Julebrev fra en Jægersmand

Julebrev fra en Jægersmand

Af Kaj Munk

Vor Medarbejder, Digteren og Præsten, Skribenten og Jægeren Kaj Munk skriver i Dag paa Andenjuledagen om Jul og Jagen, om Dyr og Mennesker, og det, der er meget mere.

DET er Aarets sidste Helligdag, Andenjuledagen; saa vi skulde da gerne have et rigtigt Jagtbrev at slutte af med for denne Sinde.

Ude i Torsted ligger der lige ind til en af de store Plantager, med fattig Mark til den ene Side og udstrakt Hede til den anden, en ensom, ugæstfri Mose; der var jeg ude i Nat. Jeg havde taget Bøssen med; for det var jo Jægeren, der var ude. Men Patronerne lod jeg ligge hjemme, for dels er Natjagt forbudt, og dels vilde jeg naturligvis ikke knalde løs den hellige Julenat. Hvad jeg da var taget derud efter? Jo, jeg ved fra min Barndom, at i den hellige Midnatsstund faar Dyrene en føje Stund Mæle. Som Dreng har jeg tit hjemme paa Lolland listet ud i Stalden – det var før, vi havde elektrisk Lys, den venlige gamle Flagermuslygte bredte sit hyggelige Skær ud over de gumlende Heste og de drøvtyggende Køer; ovre fra Svinehuset hørte jeg Grisene snorke. En Høne sad og blundede paa Spiltovet i Hestebaasen. Lyset flyttede sig fra den ene ydmyge Herlighed til den anden, alt som jeg svingede Lygten; men henne i „Krogene“, hvor Roerne laa ved Væggen og Halmen i Hjørnet, naaede Lygteskæret næsten ikke, og der kunde man jo, hvis man gik grumme forsigtigt frem, have Held til at faa en Anelse om en Nissehue, der ilfærdigt dukkede sig i Halmen. Saa snurrede den gamle Bornholmer inde i Stuen sine 12 Slag af sig; adstadigt og med skrøbelig Værdighed klemte Lyden sig gennem Væggen herud, og saa vaagnede Dyrene, de af dem, der sov, og standsede deres Gumlen, de af dem, der aad eller fordøjede, en Stund var der højtidsfuldt stille, jeg havde hængt Lygten fra mig paa et Søm i Skærloen og holdt mig som en Mus, og nu hørte jeg Hanen nede fra Hønsehuset slaa med Vingerne det var altid Hanen, der begyndte – og raabe det ene Ord: „Saa!“ – „Saa!“ sagde alle Hønsene efter, og hende inde i Hestestalden hun plirrede næsten hørligt med Øjnene og afleverede som den sidste sit „Saa!“. „Glædelig Fest“ rømmede Hanhesten Klaus sig med et underligt grødet Mæle, „ja, jeg begynder,“ og han glimtede undskyldende med det hvide i Øjnene, „for jeg er jo dog Fætter til Dyret dernede, der bar ham paa sin Ryg ind i Stalden.“ Jeg kiggede ind i Dunkelheden og syntes næsten, jeg saa Mor Marie med sin Nyfødte i Hakkelsedyngen inderst inde. Og snart var der en Klaren Stemmerne og en Fritten ud og Fortællen og Latter og Godslighed alle Vegne Stalden. Ja, et Aar gik det endog saa vidt, at jeg hørte en Rotte snakke med. Hun sad i Hakkelsemaskinen sammen med den gamle røde Hankat og fortalte ham en utrolig Historie om Flæsk.

