Kirkens eneste Opgave

Kirkens eneste Opgave.

Af Forfatteren, Pastor Kaj Munk.

Hr. Pastor Jens Krustrup har her i Bladet mod mig skrevet en Artikel af en meget drenget og uartig Skabelon; det kan han ikke imponere mig med; ved flere Lejligheder har jeg vist, at det kan jeg gøre meget bedre.

Diskussionsfaconen er den gammelkendt snedige: man læser et Indlæg af en Modstander, som man har enten ikke Vilje eller ikke Hovede til at forstaa; derefter tillægger man ham nogle forskrækkelige Synspunkter, som man selv finder op, og klør saa med dundrende Nidkærhed løs paa disse. Lad mig dokumentere det ved at nævne et Par af de krustrupske Opfindelser, der skydes mig i Skoene: »Kristelig Kamp mod Uret og Løgn, ogsaa i det sociale, stryger Pastor Munk af sig med en flot Gestus«. (Jeg har skrevet: den enkelte Præst kan føle sig tvunget til at protestere eller samtykke, alt eftersom nu Tingen stiller sig for ham). Pastor Munk anser Guds Rige for »et overordentlig skikkeligt Fænomen«. (Jeg skrev: hvor kan De indbilde Dem, at en Religion, der ingen Skade kan gøre, skulde være Religions Navn værd?) – Og saaledes fortsætter Helten Krustrup Kampen mod Vejrmøllerne.

Hvis man venligst ser bort fra alle Uartighederne og alle Gendrivelserne af den af Pastor Krustrup opfundne Pastor Munk, ja, saa bliver der jo ikke saa meget tilbage. Men i denne lille Rest prøver jeg at finde tre saglige Punkter frem:

1)  Pastor Krustrup er irriteret over, at jeg har skrevet et Skuespil og tilmed faaet Sukces paa det.

2)  Pastor Krustrup er forarget over, at jeg ikke opfordrer til, at Menigheden i Kristi Navn stiller sig paa deres Side, som lider under Samfundsuretten.

3)  Pastor Krustrup er forbitret over, at jeg forsvarer vort Lands usømmeligste Sammensvejsning, der viser sig at være Folkekirken.

For det første: hvad rager det mine kirkelige Anskuelser, at jeg skriver Skuespil? Færdig med Punkt 1.

Til Punkt 2: Mon Pastor Krustrup virkelig skulde have en helt afvigende Udgave af det ny Testamente, hvor en kendt Lignelse lyder saadan: Der var en rig Mand, der leved i Vellevned, men en fattig Lazarus laa uden for hans Dør. Da trommede Ypperstepræsten alle Farisæerne sammen, og de gik i et stort Demonstrationstog til Fjerdingsfyrsten. Ham overrakte de en Adresse, og han blev bleg (Thi han tænkte: Disse Menneskers Magt er stor, især i den brede Befolkning, og skriver jeg ikke under, bliver jeg ikke genvalgt ved næste Afstemningshalløj). Han blev da Medunderskriver paa Adressen, som en Deputation straks overrakte Landshøvdingen. Denne, der tænkte: Sikke en Masse Vrøvl jeg faar, hvis jeg ikke føjer dem! Lod straks gaa Bud til den rige Mand: »Ifølge Lov af Dags Dato har du til mig at betale 8 Kvartalers Ekstraskat, hvoraf de 4 kan afhentes her af Lazarus som Understøttelse med en Portion hver Maaned, og de andre 4 gaar til mig og mine Embedsmænd for vor Ulejlighed. Om du ikke straks betaler, bliver du pantet af mine Stridsmænd.« Saaledes blev Guds Rige indført i denne By.

Til Punkt 3. Hr. Pastor Krustrup har saa fuldkommen Ret. Vi er noget værre Skrabsammen i Folkekirken. Om vi endda kan faa Lov at blive staaende lige indenfor Døren i Guds Tempel og sige det til ham: »Gud, vær mig Synder naadig!« mens de særligt udvalgte og rensede, Frimenighederne, selvfølgelig trækker sig omhyggeligt bort fra os og med fuld Ret kan staa helt deroppe ved Alteret og sige: »Jeg takker dig, Gud, at jeg ikke er som denne usømmelige Sammenblanding af verdsligt og kristeligt, dette Folkekirketolderi!«

Vedersø Præstegaard, 12. April 1932.

Kaj Munk.