjaldt en Sandhed, ikke gav Køb. Og en Sandhed gælder det her. Det skal med Ilterhed og Ufortrødenhed fastslaas, at alt dydigt Udvendighedsvæsen rager ikke Guds Rige en Fjer.

Det er en velkendt, en Banal Tesis: hellere en fordrukken Løjser, der af Dybsens Nød raaber til Gud, end den ærbareste, mest velagtede Frøken i et Jomfrukloster, dyrkende sin egen aandelige Velplejethed, en Tesis, hævdet af Kristendommen i 19 Aarhundreder og aldrig troet, heller ikke af Kristne. Staten har nu engang mere Brug for de pæne Frøkner med en Bankbog, som kan plyndres, end Drukkenbolten, der skal understøttes. Æstetisk set lugter Lavendler ogsaa langt bedre end Sprut. Ogsaa ude i Naturen faar den kraftigste Ræv den sødeste Kone, de sundeste Unger, den bedste Føde og de svage Ræves Misundelse. Det er ganske overdaadigt stort gjort af Jesus, at han har faaet snakket saa meget med Skaberen oppe paa Galilæas Bjerge, at han var sikker i sin Sag, da han fremkom med den Meddelelse, at Gud Almægtige var over for sine Børn paa Jorden hverken statsøkonomisk interesseret eller æstetisk indstillet, ligesom han gav en god Dag i naturlig Udvælgelse og survival of the fittest og alt det der, naar det gjaldt Sjæle; hans Kærlighed vendte sig paa Kærlighedsparadoksale Maner mod de udskejende, de bortkomne, de ugudelige.

Denne Betragtning peger i Retning af, at „Guds Børn“ hersteds paa denne Klode maa forudsættes at være Udskuddet af Menneskeheden, og Præsterne i denne Menighed Udskuddet af Udskuddet igen. Ærede Medborgere med kritisk Indstilling over for Kirken vil finde, at Idealet er virkeliggjort. Jeg kan kun give dem delvis Ret. Horkarlen David og Fornægteren Peter staar ganske vist for os som lysende Forbilleder – udi Teorien. I Praksis gaar alle ud fra, at Troende skal være bedre end Vantro; og præsternes Moral skal igen ligge adskillige Meter over dagligt Vande hos en Gennemsnitstroende. Det er grimt, naar en Hedning bander, allerede syndigt, hvis en Organist indlader sig paa det; gør et Menighedsraadsmedlem, er det nok til at stemple ham som Grundtvigianer, og hos en Præst er det jo ganske gudsforgaaende. Holmblads Salmebog er ikke velset i Velærværdighedens Hænder. Og gaar han saa vidt, at han er lystig ved et Bryllup, drikker Vin og danser med fruer i røde Kjoler, staar Kirkens eksistens paa Spil. Om han skændes med sin Kone, er doven til Husbesøg, løber med Sladder, er fedtet eller pengegridsk gør knap saa meget. Dømmesyge, Hjerneforsnævring, Uldenhed og Sødladenhed er derimod Laster, der ofte regnes ham til Indtægt.

Det at bande er en Uting, som her i Landet drives med Nidkærhed af Havnearbejderen som af Departementschefen. Det kan lyde ganske diabolsk. For nogle Aar siden stod jeg en Langfredagmorgen i en Havneby ved Kajen og hørte nogle Mænd svovle Luften til saa tykt, at min Bornerthed til sidst satte mig i Gang med at skælde dem ud, hvad Luften unægtelig ikke blev renere af; først da jeg naaede til at forespørge dem, om de mente, deres Eder endnu havde Saft og Kraft, naar de laa for Døden af Kræft i Strubehovedet, fik jeg Valpladsen overladt. En gammel medicinsk Professor undskylder sig pligttro med et „Aah, om Forladelse“ over for mig, hver Gang Djævelen har galet ham, uden at det af den Grund lyder bedre. Hvad mener nu de Mennesker med dette Bandevæsen? Aller oftest ingen Verdens Ting. En Ed kan være paa sin Plads, salte Sproget, give Kulør, skabe Fynd (tænk f. Eks. blot paa Vilhelm Becks herlige Føj for Fanden). Men den megen Brug af Sværgerriget trækker det sørgeligt ned. Og oftest klinger det saa dumt, beskidt og raat, at man vilde give en lille Verden for at blive af med den Huseren. Idet det dog skyndsomt maa understreges, at vi jo ikke dermed var naaet ét Hanefjed fremad i Kristendom.