*

SE, det var, hvad man kunde komme ud for en Julenat som Barn. Men ofte har jeg siden, da jeg nu blev Jæger, tænkt paa: „Hvordan med de vilde Dyr i Skov og Mark, mon de ogsaa faar Stemme? Og mon man i det hele taget kunde høre og forstaa Dyrene endnu?“ Jeg har været fristet til at stjæle mig over i Præsteforpagterens Stald en Julemidnat, men noget har holdt mig tilbage – at Stedet er fremmed? at man kunde faa noget at høre, man havde bedst af ikke at vide? at det maaske bare er Overtro det hele, og altsaa ikke noget for en Præst at mænge sig ind i, hvor uskyldigt det end var for et Barn? Jeg ved ikke hvad.  I hvert Fald har jeg ladet være. Men i Aar faldt det mig ind: „Jamen, jeg ejer jo selv en Dyrebestand, jeg har Ræve og Harer og Urfugle; det faar gaa, som det kan, Kl. 11 starter jeg Bilen.“

*

MOSEN ligger afsides. Man maa stille sit Køretøj oppe ved Vejen og saa ase sig ud over lang Lyng og græsselige Grøfter og gyngende Tuer og knoldet Pløjejord og oversvømmet Tørvemuld og Huller og Kløfter og Katskæg og Pors. Vejret var fjendtligt. Julevejr i ond Betydning af Ordet. Gennemskærende Østenblæst, Pilespidser af Sne ind i Ansigtet og Vindhug, der æder sig ind i Ørene og aander Døden ned ad Ens Rygrad. Jeg havde været saa travl ved mit lune Skrivebord i Dagevis, at jeg slet ikke havde holdt mig a jour med Verden udenfor. Men nu gik det op for mig, at dette vist havde staaet paa et Stykke Tid. Min Fod stødte mod noget mærkeligt noget, paa en Gang blødt og haardt. Jeg fik samlet det op, trukket Vanten af og befølt Tingen. Det viste sig at være en stivfrossen Agerhøne. Først da gik det ret op for mig, hvor alvorlig Situationen var. Havde Vinteren ladet vente paa sig, var den nu kommet med des bidskere Strenghed. Tilmed havde Foraarets sildige Nattefrost faaet Hedens Bærhøst til at slaa kummerlig fejl. En Katastrofe for de Dyr, der er vant til at have et velforsynet Spisekammer af Tyttebær og Sortebær gemt i Sneen, dog sjældent længere inde, at det altid kan skrabes frem. Følelsen af, at det var en Vinternat, jeg var ude i, fortrængte ganske Bevidstheden om, at det var en Julenat. Jeg snublede over en ishaard Knold og stødte mit Knæ. Tanken paa, at jeg kunde have brækket et Ben, og hvad jeg saa vilde have faaet at opleve i den skønne Julenat, og hvordan jeg kunde være kommet til at se ud inden Morgen, fik mig til at hakke Tænder. Jeg kastede et Blik opad. Ingen Maane. Skymulm med vilde Stjerner iblandt. Ellers kun Øde. Blæsende Øde. Jeg tumbede med forfrosne Fingre efter en Lommelampe, fik den fumlet op og tændt, men Batteriet var paa det sidste, og Lyset blev snart til en sygnende Gløden. Havde jeg dog haft en Stok med! Jeg vilde nødig traske lige ud i Mosesøen, der er temmelig dyb, og hvis Is muligvis endnu ikke kunde bære paa Grund af et Kildevæld lige i Nærheden. Men nu kom Bøssen mig til Gode. Jeg greb om Løbenes Nederende og skubbede Skæftet foran mig, undgik saaledes Nedstyrtninger i de alt for dybe Skakter, famlende mig forsigtigt frem med Foden, da Geværet fortalte mig, at Isranden var naaet, konstaterede, at Isen var sikker, fo'r sammen i Dødsgru, da den slog en drønende Revne under mig, aandede ud som efter et Felttog, da jeg paa modsat Side naaede Land, om end kun gyngende Land, mærkede Luningen fra Plantagen svale mine frostbrændende Øren, konstaterede ved den sidste døende Glød i Lampen, at Klokken var 5 Minuter i 12, kravlede op ad en Lyngforhøjning, svøbte min gamle djærve, hareblodsmættede Overfrakke tæt om mig og satte mig til at vente.

