Bekendelse

Bekendelse.

I min Kamp for at faa „I Begyndelsen var Ordet“ frem paa en anden Scene end Det kgl. Teaters Arkiv har Teaterdirektørerne blandt de mange Grunde, de har besmykket deres Flugt med, ogsaa dækket sig med Paaskud om Frygt for Københavnergrinet. Den tror jeg ikke paa. Dertil har de allerfleste af vort Slægtled været Døden for nær. Baade den Død, som alle Slægtled oplever, at en, der er mig dyrebar, pludselig brutalt bliver mig fremmed og ukendelig og er borte, men ogsaa vor Verdensdel, Europa, strakt ud i – var det Fødselsveer? -- eller Dødskamp? -- eller begge Dele i eet? Ja, vel ikke blot Europa, men hele vor Kultur, den vi kritiserer saa hæftigt og dog er saa stolte af.

To Mennesker takker jeg: Hans Brix, der først af alle saa Stykkets Værdi og aldrig slap Troen paa det. Og Betty Nansen, der sagde det, som en Teaterleder, der duer, maa sige: "Dette Stykke er overmenneskeligt svært at spille, derfor spiller vi det".

Jeg var ung, da jeg skrev disse 4 Akter, kunde det ikke nu mere, ung, saa al Verdens Lidelse, naar den kom mig for Øje, ogsaa blev min. Men ældre er jeg endnu ikke blevet, end at jeg stadig bevæges dybt, hvergang jeg her i Stykket fornemmer mit eget unge Hjertes bange Slag. Der vil være dem blandt Tilskuerne i Aften, hvem det gaar i lige Maade. Ogsaa dem takker jeg.

Kaj Munk.