Kirkelig Religionsanstalt

Kirkelig Religionsanstalt

Af Kaj Munk

Forfatteren Pastor Kaj Munk knytter nogle Bemærkninger til Provst Helweg-Larsens Kronikker „Kirke eller Religionsanstalt“.

I sine 2 Kronikker her i Aftenberlingeren, betitlede „Kirke eller Religionsanstalt“ har Provst Helweg-Larsen sagt en hel Del rigtigt og en hel Del, der opfordrer til nærmere Prøvelse. Hertil hører i fortrinlig Grad de Afsnit, der giver sig af med Tilfældet Otto Larsen. Det vil ikke være tilbørligt at lade dem staa aldeles umodsagt.

Mon det ikke skulde være hensigtsmæssigt at indføre en Eksamen for Provsten? Ingen Præst skulde da kunne kaldes til Provst uden at have læst 3 Grundsætninger i elementær Disputats: 1) Vil man fremstille en Modstanders Synspunkt, bør man fremstille selve Standpunktet og ikke en Karikatur af det, 2) Lignelsen kan være af fortrinlig Virkning, men disse bør da være gode, 3) Billeder kan kun illustrere, men aldrig bevise.

Naar Provst Helweg-Larsen fremstiller Otto Larsens Standpunkt saaledes, at under hans – Ottos – Sygeorlov synes det at have klaret sig for ham, at Kristendommens Redning og Verdens Frelse beroede paa, at andre led samme Skibbrud, som han selv har lidt, saa staar det med det samme klart, at havde vi haft en Saadan Eksamen, var der aldrig blevet nogen Provst ud af denne Pastor Helweg-Larsen. Det er jo simpelt hen Tilsnigelse efter Tilsnigelse. Den brave, beskedne Otto Larsen ses intetsteds at have ment, at han var ved at hidføre Kristendommens Redning, og Verdens Frelse. At han fordringsløs prøver at finde nye Veje for unge Slægter at gaa med gamle Budskab, giver ingen Provst i hans egen Kirke Grund til at slaa ham i Hovedet med bombastiske haanende Ord. Og Forfatteren mener slet ikke, at „Skatten i Lerkar“ er Skibbrud; men han mener just, at her gaar hans Skude godt, medens det er de gamle Testamenter, der har vist sig udygtige til at navigere i moderne Farvand og derfor nu sidder fast rundt om i Revlerne. Lidt af det samme tilsnigende er der i Fremstillingen af Manden, der først „med Regnskabsdagen for Øje“ lover at beflitte sig paa at forkynde Guds Ord, som det findes i Skriften og i vor Kirkes Bekendelsesskrifter – og som derefter slaar en Streg over alt hvad skrevet staar, og skriver noget helt andet. Enken, der har læst „Skatten i Lerkrukken“ ved, at her er ikke slaaet en Streg over alt hvad skrevet staar. Et meget vanskeligt Kapitel i Bogen bærer just til Overskrift „ – og de, som tilbeder Gud, bør tilbede i Aand og Sandhed“, og selve Kapitlet er en baade stærk og indtrængende Prædiken over dette Skriftsted, støttende sig til Skriftsteder fra baade Gamle og Ny Testamente, saavel som til Ord af Luther. I dette Tilfælde er der snarere slaaet Streg under, hvad skrevet staar. Ogsaa maa da Provsten vide, at Præsteløftet gaar ikke ud paa, at det er Skriften og Bekendelsesskrifterne, der skal forkyndes, nej, det er Guds Ord i dem, hvilket for vor Tid maa betyde, at Præsten har edelig forpligtet sig til efter fattig Evne, men i Bøn om Aandens Bistand, at søge at faa det i Skriften og Bekendelserne siet fra, der er Menneskers Paahit og Fejltagelser. Der er vist mange af de Herrer edsvorne, der tillader sig at komme lovlig nemt om ved den Ting. Er der noget, Otto Larsen har forsøgt at tage op i sin Bog, da er det just dette Arbejde. Pyt saa med, om han har taget fejl atter og atter; respekteres maa i hvert Fald det ærlige Slid og det aabne redelige Forsøg.

