Syndernes Forladelse

Syndernes Forladelse

Af Kaj Munk

Der er den Skavank ved Juleartikler, at de skal skrives i 30 Graders Varme. Bedst som man sidder sammensunket under et Birketræ, med al Saft og Kraft svedet sig ud af Kroppen af 15-Dages ustandselig Sol, indfinder der sig et Brev fra „Hus og Frue“ med Bestilling paa en Juleartikel. Hvem der nu havde et Lager! Men den, der kun har sin Hjerne til Lager, føler sig fristet til at stønne op mod den skyløse Himmel: „Ikke hos mig! Hus (og Frue) forbi!“

Juleartikel i Juli: at der overhovedet eksisterer Jul og Vinter og … Man lukker Øjnene halvt og lægger Hovedet bagover. Birkens Stammer skinner i det flimrende Solskin som af nyfalden Sne.  Men det er jo ikke Sne, og heller ikke Birk længere, noget bevægeligt er det, noget levende, nu ser jeg det: to mægtige, foldede Vinger. Det kan altsaa passere i Juli, at Juleenglen kommer paa Besøg. „Ja, hvorfor ikke?“ nikker den til mig og ler. „De troede maaske ikke, at jeg eksisterede Aaret rundt, Hr. Pastor? „Mente de, at den kære Gud gemte mig i et Køleskab om Sommeren og først slap mig ud i December?“ „Det har jeg saamænd aldrig tænkt over“, tilstaar jeg; „men lykkelig over Visitten er jeg i al Fald“. „Og hvad skal vi nu bestille?“ spurgte Englen. „Jeg vil gerne køre dem en tur i min Fordvogn og vise dem Vedersø“ foreslog jeg, „thi skønnere er der intetsteds i Danmark; her byder Naturen alt fra Kaadhed til Fortvivlelse, lige fra Majestæt til legende Ungpigeynde“. „Ideen med en Udflugt er ikke saa tosset“, genmælede Englen; „men jeg synes, de skulde tænke paa det Brev der og hellere tage paa en Tur med mig – ud til et Par af de Steder, hvor dette Blad naar hen med sit Julenummer.“

Saa suste det om Ørerne paa mig, Sne piskede mig i Ansigtet, og med ét bredte en lunende Hygge sig om mig, et hyggeligt Graamørke med duftende Varme.  Bøgebrænde, en Pejs min Sandten, og henne ved Vinduet med Ryggen til Englen og mig sad en smuk Komtesse paa omkring 17 Aar og lo, saa de fine Skuldre rystede. Men nu vendte hun sig, og saa var det saamænd Graad hun rystede af; det lille Ansigt var helt svullent og groft af Elendighed. Der gaar et Stød i hende ved at opdage Englen (mig saa hun slet ikke) og jeg tænkte: „Nu bliver hun da glad“. Men i Stedet springer hun frem og klaskede med Hænderne som efter et Møl: „Ud med dig! Her er slet ikke Plads for dig i Aar! Af Sted!“ men Englen blev bare staaende. „Har jeg da slet ikke lov til at være vred? Er det da ikke med Rette, jeg er ude af mig selv af Sorg? Ved du, hvor styg han har været imod mig, aah saa styg, saa styg! Og jeg, der troede at Kærligheden var noget saa ophøjet!“ „Men Julen“ svarede Englen, „Julen den siger at Gud vil tilgive dem alle deres Synder.“ Komtessen standsede sin Graad en ganske lille Smule; saa stampede hun i Tæppet: „Hvad er det for noget Algebra? Vil Gud tilgive mig, at han har været grim? Hvabehar? „Ja, saadan er det netop“, sagde Englen og smilte, „og saa faar I begge en glædelig Jul.“

Men nu var det en Slags Fabriksvarme, der slog imod Huden. Rigtig! Væk var Pejsen, der stod Centralvarmetingesten, og den travle Købmandsfrue i den travle Købmandsgaard sad alene paa en Skammel og stønnede ud efter Dagens Forjagethed med afdampning af Lagener, og saa var der Rødkaalen – og Johannes's Kæreste saa nu ogsaa saa kritisk ud. Og pludselig satte Julenglen sig ved Fruens Side paa Skamlen og begyndte midt i den travle Juletid noget saa upassende som at fortælle hende, at hun havde en Sjæl, hvilket efter Englens private Mening var endnu vigtigere, end hvad Frk. Arhenius synes om Rødvinen. Fruen blev ekstra nervøs ved denne uvante Tale, og da et Ord om Syndernes Forladelse blev draget med ind i Konversationen, stod hun resolut op og forsvandt ud i Spisekammeret til Inspektion.

Men inde i Bispegaarden sad den gamle hvide Biskop og rokkede foran Kakkelovnen og stirrede ind i de glødende Kul; han skulde lave Juleprædiken, men kunne ikke, for dette Aar havde tæret saa naadeløst paa hans Tro. Alt det, der var sket i Abessinien og i Genève havde vanskeliggjort ham hans Barnebøn, saa han nu slet ikke længere kunde sige: „Ske din Vilje her paa Jorden,“ for det var dog alt for indsigtsløst , saa aldeles haabløst. Nu havde Bispeinden lige siddet og læst i et Blad, hun havde lagt fra sig paa Bordet, og Juleenglen slog et Slag med Vingen, saa Bladet vendte den Side op, hvor der stod „Naar en Bøn i Fadervor bliver os for svær at bede, kan en anden stundom komme os til Hjælp med et Forraad af dobbelt Styrke.“ Og Biskoppen sank i Knæ ved Bordet – han ømmede sig ved det, men det var bare Gigten, han vidste det saamænd ikke selv – og gik ind under Fællesskabet med hele Menneskeheden og bad for at Jordens Skyld i et atter og atter gentaget „Herre, forlad os vor Skyld“ – Og saa lugtede der med et af Tørverøg. Nu var Englen og jeg i et lille Hus paa Heden, og en gammel kroget døv Kone gik og nuslede om en gammel syg, sengeliggende Mand, som sagde: „Jeg vil hverken se hende eller Ungen.“ „Ja“ sagde Konen „og vi faar vel nok Plads til dem, selvom Kæresten kommer med“ – „Jeg vil ingen af dem se“ sagde Manden igen – „Ja og vi kunde faa ham døbt, mens de er hjemme“, svarede Konen tilbage. „Er du døv eller er du sur“? raabte Manden vredt. „Skal han hedde Knu?“ sagde Konen; „det hed jo din Far; jeg vilde hellere at du blev kaldt op.“ I det samme gik Englen ind i Køkkenet og kom tilbage med en tynd graa Pige med noget i et tyndt graat Shawl. „Ok Kors Ingeborg! Er du kommen, min Pige?“ sagde Konen, men Manden vendte sig væk. „Jeg har en Blad med hjem til dig, Far“, sagde Pigen; „der staar saa'n en sær Stykk' om Syndernes Forladelse“. Den gamle tav. „Og her er den Bitte“, sagde Pigen igen, og den gamle Kone sagde: „Ja, hans Bedstefar synes jo, han skal hedde Knu.“ Saa begyndte den gamle Mand at græde. – Og Englen blev ved med at flyve og vise mig rundt.

Kaj Munk