En Dreng paa Lolland

En Dreng paa Lolland

Af Kaj Munk

Kaj Munk skriver i denne Kronik om Valdemar Rørdam, der med sin nye Digtsamling „Holeby“ –: „… igen har skænket os en god Bog, rig paa Skønhed og Dybsind, Smerte og Smil, saa dansk, som kun han af de danske Digtere kan gøre det.“

KAN noget godt være fra Nazareth, hedder det i det nye Testamente. Og, Herregud, er du fra Rødby, kan det vel oversættes til paa Dansk. Nu har Valdemar Rørdam tilladt sig at lade Gyldendal udgive en Digtsamling, der hedder slet og ret Holeby, baade slet og især ret. Hvad er Holeby, spørger De. Og det er min tunge Pligt at svare Dem, at det er en Stationsby paa Maribo–Rødby-Banen. Er Rødby langt ude, maa dets Stationsbyer vel ligge helt uden for, hvad der kan nævnes i ordentligt Selskab. Men tro det ikke: Hvad Valdemar Rørdam rører ved, bliver ikke til Guld altsammen, men noget af det gør, og noget andet af det bliver til det, der er endnu finere.

Holeby. Han har været Barn der, har Rørdam. Nu er han et gammelt Barn, men hans Mesterevne til at vende Verset er lige ung. Den tager han da i Brug for at faa sig en Plads mellem Attentatmændene paa den gamle Skrøne om Lolland som et Mødested blottet for Ynde og Aand. I det Rørdamske Blankvers, der er skæmmet af hans Hinke-stædighed, at han ikke kan dy sig for paa umulige og umotiverede Steder at smutte en overflødig Stavelse med i Løbet, og saa er det for Resten det eneste, det er skæmmet af, fører han sin Barndoms Lolland frem for os, saa Haanden atter og atter maa i Smug til Øjet. Det er Epos, det er Lyrik. Dansk Land. Dansk Sind. Bare, at man vilde gerne, han ind imellem gjorde Holdt og gav os et Vers uden for Blankverset, en Sonet, et Hjertesuk, et Smil paa fire Linier. Han skal give os alt, hvad han endnu formaar og gemmer i sig. Nu begynder vi jo endelig at huske ham. Hans Fædrelandssange synges som aldrig før. Er Tiden ikke ogsaa inde til at huske paa hele hans myreflittige og geniisprængte Produktion og hente det frem af den, som Danmark i Dag har Brug for?

Med Livet klemt i to smaa valne Hænder
følger en Dreng sin lille hvide Sti,
gaar ad en Vej, hvis Maal han ikke kender –
til Stien smutter fra ham i det Fri.

Saa yndigt personligt begynder den bitte Valdemar sin Opdagerfærd ud i det fremmede Land, de nys er flyttet til. Saa personligt og dog! hvilket Drag af Almenmenneskelighed over de fire Linier.

Se, det har sneet i Nat, imens han sov!
Mod Søens Vige, som er graa og sure,
sænker sig langs en brunlig Egeskov
hvidt skinnende med sorte Spær og Plov
Stubmark ved Stubmark; mørkerøde Mure
knejser hinsides mellem nøgne Træer,
Maribo Kirke, saa mærkværdigt nær
og varm i dette hvidgraa Vinterskær.

Ak, man mærker det endnu. Den lollandske Feber begynder allerede at dumre En i Blodet. Men efter Vinterens Feberjag Vaarens Blidhed. Hør her:

Det klare Foraarslys med regnvaad Glans;
den kurrende Musik i Solskinsblæsten
om blaa og hvide Duers kælne Dans
paa mosgrønt Straatag; og den Lugt af Landet,
vaad Jord, nyt Græs og nyspredt Gødning, blandet
med Duft af Hyacinther og Tazetter,
som over smalle Karme strømmer ind
fra Have og Lund i maanehvide Nætter
med krydret Sødme til et aabent Sind
og søde Fuglefløjt fra dugget Krat,
mens fede Frømænd skoggerler i Dammen
utrætteligt.

Der er i denne – man kunde sige: Katalog noget overvældende, der ligesom holdes igen paa, en Begejstring, som stuves inde. Forklaringen er, at denne lykkelige Opregning indrammes af to Sætninger, der staar i den mest skærende Modstrid til deres beruste Indhold, foroven: Ens Mor er død. Hvad er saa hele Resten? og til Slut: Hvad nytter det altsammen?

Foraaret er opfanget ikke af Drengens friske Sanser, men af Drengen med Moderens døde Sanser:

Det skulde Mor ha' mærket, Dag og Nat,
og blevet rask og glad. Nu mens alt gror,
har man en Grav at gaa til; ingen Mor.

Rørdam har jo tifold Ret overfor det klassiske godtkøbte og overfladiske:

Hvis du har Sorg i Sinde,
gak ud i Mark og Lund.

