Altid Det kgl. Teater

Altid Det kgl. Teater

Af Kaj Munk

I Diskussionen om det kgl. Teaters Fremtid sender Forfatteren, Pastor Kaj Munk, os nedenstaaende Indlæg:

Sent og sejgt naar Bladene fra København hertil og fortæller, at en forhenværende Undervisningsminister vil have Det kgl. Teater afskaffet. Da det ikke er saa mange Aar siden, han blev forhenværende, spørger man uvilkaarligt: hvorfor greb han ikke Lejligheden, da han selv havde den paa Haanden? Svar: fordi Hr Byskov er en brav Mand, der ikke skal have den Skamplet sat paa sit Navn, at han fordærvede Holbergs og Oehlenschlägers Scene. Men naar vi er uansvarlige, kan vi jo sagtens kæfte op. For øvrigt laa der over hele Foredraget en forsonende Tone af: „Græd ej Børnlille; det turde være Løgn alt ihob“.

Saa betrådte Redaktør Gulmann Brædderne og forklarede den ærede Indleder, at han sluttede ganske galt: var vi England, kunde vi kæmpe for at vinde et Rige i det materielle Univers; men som lille Land maa Danmark søge at skabe sit Verdensrige  i det aandelige. Det maa være rigtigt. Efter de Erfaringer, der høstes paa londonske Teatre, synes England for optaget af at „leve“ Livet, til at der kan blive Tid til ogsaa at tænke over det og digte om det. Hvilket i høj Grad ogsaa kan kaldes at „leve“ det;  men rigtignok paa en anden Maade. Det har vi da ogsaa oplagt Tid til hjemme. Skulde det da skorte os paa Raad?

Nu er det ganske vist i god Overensstemmelse med gamle Venstre-Synspunkter, at i Kræfternes frie Spil maa det gaa under, der ikke kan klare sig selv. Og det er en sund Tanke. Især hvis, i dette Tilfælde, Kræfternes fire Spil medfører, at god Kunst støttes. Med „frie Spil“ menes forhåbentlig ikke Kaos; Spil forudsætter jo dog Orden, Regler, Vilje, Maal. „Naar Det kgl. Teater ikke kan klare sig selv, maa det falde.“ Jamen det kan klare sig selv; nemlig naar det understøttes; nemlig naar det stadig har den Magt over Menneskenes Sind, at de ikke kan lade være med at understøtte det; hvilket er en meget fin Maade at klare sig selv paa. Ja, saadan noget fint er der over Det kgl. Teater; man kunde fristes til at udæske Spotten og sige noget helligt. Det er ikke helt galt at sige, at det er en af Nationens profane Helligdomme. Var det ikke saadan, var det for længe siden fældet. Et overvældende Flertal af Landets Indbyggere har aldrig været der og kan ikke have nogen Forstaaelse af, hvad der foregaar der; mange af dette Flertals Rigsdagsmænd bliver olme i Øjnene, naar de tænker paa de Millioner, der er forsvundet i Gabet paa Kongens Nytorvs-Molokken. Men naar det kommer til Stykket, at nu skal Dragen fældes, saa kvier de sig alligevel. Sæt den alligevel laa og vogtede over en Skat, der var af ædlere Guld end det, hvormed Statskassen dækker det aarlige Underskud. Jeg skulde tro, det er noget af det samme Instinkt, der bestemmer manges Stilling overfor Kirken, hvis store Apparat Staten ogsaa aarligt udreder Millioner til; den interesserer dem ikke, de har lidet med den at gøre; dens Præster vil de gerne tage sig et billigt Grin af; og Gud ved til syvende og sidst, om den gør nogen Nytte. Alligevel – kommer det dertil, at den skal afskaffes – flere af dem ville stemme for den end svare „Stemmer ikke“ ud fra den Anelse om, at der Værdier der, der ikke spørger om Nyttehensyn og ikke kan tælles i Penge og ikke forklares i Ord – og saa er det vel helligt.

Men forvalter Det kgl. Teater saadanne Værdier mer? Overhovedet Teatret? Ja, og Kirken, da vi nu er begyndt at sammenligne? Er ikke baade Kirken og Teatret Museer? Livsformer, der har gjort deres Nytte engang, men nu er færdige og kan gaa? Slaveri og Tortur, Diligencer og Sejlskibe, Adelsvælde og Officeresvælde – jo, Frøken Jord skifter Moder med Aarstiderne. Har hun nu ikke stoltseret længe nok rundt med de lange Lokker? Vistsaa! Af med Haaret og ud paa Motorcyklen og saa af Sted. Og der ligger saa Teater og Kirke og meget andet, ak, indtil i Morges saa dejligt – og er nu bare lige til at feje sammen af Barberlærlingen og paa Museet med det kønneste og i Skraldespanden med Resten?

