Gud er Kærlighed?

Gud er Kærlighed?

Det er i den sidste Tid hændet jævnligt at Folk har fremsat den Tanke, at denne Krig bliver Kristendommens Banesaar. "Det hele er jo urimeligt", siges der: hvorledes kan paa nogen mulig Maade Kristendommens Gud være den sande? Det er jo umuligt, at den virkelige Gud kan være af den Beskaffenhed som han, der omtales i Biblen. Vil man kende noget til et Menneske, der levede i længst forsvunden Tid, eller som har afsondret sig fra enhver, saaledes at man intet Kendskab kan faa til ham, fordi han ikke kommer til Syne, da maa man ty til hans Værker, til det, han har udrettet, som nu er i vort Eje, og derigennem søge at udstudere hans Natur. Ligesaa med Gud. Og naar vi saa gaar hen og beskuer hans Værker, faar vi saa ikke en Karakteristik af ham, der er lige imod Biblens? I denne finder vi den herlige Sætning, at Gud er Kærlighed: Men gaar vi ud i Naturen, ledes vi da ikke til at tro det modsatte? Tager vi vor store Eventyrdigter H.C. Andersen ved Haanden og følger med ham ud i det frie, saa vil han pege paa to store unge Bøge, der staar ved hinandens Side, og fortælle: Ser I disse to kære Brødre; her i hinandens Nærhed staar de og fryder sig over det gensidige Venskab og Selskab og fortæller hinanden Historier. Og alting er Lykke og Fred. Og her stod der en sød lille Anemone; da kom Herremandens lille Datter springende, og da hun saa den, jublede hun højt og plukkede den, og den beskedne lille Blomst rødmede dybt af Glæde over at plukkes af de fine, smaa Menneskehænder. Aah, dette er saa fagert, saa fagert, men…

Følger vi derimod vor anden Eventyrdigter Carl Evald ud, da vil han pege paa de samme to Træer og sige: "Her ser I disse to Kæmper; de strider en rasende Kamp, fører en fortvivlet Krig for Liv og Tilværelse. Her staar de og hader hinanden og venter blot paa det Øjeblik, da den ene faar et ringere Overtag over den anden for saa at myrde ham, kvæle ham og sulte ham ud. Og ved Roden af Træet stod en Anemone og skreg: "Halløj, halløj! Bedste Honning sidder mageligst for!" Og da kom der en lille Pige og plukkede den, og Anemonen mærkede, at den skulde dø og forbandede den lille Pige. "Aah, dette er saa grimt, saa grimt, men vel ogsaa saa sandt, saa sandt.

Og saadan er det overalt. Planterne kvæler og udhungrer hverandre, Dyrene æder hverandre i Ordets Bogstaveligste Betydning, og Menneskene, som siges at være skabt i Guds Billede, og skulde være det ypperste af alt det skabte, de myrder og skænder hverandre i alt ødelæggende Had. Overalt føles denne forfærdelige Kamp, og Kamp avler altid Had. Dette er Naturens Orden, indstiftet og skabt af Gud. Kan da Gud være Kærlighed, naar vi overalt finder Kærlighedens fine Rosenblade tilbagetrængte og dækkede af Hadets spidse Torne. Er han det, da maa han jo være afmægtig. Hvorfor griber han ellers ikke ind i Krigen og standser dette forfærdelige? Nej, overalt finder vi Kamp. Saasnart Drengene begynder at kravle, giver de sig til at slaas. Fra det mindste til det største – overalt og i alt finder vi nedlagt denne Trang til Strid, denne Higen efter Kamp. Og naar nu denne Higen er nedlagt af Gud, og Kamp avler Had, hvor kan saa Gud være Kærlighedens Gud? Denne glimrende Forsvarsevne, denne vidunderlige Tilpassethed, som ethvert Væsen ejer, vidner ikke ogsaa den, at Guds Hensigt har været uafladelig Kamp? Jo, Gud er en Kampens Gud. Selv fører han jo ogsaa – efter Biblens Ord – en bestandig og forfærdelig Strid med Mørkets Fyrste. Og vi, der elsker Fred og prædiker Kærlighed til Næsten, og som derfor troede, at vi var bedre end de andre, vi var altsaa i Virkeligheden blot Oprørene mod selve Naturens Orden, vanslægtede Udskud, der staar forladte af alle og forstødte af selv Gud.

