Bogen om Maribo II.

Bogen om Maribo II.

Disse Linier skal bare være en Tak til Redaktør Haugner og »Lollands-Posten«s Trykkeri for den gode Jul, de to i Forening har beredt os Maribonitter: andet Bind af Maribo Historie kom til Jul, og det staar udstyrsmæssigt paa Højde med første, og indholdsmæssigt er det endnu rigere, baade i tørre Oplysninger og i fængslende Liv. Der er god Grund til at gentage Superlativerne fra vort Begejstringsudraab i Fjor, og det er os stadig et Stik i Hjertet, at noget af det første, der staar i Bogen, er: Oplag 1500. Det burde være et meget større Tal. Vi slog ved Fremkomsten af første Bind til Lyd for, at Værket skulde skænkes hvert Hjem i den By, som det er saa rolig, stærk og viril en Lovprisning af. Men ogsaa Skolerne skulde have hver et Skabfuld af Exemplarer. Saa sobert er Sproget, at Bogen udmærket lod sig benytte til Danskundervisningen. For store, store Partiers Vedkommende vilde den blive sat til Livs med oplagt Appetit af de større Børn. Det er jo Udsigten til deres egne Vindeverrer, hyllet i et romantisk Skær af Taage og Lys.

For romantisk er Maribo, baade i Fortid og Nutid. I Fortid især, fordi Fortiden er de gode gamle Dage, som dog utvivlsomt nok saa meget er gamle som gode. Det dufter immer saa hyggeligt fra den Tid, der er forbi, men Haugner er ubarmhjertig nok til at fortælle os, at det, det dufter af, er, at Købmand Engberg midt paa Dagen i den varme Sommertid kører Svinegødning ud uden Overdækning af Halm og paa saa utætte Vogne, at hele Hovedgaden blev overstaaet med ulideligt stinkende Møg. – Til andre Tider skyldtes Dunsten Os fra de forfærdeligt hærgende Brande. Hvor afmægtig har dog ikke en lille By som Maribo, sammenbygget og straatækket og uden nogetsomhelst virkningsfuldt Slukningsmiddel, staaet over for Ildsvaaderne, og i hvilken rygende Elendighed er den ikke efterladt Gang paa Gang af den triumferende Ild! Endda er Baalet lidet at regne over for Krigen. Den Dokumentation, Haugner lægger paa Bordet for Maribos Tilstand efter Svenskekrigene, er simpelthen rystende, skønt den Jammer nu er fra saa længe siden, at den godt kunde være Løgn. Hvor Mennesker var barbariske i hine Tider! Det er jo saadan, at man griber sig i at tænke, at Udviklingen næsten ikke har gjort det synderligt værre endnu.

Men ogsaa i Freds- og Velfærdstider har det staaet skralt nok til med Freden og Velfærden. Folk kunde nøje sig med lidt. Rørende er det at læse om, hvad Borgere i en saadan lille By paa Alfarvej maatte tage til Takke med af Teknik og Comforts. Daarlig Belysning, ingen Varme, Karikatur af Renlighed – og dog har de haft Sanser og Sind, Følelser og Tanker, der ingenlunde var mindre paavirkelige og ømfindtlige, mindre renhjertede og dybtgaaende  end vore. Nu har de vel Centralvarme, elektrisk Lys og W. C. i alle Hjemmene derhjemme. Men med al Respekt for min kære Bys gode Borgere, nogen Leonora Christina har de ikke iblandt sig for Tiden. Skal vi et Øjeblik give os Lov til at henfalde i Spekulatser: W. C. eller Lokum, en Kongedatter er og bliver en Kongedatter. Ja, maaske endda man kan gøre Livet saa let for os Mennesker, at vi bliver ringere af det. Jeg tænker paa Onkel Jacobs gamle Hus ved Siden af Barber Hermansen. dér hvor nu Bankpaladset strutter. Kigger jeg om bag Facaden nu, er der propert og Springvand og romersk, og jeg véd ikke hvad. Da jeg var Barn, var der Garveri og Sadelmageri og Hundeskarn og Rotter — — ja, og saa groede Poesiens blaa Blomst midt i den herlige Uhumskhed. Sig mig, hvad Blomst der gror paa en Flise? Kan Nøkken bo i Fontæne med Kommunevand?

Men tys, tys, Nøkken bor stadig i Maribo. Læs om ham hos Haugner, se Billederne i Bogen. Og tvivl ikke om, at Maribo er romantisk i sin Nutid. Gluuds Hus. Sukkerfabriken. Trekanten. Jo, det er der altsammen endnu, et Leve for Maribo, Enkenonnen blandt Byerne, en Tak for dens Fortid, et Hurra for dens Nutid og et Længe leve for dens Fremtid!

Kaj Munk.