„En Mand, som ved Døbefonten spørger om Tro paa de Ting, han selv offentlig har erklæret ikke at tro andet af end "Pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død““, skriver Provsten som i et Udraab – og det lyder som et Forsøg paa Mistænkeliggørelse. Som om ikke atter Provst Helweg-Larsen maatte vide, at netop paa det Sted, ved Døbefonten, er det den ligegyldigste Sag af Verden, hvad Præsten tror. Daaben, det er jo Guds gediegne Gave til hans Menighed; den staar han selv bagved. Om det saa er en Falskner, en Morder, Blodskamsforbryder, ja den Lede selv, der udfører den, saa er det Barn rigtigt døbt, der er døbt med Vandet og Ordet efter Jesu Indstiftelse. Skal jeg gaa og komme i Sjælenød, fordi jeg dog aldrig kan vide, hvordan kære gamle Provst Jensen i Maribo havde det overfor hvert enkelt Led i Trosbekendelsen d. 13 Marts 1898? Skal de Børn, jeg døber en Dag det er Solskin, og jeg synes, det er saa lyst og let og ligetil det hele, være bedre døbt end de Børn, jeg døber en Dag, jeg har Snue og spørger mig selv, hvor meget af det, der mon er Løgn?

Den samme ikke alt for værdige Maade at diskutere paa, kommer frem i Problemets Opstilling: Er det Vrøvl det hele, eller har vi her i Landet en Kirke, som har et Evangelium? Der maa jo med dette Spørgsmaal menes, at hvis Otto Larsen forbliver i Folkekirken, er det Vrøvl det hele, vi, der ikke vil af med ham, vil altsaa gøre det hele til Vrøvl. En saadan Problemstilling er atter en Tilsnigelse, men naturligvis mener vi andre, at netop i en Kirke, der har et Evangelium, har Otto Larsen sin Plads.

Der er i Provstens første Kronik en Mand, der piller alt af en Struds, sætter den sidste Fjer paa en Damehat og erklærer, at nu skal alle tro, at den Hat er en Struds. Jeg indrømmer, at dette Bevis er af en slaaende Kraft. Naar Otto Larsen har baaret sig saadan ad, er hans Sag tabt. Saa forstaar jeg bare ikke, at Provsten kan drage berettigelsen af hans Sygeorlov i Tvivl. For dem maa han da trænge forbistret til. Ja egentlig burde han omgaaende indlægges, og hans ulykkelige og uskyldige Familie sættes paa højeste Pension.

Men hvis Pastor Otto Larsen ikke var den høflige Sjæl, han er, er jeg bange for, han kunde finde paa at svare: „Jeg kan ikke anerkende, at Kristendommen er en Struds. Snarere vilde jeg, for at blive i Deres Billedsprog, Hr. Provst P. Helweg-Larsen sige, at Kristendommen er en Damehat. De og deres har Aarhundreder igennem samlet Strudsfjer op overalt, i Hedenskab som i Jødedom, i Religion som i Filosofi, og stukket dem i og forkynder nu: „Her har vi det Væsen, der skal tilbedes, det er hverken Ting eller Dyr, men noget saa aldeles for sig selv““. Men jeg ved godt, hvad der stikker under, og for at faa Sandheden frem, er jeg jo nødt til at give mig til at pille alle de Fjer af. Og vil De hindre mig i det, saa er De jo en Tilbeder af Skinnet, en Redelighedens Modstander, en Fjende af Sandheden, en Kætter, kort sagt, og saa maa De jo have Deres Afsked ud af Kirken, Hr. Provst.“

Og her staar vi saa ved Sagens Kerne, her, først her, men saa ogsaa her: Hvem er Kætteren? Profeten eller dem, der stener ham? (og smil nu ikke ad det Ord: Der er Profeter lige fra de store og til Haggais Format). Hver eneste Gang i Religionens Historie, en Skikkelse stod frem og sagde noget andet end det tilvante, saa vippede de hvidskæggede, de rettroende, Tillidsmændene, de, der har haft Ordet saalænge, at de ikke kan finde sig i, at det bliver givet til andre, de vippede op i deres Stole og raabte: Sten ham, brænd ham, hæng ham, smid ham ud! Saadan er der raabt mod Moses og Paulus og Luther. I en Tid, da der ingen Store findes, nøjes man med at raabe det mod de Smaa.