*

I DE FORSKRÆMTE Stjerners virrende Fakkelsær var det mig umuligt at skimte noget som helst. Men jeg havde næppe siddet mere end et Par Minuter (og det betyder nok kun ½ Minut, Tiden falder lang i et øde ispiskende Mørke), før jeg fik en tydelig Fornemmelse af, at jeg var ingenlunde alene. Der maatte være et levende Væsen lige tæt op ad mig. Maaske var det alligevel dumt, jeg ikke havde fordristet mig til at tage Hunden med. Sæt, ogsaa den havde faaet Stemme og kunde have hvisket til mig, hvad dens Lugtesans fortalte den! Tøvende rakte jag Haanden ud, jeg havde næsten ventet at støde mod et eller andet loddent, men ramte i Stedet for noget pigget stikkende — — et Pindsvin paa denne Tid af Aaret? Jeg følte efter igen. Aah nej, nu huskede jeg det, paa Højen her stod et selvsaaet Grantræ, ikke meget større end Mandshøjde; ved dets Rod var det, jeg sad.

„Atisch!“ lød det med ét, „ak, hvor koldt, ak! ak!“ Stemmen knak over; hvordan jeg bar mig ad, ved jeg ikke, men jeg hørte øjeblikkelig, det var en And, der talte. „Er Ræven her?“ kom det igen klagende.

„Ja, du kan tro, han er her,“ hostede det ved Siden af mig, saa nær, at jeg fo'r sammen; „vil du mig noget, Andrik?“

„Aah ja, jeg er syg, jeg har faaet en Vinge knækket, jeg orker ikke mere af Sult og Kulde. Kom og æd mig, Ræv!“

„Ikke i Aften,“ hvæssede den opfordrede; „hvorfor er du ikke kommet med det Tilbud før? Mine Indvolde skal vide, jeg har trængt til det.“

„Vi trænger alle til lidt i Skrotten, ogsaa vi smaa nøjsomme Harer,“ klagede det ynkeligt; „det er en græsselig Vinter, det har sat ind med.“ „Græsselig Vinter, græsselig Vinter! Vi gaar til, vi arme Agerhøns! hyhyhyhyh!“ „Vi gaar til, vi gaar til, vi gaar til.“ jamrede det rundt om mig med en Snes forskellige Stemmer, og mit Hjerte snørede sig sammen. Det var ikke den Passiar, jeg var vant til fra den lune Kostald. Har de vilde Dyr ikke Jul? tænkte jeg; er det eneste, de faar ud af Frelserens Fest, at de i den onde Nattetime kan frembære deres Jammer i Ord?

*

SAA skræppede en Krage over mit Hoved haardt og hadsk: „Pjank, I smaa Pylrekræ, I gaar ikke til. Nogen af jer gaar til, dem, der ikke duer ordentlig, og det er bare godt for jer, at I slipper af med dem!“

„Hørt,“ hvæslo Ræven, og hans Øjne sved svovlgult og gasgrønt ude i Mørket, „og godt for os, at vi faar dem at æde.“

Da var der en Raabuk, der stampede etsteds i den frosne Jord: „Hold Mund, din Røver! Du skal blive saa udmattet af Frost og Hunger, at du ikke kan slæbe dig hen til den Hare, der ligger død af Sult saa nær ved dig, at du kan lugte den. Trøst dig saa med, at det godt, at de af jer, der ikke duer, de dør!“

„Jeg har altid Bøndernes Møddinger at falde tilbage paa,“ snerrede Ræven ikke slet saa sikker i Stemmen som før.

„Ja,“ fnyste Raabukken, „du har Bondens Mødding, hvor han lægger et selvdødt Svin ud til at lokke dig, og du ved godt, han sidder paa Lur bag en udblæst Rude i Kostalden med Bøssen parat, men du er saa svimmel af Tomhed, at du ikke længer kan tænke dig om.“ Og pludselig brølte en gammel Raa ind imod Skoven, saa Genlyden skirgrede videnom: „Jeg hader Vinteren, naar Jorden fryser til, Og Sneen skjuler min Føde og lægger sig i et Dække overalt med en Skorpe foroven, som ikke kan bære mig, saa jeg synker igennem og skærer mine Ben blodige paa den for hvert Skridt, jeg tager, til jeg styrter af Feber og Udmattelse, og I Krager kommer og hugger mine Øjne ud, og Ræven graver sig ind i mig bagfra, mens jeg endnu lever. Foraarets korte Rus og Sommerens jagende Travlhed og evige Dødsangst for de smaa og Vinterens Pinsler ind i Døden – det er Livet.“ Hun tav. Saa skreg de op imellem hinanden, de stakkels Dyr. Rævens hæse Glam, Harens matte Stønnen, Agerhønsenes frysende Kalden, Kragens vrede Hark og, underligt nok, højt over dem alle den saarede Andriks gjaldende Rab: „Livet er ondt, Livet er ondt.“ Og bagefter i en Piben fra et eller andet Dyr, jeg ikke kender: „Livet er ondt.“

