Den store Politik

Den store Politik

Af Kaj Munk

Kaj Munk skriver i denne Kronik om Henning Kehlers Bog „Den store Politik“

Stridshingsten Henning Kehler har paa Berlingske Forlag ladet optage en Galoppade gennem Europas sidste 5 Aar. Bogen hedder Den store Politik, og Forfatteren er vel værd, at man springer paa Ryggen af ham og tager Turen med. Man maa holde sig godt fast for ikke at blive rystet af. For man kommer ud for adskilligt. Men hvis man med Hjernen nogenlunde klar og Knoglerne nogenlunde stikkende i deres oprindelige Orden naar til at stige af Side 237, er det ikke let at lade være med at give det skumsvedte Dyr nogle Klap. Man dyede sig helst, for man véd jo, at om et Øjeblik har man et Par grimmige Fortænder i Overarmen. Men man er et Mandfolk: man vover Klappene.

*

DET charmerende ved Henning Kehler er, at han er saa usigeligt irriterende. Enten siger han det samme, nøjagtigt det samme, ordret det samme om et Fænomen, hver Gang han udtaler sig om det; det er det, hans Fjender kalder, at han har en Plade liggende, eller ogsaa siger han om dette Fænomen det stik modsatte af, hvad han sagde sidst, hver Gang Berlingskes forslugne Spalter afæsker ham en Kendelse. Begge Dele er til at blive lige rasende over. Dernæst er han besjælet af en ubændig Trang til at give hvemsomhelst et Slag paa den højre Kind og i Mangel af den paa den venstre, vistnok bl. a. for at se Kinden rødme. Det gør Kinden virkelig ogsaa, somme Tider paa Grund af Slaget, og somme Tider af Skam paa Uddelerens Vegne. Henning Kehler har det overdaadigt med at springe op som en Løve, men tro ikke, han falder ned som et Lam. Som Regel falder han slet ikke ned; han bliver deroppe.

En tredie umanerlig irriterende Egenskab ved Manden er hans rabiate…. Ja, er det nu ikke nydeligt? Her vilde man skrive en Hyldestartikel, og saa sker det, at Begrebet, man skriver om, „Kritikeren“, smitter En saadan, at man for at vinde frem til det gode, man vilde sige, skal remse saa mange Indvendinger op, at Læseren er dødtræt og komplet forvirret og overhovedet ikke sanser, at man dog til Slut fik sagt og mente noget godt. Det skal ej ske. Lad os tage Udspring fra den store Vippe og med det samme gaa til Bunds i Spørgsmaalet: Hvad er det, der gør, at mens man lader Blikket glide ligegyldigt hen over Spalterne, naar de i Enden krones af Navne som Svend Borberg eller Kjeld Elfelt eller hvad de nu hedder, saa standser Blikket frydefuldt op, naar det støder paa H. K.?

Herved at tro, at det skyldes, at Henning Kehlers Blækhus – Personen selv kender jeg kun fra een eneste Samtale, og da var han forkølet – men altsaa, at hans Blækhus rummer en saa dyrebar og i Danmark saa sjælden forekommende Vare som Lidenskab. Det, Schyberg ikke har, og som gør hans Linier saa magtfulde. Ja, Livet er sjovt.

HVAD siger Brandmajoren? spørger Søren Kierkegaard om. Og han oplyser selv, at naar rare, hjertelige, deltagende, hjælpsomme Mennesker iler til Undsætning ved en Ildebrand med Strippe og Spølkum og Pibesprøjte, saa tager Brandmajoren, der ellers er en meget behagelig og dannet Mand, til Orde og siger eller rettere brøler det ud: „Aah, rejs ad hede Helvede til med samt eders Stripper og Pibesprøjter!“ Og naar saa disse Velmenende maaske bliver fornærmede og forlanger i det mindste at behandles med Agtelse, saa siger Brandmajoren: „Hvor Satan er Politiet!“ Og kommer der saa nogle Betjente, siger han til dem: „Skil mig af med disse forbandede Mennesker med deres Stripper og Pibesprøjter; og vil de ikke med det gode, saa smør dem nogen over Rygstykkerne, at vi kan blive af med dem – og komme til.“ Saa mange er Søren Kierkegaards Ord af 23. August 1855 i „Øieblikket“s Nr. 6.

