Dogmefri Kristendom

Dogmefri Kristendom.

Vi har modtaget nedenstaaende Indlæg fra Pastor Kaj Munk.

Sognepræst Norlev har Forfulgt sit Nederlag fra „Politiken“ ved ogsaa her i Bladet (for 25. ds.) at snakke om sin dogmefri Kristendom. Sidste Artikel er et Tilbagetog i Hovedkuldshed og fuld Forvirring. Kravet om dogmefri Kristendom synes nu reduceret til et Ønske om, at Jesu etiske Lære kommer i Forgrunden.

Endvidere har Hr. Norlev fundet ud af, at Oscar Geismar og jeg ikke kan læse; den Opdagelse er han saa stolt af, at han maa notere den 4 Gange. Jeg for mit Vedkommende maa indrømme, at jeg har vanskeligt ved at læse, naar der ikke foreligger noget, der er læseligt. Og det gør der tilvisse ikke i Pastorens Artikel. Klarere var dog Kroniken. Forsigtighed gør altid utydelig.

Men det er jo slet ikke Fænomenet Norlev, Sagen er rejst om. Hans Anskuelser er dels saa selvfølgeligt rigtige, at man dør af Kedsomhed over dem, dels saa selvfølgeligt gale, at man vilde fornærme baade Læserne og sig selv ved at gendrive dem. Jesus var som Etiker næppe større end Kongfutse eller Sokrates. Ja, eller maaske Muhammed – enhver sin Smag! Og hvad nytter det mig, selv om han var det? Om han saa tyve Gange har doceret for mig: „Du skal elske Chr. Norlev“, kommer jeg dog ikke til det, med mindre han er en Gud, der ved et Mirakel kan faa mig til det engang, saa det bliver udholdeligt at dele Evigheden sammen med denne Kollega. Der er nærliggende Eksempler paa, at selv Folk, der har den mest udprægede Forstaaelse af Jesu etiske Læres Betydning, glemte at vende venstre Kind til, naar de fik et lille Dask paa højre, og blev om ikke just flabede og ondskabsfulde, saa dog krænkede og hævngerrige.

Næ, Hr. Pastor, den Dogmatik, De opstiller i Deres dogmefri Kristendom, at det er Etiken, der er Hovedsagen, det er en Gig paa eet Hjul. De ægger mig til modsætningsvis at sige, at Etiken kan vi saamænd lave selv, om det kommer højt; men i Kristendommen er det Dogmatiken, det gælder. Her staar og falder det: var Jesus en sublim Moralprædikant, eller var han den, der havde Myndighed til at sige: „Dine Synder forlades dig,“ sige det saadan, at det for et faldent Menneske kunde blive til Genrejsning til Liv, baade timeligt og evigt?

Pastor Norlev har ingen Forstandsvanskeligheder, meddeler han, og det er højst troværdigt. Alligevel – naar det nu gaar saa strygende fint med at tro paa den første Trosartikel (og hvor kan det falde Manden ind at tilsnige sig den Beskyldning, at jeg har drevet Grin med dem?), har han dog saa aldrig et Øjeblik standset, naar han er naaet, til den anden Trosartikel, der begynder saadan: Jeg tror paa Jesus? Dette Navn Jesus, det betyder Frelser og rummer en Erkendelse af, at al Etikpræken i sig selv er Nonsens – hvad nytter det at fortælle mig, at jeg skal være god, hvis jeg er en Laban, og jo værre jeg er, des latterligere er det at præke for mig. Skal der ske noget med mig, maa der mere til. Der maa Handling, der maa Skaberakt, Mystik og Under, alt det, der er tusind Mile hinsides baade Jura og Moral.

Men det er jo ikke Hr. Norlev privat, der skal drøftes, men Sognepræsten i Vangede og hans Forkyndelse. Og vel er det min Anskuelse, at lad der bare være alle drinks paa Kirkens Bord, ogsaa Tevand og Tyndtøl.

Men saadan er jo ikke Rigets Bispers. Derfor maa der ryddes op i denne Sag; og skønt jeg ikke er den rette til det, maa jeg jo gaa med Skraldespanden, naar ingen andre vil.

Altsaa: Sognepræst Norlevs Kronik lød som et: „Ti! Kamp mod Dogmerne! Kirken skal ikke lære Kristus som Guds Søn, men fremstille ham som Moralprædikant.“ Er dette den norlevske Forkyndelse, kan der ingen Tvivl være om, at vi er ude i Otto Larsen-Landet, om end et Stykke fra Hovedstaden. Oscar Geismars Ræsonnement, at fordi Biskopperne har gjort een Dumhed, behøver de ikke at gøre Nr. 2, kan dog næppe være Begrundelse for Biskop Ostenfeld selv til at holde sig tilbage. Er det rigtigt, hvad Pastor Norlev antyder, at Sjællands Biskop under hele Otto Laraen-Sagen har vidst Besked med det norlevske Standpunkt (og jeg gentager: blæse være med, hvad Manden selv mener; hans Krav om dogmefri Kristendom maa betyde, at Kirken skal slippe Troen om Kristus som Guds Søn) da er vi geraadet i en Situation, der nærmer sig noget saa farligt som Dobbeltspil. Men en saadan Mulighed vil jeg ikke tænke mig. Og endnu har jo Biskop Ostenfeld ikke talt.

Kaj Munk.