„Guds grønne Enge“ paa Kungliga Dramatiska Teatern I

„Guds grønne Enge“ paa Kungliga Dramatiska Teatern.

Af Pastor Kaj Munk.

Forfatteren, Pastor Kaj Munk, som for Tiden opholder sig i Stockholm, skriver om det meget omstridte bibelske Neger-Drama: „Guds grønne Enge“.

SAA lykkedes det da omsider at faa Skandinaviens mest omtalte og mest omstridte Forestilling at se,  og Mage til Oplevelse har jeg aldrig haft paa et Revueteater. Her kan Skaarup gaa hjem og lægge sig med alt det, han til Dato har budt Københavnerne, ligegyldigt hvor meget der saa var sørget for, at Alstrup var paa Scenen. En pragtfuld Negerrevue skrevet over Det gamle Testamente, men en Revue med Traad i – ja med Mening i, en Revue, der simpelthen tjener til Opbyggelse. Det er en stor Bedrift, Teaterchef Wettergren har udført: at faa Øje paa det Stykke, at se Mulighederne i det, og endelig at føre det frem, en stor Bedrift baade i Henseende til at turde og til at kunne.

Maaske det er rigtigst at fortælle Gangen i Revuen. Jo se, vi begynder i en lille Negersøndagsskole et Steds i Lousiana i U. S. A. Den kære gamle Mr. Deshee er i Færd med paa sin levende og troskyldige Maade at fortælle de smaa sorte, ivrigt optagne Børn Bibelhistorien. De begynder lige forfra ved Verdens Skabelse og naar helt frem til noget saa indviklet som den stedfortrædende Lidelse i Profeten Hoseas Forkyndelse og i Jesu Liv. I dette lange Tidsrum kommer og gaar Menneskeslægterne, men der er En, der bliver fra først til sidst, og det er Gud Herren. Saa ved vi det altsaa: vi paa Tilskuerpladsen er Negerbørn, der er i Søndagsskole hos brave gamle Mr. Deshee, og fra dette nye Stade i Tilværelsen skal vi altsaa se, hvordan vor ak saa velkendte Børnelærdom tager sig ud. Der er nu først selve Vorherre; hvordan ser han ud? Er det ikke Henrik Pontoppidan, der har fundet ud af, at naar den unge Herregaardsfrøken langt ude paa Landet begynder at blive religiøst paavirket, antager Jesu Ansigt Kapellanens Træk? For os Negerbørn i Søndagsskolen er det ubevidst selvfølgeligt, at Gud Herren ikke kan se stort anderledes ud end Menighedens midaldrende, elskelige, statelige, myndige og vennesæle Præst, Pastor Dubois, der er af en yderst diskret sort Kulør.

