Det store Skraalhalseri

Det store Skraalhalseri.

Vi sætter, der er et Menneske, der gerne vil vide lidt Besked om Sandheden, et ganske almindeligt Menneske, lad os sige: Smeden i Hammerup. Ikke hele Sandheden, nej, Gud bevare's! hvad skulde dog Manden med den? Hvor vi ender, naar vi kigger ud ad Vinduet, forbi Stjernerne, og videre; hvad Jorden, vi staar paa, egentlig er lavet af, hvornaar og nøjagtigt hvordan; hvor mange Stykker man kunde skære af en Medisterpølse – om man kunde blive ved, hvis man havde swaar growe fine Apparater; hvorfor Katrine i Bagerbutikken vilde have Isenkræmmerens Ludvig, der dog vitterligt har Polyper, naar hun kunde have faaet mig, og hvordan i det hele en Sjæl er indrettet; alt dette er Spørgsmaal, som det nok kunde være Løjer at faa lidt Oplysning om; men saadan strengt taget, at det er dér, det brænder, naar man staar og vender Jernene i Ilden, nej, nej. Men sig mig Sandheden om, hvordan jeg skaffer Smaaskillingerne til mig selv og Katrines Substitut med Følger? Eja, der har man staaet i Lære: saadan skal Hesteskoen drejes, saadan Forhammeren svinges. Og se, naar denne Visdom efterleves, saa kommer virkelig Mad og Tøj og de Dele. Og sammen med disse Ting nye Spørgsmaal, der ogsaa beder om paalidelig Besked. For naar vi har Brødet, saa kan vi leve. Hvad vil det sige? at leve? Ja, det vil sige: at være til. Javel, men er det saa ligemeget, hvordan man er til? Hvem kan sige En det? Og naar man ikke mere er til, hvad er man saa? Hvem kan sige En det? Oh, det er der mange, der kan. Filosoffer og Politikere og Prædikanter af alle Aargange fra Aar 4000 f. Chr. og til i Dag træder hinanden over Tæerne af Iver for at faa Lov til at svare, somme paa det ene Spørgsmaal og somme paa det andet og somme paa dem begge to.

Filosofferne har Jens Smed forholdsvis mindst Døje med. Men det sker dog, at Hammerup Avis bringet et lille Uddrag af Professor Sjælemagers sidste Disputats om den rette Brug af Livet af Hensyn til Sammenhængen og Velfærden og den søde Sagosuppe. Til Gengæld stiller Politikerne personlig i Hammerup Forsamlingshus mindst een Gang hvert fjerde Aar. De fordeler sig her i Landet i 4 Partier – og saa en lille Gruppe Engle, der laver Programmer og i Pauserne river hinanden Fjerene af Vingerne. Disse Partier er for en hurtig Betragtning uenige om alt, for en dyberegaaende visstnok enige om alt undtagen om, hvem der skal have Rigsdagsdiæterne. Hver enkelt Taler forklarer Jens indtrængende, at bliver det ikke ham, Taleren, der faar dem næste Gang, saa maa han, Hammerupsmeden, tage Følgerne og staa med Ansvaret for Landets Forarmelse, Vanære, Udslettelse. Naar han saaledes af Politikerne har modtaget Reglementerne for sin timelige Vandel, kan han gaa til Prædikanterne for at belæres om sin evige. »Det, det kommer an paa«, eller »det, det gælder om«, er de staaende Vendinger. »Omvend dig«! siger en. »Bi, til Herren taler sit Ord!« siger en anden. Andre stiller med endnu krassere Krav eller endnu søgtere Mørketale. Kun een eneste Sætning er fælles for dem alle: »Ven, gaar du efter andet, end hvad jeg siger, da fører din Vej ud i Mørket«.

Saa en Morgen slaar Smeden til med den store Hammer og bestemmer: »Henry«, – det er den sidste, og den sidste er altid den bedst begavede, det er derfor, han bliver ved – »Henry skal alligevel ikke til Bogen, han skal være Grovsmed som sin Far«. – Det gaar Smeden til Alters paa, og saa bliver Henry Grovsmed som sin Far, og Gudskelov for det.

I nogle af de ældste Bygninger her i Landet blev der for nylig oplæst et enslydende Stykke om en Mand, der i Tid, Nationalitet, Rangklasse, Uddannelse var meget forskellig fra Smeden i Hammerup og ham dog ikke ganske ulig. Jeg tænker paa Dr. juris Nikodemus, Melleminstansgade, Jerusalem pr. Joppe. Disse 2 Herrer er fælles om Trangen til at naa frem til Sandheds Erkendelse, ikke blot i Spørgsmaalet om Tilvejebringelsen af den daglige Portion Havregrød, men ogsaa i det Spørgsmaal, der er blevet dem næsten lige saa magtpaaliggende: hvad skal mit Liv bruges til, og til hvad min Død?