Og naar vi saa gaar over til den egentlige Stiftelse af vor Religion, Jesus Kristus, der kaldte sig Guds Søn, hvad maa vi da sige om ham? Var han en Søn af Kampens Gud, da maatte han vel have prædiket og opflammet til Kamp alle Vegne – der var jo Anledning nok – og selv personlig være opfyldt af Lyst til Kamp. Men nøjagtig det modsatte ved vi om ham med Sikkerhed. Men da kan han jo ikke have været Guds Søn, og da han selv sagde, at han var det, kan han jo kun have været en Bedrager. Men hvorledes kan da den højt civiliserede Verden endnu den Dag i Dag staa og fastslaa hans Ord som uomstridelige Sandhedens naar den ved, at han er en Bedrager? Nej, dette vil ogsaa snart være forbi, Kristendommen styrter. Krigen har aabnet vore Øjne!"

Naar jeg skal indvende noget mod alt dette, da maa jeg begynde med dette, at ovenanførte er, hvad vi i Skolen kaldte et matematisk Bevis:

Dette er givet, hint er bevist, altsaa kan det ikke passe, og følgelig er det, jeg siger, rigtigt. Men der er noget her i Verden, der hedder Følelse, og noget, der hedder Forstand. Ud af Følelsen springer Troen, for ikke at sige det omvendte, men Matematikken er et Forstandens Værk. Koldt og klart er det hele: naar det er saadant, og det er saadant, saa kan det ikke være saadant. Men Følelsen skaber anderledes Varme og Fryd. Tro og Matematik, de forholder sig over for hinanden som Ild og Vand. I Matematiken hedder det: Du skal vide!," og i Troen hedder det: Du skal tro!" At give sig til at bevise sin Tro ved Matematik, det var altid et af de taabeligste Fejlgreb; og var det ikke ogsaa urimeligt, om man vilde vise den rene Lues klare Lys ved at hælde en  Spandfuld Vand ned over den.

"Men", vil du indvende, "af Følelsen og Forstanden maa man da først og fremmest rette sig efter Forstanden. Fastest maa man da stole paa det, der er bevist". Ja, men det, der er bevist, det er højst ufuldkomment. Vil du kun tro paa det beviste, da benægter du aabent din egen Tilværelse. Kan du bevise, du er til? Hvorfra du oprindelig stammer? Men du maa da føle, at du er til, saa din Forstand maa bøje sig for din Følelse, hvis den virkelig er blevet saa "forstandig", at den vil nægte det. Og hvorfra ved du, at man bør følge Forstanden altid? Jeg husker en Præst, som havde en filosofisk ungdomsven, der en Dag skulde komme til Præstens Naboby, og denne Ven havde bedt ham komme derhen, saa de kunde drøfte nogle filosofiske Emner. Nu havde Præsten lovet sin Kone, at han nok skulde tage sig af deres 4-Aars Datter den Dag, for Præstefruen skulde hen og se til en dødssyg Veninde. Præsten lod Følelsen overvinde Forstanden og sendte Undskyldning til Filosoffen, og da han kom ned til Aftensbordet efter at have løbet og leget med sin lille Pige, var han lykkeligere, end om han var proppet med filosofiske Taler. Og dette er visseligt intet enestaaende Eksempel. Mon du saa ikke overdrev lidt i din Skildring før. Har du virkelig, naar du vandrer i det Fri, Indtryk af, at Træerne staar og skeler til hverandre, dirrende af Had, og mumler: Bare jeg kunde kanøfle dig". Vel er der Kamp i Naturen men det føles som en Regel, og vi gaar ikke om i panisk Skræk for hverandre. Og hvorfra ved du, at Kamp altid avler Had? Naar et Par Kæmper i svundne Tider mødtes, begyndte de ofte med Tvekamp, men tidt hændte det, at hvis de fandt, at hver var ædel og tapper, sluttede Kampen med inderligt Venskab. Her avlede altsaa Kampen Kærlighed. Og fra disse Dages Skyttegrave berettes det, at Franskmændene i den ene Grav og Tyskerne i den anden under de svære, fælles Lidelser bliver Venner, der blot slaas, fordi de skal. Og tror du, at det under Bajonetangreb er Had, der faar dem til at bore Mordvaabnet i Broderbryst? Alle erklærer de, at det, der faar dem til det, er Kærlighed, Kærlighed til Livet; thi støder de ikke til, vil Modparten gøre det. Og har du ikke set, hvordan et Folk under Kamp og Nød kan vokse sammen i Kærlighed? Hvorledes et ringe Dyr som Musen af Kærlighed til Livet og til sin Familie vover sig frem til Kattens Jagtegn for at finde lidt Føde? Og inden Kamp kan Kærligheden give sit skønneste Udslag, idet et Individ – og vi har Eksempler baade fra Menneske- og Dyreriget i massevis – sætter sit Liv til for de andres Vel. Og saa siger du dog, at Kamp altid avler Had!