Vi begynder altsaa paa „Guds grønne Enge“ i Himlen, før Verden endnu er skabt, mellem alle de glade, boldspillende og fiskende og dansende og lovsyngende og passiarende, ved Hjælp af Snore i Loftet flyvende Negerengle. Her møder Ærkeenglen Gabriel op, i fuld Uniform, med Domsbasunen hængt om Halsen, han kommer for at melde Gud Herren. Og ganske rigtigt: i en Gangart, der ligger et overbevisende Sted mellem at sjokke og at skride, træder Vorherre Dubois ind mellem sine velfornøjede Børn, han børster et Fnug af sin skikkelige Diplomatfrakke, faar sig sat i en Stol og tændt en Cigar, mens en lille Negerengleunge ser sit Snit til at plumpe et Blomsterhoved ned mellem Flippen og Halsen paa ham, Præsteengle gaar i Rundkreds og synger ham Lovsange, Legen tager igen sin Begyndelse, og alt er lutter Idyl. Kokken kommer til ham med en Kop Bouillon, men her indtræffer det Uheld, at Vorherre Dubois synes, den er for fed, vil have den opspædet og gør, for ikke at gøre sin Negerslave Ulejlighed og for at komme saa nemt om ved det som muligt, et Underværk, han lader det regne, men har sat for stor Kraft paa, det bliver en frygtelig Skylle, og saa maa han da skabe Jorden for at faa skilt alt det Vand ad og Solen til at tørre Kerubernes Vinger. Men da nu Jorden bliver saa smuk, finder han paa, at den bør befolkes, Og paa Søndagsskolebænken overværer vi nu ganske rigtigt Skabelsen af baade Adam og Eva, og derpaa det forskrækkelige, at de gaar hen og kysser hinanden, skønt Vorherre Dubois lige havde sagt til dem, at det var det eneste de ikke maatte. Dermed er Idyllen brudt; næste Billede er Kain ved Abels Lig, og hans Sammentræf med en meget uartig Dame, som han gifter sig med. Da Vorherre Dubois 300 Aar efter tager sig en Jordtur ser han til sin Forfærdelse idel Uterlighed og Terningraffel, kun Familien Noa kan passere. I deres Hus gaar han ind, Lægprædikanten Noa modtager ham kærligt som en Kollega, og de snakker sammen om Tingene. Hvilke jo ikke er lystige. Da rejser Gud Herren sig pludselig op og spørger, om Noa ved, hvem han egentlig er. Og der bliver mørkt, og det tordner og lyner, og da det atter bliver lyst, ligger Noa skælvende paa Knæ for sin Gæst. Men denne løfter ham op, tager sin lille, i sort Shirting indbundne Lommebog frem, river et Blad ud og skitserer ham Arken. Hvorpaa Herrerne skilles. Noa og hans Sønner tager fat paa Tømringen af Skibet, mens hele den mondæne Verden og Halvverden staar om dem og er ved at dø af Grin. Det begynder at regne, men saa opfinder Menneskene bare Paraplyerne, og under dem holder de Asfaltbal og jazzer med hinanden, mens Sønnerne hamrer, og Noa faar lempet Dyrene ind ad en Bagdør.

Dette er Gud Herrens storstilede Forsøg paa at forny den engang skabte Verden – hellere end at knuse den og skabe en ny. Men alt for heldigt falder Forsøget ikke ud. Saa snart Menneskene bliver mange, udarter de igen, og Gud Herren vandrer hvileløs i sit Kontor for at finde paa Raad. Krigsmanden Gabriel vil blæse i Basunen; men det er jo som bekendt den sidste Udvej, Gud Herren griber til. Da finder han paa, at han ud af Jordens mange Folkeslag vil udvælge sig et, det der for Tiden er i Trældom i Ægypten, det, der stammer ned fra Abraham, Isak og Jakob. Han lader disse tre værdige Patriarker kalde for at høre deres Mening om, hvor de helst vil have deres Efterkommere anvist Land. Og Abraham, Isak og Jakob ankommer – med hvide Skæg, der naar dem ned over Maven, Jakob ideligt skuttende sig, fordi han ikke rigtigt har vænnet sig til Vingerne endnu. De 3 Patriarker faar sig anbragt, Gud Herren byder Cigarer og tænder sig selv en, de passiarer om Tingene og enes om, at Kanaans Land maa siges at være bedst egnet til Formaalet. Ærkeenglen Gabriel følger de 3 Gæster ud, og Gud Herren gaar hen til Vinduet og bøjer sig ud og raaber ned: „Moses, jeg kommer ned for at snakke med dig.“

Derefter ser vi den stammende Moses og den brændende Tornebusk, føres saa til den raa og dumme Faraos larmende Hof, ser Plagerne slippes løs over Ægypten, og i en Scene, der nærmer sig det sublime, ser vi Israels Folk efter de 40 Aars Ørkenvandring forlade den gamle Moses, fordi han ønsker at være ene nu, ser ham sidde kroget og ældgammel og træt af det mægtige Dagværk, og da kommer bag ham ned ad Bjerget Han, den store Pastor Dubois, og tager sin Tjeners udslidte Hænder i sine og fører ham langsomt efter sig op ad Bjerget til det Land, der er endnu skønnere end det forjættede Land.

