Dansk Teater 1930

Dansk Teater 1930

Redaktøren af »Dansk Folkeliv« har bedt mig om nogle Ord om Dansk Teater 1930. Kan De forstaa det? Dansk Teater og dansk Folkeliv har jo ikke noget med hinanden at gøre længere. Kender De nogen, der gaar i Teater? Virkelig. Ogsaa nogen, der laaner Skuespil og læser dem og drøfter dem? Nej, ikke sandt, lad os nu ikke komme uden for Virkeligheden. Jeg kendte i 1928 en Mand, der endog købte Skuespil. Købte. Han er indlagt nu.

Og dog – omvandrende Selskaber gæster endnu Skjern og Ulfborg med Nationens største og dens mindste Kunstnere. Hver By har sit Sommerteater. I Hovedstaden er der 10 Skuespilhuse foruden et stort et, som vi alle aarlig forærer et Par gode Millioner Kroner til. Enkelte geniale og en Vrimmel højt talentfulde Kunstnere staar til Scenens Raadighed. Alligevel var Prostitutionen et hyggeligere og betydningsfuldere Emne at skrive Artikler om i »Dansk Folkeliv«. Hvordan kan det være?

Mine Damer og Herrer! skal vi et Øjeblik lade de private Scener ligge og vende vore forundrede Øjne mod det Hus, vi altsaa alle bøsser de ikke sjældent omtalte Millioner til. Der var engang, da Det kgl. Teater festligt og trodsigt rakte Folket Kalken med Sindets store Følelser og Disken med Tidens nye Tanker. Da var det rimeligt, at Menigheden bragte sit rundelige Offer ved en saadan Gudstjeneste. Men hvorfor i Alverden skal Folkene paa Island give ud af deres Smaapenge til, at en Høvding paa Madagascar lærer sine Slaver og Koner at steppe? Der er ikke mange islandske Søfolk, der faar det at se. Og de, der gør det, kunde undvære det.

Nu er det vel ikke slet saa galt, som Præsten og den nye Tids store Dydens Vogter: Pressen prædiker. Det hænder dog, at just paa Det kgl. Teater staar Tragediens høje Muse stille et Øjeblik og ser paa os med sit alvorlige Blik. Men i det store og hele har Teatret saa længe pjattet og gaaet udenom og bralret op og snakket i Øst og Vest, at det snart er paa Tide, at det faar at vide: Vil du ikke igen gøre et Forsøg paa at tale med Myndighed. NB! selv om kun Hundrede hører paa dig, saa færdig med dig, saa lukker vi Pungen, sælger dig, forærer dig bort.

Men hvem skulde forøvrigt sige netop det til Teatret? Vi kommer jo ikke udenom, at vi nu engang lever i en Verden, hvor ogsaa andre end Vorherre har Ordet. Ikke mindst over for Statsscenen; der har alle Ordet; med Rigsdagen og Pressen som de førende i Koret. Rigsdagens Bas: Skaf Penge. Pressens Sopran: Giv Kunst. Hvordan styre paa disse Tonebølger mellem Scylla og Charybdis, uden at det bumper i Skroget?

Thi det skal tilstaas – den Retfærdighed bør udvises – at naar Teatret saa længe er kommen tilkort, er det langtfra udelukkende dets Skyld. Det er saa svært at føre Tidens nye Tanker frem, naar Tiden netop ikke tænker, og svært at tolke de store Følelser for et Publikum, der ikke kender dem og ikke savner dem, hos hvem baade Tanker og Følelser er erstattet med Bekvemmelighedsbegær (jeg nævner i Flæng: 8-cylindrede Vogne, Børnebegrænsning, Centralvarme, Konebytning, Hundehaarsfrisure og Selvmord). Yderligere fører Tekniken det meste med skabende Fantasi bag sig i sit Triumftog, saa Digteren, Teatrets vigtigste Rekvisit, snart ikke er at finde. Det stabiliserer heller ikke Forholdene, at Lederne maa arbejde i den Bevidsthed, at de er Forsøgsdyr under de skiftende Ministres Vivisektioner. Men det absolut pinefuldeste for Det kgl. Teater i vore Dage er dette forbandede Baade-Og, der hænger over det: Kunst og Forretning! Aand, der skal betale sig, i en Tid, da ingen er Købere.

