Paulus’ Rejse til Rom: Et Afsnit af „Apostlenes Gerninger“ gengivet af Kaj Munk

Paulus' Rejse til Rom

Et Afsnit af „Apostlenes Gerninger“ gengivet af KAJ  MUNK

I adskillige Dage gik Sejladsen smaat; med Nød og næppe langede vi Knidus, men kunde ikke gaa ind paa Grund af Vejret og sejlede saa ind under Kreta langs med Salmone. Med Besvær slap vi frem til det Sted, som kaldes „Gode Havne“ i Nærheden af Byen Lasæa. Da Rejsen havde trukket ualmindeligt ud, og det for hver Dag blev farligere paa Søen, fordi vi allerede var over Jævndøgn, advarede Paulus dem: „Godtfolk! Jeg ser, at denne Sejlads vil volde mange Tab ikke bare for Ladning og Skib, men ogsaa af Menneskeliv.“ Løjtnanten havde imidlertid mere Tiltro til Styrmand og Skipper end til Paulus' Søkundskab, og da Havnen ikke egnede sig særligt til Hi for Vinteren, var der mest Stemning for, at man skulde prøve at naa Føniks, en Havn paa Kreta, der ligger i Læ for baade Sydvest og Nordvest.

Da det begyndte at lufte fra Sønder, mente de, Tiden var inde til at vove Forsøget, lettede Anker og strøg langs med Kreta, men ak, det varede ikke længe. Saa kom Eurakvilo, som de kalder den, en Nordøst-Orkan, der som en Hvirvelvind hujede ned over os fra Bjergene paa Øen. Skibet lystrede slet ikke; det var umuligt at holde det imod Vinden. Til sidst prøvede vi at ligge underdrejet bag en lille Ø, som hedder Klavde. Her lykkedes det os at bjærge Baaden om Bord. Vi greb nu til det Nødraab at surre Reb om Skibet for at holde sammen paa Plankerne. Af Frygt for at blive forslaaet helt ned i Syrte-Bugten lod de Drivankeret gaa og lod saa staa til. Stormen slyngede rundt med os, saa næste Dag maatte vi til at lænse for Dækslasten, og Trediedagen kastede Mandskabet egenhændigt Skibsredskaberne over Bord. Hverken Sol saas ved Dag eller Stjerner ved Nat Døgn igennem, og Vejret tør vel nok betegnes som ikke just Magsvejr. Til sidst svandt hvert Haab om Redning. Sans for Føde havde ingen mere.

Da stod Paulus frem: „Folkens! I burde have gjort, som jeg sagde, og aldrig være taget fra Kreta, saa havde I sparet os for denne Elendighed. Men nu siger jeg til jer: Op med Humøret! Skibet kan vi ikke redde, men ikke et Menneskeliv skal gaa tabt. Den Gud, som jeg tror paa og arbejder for, har sendt mig en Engel. Han stod ved Siden af mig i Nat. Han sagde til mig: „Paulus,“ sagde han, „du skal ikke være bange. Du rejser over til Kejseren, og du skal komme der. Gud forærer dig alle dem, der sejler sammen med dig.“ Saadan sagde Engelen. Altsaa op med Humøret, Folkens! Jeg kender Gud og ved, ham kan jeg stole paa. Det vil gaa paa en Prik, som det er sagt mig. Vi strander paa en Ø.“

Paa Fjortendedagen drev vi omkring i Adriaterhavet. Da forekom det Folkene ind under Midnat, at de havde Kending af Land. De loddede og fik 20 Favne, loddede igen lidt længere fremme og fik 15. Saa blev de bange, vi skulde støde paa Skær, kastede fire Ankre ud fra Bagstavnen og sad saa bare og ønskede, det kunde blive Dag. Men Besætningen fik det Indfald at ville flygte fra Skibet og firede Baaden ned i Søen „for at lægge Ankre ud fra Forstavnen“ – sagde de. Da raabte Paulus til Løjtnanten og Soldaterne: „Hvis vi ikke alle staar Last og Brast og deler Skæbne sammen, kan ingen af os reddes.“ Straks kappede Soldaterne Baadens Tove og lod den drive.