Mindre uskyldig er Fuldskab. Der er intet kristeligt uforsvarligt i at faa en Taar over Tørsten, men to Taar'e er Synd. Lad os forklare os nærmere. En Mand gaar samvittighedsløs ned i en Kælderhals og drikker de Penge op, der betød Mad for Kone og Børn i næste Uge. Han bærer sig ad som en Laban, og Gud er vred paa ham. Den samme Mand forbedrer sig, bliver en trofast Slider, og tager om Søndagen Mutter med ud i Kolonihaven, og de napper sig et Par Pilsnere derude; det ser Gud til i Velbehag. Men drikker han saa meget, at han mister Herredømmet over sig selv og finder paa Uartigheder eller gør sig ynkværdig i sine Børns Øjne, da siger Gud til ham:

„Du har misbrugt mine Gaver, som jeg gav dig for at glæde dig, du er en skidt Person.“

Hvis nu en Præst giver sig af med en lille Flirt med Trumfen eller Taar'en, mobiliseres visselig Nidkærheden. Vi overvejede før, at egentlig var det at vente, at Præster i fortrinlig Grad var Snavspersoner, saa at hvis der en enkelt Gang forekom en fuldendt Hædersmand i deres Rækker, burde Menigheden egentlig skæve til ham med Skepsis: „Mon den Gentleman strengt taget duer til at være Præst? Kan han have gjort nogle virkelige Erfaringer inden for Kristendommens dybeste Omraader: Synd og Naade?“

Ingenlunde saa. Selv de Sjæle, der aldrig har ladet sig nøje med Flirten med ommeldte to Foreteelser, men taget det i fuld Alvor, rykkes ud paa Krigsstien i Sæk og Aske samt Harnisk over denne Mand, der skulde være en „Herrens Tjener“, afstedkommer Forargelse hos de „smaa“. Hele dette hedenske, verdslige, statslige og naturlige Livssyn, som allerede Apostlene ikke evnede at holde sig fra Livet – hvad stiller nu Præsterne op imod det? Oh, de bøjer sig ud fra en vox populi vox dei Stemning, og prøver saa i al Armodighed at indrette sig efter Princippet: at Folk skal ha, hvad de ka li.

Nu kan man naturligvis ikke være anderledes, end man er; men man kan dog i hvert Fald „synes“. Man kan gemme sig i en pæn, ulastelig, sort Kjole med hvidvaskede Kniplinger, hvor den holder op. Man kan indøve et dvælende Haandtryk, der antyder: „Jeg har Interesse og Kærlighed for Dem og Deres Sorger“. Man kan udstyre om ikke Sjælen saa dens Spejl med et Skær af overjordisk Fromhed og sit Smil med en Tilforladelighed og Ufarlighed, der smelter Hjerter. Og man kan udtale Ordene („Jeg har en Hilsen til Dem“) med en Overvejethed og Opløftethed, som om Stemmen allerede har faaet Klang af Englenes sindige Messetoner. Endelig kan man holde sig saa meget som muligt fra Livets smaa dagligdags Hverv og Fornøjelser, saaledes aldrig elskende Anstødet, men foretrækgivende Indtryk af, at her er et Menneske, der lever for Evigheden, adskillige Trappetrin højere end det verdslige Ross. Men inden for Kjolen og Falbeladerne sidder en Sjæl selvfølgelig af samme Kaliber, præcis som de Omspadserendes, samme Dyder, samme Laster plus dem, der følger med altid at skulle agere, aldrig at være fri.

