„Guds grønne Enge“ paa Kungliga Dramatiska Teatern II

„Guds grønne Enge“ paa Kungliga Dramatiska Teatern II

Af Pastor Kaj Munk.

I en afsluttende Kronik skildrer Forfatteren, Pastor Kaj Munk sit Indtryk af den svenske Opførelse af „Guds grønne Enge“.

II.

GUDSBESPOTTELIGT? Ja, hvad skal man sige. At det kommer an paa Giver og Modtager. Men hvem tør tro, at det har været Teaterchef Eric Wettergrens Mening at drive Grin med Gud? Og Modtageren, ja, ønsker han at se denne Forestilling som en Latterliggørelse af Bibelens Beretninger, er det vel næppe muligt at hindre ham deri. Men hvad saa med vore Kirkers gamle Kalkmalerier, der jo saa ofte tager forunderligt haandfast og naivt paa alt det aandelige? Hvad med Folkeviser og Middelaldersalmer, selve Udtrykket „Guds Moder“? Ja, hvad med netop Bibelens egne Ord om Gud, der vandrer i sin Have og angrer og vredes og bliver god igen? Og til syvende og sidst: hvad saa med vore egne Tanker og Forestillinger om Gud, vore Bønner til ham om Fordele for os selv, blot det, at vi siger „Han“ om Gud? Er det ikke altsammen en Nedaddragelse af Gudsbegrebet, en, der kan nærme sig baade Latterliggørelse og Bespottelse?

Mon det ikke vilde være klogt Her endnu en Gang at fastslaa den uomtvistelige Sandhed, at vi jo bare er Mennesker og ikke foreløbig har Udsigt til her paa Jorden at blive andet. Det var vel Jøderne forbudt at gøre sig noget Billede af den Ophøjede, men jo mere det var dem forbudt at male i Linier og Farver, des mere malede de i Ord. Jesu egne Lignelser er for os det endegyldige Udtryk for, at nærmere kan vor Tunge træffe Gud end netop i Billedsproget. Derfor er enhver Tale om Gud hellig, blot den kommer fra et rent Hjerte, ligegyldigt hvor rørende komisk eller ubehjælpsomt kluntet den kan falde ud.

Og det skal siges til Dramatens Ros, at i det store og hele gav „Guds grønne Enge“ Indtryk af at være fremført af rene Hjerter.

I meget høj Grad bidrog hertil Hr. Georg Blickingberg der var Herren Gud Dubois. Hvis Udførelsen af denne Rolle glipper, vil hele Stykket være ulideligt at overvære. Men denne Mand mente med det, han forstod, det var Alvor, og han havde Skikkelsen og Evnen. Han var vennesæl uden at forfalde til Jovialitet, han var myndig uden at være kold, han var vred, saa der altid var Sorg i Vreden – og gennem det alt var han rolig og stor. Han var virkelig en saadan Prælatskikkelse, som en Menighed paa een Gang vil se op til, holde af og have Tillid til; ja, han var egentlig ukritiserlig, som han færdedes dér mellem sine Folk, man kunde fristes til at sige en Hindenburg, bare med et kortere Stykke Vej til Smilet. Alle vi Negerbørn vi vidste jo nok inderst inde, at saadan var Vorherre selvfølgelig ikke, men vi vidste ogsaa, at nærmere kunde vi ikke komme, naar vi skulde tænke os ham i de Omgivelser.

For selvfølgelig kan man ikke uden videre samstille en moderne Teaterforestilling med Middelalderens Kalkmalerier og Oldtidens Legender. I disse to sidste Tilfælde forelaa jo Naiviteten, mens den i det første skal skabes. Vi er ikke barnlige i Forhold til Billederne, vi skal først gøre os det. Gemt i sig et Sted maa Fremstilleren af Gud Herren have en barnlig Fromhed. Det var den, der løftede hele Forestillingen ud i den troværdige Troskyldighed. I Kraft af den kunde han tænde sin Cigar, uden at noget Menneske kunde tage Anstød.