De maa da ogsaa kunne se ham for Dem, Doktoren med de lidt trætte Skuldre og det letironiske Smil, se ham staa lænet til en Søjle, mens en nysankommen Babyloner her i Jerusalem starter det nyeste Nye paa Forsoningsteoriernes Omraade, standse i Yderkredsen paa Torvet, hvor en Ægypter gør Reklame for Verdens ældste Mysterie, ryste paa Hovedet og gaa hjemefter, mens en emsig, hæs Hellener giver Opvisninger i sit private lille enesaliggørende System. Og da de saa fortæller ham om Jesus: »Ham skulde De høre!« ler han kort: »En Skraalhals mere! Tak, jeg har faaet nok« – til han omsider giver efter for Henstillinger og Bønner med et: »Enfin! saa lad os høre dette sidste Skrig«.

Men saa er der fortalt det mærkelige, at denne Mand kom igen. Ved Nattetid. Hvorfor ved Nattetid? Rigtigt gættet! lad os endelig altid tro det sletteste om vore Medmennesker. Men sæt nu han kom, fordi Natten er stille, at han hos Jesus havde gjort en Erfaring, der lagt op ad Salmetone maaske turde udtrykkes saadan:

Mellem alle Skraalhalsrøster

staar der Stilhed af dit Ord.

Og mens Natten trækker sit Vejr saa tyst, at Løvet kun en enkelt Gang rasler svagt, sidder den gamle Rabbiner der hos den unge Haandværker og hører stille Ord om Nyfødsel af Vand og Aand, om Aandens skjulte Veje, om En, der ved, Han alene, – - – og vilde Nikodemus sidenhen have skrevet sin Beretning om Jesus, da var den vel begyndt saaledes: I Begyndelsen var Stilheden, og Stilheden var om Gud, og Stilheden var Gud.

Saadan møder Jesus Hammerupsmeden i Nadveren i Dag, saadan mødte han ved Kildens blide Rislen og Vindens svale Aandefang den jødiske Højesteretsdommer hin Nat: med Ord, som Evighedens Stilhed ligger over med Fred til alt for travle Tanker og Hvile for de Sind, der skal holde ud. En Taushed hvilede over Jesus, selv naar han talte, mest naar han talte, et Verdensrum af evig, sikker, ophøjet Viden, en Majestæt af Ro og myndig Mildhed, en – et – ja, tilgiv mig, jeg famler efter Ordene, hvor kan jeg finde dem! de Ord, der siger den guddommelige Tysthed; men det blev da det, der slog os, drog os, bandt os, alle os, der i de vexlende Aarhundreder maatte nævne os under hans Navn, det, at vi maatte tilstaa over for os selv: Han er for os som ingen anden, han alene kunde træde op paa Jordens Bjerg og tale med Himmelrummets tause Røst – - og vi hørte det og mægtede ikke at gennemføre Tvivlen om, at han vidste Besked.

Og hvad skal vi saa svare de Millioner, der ikke mærker dette og siger til os: »Han er en Skraalhals som alle de andre, virker bare med diskretere Midler. Det er alt«.

Dem kan vi ikke svare. Dommen om Personer maa altid blive forskellig paa denne Klode. Vi kan bare sige: »Saadan har vi nu faaet det overfor ham«. Og maaske prøve at forklare dem hvorfor. Men vi ved det smænd ikke selv.

Og hvad skal vi sige til de Millioner, der ikke bryder sig en Draabe om at »faa Besked«. Ikke andet end, at »I er underlige«.

Men hvis der nu er et eller andet begavet Menneske af Bladets henved 400 Holdere, der læser dette her, saa vil det sige: »Det slap du helt godt fra, Munk; du skulde have været Sagfører; for sikke dygtig du er til at blande Kendsgerningernes Kort, saa du og Makkeren faar Trumferne! Du ved jo godt, at Jesus har ingen Ende bragt paa Skraalhalseriet; tværtimod; da han var død og b….., naa, altsaa død i hvert Fald, saa kaprede de ham, saa skraalede de om ham; som fra Frøer i Gadekæret, blot ulideligt diskantisk, som havde de alle faaet noget i den gale Hals, stod der et Kor i Luften gennem 20 Seklers Sommeraftenstund«.