Ja, var det endda bare saadan! For det lange Haar skal jo nok komme igen. Men maaske er det mere end en Modesag? Den lille, glade Frøken Jord, der lige i Øjeblikket er væltet med Motorcyklen og har knækket begge sine medbragte Ski og nu trasker afsted i Snepløret, er maaske paa Vej ind i et Foraar, hvor gamle Moder aldrig mere skal tages op. Lad os haabe det! Og lad saa os, for hvem Kirke og Kunst er store og hellige Sager, søge Trøst i den Betragtning, nej i den Tro, at disse to Magter var aldrig Moder, men de var selve Livets Grund og dets Aandedrag, at før skal den Skik at trække sit Vejr gaa af Mode, før Menneskene indretter sig en Tilværelse uden Aand.

Men skal Kirke og Kunst ogsaa i Fremtiden faa Lov til at tjene Menneskeheden under Indvielse af Ordet om, at Mennesket lever ikke af Brød alene, vil der utvivlsomt nogen Forandring til, Reformation eller Revolution. For de Personer, der direkte har stillet sig i Kirkens Brød, maa det vistnok gaa op at Gud er Himlens og Jordens Skaber og ikke alene Formand for et Parti af Syrlinge, hvis Fornøjelse det er at betragte sig selv og alle som store Syndere, eller for et Parti af sangglade Kortspillere, der har sat sig til Rette paa, at det gaar jo nok af sig selv. Og hvad nu Kunstnerne angaar, da skulde jeg tro, at de maa lære, at det er Kunsten, det gælder, og ikke blot deres egen Kunst.

Men lad os vende tilbage til Det kgl. Teater af Dags Dato. Bærer det nu præg af at forvalte Aandens Værdier?  Lad os sige, det bærer Præg af at have Muligheden for det. Duer Musikken ikke, lad os saa skyde paa Pianisten og ikke paa Pianoet. Mig bekendt er det sket i Krige, at naar en Hær var uheldig, har Regeringen forsøgt sig med at skifte General, men dog aldrig med at hjemsende hele Hæren. Det kgl. Teater raader for tiden over ubegrænsede Pengesummer (ja ja, teoretisk set, og at man ikke er alt for rædselslammet for at udnytte Teorien, vidner Budgettet om) og over en exotisk Rigdom af alle haande Hjælpemidler, lige fra Musikanter af de ypperster til Kulisser og Rekvisitter for hele Verden og alle Tider. Skulde det saa ikke være i Stand til at hente navnkundige Kræfter herhjem udefra til at danse og synge og instruere og finde frem baade ude og hjemme de genialeste Stykker med de skønneste og horribleste og stilfærdigste og djævleblændteste Idéer i og skabe en Række af Forestillinger, hvor Tilskuerne sad blege af Betagethed eller sprang op og dræbte Eyvind Johan-Svendsen, saa han kunde begraves paa Statens Bekostning – og alle Tanker i Landet sættes i Svingning af de aandshistoriske Begivenheder, der flammede ud paa vor Nationalscene?

Jeg siger ikke, at noget saadant sker; men jeg siger, der er Mulighed for, at det kunde ske. Vil man virkelig ødelægge Muligheden med den Begrundelse, at den ikke allerede er virkeliggjort? Mine Herrer, læs Lignelsen om det ufrugtbare Figentræ!

Et privat Teater kan lige saa godt gøre det dér, siger man. Jamen det er jo Løgn! Det kan gøre det ved et Mirakel, det skal indrømmes, naar Ildhu og Offervilje fylder en Kunstnersjæl til Sprængsel, og det Mirakel allerede forinden er forgaaet, at en saadan Kunstnersjæl er blevet Direktør. Men Mirakler kan man kun modtage som en Naade; man har derfor ikke Raad, ikke lov til at foragte Mulighederne.

Er Hr Andreas Møller og Hr Einar Christiansen da Umuligheder? Det være langt fra. De er gode, brave, dygtige Mænd. Men de har den Mangel, at de ikke kan strække sig længere end til at staa paa Tæerne. Og Stillingen kræver en Mand, der kan hoppe. Det kunde Adam Poulsen. Men der var forbistrede ved det, at han faldt altid ned paa de andres Tæer. Saa ømmede de sig, og saa vilde Manden ikke engang sige Undskyld. Hvad Under, at de saa blev vrede og tog deres endnu gode Tøj og gik?