Hertil kom et andet Forhold. Pauserne imellem de mangfoldige, ialt 19 Billeder var udfyldt af noget højst værdifuldt, nemlig et Kor af otte alvorlige Negre af en tilforladelig Fromhedstype, der sang deres kristelige Urskovssalmer i de grelleste Jazzrytmer saa overbevisende indtrængende og fromt grebne, at Publikum sad i Andagt. Jeg skal her hidsætte en af Sangene:

:/: O, se, hvor Arken gynger frem,
gynger frem, gynger frem,
se, hvor Arken gynger frem,
Arken gynger frem. :/:

Nu skal jeg berette jer om denne  gamle Ark,
- Arken den gynger frem, Arken gynger frem -
Gud bad Noa bygge sig denne Ark,
Arken den gynger frem, Arken gynger frem.

:/: O, se, hvor Arken gynger frem,
gynger frem, gynger frem,
se, hvor Arken gynger frem,
Arken gynger frem. :/:

Arken ruller,
Arken gynger,
Arken landede
paa Ararats Top.

:l: O, se, hvor Arken gynger frem,
 gynger frem, gynger frem,
se, hvor Arken gynger frem,
Arken gynger frem. :/:

Saadan har de gamle Jøder svaret Ypperstepræsten paa de store Højtidsdage med et evindelig gentaget:

Herren er god, og hans Miskundhed varer evindelig.

Saadan kan den levende Menighed endnu den Dag i Dag i vore Kirke betaget hengive sig Gang paa Gang i en Linie som denne:

Velkommen, Nytaar, og velkommen her.

Fremførelsen gav Indtryk af at ske ud af rene Hjerter i det store og hele, sagde jeg. Det maa vel betyde, at der var Øjeblikke, hvor det grumsedes. Det var en meget stor Kærlighed og Interesse, Teatret lagde for Dagen, naar det gjaldt om at vise Meneskeslægtens Fordærvethed. Denne brave, skikkelige Søndagskolelærer, der fortalte os hele Historien, og som straks gav Indtryk af at være erotisk set ganske udslukt, maa alligevel have haft nogle temmelig pebrede Oplevelser i sin Ungdom, siden han var i Stand til at give sine Børn saa veltrufne Skildringer af Udskejelser. Mine Børn skulde ikke gaa i den Søndagsskole. Særlig var Præsentationen af Kains „flicka“ det liderligste, der til Dato har faaet mine Øjne til at glippe. Og i Betragtning af, at Jorden dengang ikke havde staaet meget over den første Snes Aar, begriber jeg ikke, hvor Pigebarnet havde faaet Stamtavle nok fra til at blive saa degenereret. Ogsaa Folkene om Noa og Optrinet i Babylon bar Vidne om, at til at gengive Usædelighed var Teatrets Evne større end til at fremstille Fromhed. Noa selv var et værre lille Pjusk, som uden Skade kunde være gaaet herunter med de andre.

Men fraset disse flosser i Kanten var Forestillingen hel og høj. For kristne Mennesker var det en Oplevelse at blive stillet helt ned paa det oprindeliges Barnestade og se det alt for velkendte derfra. Og der var en skøn og stærk, om ikke ubrudt Linie igennem alle de vekslende Optrin fra det gamle Testamente frem til det nye, hvor Gud bliver Menneske og tager sig Lidelsen paa for at prøve ad denne nye Vej, Korsets gaadefulde, at vinde sine kære, vildfarne Børn tilbage, dem, han ikke kan faa sig til at opgive. For kristenfjendske Sjæle er den Trumf, Stykket giver paa Haanden, alt for lille: dér kan I se, hvad Pjat og Tøjeri I tror paa. Spiller de den ud, naar de kun at røbe deres Mangel paa ordentlige Kort. Afstumpet og graat maa det Sind være, der ikke rækker til at blive stille overfor Negersoldatens Raab i Verdenskrigen, det, der kalder Gud ned til ham og skaber Gud om.

Jeg tænker tilbage over Aftenens Enkelhed og Brogethed. Hvilket Udslag af Instinkt og Vaagenhed og Mod, hvilket Opbud af Dygtighed, Indlevelsesevne, Fantasi. Og dertil, saa sandt som Kunst er Menneskehjerte, der henvender sig til Menneskehjerte og bevæger det, hvilken Mangel paa Kunst!

Stockholm, 14. December 1932.

Kaj Munk.