Kejseren af Portugalien og Diktatorerne

Kejseren af Portugalien og Diktatorerne

Af Kaj Munk

„Selma Lagerlof var en af Hjørnestenene i min Tilværelse. Og det med en eneste Bog: Kejseren af Portugalien“.

DEN gode Homer skal ikke være ked af at falde i Søvn engang i imellem. Han er jo hverken Gud eller Halvgud, saa hvordan skulde han kunne undgaa det? Til en fortfarende Række af lige store Perler er det ikke givet nogen dødelig at lukke Østers op. Digteren kan ikke altid være over Gennemsnitshøjden af sig selv. Indses umiddelbart, skulde man tro. Alligevel bliver Kritikken oftest meget fornærmet over, at dens Udkaarne, som sidste Gang lod Solen staa stille i Gibeon, denne Gang lader sig nøje med at opholde Maanen i Ajalons Dal. Saa faar han at vide, at han skal tage sig sammen, og at han maa ikke slappe Kravene til sig selv, ja maaske beskyldes han for noget saa forfærdeligt som at begynde at lefle for Publikum. Arme Digter som om han har det mindste Begreb om, naar han præsterer noget fortræffeligt, og hvordan han bar sig ad med det. Maaske udgav han noget, han ømmede sig ved og slet ikke fandt sig værdigt – Hurra raabte de allesammen. Overrasket lagde han ud igen, og saa vilde det ikke gaa, men kom alligevel efterhaanden – ja, nu var der det rigtige Sug i Hjertet – værsgod, mine kære Venner. Men saa sagde de kære Venner, altsaa de blideste af dem, – for de andre sagde meget værre Ting – dette undskyldende om interdum dormitat bonus Homerus.

*

Sov han saa ogsaa? Ja, det er det kildne ved det, at hvem kan med i Sikkerhed fastslaa, naar Homer sover eller er lysvaagen. Husk, han er jo blind. Øjnene kan man ikke rette sig efter. Skal vi tage Skoleeksemplet kendt til Trivialitet: Da Andersen lagde ud med sine Eventyr, sagde alle incl. Andersen, at nu snorkede Homerus. Nu siger vi alle, stadigvæk incl. Andersen dær, hvor han nu er, at mere spilvaagen var han aldrig. Skal vi gaa et Par forvovne Skridt længere og kuldegyse os ned langs Rygraden ved at forestille os en Dag i en eller anden Fremtid, da det store Flertal er uvidende om hele Verdens Andersen, og de faa Kendere samstemmer i et uinteresseret og affejende: Affekteret og sygeligt Pjat.

*

Saadan sidder man og falder i Staver en sur, gusbeskidt Paaske, mens Sverrigs fine, store Digterfrøken flys til Jorde. Hun var en af Hjørnestenene i min Tilværelse. Og det med en eneste Bog. De maa for mig have Gösta Berling og Jerusalem og hele Stadsen. Blot jeg maa beholde Kejseren af Portugalien. Den og Junglebogen og Peer Gynt og Buch der Lieder (Bibelen er saa selvfølgelig, at den ikke behøver at nævnes) – mon man saa ikke kunde klare sig i Tugthuset?

Kloge Folk har godt nok fortalt mig, at med denne Bog lagde den store Digterinde ingen Alen til sin Vækst. Men var der ikke engang en Søren Kierkegaard, hvis Ærgerrighed var at finde hin enkelte Læser fremfor at blive bestseller? Er der noget ondt i at sige, at Selma Lagerlöf gerne maa have skuffet 300 Anmeldere, blot hun har glædet mig?

Det var nuværende Pastor Aagaard i Them, der i Regensens unge Dage præsenterede mig for Kejser Johannes af Portugalien. Begivenheden fandt Sted ved den gribende Lejlighed, da han mødtes med Kongen af Sverrig og fik bilagt Broderstriden mellem dette Land og Norge. Mødet var ikke mindre majestætisk end det mellem Hitler og Mussolini nu, og maaske tør man gætte paa, at der kom mere Velsignelse ud af hint, end der vil rinde af dette sidste.

Naa, men jeg fik jo saa at vide, at det var ikke det eneste Sted, Kejseren optraadte. Der fandtes en hel Bog om ham. I en Fart fik jeg sikret mig den. Og gamle Jan af Skrolykke blev mig en daglig Omgangsfælle. Han flyttede med fra det bølgende rige Studenterliv til den fattige Præstegaard ved Danmarks Yderskel. Det er Skik her i Sognet at korte Vinterkvælden baade med Stev og med Lok eller for at tale Prosa, der eksisterer et Begreb, kaldet Hyggeaftener (Regensens Slobrokaftener omplantet og fortsat paa jydsk Grund): vi samles om Vinteren en Gang om Ugen, Præsten for at læse op, Mændene for imens at ryge og Kvinderne at strikke, midt i det hele Kaffetaar og Salme- og Fædrelandssang.

Ved den første Række af disse Bindstouw-Aftener fremførtes Kejser Johannes. Senere er meget andet proberet, endog Intet Nyt fra Vestfronten er blevet slynget en intet anende Menighed ind i Ansigtet. Men hverken Remarque eller Ibsen eller selv Andersen har besejret Sindene som denne lille Selma Lagerlöf-Bog. Ved en Vakance i Præsteembedet i Stadil en Vinter erfarede jeg, at den havde samme Styrke der. Alle løftede vi sammen med Jan bitte Klara Fina Gulleborg paa vore Arme, og alle bøjede vi os for den gamle Kejsers Majestæt.