Naturen er kun skøn, naar man er glad og aabensindet. Overfor den dybe Sorg kommer Fugle og Blomster ynkelig tilkort. De friske Vinde kan blæse meget bort, men ind i Hjernen naar de ikke for at støve af. Tværtimod: Naturens Følelsesløshed og Selvoptagethed kan gøre en Menneskesjæl bundløst ensom og forpint. Allerede 9 Aar gammel har Barnet her sanset det: det er en Slags Forræderi mod Mor at give sig hen i al denne Herlighed, mens hun ligger i Kisten og bliver snydt. Efterhaanden som det lollandske Foraar ruller alle sine Dejligheder op for ham, bliver han stadig mere og mere indesluttet og bortvendt. Det er forbavsende skønt gengivet i Digtningen her. En saadan Indlevelse i den Døde har en dansk Bog næppe givet Melodi for siden Kiddes „Aage og Else“. – Bitterlig gribende at læse netop i Aar, da vi alle har oplevet Foraaret i al dets Ynde umiddelbart efter et Dødsfald.

„Hjem“ siger man om Huset, hvor man boer,
om end Ens Hjerte dér maa hjemløst banke.

Vinter Og Vaar. Men smukkest i vort Land er vel Høsten. Naar Rørdam skal digte om lollandsk September, ved han nok, hvor han vil søge hen; ikke til Skoven, for den er lige saa smuk paa Fyn og Sjælland og endnu smukkere paa Langeland, ikke til Heden i dens Senblomstring, for Hede er der slet ikke noget af paa Lolland, nej, Rørdam vilde ikke være den, han er, om han ikke i Minderne fra dengang var draget netop til Stakhaven.

Mage til Haver saa man aldrig før!
I brede Blomsterbaand langs flade Veje
duver de duftfyldt for hver Husmandsdør:
Pæon, hvid Lilje, Rose og Akeleje
med Honningbi og Sommerfugl i Dans
for Sarons Yndighed og Karmels Glans.

– –
Men i Septembersol, da vi var Drenge,
lyste bag Lollands pilehegnede Enge
det gyldne Vartegn for en hjemlig Kaas:
Højt over Møddingen, i Solskinskrogen
imellem Laden, Urtehavelaagen
og Porten ud til Præstemarken saaes
mod Have og Lund det Guldbjerg af en Stakke,
der som en raat udhamret Smykkelaas
glimred om Gaardens konehvide Nakke.

*

Er Valdemar Rørdam en af dansk Naturs inderligste Kendere og Elskere, er han ikke mindre hjemmevant i det danske Sind. De Mennesker, der stiger ud af „Holeby“s Blade, har noget at sige os hver især. Der er nu først og fremmest Drengen. Rørdam husker lynende sikkert og alligevel aandfuldt. Kan man ikke lære sine egne Børn en Smule at kende ved at høre om Barnet her? Kan man ikke af dette suge sig en Draabe Visdom overfor dem? Det er jo en Gaade, hvor disse Børn kommer fra. Nogle siger, at de fabrikeres, og at man i Seksualitetsopdragelsens hellige Navn skal sætte allerede Spædbørn ind i Fabrikationens tekniske Finesser. Nonsens og Løgn. Historien med Storken kommer i hvert Fald Sandheden betydeligt nærmere. En mystisk Fugl har hentet dem fra Eventyrland, det lader sig høre. Den rigtigste Forklaring er jo nok den, som ogsaa Maeterlinck er inde paa i Den blaa Fugl, at de har siddet oppe i Vorherres Ventesal, til et Tog har hentet dem ned paa Jorden. De bærer dog Præg af at staa Paradiset meget nærmere end vi Voksne; mens det for vort Vedkommende er kendeligt, at vi er Aber, det er gaaet tilbage for, er Børnene virkelig endnu Mennesker. Hvilket Problem med Børneopdragelsen, hvor jo altsaa de mindre menneskelige skal opdrage de mere menneskelige! Uden I bliver som Børn igen …, siger den Herre Kristus. Ja, han vidste Besked. –

Hvor holder man af den Dreng her! hvor respekterer man ham! hvor synes man, det er Synd for ham, at han er blevet til Valdemar Rørdam, kan Forfatteren selv tænkes at udbryde med et Suk! Knapt er det, hvad der fortælles om ham, dramatisk knapt, nøjagtigt det, der skal til, og ikke mere, for at Helheden kan ætse og lyse. Et lille Træk om Drengen, der fortæller paa sin syge Mors Sengekant om en Kaneturs Pragt, er nok til at sige os, at her er en Mor og et Barn, er nok til at faa os til at hulke over, at de skal skilles, er nok til at faa os til at nikke til, at 9-Aars-Trodsen kun vil kalde sin nye Mor for Tante. Og hvor er det dog sundt og livsvarmt og livsaabent, at det, der faar Gutten til at forstaa Sagen og til at li' hende, er, at han overrasker hende og Faderen i en Elskovsdans; hos en Hamlet eller en Pietist vilde det have skabt Ækelhed og uddybet Had. Og hvor er det det hele engang til endnu mere, at det, der overrumpler Drengen til, sin Beslutning til Trods, at sige Mor til hende, er Madonnasynet af hende, første Gang hun giver sin Nyfødte, hans Halvbroder, Bryst. Jeg kan ikke dy mig for at citere … jamen det er halvanden Side – det gaar ikke an i en Dagbladsartikel … men der er da den Udvej, De selv køber Bogen, alene den halvanden Side er hele Prisen værd, hvis De vil, jeg skal snakke for Varen.

