Julens Uovervindelighed

Julens uovervindelighed

Af Kaj Munk

Julen er uovervindelig. Den maa have sine Kræfter fra noget ud over det menneskelige, for ellers havde Menneskene da for længe siden faaet mast den flad. Af Kærlighed. Ved Spekulation i den. Naar man mønstrer de Kære, der af fri Vilje og for Sold stiller sig op og løfter Skjoldene til et »Hil Julen!», saa svinder baade Hitlers og Stalins samlede Styrker ind til Tinsoldatformatet. Julegrebethed, Julesvindel, Julehalløj – uha, det render ganske rundt for En, som om Julen skulde staves med H.

Men den gamle nordiske kristeligt døbte Midvinterfest lader sig ikke gaa paa. Den bærer sin Skæbne paa Skuldre, som ikke lader sig kue. Sandt nok, alle Glansbillederne om Fog i Gaderne og snedækkede Marker og Granskove hyllede i Vat har efterhaanden irriteret den en Kende; men saa ler den bare godmodigt og indleder med en lille Julespas: værsgod, Graavejr! Gør det saa noget? En Graavejrsjuleaften i Danmark kan eje en meget finere, meget mere udsøgt Stemning, end nogen klingrende Frost kan forcere frem.

Juleaften gaar det danske Folk i Kirke. Allerede det giver Dagen sit Præg af Rigtighed, for en eneste Gangs Skyld fungerer vort Gudsliv normalt; thi saadan skulde det jo da egentlig være Aaret rundt: at naar Folket har sig en Folkekirke, skulde Folket bruge sin Kirke. Og vel er det festligt at se Byens Folk trippe af Sted ad hvide Tæpper, der tager al Lyd, bredt ud fra hver Mands Dør og lige til Gudshusets Porte, eller at se de hvide Landsbyveje hist og her prikkede sorte af stadsklædte Bønderfolk paa Vej til deres paa saa morsom Maade nykalkede Kirke – jo, det er festligt; men Graavejret er ligesom mere rigtigt, ja, maaske Sluddet endog. Man skal kæmpe sig frem og være blødet og blæstet, lidt raakold i Sjælen, for at man ret kan modtage, hvad det er, Kirken byder En, naar den slaar sine Porte op og hilser med Varme og Lys.

Dansk Jul, det er noget med en December, der er saa lang, som dens Dage er korte; det er noget med Silregn og Taage og nu kommer vi da virkelig til at tænde Lampen og jamen kære du, det er jo kun et Øjeblik siden, du slukkede den; det er noget med Børn og gamle Folk, der ikke kan faa Tiden til at gaa, fordi de ikke har andet at bestille end at tælle, og store Chefer og smaa Ekspeditricer, der er segnefærdige og dog maa blive ved; det er noget med Salmemelodier, der utaaleligt hakkes i Stykker paa Klaverer, og med Spekuleringer – aah utaaleligt – paa Overraskelser til Tante Jette og Onkel Herman, og med en Portomonnæ, der efterhaanden vrides, altsammen utaaleligt; og det er noget med Grise, der skriger, som om de har en Kniv i Halsen, fordi det har de, og Køkkener, der dufter af Allivsens Herligheder, og Studenter, der studerer Køreplan. Og saa er det noget med Grantræer og Godgørenhed og overfyldte Færger og Lærere, der læser Historier højt i Stedet for at høre i Sproglære, og Præster, der en sidste Gang anraaber den halvtomme Kirke om dog at passe paa med, at alting ikke udelukkende gaar op i Verdslighed og udvortes Travlhed.

Derpaa nogle Øjeblikkes udmattet Stilhed. Og saa begynder Kirkeklokkerne at bimle.

– Jeg har aldrig min Kirke kærere end Juleaften og Paaskemorgen.

Den er jo Folkets Kirke; Juleaften er der Streg under Folket, og Paaskemorgen under Kirke. Dér sidder de saa Side om Side, alle Landets forskellige Børn, Spækhøkeren og Grossereren, Brøndboreren og Skorstensfejeren, fra det dybe og fra det høje er de komme, for i et skønt Øjeblik at være lige og høre Ordet om, at de ogsaa skal være eet. Far og Mor og Børn er der, eller ogsaa er der kun Børn, en revolutionerende Aftenstund under gamle koparrede Mutter Jords aarlige Omsvingninger vender Menneskeheden tilbage til Paradisets Have. Hvor gør det sig bredt og bekvemt og hyggeligt, det gamle Kirkerum, er saa glad ved at se alle sine Børn hos sig og faa Lov at rumme dem alle. »Jeg kan nok huske, du blev døbt herinde, min Dreng, min Pige», hvisker det, »det var pænt af dig at kigge herhen igen.» Og Drengen og Pigen bliver helt sære til Mode, naar Orglet stemmer i, og Ingemanns Ord begynder at lægge sig paa deres Læber. Gode Bernhard Severin, han skrev historiske Romaner og fik svært med Ros for dem, og alle danske Børn skulde sluge dem, og end ikke en Kat læser dem mere, det vilde være misvisende at sige andel, men Glade Jul, dejlige Jul og Julen har bragt velsignet Bud, dem ikke alene synger alle danske Børn endnu, men de gør alle danske til Børn igen under de rette Omstændigheder, de rette velsignede Omstændigheder.

Og naar Salmen tier, begynder Gud selv at tale. Han er steget ned fra sin Evighed, nu samler han Almagtskjortelen om sig, sætter sig mellem sine Børn og begynder at fortælle dem Eventyr. Og Guds Eventyr er de prægtigste af alle, for de er virkelige, er Sandheden selv.

»Der var engang», siger Gud, » da udgik der en Befaling fra Kejser Augustus … », og videre fortæller Gud om to unge Mennesker, der vente deres første Barn, og Barnet blev født, og Englene sang, og gamle Folk kom og bøjede sig for det – ja, alt det er nok sket de Tusinder af Gange, og lige vidunderligt er det hver Gang for dem, der er med i det, og saa var dog denne Gang den vidunderligste, for dette Barn var jo Jesus, det var selve Julens Herre, og Julen det er Ære være Gud i det højeste og Fred paa Jorden og i Mennesker Velbehag.»

Aldrig har Kunsten og Religionen indgaaet saa sødmefuld Forbindelse som i Historierne om Jesu Fødsel. Intet har saadan kunnet smelte Menneskers Hjerter.

Lad hvem der vil stikke Kæppe Udviklingens Hjul og prøve at snurre tilbage fra kristen Jul til hedensk Solhverv igen. Saa længe Kirken har Historierne om Barn Jesus, behøver den ikke at frygte.

»Glædelig Jul», nikker vi til hinanden, naar vi gaar fra Kirke. Det lyder saa rent i Decemberaftenen hvordan saa end Vejret er.

Gud har et Øjeblik været hos os og vist os en Verden uden abessinske Krige og spanske Revolutioner og Partipolitik og Forretningskneb og Ærgrelser over Svigermor; vist os sin Verden, Julens Verden. Den er altså til. Den maa altsaa kunne vindes engang.

Til syvende og sidst er det nok denne Tro, der gør Julen uovervindelig.

Kaj Munk