Der brænder en Ild

Der brænder en Ild

Af Kaj Munk

Kaj Munk skriver i denne Kronik om Thit Jensens „Valdemar Atterdag“ og er i sine personlige Bemærkninger i det store og hele enig i den Kritik, Romanen har faaet.

DET var Hans Brix, der engang anmeldte et Værk med saalignende Ord: Denne Bog vil opnaa det Levnedsløb, at den vil blive rost af Christian Rimestad og derefter blive glemt. Der er noget alment tilkendegivet i denne Udtalelse. Bøger nutildags har Liv eller dog Skinliv Anmeldelsesdagen, og derefter kan Græsset gro frit. Heldigvis gælder det ikke alle. Endnu kan man komme ud for, at en Bog flere Maaneder efter, at den er udgivet, er aktuel. Det sker for Tiden med „Valdemar Atterdag“. Hvor man kommer, læses den og diskuteres den. Det er glædeligt, saa meget mere, som Bogen ikke er god, hvis man maa bruge Urtekramsudtryk om Kunst. Hvabehar? er det glædeligt, at en daarlig Bog læses? Den er ikke daarlig, den er fuld af gode Ting; der er overhovedet saa meget godt i den, at den drukner i det. Men den har som altid sat sig høje Maal, og det er lykkeligt, at Folk søger hen til den ædle Stræben og for dens Skyld viser Overbærenhed.

Det er opløftende, at Læserne atter spørger efter det gode, selv om det ikke fuldtud er lykkedes, end efter det fuldkomment daarlige.

Og det er opløftende at erfare, at mere forkvaklede er vi dog endnu ikke, end at en Bog stadig regnes for en Begivenhed, maaske af større Betydning end sidste Nats Bombeangreb.

*

Med „Stygge Krumpen“ øvede Thit Jensen en Bedrift. Maaske gaar det an at sige, at hun med „Valdemar Atterdag“ har nøjet sig med at faa Bersærkergang? Er Forholdet dette, kan det saa egentlig overraske?

Fru Gefion kan ikke to Gange pløje Sjælland ud af Sverige; næste Gang, hun forsøger det, bliver Tyrene uvane og bisser. Thit Jensen er kommen for svært til denne Roman. Hun har gjort et Forudarbejde, der aftvinger En den allerhøjeste Beundring. Bare Synd, at denne Beundring gælder Forarbejdet i Stedet for Arbejdet. Af det vældige Stof, hun har støvet sammen, skulde hun have skrevet en Doktordisputats, i hvert Fald en sprænglærd historisk Afhandling. Af de kummerlige Rester, den liden Smule, der blev tilbage, kunde hun saa have skabt Romanen. Ikke mindst paa den historiske Digtnings Omraade gælder det i fuldt Alvor, at Kendsgerningerne distraherer.

En af de mere afgørende Fejl ved Romanen er, at den mangler Enkelhed. Jamen naar nu Forfatterens Styrke er Mangfoldighed? Vel, men selve Mangfoldigheden kræver den Enkelhed at gaa op i noget. Ved pludselig at slippe alle Instrumenter i Orkestret løs, bare med det Formaal, at nu skal Kræfterne høres, opnaar man ikke andet end, at Tilhørerne falder i Balledaame.

Det er underligt med dette mægtige Værk (og mægtig i mere end Betydningen omfangsrig), at man er sammen med, ja, man synes Tusinder af Personer, men der er ikke en af dem, man kommer til at holde rigtig af. Maaske det hænger noget sammen med, at de er Personer og ikke Mennesker – for ikke at være uretfærdig mere Personer end Mennesker. Der er nu denne Valdemar Atterdag. Der er ikke den Ting, man ikke faar at vide om ham, lige fra hvad han tænker under Højmessen, til hvordan han anbringer sig i Sengen hos sin Hustru. Og alligevel kender man ikke Manden, naar Tæppet falder for sidste Akt. Hvad ligger det i? Maaske i, at han er for fuldkommen. Der er ikke noget ved den Mand, som man ikke synes om. Derfor synes man ikke om Manden.