For lidt faar vi at vide om Faderen. Rørdam har været Kristendommen for nær til, at han maa snyde os Besked fra om en ærlig Præstemand. Funklende fortæller han om de andre, Rationalisterne, paa deres Vis ogsaa ærlige. Det er godt, de er døde. Og Gud forlade mig: man savner dem. Nu sidder Petersen (som jeg selv er døbt) og Jensen og Hansen i de gamle Præstegaarde (eller i de nye Præsteboliger, elektr. Lys, varmt Vand (som ikke maa bruges) og W. C. (som endnu maa)), i gamle Dage sad der Nannestad og Worsøe og Fabricius, da talte de om Kultur, og nu taler de om Brændselspriser, da kendte de Virgil, og nu kender de højst Lohse, de kunde smage Forskel paa Aargangene, nu er de oftest bare saa pokkers religiøse. Fremtidens Præstestand vil atter hæve sig; den vil forbinde Tro paa Gud ja Martyrtro, om saa skal være, med menneskelig Overlegenhed.

Men altsaa, hans Far faar vi for lidt at vide om. Naar han kan slaa os troende Kristne med tre saa uretfærdigt haarde Linier:

Man sænker Kisten, tre smaa Skovle Jord
kastes hult plumpende mod Kistelaaget,
fulgt af det Trøstens Ord, som ingen tror,

skylder han os at fortælle mere om den Mand, han lader skinne igennem, dog troede dem. De Mundsmage om Past. Rørdam, der med karrig Haand serveres flot, ophidser Appetiten. Alene det, at en Præstemand har set Lolliker i sin Kirke, gør ham til noget af en zoologisk Bemærkelighed. Her paa Lolland, sagde Pastor Geismar, gaar Folk ikke i Kirke, her gaar de i Kærke, d. v. s. det gør de heller ikke. Men i Holeby har der altsaa været en Epoke siden Knud den Store, hvor de har gjort det. Grundene er indviklede og mange, især en af dem klinger i det troværdige:

Desuden hædrer det de to smaa Sogne,
at Præstegaard og Kirkebakke nu
ligner en Markedsplads med Heste og Vogne
langt borte fra – selv Falstringer, saagu!

Jo, Valdemar Rørdam baade kender sine Pappenheimere og kan lave Vers … selv om Daktylerne træder Jamberne lidt paa Fødderne.

Den Mand, der selv er født i Arkadien, maa dog have Lov til at fremsætte et Par arkadiske Anmærkninger. Side 53 læser vi:

– – Hvor med sit Spindelvæv
af Pyt og Pløre Vejens vaade Stige
staar rejst mod Aftenhimlens lyse Gavl ….

Man vilde vel foretrække „sorte“ i Stedet for „vaade“ og er endda i Tvivl om, der ikke foreligger Erindringsforskubbelse; er Stigen rejst mod Aftenhimlen, kan for det første Lyset herfra ikke falde ind over dens Spindelvæv af Pyt og Pløre; men for øvrigt lyder Billedet jydsk og ikke lollandsk; den Slags Stiger forekommer ikke der; i hvert Fald bedes Adressen opgivet. Paa samme Side nævnes Ordet „Gadekær“; det var morsomt, hvis der i Stedet havde staaet „Bysjøvl“, ligesom „træder“ Side 65 skulde have været „drinker“. „Jeg har ikke skrevet mine Vers paa Dialekt“, kan Forfatteren værge for sig, men saa hænger vi ham op paa Side 62, hvor han lader os Lolliker snakke Langelandsk eller Fynsk eller noget andet mindreværdigt: „Den Præst han er itt saa vov.“ Hvad er „itt“ for noget? Paa Lolland hedder Sætningen: „Ding Præst hann' saa vov“, eller for at blive i det første Citats Aand og Form „den Præst han er sgunn' saa vov.“

– Tilgiv mig disse Vigtigmagerier, Valdemar Rørdam; det er mig saa nært at nusse rundt igen derhjemme, dobbelt kært at være Dreng igen og Dreng sammen med Dem. Meningen med det hele var jo bare at sige Dem Tak for, at De igen har skænket os en god Bog, rig paa Skønhed og Dybsind, Smerte og Smil, saa dansk som kun De af os danske Digtere kan gøre det.

Kaj Munk.