De unge Præster, der gyser for dette Kastratvæsen og kalder det for Farisæiskhed og Hykleri. De bøjer Stokken til den anden Side, som man maa, naar man vil rette den. De er raske i Flaben og friske i Optræden og buser paa. De holder ud nogle Aar. Saa har Mistænkeliggørelsen og Sladderen og Vorherres andet Politi gjort dem kede af det, og de gaar ind under Aaget.

Dog ikke alle. Der er gamle og ældre Præster, hvis glade Naturlighed ingen Djævel har kunnet faa Bugt med. De kan gennem Aarene bevare det gode gudgivne Humør, som ogsaa Jesus kendte til at være besat af, f. Eks. da han i ungdommelig Kaadhed brugte Guddomskraften til at skabe Vin af Vand. Og det skader ikke deres Kristendom, saa langt, langt fra. De slaas med Synden og holder fast i Frelsens Kjolesøm, tit med større Vivacitet end mange Kolleger blandt Velærværdighederne.

Ud fra mit gode Kendskab til Drewsen Christensen regner jeg med, at af de Folk er han, hvis raske bare Næve mellem saa mange fløjlsvantede og uldhandskede er en Pryd for hans Stand. De saa en Præst slippe sin Livslyst løs ved et Bryllup og sagde straks, han var fuld. Selv om han havde været det – maa jeg minde om, at vor allerkristeligste Konge, Kong Chr. den Fjerde nærmest vil have anset det for en Gudsbespottelse at gaa ædru i Seng. Ja, ja; men det er andre Tider nu. Rigtigt; og Gudskelov for det. Lod det sig alligevel ikke tænke ogsaa i vore Dage, at i et protestantisk Land, hvor Kongen er summus episcopus, kunde han eller hans Ministerchef en Aften have en lille en paa, uden at man af den Grund vilde have dem slaaet ned?

Men Drewsen Christensen var ikke fuld ved Brylluppet i Engberg, og dette maa egentlig beklages. Thi paa det Grundlag var en Sag værd at føre: hvis en Præst en Aften kom lidt højt op uskyldigt, var han saa kaput i Kirken? for slet ikke at tale om, hvis han var en alvorlig Kristen med Drikkehang.

Endnu lever Henrik Pontoppidan iblandt os, stolt og stejl, en Sjælens Rankhed. Sjældent tog han Del i Døgnets Sager, men engang brød han i en Pjece ud i Irritation over Nutidens Præster, med Glorien, der er faldet dem ned om Halsen, fordi Hovedet er for lille, brød ud i et Suk efter de gamle Præster, der kendte til Hor og Druk, og næste Dag i deres Studerekammer kravlede fortvivlede paa deres Knæ frem for den strenge, alttilgivende Gud.

Saa meget skal indrømmes ham, at naar vi ser paa de første store Disciple, Peter, der staar og bander paa, at han ikke kender dette menneske, Paulus, der i ustyrlig Hidsighed raaber til Moselovsfolkene: „Ja, I skulde have Omskærelse, saa det battede noget: kastreres skulde I!“, da er vi en Verden fjernt fra vore Dages pæne, distingverede, forsigtige Medborgere. Det var muligt, Kirken kom til at betyde mere for Guds Rige blandt Mennesker, om den gav sig Lidenskaben i Vold i Stedet for Soberheden.

Disse ret beset selvfølgelige Bemærkninger vil gøre mange vrede, og Krigsoplagte vil køre et Arsenal af Skriftsteder frem imod mig. Det er Vand paa Gaas. Jeg har ikke skrevet dem ud fra Bibelord, men ud fra Jesu Skikkelse, og han er Herre ogsaa over Skriftstederne.

Kaj Munk.