Det kan ikke nytte med al den Forsigtighed i Valget af Direktør. Prøv med noget helt vildt. Martinus Nielsen f. Eks. Og da han jo desværre nu er død, saa Fru Nansen f. Eks.! Eller Frederik Schyberg! Eller Thøgersen! Bare En, det flammer og futter i. Den fortræffelige Undervisningsminister (jeg taler om Ministeren, ikke om Mennesket) sagde selv, næsten inspireret rigtigt, i sin Tid, at Direktøren maatte være En, der var besjælet af Kunstens brændende Ild. Det blev saa til Hr Andreas Møller. Gør man ham Uret ved at sige, at han mere brænder for den end af den? Ja, maaske rettere: ulmer.

Det kgl. Teater skal ikke afskaffes, men det skal afskaffes som det er nu. Og hvad er det nu? Det er et dyrt Teater, og det er et halvtomt Teater. Det skal være billigt og fuldt. Ubegribeligt, at det er en Socialist, der er dets Minister, og han saa ikke sørger for, at det bliver et Sted, hvor hans egne Arbejdere kan komme. I hans nye Teaterplan er der ingen Prisnedsættelse paa Billetterne. De skal ned til under det halve. Operaen straks og om to Aar Balletten, naar vi til den Tid har Fjernsynet, maa gaa over til Radioen, der har Brug for baade Musik og Stemmer og oven i Købet i Stærekassen har en Scene, for hvis den vil føre smaa fine Ting i Syngespil frem. For betaling kan Det kgl. Teater saa laane dem hos Operaen, naar de har Brug for dem. Saaledes bliver der da ogsaa endnu lidt Mening i det skumle, aflange, paa Højkant stillede, meningsløse Svinebur som en nervøs og utaalmodig Landbolovgivning diktatorisk brugte Samfundets Millioner til at ødelægge et af Københavns skønneste Steder med.

Uden videre at vende tilbage til den gamle, i Aartusinder gennemheglede og nys under Afsyngelse af alle livsalige Lovsange begravne Ordning med fortvivlet dyrekøbte Erfaringer (om hvad? Om ingenting) som Eksperimentets eneste Udbytte er Toppunktet af al Meningsløshed. Vi har læst, at der er et Teater for meget i København, siger Hr. Borgbjerg. Men vi har saamænd ingenting læst. Dette nye Teater startede med, at Fru Munch kaldte det Stærekassen; saa var det jo egentlig dømt. Og det trumfedes igennem og klaskedes op paa aldeles uprøvede Forudsætninger. Diktatur er den bedste af alle Styreformer, NB! naar det er godt Diktatur. Endelig skete der det fatale, at Hr Reumert skældte Hr Borbjerg ud, hvad han aldrig burde have gjort, og Hr Borbjerg desværre og mærkeligt nok ikke havde Spændvidde nok til at sunde sig i Løbet af et Par Aar og saa sige: „En stor Flab og en stor Kunstner. Jeg tager Flaben, og Publikum faar Kunstneren.“ Nu fik Teatrets Chef Ordre til at dukke Kunstneren og holde ham nede i stiv Arm (ja, jeg ved ingen Ting det sværger jeg; men jeg sidder jo ude paa Landet og konstruerer Verden for mig selv.), og saa gik det, ak, som De ved. Ogsaa Direktør Jacobsen skal jo leve, skønt det ikke er strengt nødvendigt. Men havde Johannes Poulsens titaniske Livskraft faaet Lov at vælte sig i Spil og Instruktioner paa den gamle Scene, og Poul Reumerts af Kløgt og bunden Lidenskab styrede Geni faaet Lov at afløse Fru Else Skovboe og Hr Eyvind Johan-Svendsen en Gang imellem paa den nye, saa skulde De have set mine Herskaber! Saa var det nok andre Erfaringer, der var blevet indhøstet om Dobbeltscenens Økonomi.

Og hvad er det saa for Resten for en Snak om Økonomi? Det kgl. Teater skal jo netop ikke svare sig. Det er just Meningen med det. Thi foruden at spille det moderneste moderne, der rusker hele Landet op af dets Søvn, skal det spille gamle fine Sager, som ingen Mors Sjæl vil se, men som skal spilles for deres egen Skyld og for Danmarks Skyld og for den enkelte forvildede Unges Skyld, der er Fremtidens Dramatiker: „Fiskerne“ og „Yrsa“ og „Middelalderlig“.

Og vi, der har oplevet, at det af og til har gjort det, vi vil ikke af med Det kgl, hverken have det nedlagt eller have det gjort privat. Redaktør Gulmann, denne Mand, hvis Teater-Recensioner altid bærer Præg af en ægte, lødig Kærlighed til Kunsten (saavel som af, at men i Aften vil han tidlig i Seng) har givet os Slagordet: „For Det kgl. Teater i Kampen for vort Verdensrige!“

London 3 Marts 1933

Kaj Munk.