Hr. Undervisningsminister Borgbjerg har, for at denne Skole, der skal give Landets fineste Undervisning, bedre kan forrente sig, gjort et nyt Regnestykke, der selv om Manden ikke er Excellence, er virkeligt excellent. Det er ganske simpelt: Naar eet Teater giver f. Eks. 400,000 Kr. i aarligt Underskud, saa giver to Teatre 150,000 Kr. i Underskud paa den samme Tid. Tilmed har han formaaet ingen ringere end Adam Poulsen til at multiplicere det efter og komme til samme Facit. Paa Papiret. Foreløbig. Og følgelig har han ladet sig ansætte som kgl. Direktør. Hm, der var en 60-aarig Enke paa 2 Millioner Dollars og uden Børn. Til hende friede Sekretæren. Hun gav ham sit Ja, men kun paa den Betingelse, at han inden Aarets Udløb vilde gøre hende til kødelig Moder til Tvillinger. Manden blegnede, ræsonnerede derpaa som saa: »Vi er i Februar. Sæt, det var December. Det kunde altsaa have været værre«. Saa slog han til, og saaledes blev de gifte.

Det er Synd for en Mand af Adam Poulsens kunstneriske Kraft og Mod og Ild, at han er blevet anbragt i Direktørsædet paa Kongens Nytorv, denne elektriske Stol, hvis Strøm er for svag til at dræbe, men stærk nok til at lamme enhver. Han er det allerede. Ude paa Friluftsteatret har han været og mægtet høje Ting. Næppe var han udnævnt, før det blev Regnvejr, og hele Sæsonen druknede. Paa Det kgl.s Scene begyndte han med »Inden for Murene«, »Gaden« og »Dans«. Hvad sagde ikke Tyskeren? At i den oldenborgske Kongerække – war der Sohn immer schlechter als der Vater.

Men foreløbig er vi mange, der ønsker ham Miraklet: at Strømmen for en Gangs Skyld i Stedet for at lamme maa gøre dobbelt modig, firdobbelt stærk.

Privatteatrene – de slaas med en Brøkdel af Statscenens Vanskeligheder og er til Gengæld den omvendte Brøks Gange slettere. Hvis de Herrer, der lader Tæppet gaa op og ned for deres Forestillinger, vilde sige: »Vi laver noget Gøgl og Bras for at prøve at faa Folk til at komme«, saa kunde man svare: »Ære og Respekt! enhver er Tyv i sin Næring«. Men naar de stadig kræver, at man skal tage dem højtideligt og behandle deres Varer som Kunst, saa er man i sin gode Ret til at blive vred, ogsaa saadan rigtig fra Leveren vred og lade sig forstaa med, at ingen er født til at være Teaterdirektør, og kan man ikke faa Folk til at se gode Forestillinger, saa er der en anden Udvej end at vise dem daarlige, og det er: ingen at vise dem; at lære sig et Haandværk, blive Kelner eller købe sig et Ismejeri, faa Arbejdsløshedsunderstøttelse, gaa ud at tigge – alt er hæderligere end at forraade.

Jeg tog til København i Slutningen af Oktober for at se Komedie. Repertoiret lød paa følgende:

Det kgl. Teater: Flagermusen. Apolloteatret: Holla di Bulla. Casino: Frk. Nitouche. Co-Optimisterne: Den røde Klud. Røde Kro Teater: Min egen Dreng. Sønderbro Teater: Det borende X. Dagmarteatret: Saadan er Livet. Det ny Teater: Frøkenens Mand. Folketeatret: Oliekongen. Fønixteatret: Strømpebaandet. Lorry: Ho-jo-to-to-Hut. Nørrebros Teater: De smaa Landstrygere.

Tusind Tak, mine Herrer!

Saa gaar vi hen og ser Fyrtaarnet og Bivognen.

Vedersø Præstegaard i December 1930.

Kaj Munk.