- KMF Journalistik ID:
- J020732-BA
- Forfatter:
- Kaj Munk
- Trykkedato:
- 2. juli 1932
- Kommentar:
- Om Apostlen Paulus: Optrykt i „Himmel og Jord“ side 72-79. Svar fra K. G. Brøndsted i Berlingske Aften 5/7 1932.
- KMF nummer (lokaliseringsreference til Kaj Munk Forskningscentrets arkiv):
- 1932-07-02
Paul Tarse
Pastor Kaj Munk skriver – i Anledning af Bruce Bartons Bog om Paulus – om Apostlen, der ikke var en Kirkerude-Helgen, men et Menneske, „en Hund efter Slagsmaal“, ulogisk, og derfor storslaaet i sin Hemmelighed.
»EPISTELEN skriver Sankt Paulus Apostel«, fremsiger paa Kirkens Højtidsdage nogle Embedsmænd i stilige Uniformer til en Del velklædte Tilhørere, der høfligt rejser sig op, hvorefter der i Bogsprog og med en Stemme, der ligger et mystisk Sted mellem Tale og Sang, fremføres noget løsrevet og uforstaaeligt paa en Baggrund af enten et »Hvorefter alle sig have at rette« eller et »Hvor er dette dog gribende højtidsfuldt!«
Vi er efterhaanden nogle Stykker, der er i Færd med at blive klar over, at serveret paa den Maade bliver det hele til Uvirkelighed og Løgn, at den Mand Paulus fra Tarsus var aldrig Helgen, at han skrev ikke Epistler, men ganske ligefrem Breve, og at han for øvrigt ikke skrev dem, men lod dem rable ned. Endvidere, at Indholdet af disse Breve skal oversættes til Nutidssprog og genfortælles med Nutidsmæle og i Nutidstankegang for at være blankægget Sandhed, og at det er dum og utilbørlig Svindel at bruge det som Kapitler af Straffeloven eller ærværdigt Stof til Deklamation.
Skønt Kunstneren i os krymper sig, er vi dog undervejs til at forstaa, at Reformationens Hedsporer knaldede de kulørte Kirkeruder. Skulde de Herrer Peter og Paulus igen have Glorie om Hovedet, saa maatte den malede først væk! den var for billig, den ødelagde det hele ved med sin krasse Synlighed at usandsynliggøre den usynlige, som allenfals var den eneste, der kunde være Tale om nogensinde havde været der i Virkeligheden.
Lad Hedningerne udstyre deres Guder med Straalekrans om Tinde! Men Fiskeren Peter og Teltmageren Paulus var netop ikke Guder. Overtroiske Sjæle havde engang villet tildele den sidste denne Værdighed i hans levende Live; da havde han protesteret saa energisk, at de til sidst havde taget ham det fortrydeligt op, og saa vankede der i Stedet paa Klaptræerne. Han vilde meget have sig frabedt at sidde paa Kirkeruder i sød Røgelse med Gyldensol til Baggrund. »Hjælp mig ned, Folk, ned i Kirken mellem jer, helst ud paa Gaden endda; hvor vi kan faa et Skænderi i Gang.« Alle sine Dage havde han været en Hund efter Skændsmaal og Slagsmaal, efter at være med, hvor det gik løs. I det første Afsnit af sit Liv stod han paa den Side, hvorfra Slagene uddeltes. Saa skiftede han over, saa det blev ham, der fik Lussingerne. Han indføres for os som Overværer af en Lynchning, snart efter som Politiassistent ude med sine Betjente paa en Razzia. I den følgende Tid ser vi ham smidt ud af den ene By efter den anden, gemt i en Champagnekurv firet ned fra en fjerde Sal til Gaarden, kastet i Spjældet og trakteret efter Prygleloven osv. osv. i den samme Dur, til han var naaet Aldersrentealderen, da Neros Bøddeløkse gjorde Ende paa hans Livs omtumlede Hurlumhej. Hvad maa denne lille iltre rastløse Mand fra Gaden ikke have lidt ved i Aarhundreder at sidde i uvirksom Ophøjethed paa en Kirkerude! Men altsaa omsider kom Reformationens Folk og hjalp ham ned.
Og dog – hvad synger ikke Baggesen?
hun kommer dog igen, den Heks!