Endelig begyndte det at dages. Da opmuntrede Paulus alle til at se at faa noget i Livet: „Nu er der gaaet 14 Dage, hvor I hverken har faaet vaadt eller tørt. Nu siger jeg til jer: Uden Mad og Drikke duer Helten ikke. Vil I reddes, saa spis nu. Ingen af os skal miste saa meget som et Haar af sit Hoved.“ Dermed tog han selv et Brød, bad højt og lydt sin Bordbøn og gav sig til at spise, og alle fik de paa een Gang baade Mod og Appetit. Alle d. v. s. 276. Saa mange var vi om Bord.

Da de havde spist sig mætte, lettede de Skibet ved nu ogsaa at kaste Levnedsmidlerne i Søen. Ved Dagslys laa et Land for dem, de ikke kendte, men da de øjnede en Vig med en Forstrand, besluttede de om muligt at sætte Skibet paa Grund. Saa kappede de Ankrene og lod dem blive i Søen, løsnede saa Tovene til begge Ror, satte Forsejlet til for Vinden og holdt Kurs stik Land. Men Skibet tog Grund paa en Revle med dybt Vand til begge Sider. Forstavnen borede sig ned og var ikke til at rokke. Bagstavnen begyndte at give sig under Bølgernes Slag. Soldaterne traf nu den Beslutning at tage Fangernes Liv, for at ingen skulde svømme bort og flygte, men Løjtnanten, som vilde redde Paulus, hindrede dem i det og gav Ordre til, at først skulde de, som kunde svømme, springe i Vandet og søge Land, og saa skulde de andre, nogle paa Vragstumper og nogle paa Brædder fra Skibet, prøve at følge efter. Paa den Maade blev de virkelig alle reddede i Land.

Det var Øen Malta, vi havde bjærget os ind paa, fik vi senere at vide. De Indfødte viste et ualmindeligt Hjertelag. Da det begyndte at regne og blive koldt, tændte de Baal og tog sig af os alle.

Paulus var med til at samle Kvas til Baalet. Varmen fik en Giftslange til at krybe ud af Kvasbunken; den snoede sig om Paulus' Arm. Da de Indfødte saa den hænge ved hans Haand, tænkte de: „Det maa være en Morder, som Retfærdighedens Gudinde dog véd at ramme, skønt han har reddet sig fra Druknedøden.“ Men han rystede Dyret af i Ilden og havde ingen Mén af det. De ventede nu paa, han skulde bulne eller styrte død om, men da de spændt havde vogtet paa ham længe, og der ikke skete noget, slog de om og mente, han var en Gud.

Tæt ved Stedet her havde Publius, Øens øverste Embedsmand, et Landsted. Han tog venligt imod os, og vi var hans Gæster i tre Dage. Hans Far led af Dysenteri og laa med Feber. Paulus gik ind til ham, lagde under Bøn Hænderne paa ham og kurerede ham. Da det var sket, henvendte ogsaa andre af Øens Syge sig til ham og blev helbredt. De viste os megen Ære, og ved vor Bortrejse forsynede de os med, hvad vi kunde faa Brug for.

Efter et Ophold paa tre Maaneder sejlede vi bort i et alexandrisk Skib, som havde overvintret ved Øen. Det hed „Kastor og Polluks“. Vi anløb Syrakus og blev der i tre Dage, sejlede videre langs Kysten til Regium, fik Søndenvind efter bare en Dags Forløb og fortsatte til Puteoli. Dèr traf vi Trosfæller, blev indbudt af dem, var hos dem en Uge og naaede saa Rom.

Stefan Viggo Pedersens Illustration til Afsnittet om Sauls Rejse til Damaskus:

„Han gav sig af Sted, men et Stykke udenfor Damaskus styrtede han til jorden; et Lys fra Himlen havde blændet ham, og han hørte en Røst: „Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?““