Og det er selvfølgelig til en vis Grad i sin Orden. Det var ikke Vel, om det var saadan, at enhver ærgerrig Gøglen uhindret kunde gøre sig til Konge i Landet paa en Dag. Og det, at en Paastand er ny eller saa gammel, at den synes flunkende ny igen, gør den jo ikke til Sandhed. Saalidt som det gør den til Løgn. Men nu er det jeg spørger: Kan vi Mennesker da ikke lære en ganske lille bitte Smule af Historien?

Skal vi bestandig som vore Fædre, saa saare vi møder et Budskab, der støder an mod vore tilvante Forestillinger, kneble Budbringeren som en Løgner – med Udsigt til vore Børnebørn rejser Statuer af ham som Menneskehedens Velgører og et Offer for en magtraa og fordummet Slægt? Eller kan vi kristne Mennesker ikke have den Tillid til vor Gud, som hin ældre Jøde havde til sin: Holder Jer fra disse Mennesker; thi dersom dette Raad eller dette Værk er af Mennesker, bliver det forstyret, men er det af Gud, kan I jo dog alligevel ikke forstyrre det; eller vil I endog findes som de, der strider mod Gud?

Indvend saa: Ja, det er meget godt i al Almindelighed, men vi snakker om Otto Larsen. Kan en Mand, der lærer Hedenskab, være Præst i en kristen Kirke?

Saa spørger jeg igen: Hvem kan sige mig, om det er Hedenskab, Otto Lassen lærer? Kan Provst Helweg-Larsen?

Det anerkender jeg ikke. Provsten siger, at Præsten ved ikke, hvad Kristendom er, og Præsten siger, at Provsten ved det ikke. Paastand mod Paastand. Hvem kan dømme dem imellem?

Flertallet, mener man virkelig Flertallet? I en Kirkerigsdag eller hvad man nu vil kalde det? Mener man virkelig, at der kan holdes Afstemning om, hvad der virkelig er Kristendom?

Kan en Mand med hvilke som helst Meninger være Præst i den danske Folkekirke? Nej, der er een Mening, han ikke kan have, den, at han ikke kan være Præst dér. Har han den, maa han gaa. Men er han en redelig Mand, der aabent vedkender sig sine Anskuelser og aabent føler sin Ret og Pligt til at tjene i den Kirke, han nu hører til, saa vilde jeg gerne se den Person eller Institution, der tør anmasse sig Guds Rettigheder og sige til ham: „Du er ikke værdig.“

Hvad gør det overhovedet med disse Anskuelser? Tankemæssig set finder ogsaa jeg, at „Skatten i Lerkrukken“ er et baade kunstlet og trivielt Dokument. Men hvor kan noget Menneske læse den Bog uden hurtig at fornemme: Den Mand er meget bedre end hans Hjerne. Ogsaa meget mere Kristen. Hvor mange, mange Gange har ikke Jesus understreget, at den Tro, han søgte at fremkalde i Sindene, var ikke Troo paa hans biografiske Data, men Tro paa ham selv, hans Kraft, hans Liv. For det var den og ikke andet, der gjorde Underværkerne.

