Forlader Arbejderne Kirken?

Forlader Arbejderne Kirken?

Et Indlæg fra Forfatteren, Pastor Kaj Munk.

Fra Forfatteren, Pastor Kaj Munk har vi modtaget følgende Indlæg, der er karakteristisk for hans krigerske Pen:

Det var ikke med min gode Vilje, at jeg under Diskussionen i „Politiken“s Foredragssal i Aftes maatte spille Afbryderens upassende Rolle. Men da Ordet ikke var frit, og da de 4 privilegerede Herrer hver for sig gav forbløffende Udtryk for Mangel paa Begreb om de Ting, de udtalte sig om, var det ikke nemt at holde sig i Skindet. Som en af Diskussionens Tilhørere, der ganske vist heller ikke har Begreb om Tingene, men dog i hvert Fald mere, end det lykkedes nogen af de 4 Deltagere at lægge for Dagen i Aftenens Løb, beder jeg i Dag, da Ordet er blevet frit, om Lov til et Par supplerende Tilføjelser til mine Afbrydelser.

Den kristne Kirke har en eneste Opgave: at holde Troen paa Gud i Live, saadan som Jesus Kristus lærte og levede den. Det vil sige, at det er Sindene, den henvender sig til. Og det vil igen sige, at den giver Pokker i alle Institutioner og Foreninger og al det ydre Stukværk, hvormed Mennesker mener at kunne stive deres mer eller mindre brøstfældige Idealer af. Naar Dr. Ditlef Nielsen slaar sig for sin Kristian den Fjerde-Bringe og fremhæver Socialdemokratiets organiserede Broderskab, saa svarer den evangeliske Kirke med en let Gaben, at organiseret Broderskab er for det første en Frase og for det andet en Løgn. Ser man nøjere til, afslører det sig jo snart som ikke Broderskab, men Kollegaskab, Interessefællesskab. Og dernæst er det en Løgn, saa sandt som Broderskab ikke kan organiseres, da Mennesker jo da ikke bliver Brødre, ligegyldigt hvad man gør ved dem, hvis de ikke er det fra Fødslen af, hvilket aandelig forstaaet betyder, hvis de ikke har Brodersindet. Saa megen sund Sandhed ligger der i, at den kristne Kirke fra sine tidligste Dage har hævdet, at der, for at det skulde være muligt at faa Del i dens Broderskab, maatte en Genfødelse til.

Paa samme tummelumske Ditlef Nielsen-Plan ligger min Kollegas, Folkekirkepastor Brenks Misforstaaelse, naar han overbeviste Forsamlingen om, at den kristne Kirke ikke var saa skeløjet endda, da Præsterne baade var gaaet i Procession til Protest mod Nedskæring af Aldersrenten og ogsaa havde dannet en antimilitaristisk Gruppe. Der er her Tale om rent ydre Foreteelser, som det kan være ganske prisværdigt af samme Mennesker at laane Navn til, men som intet har med selve Kirken at gøre. I det første Tilfælde var der endda Tale om ren og skær Indblanding i Politik. Her kan den enkelte Præst baade privat og ogsaa paa Prædikestolen tage Stilling, føle sig tvunget til at protestere eller samtykke, alt eftersom Tingen nu stiller sig for ham; men han har ikke Lov til at agitere Kolleger sammen med sig til en fremrykkende Falanks, der kan give det udseende af, at her kommer Kirken. I den evangeliske Kirke har vi for længst givet Afkald paa Rom. Vi protestantiske Præster har i Sandhedens Navn uhindret Adgang til at skændes om alt mellem Himmel og Jord og meget mere til kun enige om dette, at det er vor Opgave som Evangeliets Tjenere at holde Forbindelsen aaben mellem Jorden og Gud.

Naar derfor Dr. Nielsen anklagende raaber: „Hvor var Kirken henne i Arbejdersagen, i Fredssagen, i Kvindesagen?“, saa svarer vi venligt: Den var gudskelov ikke med dér, for dér havde den intet at gøre. Og naar han tilføjer: „Tænk, hvilken Magt og Anseelse Kirken førhen havde, og hvilken beskæmmende Stilling den nu indtager, hvordan den er trængt op i en Krog!“, saa begynder vi noget utaalmodigt at spørge, om Doktoren da ikke begriber, at det er just dér, vi skal være.