Og hun kom igen. Menneskets hedenske Natur kunde ikke dy sig, hun maatte have Guder at tilbede. Paulus kunde ikke faa Lov til at være et Menneske. Og denne Gang gik det ham endda værre end før, da han jo dog havde siddet højt og rummeligt med Udsigt til sig fra hele Menigheden. Nu blev han lukket inde i Bøgerne. Filistrenes Farisæere var over ham. Han, der i et gudbenaadet Øjeblik havde raabt det ud over hele Verden, at Bogstaven ihjelslaar, maatte nu laane Navn til, at man dunkede hinanden i Hovedet og slog hinanden for Panden med netop hans Bogstaver. Hans Breve, der er af Evighedsværdi for Mennesker, naar de læses som menneskelige Dokumenter, og, hvis de læses paa nogensomhelst anden Maade, uden Værdi, ja, direkte skadelige, blev nu forlenet med en guddommelig Højhellighed, som var det selveste Jahve, der igen havde tordnet fra Sinai over sit Folk. Spændt for Teologernes evindeligt gnavende, tomme Kværn, jaget af deres Tilraab, prikket af deres Gaasefjer, maatte han trave og trave i Skriftens indelukkede og strengt bevogtede Fængselsgaard. Har han ofte før følt sig svimmel deroppe i Korrundingen, er det nu utvivlsomt blevet til Kvalme. »Gud give, jeg aldrig havde skrevet de Breve,« har han sukket saa mangen Gang, mens hvert eneste Tegn i hans Diktat blev belyst og beluppet, enhver grammatikalsk Mulighed og Umulighed overvejet og endevendt, logiske Sammenhænge, som han altid – og Himlen velsigne ham for det – havde holdt sig kemisk klar af, venligst opfundet og anbragt. Endog ved vort lille Universitet sidder der den Dag i Dag Folk, som for vor fattige Stats Penge giver sig af med at doktorere paa hans »thi«er og »og«er og »men«er, idet de dog gør den Nytte, at de ved deres Eksempel bekræfter hans heftige Paastand om Aandens totale Fraværelse ved Dyrkning af Bogstaverne.
Morten Luther er atter paa Vej til Worms. Det kan ikke være andet. Hvornaar han naar frem, hvad han denne Gang vil sige til de høje Herrer af Verden og af Kirken, det er der endnu ingen af os, der ved noget helt bestemt om. Men de unge af os, der rejser med i hans Følge, bilder os i hvert Fald ind at kunne høre Paulus' Nødskrig, som er det samme nu som første Gang: »Hjælp mig til Friheden, bort fra de Folk med Briller og Pincetter, der kniber Livet af mine Ord og roder mellem de døde Bogstaver for at ordne dem til Systemer, og bort fra dem i de lange sorte Natkjoler, der om Søndagen foran Alteret værdigt aabner en i dyster indbunden Bog, som var det en Fængselsdør eller et Kistelaag og med uvirkeligt Mæle foredrager af mig et Par Sætninger, ingen Sjæl kan forstaa. Hjælp mig ud mellem Menneskene; dem hører jeg til. Jeg er ikke et Lyn fra Himlen, der tegner Paragraftegn, eller en Torden, der giver Genlyd i Deklamation. Et Menneske er jeg, og mellem Menneskene er det, jeg har den Gerning, jeg skal have gjort.« Og jo tydeligere vi hører Raabet, des klarere dages det for os, at som det engang var unge Kirkereformatorers Opgave at være Rudeknusere, kan det nu blive deres Kald at faa Bibelen revet i Stykker. At faa Bibelen revet i Stykker, saa det endelig gaar op for os selv og Alverden, at Gud har ikke begunstiget sine Kristne frem for alle andre med en Logaritmetabel til at klare Livets Regnestykke med, at Kristendommen overhovedet ikke giver sig af med at løse Tilværelsens store Spørgsmaal, hverken geologisk eller juridisk, at det aldrig har været hverken i Paulus' eller Peters Tanke at gaa Salmonsen i Bedene, at Bibelen ikke er en Bog, der er skrevet af Engle, eller en Bog, der handler om Guder, men er en Del grumme forskellige Skrifter fra grumme forskellige Tider, der helt igennem menneskeligt fortæller om Mennesker og een Gud, Gud. Det vil for Paulus' Vedkommende sige, at faktisk er intet os mere ligegyldigt, end hvad det Menneske mener f. Eks. politisk (om Kvindens Frigørelse) eller teologisk (om Forsoningen). Det maa staa ganske for hans egen Regning; det interesserer kun for saa vidt, som det siger os noget om hans Person og Karakter. Og det vil endvidere sige, at nu først begynder der for Alvor at blive en Mulighed for, at han kan faa Betydning for os, nemlig naar vi foruden at se ham som Guds Kæmpe ogsaa faar Lov til at notere, at han var egentlig et Stykke af en Slubbert, meget af et Vrøvlehoved og stundom saa humørsyg og deprimeret, at han var et Nervesammenbrud nær. Saa først begynder hans Oplevelser af Gud at blive Kød og Blod ogsaa for os. Saa kan vi ogsaa gøre os Haab om at være med i Vognen. Havde han været en Engel, skulde Pokker takke ham for, at han kunde se Gud.