*

Hvad er det for en Fortryllelse, der staar ud fra den Smule løst sammenhæftede Blade? Ja, hvad er Kunst for noget? „Digt og forbandet Løgn“, undser Peer Gynt sig ikke for at nævne i samme Aandedræt. Og for mange jævne Mennesker kommer det at digte og det at lyve nogenlunde ud paa eet.

Men at digte er et Tværtimod over for Løgnen. At digte er at afsløre Øjenforblændelsen. Videnskab er at finde den Sandhed, der kan bevises, Kunst at gætte sig til den, der ligger endnu dybere. Hvordan ved man da, den gætter rigtigt – at det er Sandheden, den gætter? Ja, det er Kunstens Hemmelighed, dens Evne, at herom overbeviser den. Den bibringer Hjertet en saadan Befrielse, at det ikke kan andet end sige ja.

Det er dette dristige Gætværk med denne underfulde Maade at udføre det paa, Selma Lagerlöfs Bøger triumferer i. Billigvis skal hun have 222 Sider til at sige, hvad H. C. Andersen klarer med 4. Det er der ikke noget at sige til. Og fuldt saa perleklart som Den lille Pige med Svovlstikkerne bliver det vel heller ikke. Men det danske Eventyr og den svenske Fortælling er umiskendelig skrevet med Blæk fra samme Kilde – Kastales, der springer ikke alt for langt fra Daabens og den Helligaands.

Julemorgen sidder der en lille Pige frosset ihjel op ad en Mur; det er, hvad vi alle kan se; et Knippe afrevne Tændstikker ligger ved hendes nøgne Fod; hun har villet varme sig; det er, hvad vi alle kan slutte. Giv hende til Videnskaben; den kan obducere hende, saa det bliver bevist, hun er død af Kulde og Underernæring; og den kan skrive Dødsattest, saa det bliver slaaet fast, at hun er død. Mere er der saa ikke. Ud over nogle Skuldertræk og Hændervridninger hos os andre over Livets Ubarmhjertighed og Grumhed.

Men Gud være lovet kom ogsaa Andersen forbi den døde Pige. Haanende lader Strindberg i „Faderen“ Lægen sige til Præsten, da Ritmesteren er død: „Min Kunst er endt, nu kan Deres begynde.“

Ja, nu begynder Andersens Kunst. Som en Sherlock Holmes bøjer han sig ned og gransker det arme lille Ansigts ihjelfrosne Træk, bøjer han sig ned og undersøger Tændstikkerne i Knippet, en for en. Og saa begynder han at gætte – ud af sit eget Sinds, sit eget ømfindtlige, ja, ubeskyttede nøgne Sinds Angst og Medynk begynder han at gætte paa, at Sandheden er det modsatte af, hvad han ser – selv et Fattigmandsbarn, kejtet og grimmig og hjælpeløs i haarde Fingres Greb, rejser han sig som en Kæmper og Kæmpe mod den skamløse „Virkelighed“s Raahed, og i mægtige Billeder af Lys og Varme og Fest holder han saa aandsbaaren en Ligtale om Livets Sejr og Guds Naade, at vi knuger vore Hænder sammen i et „Uimodsigeligt“. Han har vist en Virkelighed modsat af „Virkeligheden“ og højere end den. Ikke Løgn og forbandet Digt. Men Sandhed og velsignet Digt.

Og nu Jan af Skrolykke – ja, vi ser jo alle, at han er en udslidt, sølle Per Eriksen, en vantreven og ynkelig Daglejer, ikke engang Husmand, et Ansigt, man slet ikke vilde lægge Mærke til i Vrimlen, om det ikke var, fordi han ser saa særlig forkommen og enfoldig ud. Overgiv ham til Psykiatrien, lad dem konstatere i hans Smule Hjerne, hvordan Sorgen over Datterens Skæbne i Hovedstaden har faaet den til at gaa over det sidste Gevind, der var tilbage. Men Gud være lovet kommer Selma Lagerlöf en Dag forbi Skrolykke. Og med Digterens forrygende Mod gav ogsaa hun sig til at gætte – at det var en Kejser, hun her havde foran sig, en Mand af Magt – naar alle de andre var dumme og svage nok til at lade sig løbe over Ende af det tilsyneladende, som de antog for Virkelighed, for eneste Virkelighed, saa gennemskuede Jan det triste, graa, uhumske Blændværk og saa bag det Farver, Fest, Lys, Livets Kraft og Guds Naade – og endte jo med at faa Ret.

*

Vi lever i en Verden, hvor Klara Fina Gulleborg tager til Stockholm og bliver det modsatte af alt, hvad der er klart og fint og Guld. Det Liv, vi elsker, slaar os med Slag, som er ved at faa os til at segne. Aah, hvor er det til at takke for, at vi saa løber paa en gammel Kejser, der blankt ud ikke tror paa det. Han er fillet og ynkelig at se til – en Latterlighed over for Uniformer og Kanoner – alt det, der præsenterer og raaber højt. Han er saa hjælpeløs som selve Kærligheden i denne haarde Verden. Og han dør da ogsaa af sin Hjælpeløshed. Dybere Afmagt end Dødens er det vel ikke muligt at naa til. Men underligt nok: jo fattigere og taabeligere han bliver, jo mere Magt staar der af Manden. Og da det omsider var helt ude med ham, da han bare var et Lig paa Bunden af en Fjord, se, da blev han stærk som en Guddom –  kunde gøre Mirakler – kunde gøre Frk. Gulleborg fra Stockholm til Klare Fina fra Skrolykke igen.

Kaj Munk.