Edderkopperne har Spinderværker i Bagenden under Tarmaabningen. Pastor Otto Larsen har dem i den anden Ende. Naar han sidder i sit Studereværelse, faar han hæklet en Masse filosofisk Spindelvæv sammen, som han selv synes, han kan sidde noget saa hyggeligt i. Men selv siger han, at henne i Kirken kan han godt tale til de Ulslev Bønder om Søndagen. Jeg tror det godt. Saa er han jo ikke i kontoret. Saa skal han nok ærlig sige, hvad de gamle Hvælvinger lægger ham paa Tungen. Han siger ogsaa, at han har sin Plads i Folkekirken, synes han. Nuvel; over Lolland siger Biskop Ammundsen; ham har Kirken anbragt dér bl.a. for, at han skal danne sig et Skøn om Personen Pastor Larsen. Finder Biskoppen, at han er en Svindler, der bare bliver hængende for at hæve sin Løn, saa maa han jo sige det til Kirkeministern, og saa er der ingen Pardon. Men siger Biskoppen nu til Ministeren: „Den unge Larsen er en Hædersmand“, mon saa ikke Pastor Dahl skulde i rette Tid huske, at der er en Større end selv Stauning, man kan have faaet sit Embede betroet af?

„Og saa har vi en almindelig Religionsanstalt, hvor alt er Vrøvl.“ siger Provst Hedweg-Larsen. Og jeg svarer: Ja Gud ske Lov har vi i vor gamle sunde Folkekirke en kirkelig Religionsanstalt hvor Aanden har mere at sige end Politiet.“

„Og saa ved vi ikke længere, hvad vi skal tro“, siger Provsten. Og jeg svarer: „Gud ske Lov igen for vi skal ikke tro noget, men vi tror det, vi overbevises om.“ „Ja, men hvor kører vi hen?“, siger Provsten. „Verden over begynder folk at forstaa, at der maa fasthed til i Kirken, og har vi ikke Orden, foragter Folk paa Gaden os.“ Men jeg svarer, at om Alverden end blev tosset, behøver Danmark dog ikke blive det af den Grund og skal min Kirke hos Folk paa Gaden vinde Respekt for noget ydre, hvad den forøvrigt slet ikke har behov, skal det mindst af alt være for Disciplen; den kan de meget bedre lære hos Nazisterne. Og naar Provsten tilsidst synes at ville indanke sin Sag for – jeg havde nær sagt – Gadens Parlament, ja, saa er det jo en gammel Tanke, at vox populi er vox dei. Kendelsen i den første Sag, der førtes for den Domstol, lød: „Korsfæst! Korsfæst!“ Og senere indvundne Erfaringer er ikke synderlig lysere. Er Provsten helt sikker paa selv at kunne bestaa for en tilstrækkelig agtpaagivende Jury: Siger han Jesu Kristi Legeme eller Jesu sande Legeme? Er hans Syn paa alle Enkeltheder i Bibelen et saadant, at en Lægmand ikke kan forlange mere af sin Præst?

Der er dog en bestemt Gruppe „Folk paa Gaden“, der maa spørges i denne Sag. Det er Folkene i Øster Ulslev. Har de Tillid til deres Præst hvem vil saa berøve dem ham? Har de det ikke, da skylder Kirken vel Sognet at give det en anden og være god ved Otto Larsen, til han finder en anden Menighed, der kan have det. Jeg har hørt andre „Folk fra Gaden“, hvormed vel menes Lægmænd, tage Ordet om dette Spørgsmaal, ogsaa her i Bladet set dem træde frem og gøre Gabet bredt af Skældsord og Raab om Raadenskab hos Kirkens Præster. Raadenskab! om den franke Otto Larsen! Det har ikke styrket min Tillid til Menneskenes Dømmeevne.

„Orden i Sagerne!, siger Provsten. Ja, det er godt i en Skrivebordsskuffe. Allerede mere betænkeligt i en Hjerne, hvor det ofte betyder enøjet Slave af et System. Helt ubrugeligt overfor selve Livet in Casu en levende Menighed, hvor Lovene ligger himmelhøjt over, hvad vi kan udlede og forstaa. Helligaanden og Politiet er gode hver for sig. Betjentene kan ogsaa ledes af Aanden, men Aanden aldrig af Betjentene.

Vedersø Prg. Aug 1932

Kaj Munk.