Naar du siger, at vi maa søge oplysning om et ukendt Menneske ved at se paa hans Værker, saa har du Ret; thi et Menneske og hans Værker er af samme forgængelige jordiske Stof; men husk saa paa, at Gud og hans Værker er af vidt forskelligt Stof, at han er den evige, paa hvis Pande Udødeligheds Mærke Lyner, men at alt, hvad vi skuer af hans Værker, bærer Forgængelighedens Præg.

Men spørger du mig, hvorfor han lader Krigen times, da svarer jeg dig, at han er vor Fader, vor store ufejlbarlige Fader, der kender den rette Opdragelsesmetode. Jeg ved nok, at mange Mennesker siger, at de vil gerne rette sig efter Gud; og de gør det ogsaa, saa længe de og Gud er enige, men i det Øjeblik, da Gud faar en lidt afvigende Mening, saa sætter de sig dog efter deres eget kloge Hoved. F.Eks: Gud har sagt, at de maa arbejde de 6 Dage; godt, saa retter de sig efter Gud, for det mener de ogsaa; men den syvende Dag skal de holde Hvile; naa, ja, saadan en hel Dag, det er nu lovlig meget, og saa retter de sig efter dem selv. Vi er saa slemme til at glemme Gud, og hvilken Haan er vel større end at glemme ham, som vi skylder alt. Og saa skulde han alligevel være en skikkelig gammel Bedstefar, der fandt sig i, at vi bed og sparkede ham, og som straks skulde ile til, saa snart vi brændte Fingrene paa Kakkelovnen, han havde forbudt os at komme nær, og blæse paa dem. Nej, naar han har givet os den fri Vilje, saa maa han enten lade os rase eller ogsaa slaa os ned; og det er netop det største Bevis paa, at han er Kærlighed, at han nu under Krigen, da vi ved, hvad der er hans Vilje, lader os bryde den paa skændigst Vis og glemme og forhaane ham, uden at han udstrækker sin Almagtsarm og knuser os. Ser en Fyrste, at hans Folk handler mod hans Vilje, da kan han ikke kaldes afmægtig, fordi han ikke knuser sit Folk, naar han har magt dertil, men blot uendelig kærlig og langmodig. Men kan du alligevel ikke forstaa Gud, saa vend dig dog ikke bort; hvad tror du vel, en Flue//name="_ftnref2" href="#_ftn2">[2]// forstaar af Menneskers Færden og Natur? Og hvor uendelig mere er Gud ikke over os, end vi er over en Flue! At stille sig som et Barn over for Gud, at give frivillig afkald paa sin frie Vilje og sige til Gud: Jeg forstaar ikke at benytte den; led du mig!" Det er, hvad et Menneske bør gøre.

Og hvad saa Jesus angaar, saa har jeg kun et Raad: "Se paa ham!"

Som han staar der ydmyg og stille, med Tornekronen paa Hovedet, rede til at gennemgaa Dødens forfærdeligste Kvaler, efter at have levet et rent og pletfrit Liv og læst den helligste og mest ophøjede og dog for alle sunkne Mennesker saa passende Lære, er han saa ikke Indbegrebet af – et Menneske? Er der det mindste Træk, der minder om Bedrager der? Sig ja, om du tør! Men du vil det ikke. Og uden at bryde dig om den kolde Forstands advarende Skrupler vil du synke paa Knæ med Hjertet ved at sprænges af varm Følelse og fremjuble: "Du hellige, du kærlige, du frelsende!"

Nykøbing. 4. Maj 1916

(sign) K.H. Leininger