Den eneste i Bogen, der virkelig er Kød og Blod, er Dronning Helvig – og saa er det fine ved hende endda, at hun næsten ikke er Kød og Blod. Dêr har Thit Jensen evnet den Bedrift at male et Menneske, saa man tror paa, at det er en Helgen. Og den geniale Streg, hun bruger, hvorved det dumdristige er lykkedes, er Syndsbevidstheden hos denne næsten syndfri. Der er som bekendt det mærkelige ved Syndernes Forladelse, at de, der har Brug for den, regner den ikke, og de, der regner den, er saadanne, som, efter hvad vi andre mener og kan se, ikke har mange Synder at bruge den til. De rene af Hjertet er fortvivlede over deres Synd. Morten Luther f. Eks. De syndbebyrdede ved overhovedet ikke, at der er noget, der hedder Synd. Der er den psykologisk sande og gribende Virkning i dette Træk om Helvig, dette væsentlige Træk i hendes Karakter, at hun, den fuldendt lykkelige, er rystet af Tungsind, at hun, den rene, er tynget af Tanken paa sin Synd. Desværre forplumres det hele noget, viser sig at være knap saa godt, som man straks troede og beundrede, ved at Forfatteren, i Stedet for at lade det staa ved sit Værd, henter grovhændede Forklaringer fra Sjælevandringslæren, at det er Synder, Helvig har begaaet i en tidligere Tilværelse, der nu skygger over hendes Liv. Det er i det hele en af Bogens største Skuffelser: i Stygge Krumpen vidste Thit Jensen, at Tilværelsens Kerne ligger i det absolut skjulte og uransagelige – kun gennem Troen (og altsaa ogsaa Kunsten) kan vi komme den nær. Men denne høje Visdom har hun sluppet i sit Rabies i Valdemar Atterdag; nu gaar det los med Filosofier og Systemer.

Her er nu f. Eks. et Ord som sisn, der jo ikke eksisterer. Man kan lige saa godt sige X eller Z eller Abracadabra. Men hvor er det praktisk med saadan et Ord, og hvor er mange Filosoffer blevet store paa det! sikke en Masse Sider man kan bruge til at forklare sig selv, hvad man selv mener, sikke et Læs af Dybsindighed man kan dynge paa saadan et nyt Ord, der ikke som de andre er krumslidt af at bære i Forvejen.

Det er overhovedet det, der skader Thit Jensens Personer, at helst bliver hun jo ved det udvendige af dem, hvordan de ser ud, og hvad Tøj de er i. Og hvor elsker hun sine Dukker og at klæde dem af og paa og lægge dem i Seng og tage dem op og især at lægge dem i Seng. Men det kan jo ikke nytte, engang imellem maa vi jo ogsaa ind i Dukkerne, og saa skulde der gerne være mere end Savsmuld. Hjerte kan man vel ikke ligefrem forlange, men dog noget i den Retning, og helst ogsaa lidt Hjerne, og dêr er det saa, at naar Lysten ikke driver Værket, saa klarer vi os med Foredrag i Stedet for det mærkelige, der hedder Sjæl.

Der er aldrig skrevet Mage til Bog paa Jorden. Der er ikke Livsappetit i den, men Livsforslugenhed indtil Glubskhed. Den er som Gedden, der sluger Fisk, som er større end den selv. Ugørligt, siger De, jamen denne Bog er ogsaa ugørlig. Den er saa overdaadig af Styrke, at den slaar sig selv ihjel. Dens Billedrigdom er saa rivende, at man synker i Floden og langt om længe dukker op og har været fra Bevidstheden og altsaa glemt det hele. For den samme Ting et Billede, og nok et, og et endnu. Eet af dem vilde staa – for eet godt siger mere end 3 lige gode, lige som tre, der snakker i Munden paa hinanden, slet ikke bliver bedre forstaaet, end om bare en af dem talte – altsaa eet af dem vilde staa, men straks spurter det sidste frem og sluger det første, og straks det næste igen, og det er saa graadigt som Slangen i Zoologisk Have, der fortærede baade de andre Slanger og sig selv. Og hvad skal vi saa sige om Ordene? der bruges samtlige, som det danske Sprog ejer, og et større Antal flere, som hverken det eller noget andet Sprog ejer, nogensinde har ejet eller nogensinde vil komme til at eje.