Gudbevares, det var jo gevaldig romantisk, Hr. Nielsen, at staa i en Purpurkappe og dirigere Orkestret med Velsignelser og Bandlysninger efter Behag. Det har vi prøvet i Aarhundreder. Og saa meget Mennesker er vi jo unægtelig, at det af og til kribler os i Fingrene efter at faa Lov til at prøve igen. Men saa sejrer Gud være lovet det kristne Menneske i os, og vi siger til os selv: Nej, nej, nu begynder det endelig omsider at blive i Orden igen! Nu er vi trængt ind i en Krog, nu indtager vi en beskæmmende Stilling i Samfundet, nu begynder vi i ydre Vilkaar igen at ligne ham, Tømmersvenden, som de trak paa Skuldrene ad og ærgrede sig over og tørrede deres Snot af i Ansigtet paa og slog sig paa Laarene ad og klyngede op. Maa vi nu blot have bevaret den Sandhedens Kraft fra ham, der ikke virkede ved noget ydre Middel eller Opstyltethed under nogen Form, bare ved sin indre Lødighed, bare ved det, at det var Sandhed.

Derfor maa vi ogsaa, saa ondt det end gør os for Dem, sige nej Tak til Deres Anvisninger paa, hvordan Riget skal vindes tilbage. Vi vil ikke vinde det tilbage. Men dernæst maa vi jo ogsaa vedgaa, at vi har grumme liden Tillid til, at disse Anvisninger dur. En Tevandsreligion, der bestaar i en filosofisk Hypotese om, at Gud er vor Far, og vi skal allesammen være gode ved hinanden, er ingen Religion, men en Bespottelse af al Religion. For at Gud skulde faa sat denne tyndbenede Idé i Omløb i Verden, havde han højst haft Brug for en – ja, vi kan jo sige en Biblioteksassistent øvet i at læse Bogrygge, ingen tornekronet Verdensfrelser i et Golgatamysterium. Hvad Vægtklasse denne Deres Religion tør henregnes i, røbede De selv ved at vende Dem til en Fritænkerprofessor og spørge: „Herregud, hvorfor maa den ikke være her? Den kan da ingen Skade gøre.“ Og De kan indbilde Dem, at en Religion, der ingen Skade kan gøre, skulde være Religions Navn værd! O vanhellige Enfold!

Vi skal slippe Dogmerne! Og Pastor Kierkegaard tilføjer, at den moderne Videnskab vil oplyse os om, hvilke Ord der virkelig er af Jesus, og hvilke der bare ikke er det. Som om den moderne Videnskab oplyser os om noget som helst! Som om der paa det historiske Omraade nogen Sinde kan fastlægges noget med Sikkerhed!

Men altsaa, naar vi saadan staar med en kortklippet og sjinglet lille Bubikopf til Bibel, saa vil det store run komme til Kristendommen. Saa er det saa ligetil altsammen, saa nemt at forstaa, saa let at tro paa, saa stemmende med Forstanden, saa parallelt med Videnskaben. Og det staar en Mand, der bærer Navnet Kierkegaard, og brygger et Ja og Amen sammen til. Som om vi ikke netop her i Danmark vidste, at Religionen, at Kristendommen skænker os de Værdier, der kun kan fastholdes mod Troens Lidenskab i et Trods-alt, noget, som det er umuligt at forstaa, urimeligt at tro paa, som giver Døden i Forstanden og Helvede i Videnskaben. Noget, som er, fordi det er.

Professor Jørgen Jørgensen har den eneste Charme, at han er kemisk renset for Uld. Endvidere den Ejendommelighed at han, den blinde, med Forkærlighed taler om Farver, rigtig af sin Blindhed og spottende det Spektrum, hvorom han intet ved. Religionsløs som han er, er han følgelig en Mand uden Ære. Han røbede det i Aftes, gladelig ude at ane, at han røbede noget, ved selv nydende, smilende at fortælle, at han, Religionens Fjende og Foragter, i lang Tid ikke havde meldt sig ud af Folkekirken, fordi han ikke gad udfylde en Blanket. Med en Intelligens af en saadan Karakter lader sig ikke diskutere.

Religionen en Privatsag? Nej. Det ogsaa. Men ikke blot det. Religionen er Moralens Bærer, Grundlaget for alt Menneskeliv. Som det enestaaende Ophøjede let til Forvandling over imod Galskab og Parodi. Det er sundt og rigtigt af Staten at søge at værne den mod denne Fare og at gøre sit for at række dens Velsignelse ud til alle sine Borgere. Den er Menneskehedens højeste Gode, dens største Lidelse, dens dybeste Gaade, dens eneste Salighed. Hver, der vil slette Religionen af Jorden, bør bekæmpes, bør hades i Menneskekærlighedens Navn.

p. t. Lolland, 16. Marts 1932.

Kaj Munk.

Shinglet: af Sjingel, også skrevet shingel: Kvindefrisure, som opstod i USA cirka 1924. Håret blev klippet helt kort eller barberet i nakken, mens håret foran og på siderne blev friseret glat ind til hovedet og trukket frem over ørene, typisk for »la garçonne«-moden som Chanel lancerede 1924–25.

Bubikopf: Tysk navn for typen af sjingel eller shingel frisurer.