Ja, ja, ja, jeg giver mig, jeg giver mig. Jeg kender det selv. Jeg har trolig rendt og hørt dem, lige fra Pastor Flammerød til Pastor Himmelblaa. Og foruden en Del sandt og sundt og godt og pænt har jeg paa denne Færd været ude for bevislige Løgne, sentimentalt Opgylp, Studerekammervæv, Underfundighed af den mest bestikkende Art (f. Ex. Spekulation i Redelighed: vi slaar os op paa aaben Tilstaaelse af vor egen Usselhed), Godtkøbsbravader og først og sidst: Dødkedsommelighed. Selv har jeg jo kvækket i 7 Aar fra min lille beskedne Sivpynt. Jo, jeg giver mig, det er forfærdeligt.

Men hør nu: kan det være andet med en Gudstjenesteordning, der gør Prækenen til det centrale? Tænk, nogle halvstuderede Røvere tvinges til Ugedag efter Ugedag at servere det uudsigelige i Ord. Vin, budt rundt i et Sold, en Si. Hvor er du henne, du Mand, hører du, jeg kalder paa dig, der gør Morten Luther den Tjeneste at faa hans Kirke til at følge med Tiden ved at afskaffe Former, der er blevet til Misdannelser? Hvornaar faar vi ogsaa en Gudstjeneste, der samler sig om Tilbedelse, Altergang, Salmesang (Toner er Stilheden nærmere end Ord, og ofte tænker Folk jo heldigvis slet ikke ved, hvad de synger)?

Og saa dog! Selv om Ordet er naadeløst ufuldkomment og misbruges uden Grænser, saa lad os dog drikke dets Skaal! Maaske havde det været at foretrække, at Evangelisterne havde optaget en Film uden Tekstforklaring af Jesu Liv. Men de var jo lovlig undskyldt. Saa bærer da Markus og hans Kollegers mangelfulde Beretninger Jesu Billede ned gennem Tiderne. Og Forkyndelsen løfter det frem af Skrifterne og bærer det ud til »Skarerne«. Bliver det end vore egne Pjalter og Forsiringer, vi bærer det frem i, straaler det dog stundom igennem, saa Mennesker ser det rigtige. Var det derfor, Jesus lovede Menigheden sin Helligaand, fordi han kendte den Sammensathed hos Ordet, der gør det til Videnskabens ustyrligt besværlige Træl og Digterens tyranniske søde Elskerinde, dette, at man aldrig ved, hvor man har det, dets tunge Mørke, dets gennemsigtige Flygtighed, dets Tvetungethed og tusind Spilopper? At denne Helligaand skulde vogte Forkynderne, saa de dog aldrig helt fik fortegnet hans Billede, og hjælpe de Lyttende, saa de midt i Stregernes Virvar skimted de ægte Træk.

Og dog kan det høres saa broget ud, at man griber sig selv i et Kætteri: Jamen, mon denne Helligaand er kommen? Hin første Pinsedag, har det været andet end et Udbrud af Forkynderbegejstring, Mindet om hans Opstandelses Sejr, der nu slog ud i lys Lue hos dem, der skulde være Vidner? Kunde der ævles saa aandløst, fares saa vildt i Verdslighed, hvis den hellige Aand var hos os? Har vi den mon ikke til Gode? Jorden er jo ung. Maaske lever vi endnu i Kristendommens første Dage. Maaske er Helligaanden først nu paa Trapperne – thi lovet os er den jo. Hvis Kristendommen er Religionernes Religion, hvormed her menes den Tro, der skal blive Jordens Tro, indtil Kloden dør, saa ser det ud, som om noget maa vise sig snart, et fremfarende vældigt Vejr, nej, snarere en stille Susen, der vil faa Millionerne til at standse, lytte, faa Trang til at spørge og lytte ud i Stilheden efter Svar. Skulde Kristenheden staa i Overgangsalderen fra Barndommens hidsige Slagsmaal og troskyldige Tagen paa Ordet og gyldne Pavelege og skønne Eventyr og Liv under Formynderskab og Skolegang med Bog og Examen i Skriftsteder og omsider Lede ved det hele og Filipenser til Ungdommens og Manddommens Tid, da Aandens store Stilhed over Sindene bøjer os ind i et Samfund, hvor hver maa tro og tænke efter sit Hjerte og Hovede, mens Fællesskabet er det, at Livets og Dødens Gaade klares for os ved, at vi alle øser af Kærligheden fra Jesu Kristi Gud?

Kaj Munk.