Han var et Menneske, og et af den Slags, der siger, at skal det være, saa skal det være. En af dem, som de gamle Præster faar Dug i Øjnene af Forventning til: »Sikke en Stiftsprovst, der bliver af ham en Gang, naar han faar løbet de værste Horn af sig!« Det tegnede ogsaa nydeligt; den skrappeste mellem de Unge var han, Formandspladsen for Indre Mission begyndte at lade sig skimte forude; ikke af ham, for han jog kun efter Sagen, men af dem, der velvilligt gav Agt paa ham. Da indtraf der noget forbistret, som spolerede Karrieren for Livstid og stillede alle Ting paa Hovedet: det gav et Knæk derinde i Hjernen. Han havde staaet ved Steningen af Stefanus og ønsket den Forbryder, den Landsforræder og Gudsbespotter, til Helved jo før jo heller. Men just som han mente, Ønsket var ved at gaa i Opfyldelse, gav Skurken sig til at smile og raabe, at Himlen stod jo aaben, og Jesus stod jo der hos Gud for at modtage ham. Saa bad han om Forladelse for sine Mordere, at de slog ham ihjel. Og dermed var han forbi. Det vil sige: forbi? Der skal alligevel stærke Nerver til at overvære saadan noget, tilmed, naar de Spørgsmaal interesserer En, og det syder i Ens Hjerne. Det er noget ganske andet nøgtern at læse om det i en Bog.
Men naar den Slags Tvivl begynder at rumstere i Sjælen, er der ikke andet for, end at forhærde sig i sin Tro. Tvivlere er der nok af, blødsødent Lumpenpak, der ikke ved, hvad de selv tror. Var det ikke just Troen og Nidkærheden, de Gamle havde beundret hos den unge Saulus? Saa paa med krum Hals! Der er Sten til flere end Stefanus i Jerusalem. Der skal være en yndig Slant af det Jesusukrudt i Damascus. Det var vel ikke en Idé at tage derhen og hente en Buket? »Rejs, min unge, tapre Ven, og Jahve være med dig. Her har du et Par Æg til Rejsen; de er garanteret ikke lagte paa en Sabbat.«
Saa var Saulus af Sted. Det er dumt at rejse i den svidende Middagssol, paa den stegende Stenvej, men hvad, naar Ens Ærinde haster? Den Satans-Yngel, der vil splitte Guds Folk! der bespotter den Højeste! Alligevel saa Stefanus Himlen aaben. Sagde han da. Nej, gjorde han, for jeg, Saulus, saa hans Øjne. Løgn! Løgn! skal være Løgn! er Løgn! »Herre, tilregn dem ikke denne Synd!« Det er ogsaa Løgn. Et saadant Sindelag kan et Menneske ikke have. Jamen, han sagde det jo, jeg, Paulus, hørte det. Og hvis nu Jesus alligevel, trods alt, var deroppe, dér, i Solen, ha-ha-ha, i selve Solen.
Saa sankede hans Ledsagere ham op.
De førte ham ind til Byen, for han var blevet blind. Senere fik han Synet tilbage, ikke det samme Syn, men et andet, et svagere udadtil, et stærkere indadtil. Men i tre Dage sad han i Mørke, inden det begyndte at klare. Da var der sket noget med ham, Nazisten var blevet Kommunist.
Sine Øjnes fulde Brug fik han aldrig mere. Af og til pinte det ham forfærdeligt; daarligt kunde han rejse ene, han der altid rejste. Afskrivere til sine Breve maatte han stole paa. Han elskede at gaa i Teatret, men det kneb jo at følge med i Væddeløbene; det har kostet meget at maatte sidde der paa første Parket; og der er ikke, af den fornemme Græker ved Siden af ham, set helt blidt paa de grove, af Synaalen hornhudede Fingre, naar han greb ham i Armen med et: Hvem vandt, hvem vandt?