Sandelig, man forstaar, at denne Frue engang har rejst for Den personlige Friheds Værn. Maadeholdsforeninger kan ikke være noget for hende. Hvad hun caperer af Hor paa disse 5-600 Sider, det er saadan, at man maa spørge, hvordan det overhovedet har været muligt for Ægteskabet at holde sig oven Vande gennem Aartusinder? Hvad hun forbruger af Tøj, det er saadan, at om Præsident Roosevelt, der for Tiden ligger inde med hele Verdens Guldlager, blev Filmsinstruktør og vilde optage „Valdemar Atterdag“, gik han fallit. Hvad hun forbruger bare af en Ting som Uvejr – Thit Jensens Tordenvejr har der aldrig været Mage til paa denne lille tarvelige Klode, der faktisk er fedtet udstyret med Atmosphære. Betænk, hvad vi selv kan lave af den Slags Ting. Det var godt, at Vorherre ikke havde hende til Inspiratrice, da han opfandt Tordenvejret, for saa var hele hans Verden knitret til Gloaske straks. Saa maaske var det alligevel ikke godt.

Hvad der bidrager til at svække Bogen, er den Omstændighed, at den fremkommer paa et Tidspunkt, hvor Danmark trænger saa inderligt til den. Trænger saa inderlig, saa brændende til at faa at vide, hvordan han var, denne Mand, der kom og genopbyggede Riget i en haabløs Situation. Men vi faar ikke rigtig noget at vide om det. Spillet er for let, fordi han ikke har noget inde i sig selv at kæmpe med. Vi faar bare at vide, at han var lykkelig i sit Ægteskab. Og det var jo rart nok for ham. Og hjælper ikke os andre ret meget.

Saa er det sagt. Saa har vi skaffet vor Skuffelse Luft. Saa har vi bedt vor store Digterinde om næste Gang at tage sig af Savsmulden og spare paa Omklædningerne. Og saa har vi sagt hende, hvor stærkt vi trænger til hende, fordi hun er et af de faa Tal i vor Forfatterforenings Liga af Nuller – et Sind, der kender Besættelsen, og et Mod, der griber om det helt store, og en Evne, der i sit højeste ikke forgriber sig.

Det helt store forekommer nemlig ogsaa i denne Bog. Og er det ikke mærkeligt – det bedste, Digterne har skrevet, findes ofte i deres ringere Værker.

Behøver vi at fortælle, at vore Øjne var vaade, da Kong Valdemar glemte sin lille benlamme Datter, men vendte om, tilbage til hende og gjorde det godt igen? Behøver vi at sige, at vi sjældent har oplevet sublimere Kunst end Skildringen af Valdemar og Helvigs første Møde; ja, og af deres Møder Gang paa Gang Bogen igennem? Behøver vi at sige, at Varberg-Konferencen med Intriger og Rejsning og det, der sker, og det, der ikke sker, vil næppe nogen Digter i nogen Fremtid kunne gøre livfuldere, enddog han vil have Kilderne til Godesberg og München at øse af?

Stig Hvides Søn – bah, hvordan kan en Kvindesjæl fra Farsø saa parisisk eftergøre Mandsfordærvelse? Stormen paa Taarnborg – jamen, hun maa have Ret, der maa være noget med Sjælevandring, denne Reportage kunde hun ikke bringe, hvis hun ikke selv havde været med – og Svinene, som skriger af Forurettelse, de, som ingen Skytshelgen har!

Eller behøver vi at sige, at Gang paa Gang til vor Dødsdag vil vi slaa op Side 136 og følgende i Bind 2 og læse den allerdejligste, spændende, haaroprejsende, yndige, yndige Historie om, da de tre smaa Prinser stak hjemmefra – den er en Disney værdig.

– – –

Thit Jensen er et Krater. Vore andre Romanforfattere er oftest smaa Lejrbaal af Folk, der er ude at ligge i Telt, og det regner. Vil man varme sig ved dem, faar man sodede Fingre, og det er alt. Men hos Thit Jensen – hovsa, der gik man over Ende, og det fyger og flammer og tordner, og snart har man Hovedet opad og snart Benene, og selv om Krateret, som dennegang, holder Ferie ind imellem, saa maa man dog, naar man slipper levende derfra, nyse og hoste og harke og gnide Øjne og smage af Svovl. Og sige: „Himmel, dette var Ild!“

Kaj Munk.