„Ordet“

„Ordet“.

Aarhus Theater har i Aar begyndt sin Sæson med at begive sig ud mellem de danske Bønder. Holberg og jeg har haft den Ære at være dets Ciceroner. En formelig Bedrift øvede Hr. Paaske med sin Jeppe paa Bjerget. Saa menneskeligt ægte, saa gennemarbejdet og dog inspireret, saa rigt nuanceret et Spil. Snart kaldende paa vor dybe Medfølelse, snart slippende os løs i befriet Latter. En helt igennem nydelig Forestilling af Teatret. Men den udredede os ikke det saa indfiltrede Spørgsmaal: hvad er Jeppe paa Bjerget egentlig for noget? er det Løjer? eller er det Langkaal? Komediesjov eller Menneskefremstilling? en Aftens løssluppent Tidsfordriv eller Oplevelsen af en Sjæl?

Maaske opklares det aldrig. Maaske er det det fortryllende og æggende ved Jeppe paa Bjerget, at man hele Stykket igennem lige til dets sidste Verslinie (incl.) kastes frem og tilbage mellem disse to uforenelige Standpunkter.

Men nu ORDET? hvad er saa det? er det Langkaal? eller er det bare Løjer? har Doktoren Ret? og i modsat Fald tror Forfatteren saa selv paa Muligheden af sidste Akts Forløb i Overensstemmelse med Programmet? eller er det bare en dundrende Knaldeffekt, han har opfundet til at slutte Stykket glansfuldt med?

Hvem var Jesus Kristus? en stor Forkynder af enestaaende etisk Højhed og Kraft, det største af alle Mennesker? Saa kan vi beundre ham og synes om ham og lære af ham, fordi han saa er Kød af vort Kød, og vi kan forstaa ham, og hans Gaade er løst. Eller var han noget helt andet, noget gaadefuldt og usigeligt, et andet Væsen end Menneskets, skønt dog ogsaa Menneske, noget, som Kirken fra ældgammel Tid ikke har vidst andet Udtryk for end: Guds Søn? Ak, da kan vi ikke forstaa ham, han bliver os en Hemmelighed, men vi kan tro paa ham, vi kan frelses af ham, vi kan igennem ham opleve, at Verden er et Eventyr, hvis Muligheder gaar langt ud over de Grænser, vi har fundet og tegnet ned og retter os efter i vort daglige Liv.

Udflugter, Hr. Pastor! tror De, at en død, hvor Blod er levret, kan rejse sig op og begynde at snakke og drikke Portvin og være levende igen?

Ja, saa mægtig straaler Jesusskikkelsen frem af de enfoldige Evangelisters Beretninger, at det er lykkedes dem at faa Slægt efter Slægt til at tro, at Opvækkelsen af Jairi Datter virkelig fandt Sted. Saa indtrængende har den Helligaand talt gennem Aarhundreder i Menigheden, at denne aldrig helt har sluppet Troen paa, at Jesus Kristus er i Gaar og i Dag den samme og til evig Tid.

Saa sker da Underet mellem de troende ogsaa den Dag i Dag. Men huskes maa det, at Underet er en aandelig Daad, og som alt af Aand ude over, hvad der kan bevises, og derfor har Doktoren ud fra sit Synspunkt lige saa evindelig Ret i sin sidste Replik som Johannes i sit Angstraab, sin Dom og sin Bøn.

Aldrig ved en Forfatter, hvad det er, han har skrevet i de flyvende Minutter, Indvielsen var over ham. Men naar jeg nu vender mig til det Stykke, der for Aarringer siden blev til paa 8 Dage i Vedersø Præstegaard, kort Tid efter at jeg igen engang havde set Dødens Brutalitet mod Mennesker, jeg holdt af, da synes det mig, som om jeg kæmpende i Angst og Smerte mellem Tro og Afmagt fik Lov til over for Tusinder og atter Tusinder at gentage Kristi Ord: For Gud er alle Ting mulige.

P. t. Aarhus i Novbr. 1932.

Kaj Munk.