Men hans indre Blik saa ind i noget, som en Kollega af ham kaldte Frihedens fuldkomne Lov. Jesus, hvem han saa ihærdigt havde forfulgt, og som dog havde endt med at overrumple ham, havde med uimodsigelig Myndighed aabenbaret ham, at Bogstaven ihjelslaar, men Aanden levendegør. Aanden, det er Gud, Jesus' Gud; ved Jesus kan Menneskene blive Guds egne Børn, der faar hans, deres Fars, Sind i sig. Saa Farvel med alle Forsigtighedsregler og Straffebestemmelser, med alle Bud og Forordninger; indefra styres jeg nu, af Guds Sind i mit Sind; saa er jeg da fri, fuldkommen fri; ingen kan give Regler for andre; hvad der gælder for mig, gælder maaske ikke for dig. Aanden levendegør, dvs. baade Synden og Døden er overvundne. Guds Sind i mig giver Kraft til at kæmpe med dem begge, saa længe til Sejren er min.
Men naar denne Indsigt i Livets dybeste Sammenhæng, som intet Menneske kunde tænke sig til, som kun kunde komme til Menneskers Kendskab ved, at Gud selv fortalte dem det, saadan som det da ogsaa var sket, saa sandt som denne Jesus var Guds Søn, var skænket Modstanderen Paulus som en gylden Skat i et modvendt Lerkar, saa kunde det jo ikke være for, at han skulde sidde og ruge over den og gemme den bort. Nej, af Sted! ud til hele Menneskeheden med den, at saa mange som muligt kunde faa Del i den, at dette Broderskab af gudsindede, frigjorte, frelste, kunde slaa sin Kreds om saa mange, som det var muligt at faa med. Og hurtigt! at det ikke skulde blive for silde! aldrig kunde man vide, naar Dommeren vendte tilbage, og Menneskehedens Tilværelse her paa Jorden fik Slut. Saa brød han da op, saa drog han ud, saa døjede han alt: de gamle Apostles Afvisning i Mistro, om hans Hensigter nu ogsaa var reelle, i Skinsyge, om han skulde kunne overstraale dem, Forrædernavn hos sit dyrebare Fædrenefolk, Misforstaaelse og Splid med Rejsefæller, evige Forfølgelser fra Myndighederne, Kamp med Elementerne paa de endeløse Rejser osv. og attet osv. – pyt med, om Lerkarret blev skrammet og til sidst gik i Skaar, blot der saa var nye Lerkar til at rumme deri dyre, betroede Skat.
Under det alt var og forblev han et Menneske. Det vil bl. a. sige, at han – saavel som alle de andre Disciple – hyppigt glemte, hvad det var for et Budskab, det nu gjaldt om at føre frem. Atter Naturam furca pellas ex. Saa kunde han komme til at tjære Side op og Side ned af de allermest udvortes Cirkulærer og Forordninger, eller indfiltre sig i de mest tyndskankede teologiske Spekulationer, som nogen Sinde er faldet over deres egne Ben. En resolut Løgn kunde han ogsaa klemme af sig, naar han var i Knibe; og naar hans egne irriterede ham, kunde han blive herligt hidsig og bruge Kæften saa godt som noget andet respektabelt Mandfolk i Ghettoen. Og hele Livet igennem kunde, naar Fiasko efter Fiasko overskyllede ham, Smerte og Forsagthed falde paa ham. Men atter og atter fandt han saa tilbage til, at »Herren staar hos mig og styrker mig, for at Forkyndelsen skal fuldføres ved mig, og alle Folkene høre den.«
Der gik et Steds i Amerika en Mand og ærgrede sig over Paulus. Han kunde ikke lide hans Maade at være paa, hans Maade at skrive paa, allermindst de Bøger, der forelaa om ham, som alle syntes ham ulideligt kedelige og uvirkelige. Da gav Bruce Barton sig til endnu en Gang at læse Apostlenes Gerninger og hvad der stod i Paulus' Breve om hans Liv, prøvede under hele Læsningen at se ham for sig i U.S.A. i det Herrens Aar 1930. Og før han ret vidste af det, var han aldeles charmeret af Manden. Han skrev fire Kapitler om ham – lad mig prøve at oversætte Titlerne: I. Fyrre og stadig Fiasko. II. Kæbestød efter Kæbestød. III. Det afgørende Slag og IV. Rejsen til Spanien – og samlede dem i en Bog, han kalder: Han væltede Verden. Bruce Barton har sin Plads mellem os, der vil have Bibelens Skikkelser ned fra Kirkeruderne og ud fra Doktordisputatserne, ned hos the man in the Street. Det er momentvis lykkedes ham, og hver Gang det er sket, saa føler man: her, endelig her, er han selv, og her har han Plads, den lille, levende, dirrende Agitator, som havde et Budskab til alle Mennesker, Vaskemadammerne ved Floden og Professorerne i Athen, og som med ethvert Middel maatte have dem til at tage Stilling til det – hvorfor? fordi det for ham drejede sig om alt, hele Verdens Liv.