Det var den Julesalme. Saa blev der stille. Jeg tænkte, der var forbi. og hvor inderligt ønskede jeg dog, at jeg aldrig var kommet her.

Der faldt en Stjerne, nej, ti, nej, hundrede. De tegnede Striber gennem Mørket, stilende frem imod mig. De kom mig aldeles nær, de satte sig paa Grantræets Kviste, de blev til tindrende Lys. Forfærdelse greb mig, som jeg stod dér, fuldt belyst, med Bøssen over Skulderen og alle Dyrenes Blikke rettet paa mig. Jeg tænkte mig, at i deres Fortvivlelsens Tilstand vilde de styrte sig over mig, jeg følte allerede Fuglenes Vingeslag mod mine Øjne, Raadyrenes Klove hamre imod mit Bryst, Rævens snappende Bid ind i mit Ansigt, som jeg laa dér paa Jorden; jeg greb efter Bøssen for at værge mig; men saa saa jeg deres Øjne, saa raadløst forpinte i denne isnende Nat, som bad de: Dræb os kun, og jeg vaklede, mit Hjerte krympede sig, jeg slængte Bøssen bort og rakte mine tomme Hænder ud imod dem, da var der med et en Bog i dem, Bibelen, den aabnede sig, og jeg læste højt, med hakkende Røst, Paulus' Ord til hans Venner i Rom om Skabningens Forlængsel mod at frigøres fra Forkrænkelighedens Trældom til Guds herlige Frihed, „thi vi vide, at al Skabningen sukker og er tilsammen i Smerte indtil nu“.

Da raabte jeg til denne sælsomme Menighed i Ødemarken: „Medskabninger, Kammerater med Livets røde Strøm igennem Hjertet, som jeg selv, med Sanser og Aandedræt og Trang til Føde, Hvile, Varme, Elskov, Kamp og Leg som jeg selv, jublende glade for Livet, naar det skænker af sin Skønhed, men naar det viser os sin Grumhed, rede som jeg til at forbande det, hør mig, Kammerater, jeg har et Ord saa stort, at I kan ikke sige det, det staar i denne Bog, der kaldes Livets Bog, det hedder GUD. I denne Stund for 2000 Vintre siden kom der til vor Jord en Skabning, som lærte os Mennesker at sige det Ord. Kammerater, denne GUD har skabt mig og har skabt jer, det Liv, der ler og hulker gennem vore Aarer, er fra ham. Dette Liv er skabt af Jord og maa døje og maa dø med Jorden, men af dets Kval og Død skaber han et nyt inde i os, der aldrig forgaar. Vildand, din Vinge skal læges og bære dig evig stærk, Raadyr, din brudte Fod skal heles og danse med dig, lettere end da du var Kid; for GUD bor i Uendeligheden, og der er Plads til alle levende, dem, der er, og der var, og der kommer, og Sommeren hos ham kaldes for Evighed.“ Længere naaede jeg ikke; for pludselig begyndte Stjernerne paa Julens Træ at synge. Jeg saa et Haansmil over Rævens spidse Ansigt, saa Raaen sejrsskønt løfte sit aandfulde Hoved paa den fine Hals, saa blev det hele om mig til et Væld af Lys og Toner: „Ære være Gud i det højeste, og over al hans Skabning Guds Fred!“

Kaj Munk.