Jule-Evangeliet

Jule-Evangeliet

Af Kaj Munk

NIELS MØLLER skriver i „Verdenslitteraturen“ om den kristne Kirkes Juleevangelium:

Lukas' følelsesfulde Blidhed har baaret skønnest Frugt i Indledningshistorierne: Zacharias og Elisabeth, Engelen hos Maria, Jesu Fødsel med Barnet i Krybben og Hyrderne paa Marken, Tempelfortællingerne. Det er høj Poesi af den skæreste Enfold og Ynde. Der er da heller intet i Ny Testamente, som er gaaet dybere ind i Folkets Hjerter.

Det gør underlig godt at møde de Ord udefra. Tvivl har stundom rørt sig i Sindet, om Grunden til, at man holdt saa meget af disse Fortællinger, kunde være den, at man selv var Part i Sagen. Nu kommer saa uafhængig, saa overskuende, saa viril og kyndig en Aand og siger god for dem, rent æstetisk set – de bliver ikke En mindre kære af det.

Men de skal læses i en gammel Oversættelse. Al Ære og Respekt for mange Slags Forsøg paa at anskueliggøre og fastholde, at Bibelen er en moderne Bog – at den handler om Verden i Dag – at den sigter paa dit Hjerte. Men Jesu Fødsel – ja, den sker ogsaa i Dag, det ved vi nok:

Kirke, du er vort Bethlehem,
og alle smaa derinde,
eftersom det er sagt til dem,
skal deres Frelser finde
med Juledags Evangelium
i Hjertekammerets Krybberum.

Det kan ikke siges finere. Tak, kære Grundtvig, Tak. Men det afkræfter jo ikke, at Jesu Fødsel fandt Sted for 1940 Aar siden i Bethlehem – at Beretningen om den altsaa kommer til os langt borte fra, baade i Tid og Rum. Lad den saa have sin egen Tone og Kolorit. Lad os høre paa Ordene, at de har trodset 20 Sekler. De kan ikke lyde som en Avisnotits fra Dagens Nyt. Det mærker altid sin Mand at bære en Gave ad lange Veje. Ogsaa Ordene maa være blevet lidt sære af, hvad de har maattet klare gennem de mange Spand af Aar.

*

MEN det begav sig i de Dage, at en Befaling udgik fra Kejser Augustus, at al Verden skulde skrives i Mandtal.

Allerede Indledningen er jo pompøs. Den er ved at tage Vejret fra os. Vore Hjerter staar næsten stille. „Det begav sig“ – saa kan det ikke være Smaating, der nu vil komme. Det er det heller ikke. I næste Nu staar Navnet der: Tidens mægtigste Menneskenavn. Og for at det ikke bare skal være en Lyd, præsenteres det med en Handling, der fortæller, hvad Lyden betyder: en Befaling til intet mindre end Alverden, Kejseren vil maale sin Vælde. Mægtigere kan vel ingen være end den, der kan gøre Mennesker til Statistik.

(Denne første Indskrivning skete, der Quirinius var Landshøvding i Syrien).

En pragtfuld Parenthes. Den virker som en Spand koldt Vand i Hovedet. Vi var lige svimlet op i de Højder, hvor kun de store Digtere færdes. En grov og nøgtern Parenthes skubber sig ind og minder os om, at her er ikke Tale om Digtning, men om Historie; vil I have Aarstal, saa værsaagod!

Og Alle gik at lade sig indskrive hver til sin Stad.

Vi vender tilbage til den Vældige. Befalingen bliver adlydt prompte. Kun een Linie. Men hvilke Perspektiver aabner den ikke! Hvad ser vi ikke for os hen over alle Landeveje i det uhyre Rige! Altsammen fordi en Selvhersker har moret sig med en upraktisk Metode, han, der var Verdens mest praktiske Mand.

Men Joseph gik ogsaa op fra Galilæa, fra den Stad Nazareth, til Judæa til Davids Stad, som kaldes Bethlehem (fordi han var af Davids Hus og Slægt) at lade sig indskrive tilligemed Maria, sin trolovede Hustru, som var frugtsommelig.

Det er spændende, dette. Hvem er den Joseph? Vi kommer lige fra Kejseren, vi har Hilraab i Ørene endnu. Ganske vist har vi just kastet et Blik ud over de tvære og mutte Tusinder, der er i Opbrud over hele Riget paa Vej til Indskrivningsstederne – og Galilæa og Judæa er smaa romerske Provinser Pokker i Vold over Havet; men saa springer Davids Navn frem, en Storkonge ved vi dog, og nu hedder det om Joseph, at han var af denne Konges baade Hus og Slægt; det smager altsammen af Fugl – og ikke blot i Navnet er der Spænding, ogsaa Situationen mætter sig med Udsigt til Begivenheder: dette gaadefulde Udtryk: trolovede Hustru, og saa, at hun er frugtsommelig; det skulde vel aldrig være en Prinses Fødsel, der staar for?

Men det skete, der de vare der, blev Tiden fuldkommet, at hun skulde føde.

Vi glemmer at spørge om mere. Dronning eller Husmandskone – det er ligegyldigt; en Fødsel er ens for dem begge, og den er Menneskelivets primitiveste og helligste Akt. Tænk, at det sker nu i denne Uro, dette Virvar! aah, det lille Menneskebarn, der skal komme! og aah, den unge Mor! om vi kunde holde hende i Haanden, naar Veerne kommer og strækker hende, om vi kunde tørre Sveden af hendes Pande.