Tiden gaar, og det udvalgte Folk bliver bare Gud Herren en ny stor Skuffelse. Saa lader han det slæbe i Fangenskab til Babylon, og næste Billede viser os en Natcabaret i den By, hvor Himlen skal vide, Gækken er slaaet løs. Afklædte Mænd og Kvinder hyler og kaster sig rundt med hinanden til hvinende æggende Toner af den sidste Negerschlager. Da Skraalet er paa sit højeste, arriverer Kong Nebucadnezer, en ung Levemand og Udhaler med Monocle og med en Cigaret dinglende i den ene Mundvig, forøvrigt Elfenbensstok og Kjole og høj Silkehat, og omgivet af fire hvide Kvinder klædt i Pelsværk og ingenting. Vi noterer af hans Følge den jødiske Ypperstepræst og hans Frue, en Bondetøs, der paa Grund af Tidernes Ugunst er avanceret til Bispinde gennem en passende Blanding af Gudfrygtighed og Udskejelser.

Midt i Virvaret dukker en jødisk Profeti op, han varsler Straf og Undergang og vækker voldsom Jubel, men da han bliver ved, begynder han at virke trættende, hvorfor En knalder ham ned bagfra med et Revolverskud. Imod Forventningen forstyrrer dette Stemningen, der bliver Usikkerhed og Nervøsitet, ja, Kongen stikker endog Penge til Ypperstepræsten, for at han skal raabe til sin Gud og formilde ham. Men nu er Maalet fuldt; i fnysende Nidkærhed aabenbarer sig Vorherre Dubois, raaber, saa alle Bargæsterne blege og skælvende trykker sig sammen – og slutter med at lade Babel forgaa. I tordnende Vrede gaar Gud Herren derefter i Aarhundreder frem og tilbage i sit Kontor uden at ville se til Menneskeslægten. Kun naar Bølgerne en Gang imellem gaar alt for højt dernede paa Jorden, træder han hen til sit Vindue og slynger Lynet, som Ærkeenglen Gabriel høfligt afventende staar parat med bag ham. Han bøjer sig ud og kikker efter Virkningen dernede, men ryster saa mismodig paa Hovedet; det slaar jo ingen Steder til, det hjælper jo ikke det mindste. Og atter trækker han sig tilbage og lader Jorden passe sig selv.

Men han kan ikke faa Fred i sin Himmel for Profeten Hoseas Bønner, den Mand, der har taget hele sit Folks Lidelse pa sig selv. Endnu en Gang, en sidste Gang maa han ned paa Jorden, og hvad er det saa for en Tid, han kommer der? er det paa Jesu Tid eller vor Tid? er der overhovedet Tale om Tid, naar Evigheden rører Tiden? I hvert Fald er det Verdenskrigens Negersoldater, han træffer paa, og da han spørger dem, hvordan de holder Rædslerne ud, svarer de barnligt glad og stærkt, at det kan de, fordi de tror paa den kære Gud, ikke Moses' tordnende Lovbyder og Straffer, men Hoseas' Gud, ham, der lider med dem og er fuld af Naade og Forbarmelse. Se, det Svar gav Vorherre noget at tænke paa. Og saa er vi igen paa Guds grønne Enge, og Festen og Idyllen og Lovsangen er om ham fra alle de lykkelige Engle, men selv sidder han i sin Stol, eftertænksom og tunsindig, og ikke engang den Cigar, Gabriel byder ham, har han Smag for. Omsider rejser han sig, og der bliver saa stille i Himlen, for hans Smil er saa smerteligt dybt og viist som aldrig før. Jo, for nu har han forstaaet Meningen med Livet og Menneskene og sig selv, og mens han breder Armene ud som en, der skal korsfæstes, siger han de gaadefulde Ord om den lidende Gud, at hvis Gud og Menneskene skal finde hinanden og kunne holde sammen, da er det nødvendigt, at ligesom de lider og er onde, maa ogsaa han lide og være god. Og da bryder alle Englene, som ikke forstaar et Muk af det og dog mærker, at her har deres kære Gud Herren Dubois fundet det rigtige, ud i et jublende

Halleluja, Kong Jesus,
Naadens Gud,
Kærlighedens Gud.

Dette er Indholdet af „Guds grønne Enge“. I en følgende Artikel skal jeg komme ind paa selve Forestillingen.

P. t. Stockholm, 13. Decbr. 1932.

Kaj Munk.