Glædelig Jul, Danmark, fra Vedersø!

Glædelig Jul, Danmark, fra Vedersø !

Af Kaj Munk

Foto: A.E. Andersen

BILLED – BLADET bringer gennem disse stemningsfulde Optagelser fra Danmarks berømteste Præstegaard og direkte i Digterens Brev til Læserne herunder en Julehilsen til alle Danske fra Kaj Munk og Fru Lise og deres fem søde Børn i Vedersø:

Kan vi fejre Jul her i Danmark i Aar? Kan vi være glade? Og kan vi være bekendt at være glade? Jeg siger Nej. – Saa kommer Børnene og trækker i mig: Nu er det snart Jul, Far. Deres Øjne straaler. De trækker mig hen i Skoven, for at vi kan finde Træet. Og hvem kan slukke Glansen i Børneøjne? Vi finder altsaa Træet – som en Pligt. Og vi vil pynte det. Og tænde. Og se Børnenes Øjne straale igen – og forstaa, at det var jo atter dem, der havde Ret. Og det, der var Pligt, bliver til Gave. Saa tænder vi da Lysene i alle Danmarks Hjem. Og Julen er Hjemmets Fest og Barnets Fest. Vore Hjerter vider sig ud, for vi har et Barn, vi alle er fælles om: Krybbebarnet, og et Hjem, der er vores alles: Danmark. Saa skal Julen da mere end i mange, mange Aar knytte os inderligt sammen, være kristen Jul og dansk Jul.

GLÆDELIG FEST, LANDSMÆND!

Kaj Munk

Mange Fodtrin har slidt Sneen af Kirkegaardens Gange. Det er Søndag i Vedersø, den sidste før Jul, og efter Gudstjenesten gaar Pastor Munk fra Kirken sammen med Fru Lise Munk og Klokkeren, den kommunale Vandlukker Viggo Thorvig. Træernes nøgne Grene er pyntet lyse af Rimfrost.

Vintersolen skinner i Kirkens hvide Vægge, og paa Alteret staar Lysene tændt. Menigheden synger en Salme og ser af og til hen paa Prædikestolen, hvor de venter, at Kaj Munk skal træde frem i sit Ornat for at tale over Dagens Tekst. Men næste Gang, de samles herinde, er Rummet smykket med Lys og Gran til Juleaftens Fest.

Decembersolen tegner livlige Skyggebilleder paa Præstegaardens røde Mur, og Arne kikker ved sin Fars Haand op i de høje, vinternøgne Kroner og spørger: Springer de ikke snart ud, Far? Det næste Led i Familiekæden er Helge, og bagved ham tripper Solvej. Saa kommer store Søster Yrsa og lille Bror Mogens, kun to Aar, kaldet „Musso“, og paa venstre Fløj Fru Lise Munk.

Diana er ogsaa hans Muse, og han dyrker hende med Begejstring og Ærbødighed. Ingen har bedre end Munk givet Ord for Jægerens Sind. Se Studenterhuen, Signalet til Langtur og Lystighed, som Børnene kender det.

Lokkelykke. Nu springer vi et Par Mil Sydøst ind i Landet til Muldbjerg mellem Ringkøbing og Herning, hvor Familien har sin fredelige Sommerresidens med 300 Tdr. Land Hede og Plantage og Avlsgaarden Sab. Og se, Søen er blevet til et poleret Skøjtegulv!

Stjernen i Toppen af Træet er bitte Mogens, løftet derop paa sin Fars Hænder. Halløj, her kommer vi med Juletræet til Vedersø Præstegaard! Vi trækker det, siger Solvej og Drengene. Og jeg har hugget det, siger Yrsa, hun gaar med Øksen. Og vi har allesammen groet det i vor egen Plantage! raaber Koret.

Digterens Værksted er et Loftsværelse i Stuehusets Gavl mod Haven. Imellem disse nøgterne Vægge er hans temperamentsfulde Skuespil blevet til. De bærer talrige Scenebilleder fra hans sejrrige Skuespil, samlet omkring et sortindrammet Fotografi af Johannes Poulsen som Henrik den Ottende i „Cant“. Og over det langstrakte Skrivebord svæver den stridbare Klode.

Der arbejdes paa „Niels Ebbesen“.

Laurbærkransen er den gulnede Glans af Digterkroningen i Studenterforeningen for et Par Aar siden, da Kaj Munk blev fejret som Studenternes Æreskunstner. Og derunder den røde Fez og den gyldne Gris' Ridderorden, Insignier fra hans Studenteraar paa Regensen.

Dilettantismen breder sig paa Det kongelige Teater, skrev „Politiken“ i Anmeldelsen af „En Idealist“ i 1928, da Kaj Munk debuterede som Dramatiker. Piben har siden faaet en noget anden Lyd, men Klenodiet hænger indrammet til kært Minde og Opmuntring i hans Arbejdsværelse.

Nissebørnene sidder paa Gulvet og lytter med vaagne Ører til „Lykkens Galocher“, som Nissefar læser højt. I Sofaen er Landsbyens Lærerinde, Frk. Agnes Mikkelsen, og Pastorinde Lise Munk. Og i Solskinnet ved Vinduet sidder Bedstemor. Kai Munks Plejemor. Fru Marie Munk.

Yrsa er Præstegaardens store Datter, hele ni Aar af Alder, hun sidder ved Bordenden sammen med sin Far, og de drøfter Voltaires „Candide“, som hun læser for Tiden. Og hun tænker, at denne Verden maa alligevel være den bedste af alle Verdener, for hun har faaet syltede Pærer med Flødeskum.

Mogens ligner selv en Julegodte i et Kræmmerhus med sit lille lyse Hoved i den store røde Nissehue. Han kalder sin Far for „Gryffi“ og sin Mor for „Motla“, det er rigtigt Nissesprog med vestjydsk Dialekt.

Og Gryffi glemmer fuldstændig, at Billederne paa de kulørte Ark er til at klippe ud og klistre sammen som Kurve og Kræmmerhuse paa Juletræet, saa spændende fortæller han Historier om dem. Solvej og Helge lytter.

Mor er i Køkkenet, og Solvej er hos hende, en hjælpsom lille Pige, der styrer Kagerullen med støt Kurs hen over Vanillie-dejgen. Læg rigtigt Kræfterne i, Sol, siger Fru Munk. Men Solvej gemmer Kræfterne, til Kagerne skal spises.

Og oppe paa Loftet i Mørket under de røde Tagsten kryber Nissekongen og hans Nisseprinsesse frem for at smage Julegrøden tys, tys, kun en lille „Munksmag“.