Og hun fødte sin Søn, den førstefødte, og svøbte ham – –

Gud være lovet, at det er overstaaet! Se, lille Fru Marie, det er en Dreng, det er en dejlig, velskabt Dreng. Og der er Liv i ham, hør bare! Men pas nu paa! Det var strengt; tror De, De allerede selv kan sanse ham?

– – og lagde ham i en Krybbe; thi de havde ikke Rum i Herberget.

Nu er det først, vi vaagner op og ser. Jamen hvor er det dog, vi er?

– Vi er visselig langt fra Kejser Augustus. Og langt fra David ogsaa. „Forældet Storhed, forlorent Haab“. Folk, der ikke engang har Raad til at indlogere sig ordentligt, tilmed under de Forhold! Folk, der ikke er regnet mere, end at man med en Tommelfinger peger over Skulderen ud til Stalden, tilmed under de Forhold! Længere ned og bort fra Kejsertronen var det næppe muligt at komme.

Og der var Hyrder i den samme Egn, som laa ude paa Marken og holdt Nattevagt over deres Hjord.

Ak ja, lad os bare fortsætte. Vi havde halvvejs belavet os paa at høre om en Prinsefødsel; saa havnede vi mellem Æslerne. Nu skal vi oven i Købet Jages ud af den lune Stald til den aabne kolde blæsende Mark mellem Faar og Hyrder.

Og se – –

hvad nu? hvad er dog dette nu?

Herrens Engel stod for dem, og Herrens Klarhed skinnede om dem –

Det er Guds Navn, der nævnes. Med et er vi nær ham, den Eneste, der er endnu mægtigere end Kejseren, vi begyndte hos. Vi er her paa Jorden, blandt Mennesker, blandt de fattigste af Mennesker, og saa er vi dog i Himlen, for Himlen er kommen herned.

Hvad er en Engel? Jeg ved det Ikke. Hyrderne vidste det heller ikke.

og de frygtede saare.

Ja, det forstaar vi. Ogsaa vi, der kun hører om det, forvirres og griber os til Panden. Vi befandt os i en Verden, vi kender, to Verdener, en med Pragt og Herredom og en med Armod og Underkastelse, og dog begge disse indesluttet i den ene, vi kalder vor, og nu straaler der pludselig frem en anden, midt i denne saa alt for kendte vor Verden en, vi ikke engang ved om er til, en, mange af os er saa bange for, at vi finder paa Ord som Hallucinationer for at holde os den fra Livet, Guds ukendte, højest anede Verden, der straalede frem for Hyrderne med Stemmer og Lys.

Og Engelen sagde til dem:

Aah, hvad siger den nu? hvad vil der lyde til os, derinde fra Lyshavet, hvor det glimter af hvide Vinger og bølger af straalende Klædebon, klarere end Menneskeøjne kan taale at se paa. Vil der komme Ord, der forvirrer og sprænger Sindet, som Lyset forvirrer og sprænger Synet?

Frygter ikke; thi se, jeg forkynder Eder en stor Glæde, som skal vederfares alt Folket. Thi Eder er i Dag en Frelser født, som er den Herre Christus i Davids Stad. Og det skal være Eder et Tegn: I skulle finde et Barn svøbt, liggende i en Krybbe.

Livsalige Ord! aldrig er fejrere Ord talt paa Jorden.

Glæde – Frelser – et Barn.

Den Herre Kristus i Davids Stad.

Kristus, det Navn, alle Hjerter saa hen til som Fremtidens Navn – David, det Navn, alle Hjerter har banket for, da de var smaa.

Livsalige Ord.

Det trange Bryst vider sig ud. Øjnene begynder at kunne taale det himmelske Lys. Og hvad ser de nu: der er jo ikke eet Par Vinger derinde, der er 10, der er 100, 1000 – alle Himlens Stjerner har faaet Skikkelse, se, og Mæle, hør:

Straks var med Engelen en himmelsk Hærskares Mangfoldighed, som lovede Gud og sagde: Ære være Gud i det Højeste! og Fred paa Jorden! og i Mennesker en Velbehagelighed!

Jorden, som den var tænkt i Guds Tanke før Tidernes Gry. Alle Menneskehjerters Forlængsel. Jordens Evighedsmaal.

Og det skete, der Englene fore fra dem til Himmelen, da sagde disse Mennesker, Hyrderne, til hverandre: lader os dog gaa til Bethlehem og se det, som Herren har kundgjort os. Og de kom trøstelig og fandt baade Maria og Joseph og Barnet liggende i Krybben. Men der de havde set det, kundgjorde de, hvad der var talet til dem om dette Barn. Og Alle, som det hørte, forundrede sig over det, som Hyrderne sagde til dem. Men Maria bevarede alle disse Ord og overveiede dem i sit Hjerte. Og Hyrderne vendte tilbage, prisede og lovede Gud for alt det, som de havde hørt og set, efter hvad der var sagt til dem.

O, maatte vi kun den Glæde se,
før vore Øjne lukkes!
Da skal som en Barnemoders Ve
vor Smerte mildt bortvugges.
Du kære Gud Fader, lad det ske,
lad Julesorgen slukkes!

Kaj Munk.