Det kan ikke nægtes, at hvor Henning Kehler optræder, er der Brand i den. Og de Udtryk, hvormed han prøver midt i det store Virvar at skaffe Plads for de Rigtige og det Rigtige, giver ikke Majorens meget efter i Fyndighed. Her er ikke Tid og Lyst og Lejlighed til at holde sig gode Venner med Folk. Her gælder det ogsaa større Ting end Takt og Dannelse. Belæst er han, saa ingen Korrekturlæser kan slaa hans Rekord, og Gesandt eller noget andet fint har han været hos Zaren, men naar han kaster sig ud i Opløbet, og hans Stemme begynder at røre paa sig over Fortovet, saa staar der Mikkel – Bryggersgade – Atmosfære om ham. Oderint, dum metuant, snærrede de gamle Romere. Den er H. K. med paa. Somme Tider saa meget, at det gaar over Gevind og bliver til et Metuant, dum oderint!

Det er altid farligt at blive professionel. Men der er næppe noget, der er farligere at blive professionel i end Ophidselse. Hvis Brandmajoren skælder ud, naar det er unødvendigt bare for at skælde ud, saa gaar hurtigt Kraften af Sanct Galmand. Den Fare har Kehler som sagt ikke altid holdt sig klar af. Og der kan hos ham som hos andre Kritikere forekomme en Opstilling af de afgørende Ord i Dommen, der gør det tvivlsomt, om her foreligger et Tilfælde af Retfærdighedsiver eller et Tilfælde af pludselig Overproduktion hos en Mavesyrekirtel. Lad mig digte et Eksempel: en Stormand betænker Arbejderne med et Legat. Hvad skriver Kritikeren: Dette er en sand Arbejderven. Ja, eller: dette er en sand Arbejdersnob. At skrive det sidste uden Bilæggelse af afgørende Beviser er efter min Mening dømmende for den skrivende. Selv om han saa er et Brandmajorgemyt.

*

Men Fodboldspil uden Straffespark er vel en Utænkelighed paa denne syndefulde Jord. Altsaa trods alt: et Leve for Brandmajoren!

Hvor glider vi hen? Det er stadig Emnet, der gør min Pen rebelsk og ustyrlig. Det var jo slet ikke Litteraturkritikeren Kehler, vi skulde skrive om i Dag, men Døgnverdenshistorikeren Kehler. Disse 32 Kroniker fra Europas sidste 5 Aar er sprudet ned af et Sind, der har læst saa meget, at det vilde have ødelagt enhver anden; men se, om Læsningen har ødelagt Kehler! Han er midt inde i Stoffet, men lader sig aldrig opsluge af det. Han er ensidig i sit Skøn, men han har den Fordel, naar han skriver om Chamberlain og Rosenberg, frem for naar han behandler Marcus Lauesen eller Olaf Gynt, at her ved han, Ofrene læser ham ikke – og saa er der straks mindre ved at slaa paa Tosken. Kehler er af dem, som det lønner sig Vorherre at have givet Livet, for han gør da Brug af det. Hvad har han ikke læst sig til! hvad har han ikke oplevet sig til! og hvad har han ikke skrevet om! og faaet bestilt! Han maa have det saadan, at han med venstre Haand skriver en Artikel om Politik, han har været med i, mens han med højre skriver en Kronik om den sidste Bog, han har gennempløjet, samtidig med at han med Øjnene er langt inde i en ny.

*

Den eneste Ærgrelse, han burde have forskaanet os for i „Den store Politik“, er den, at han ikke har sammenarbejdet disse Artikler en Smule. Noget Fyldekalk og nogle Gentagelser af rent saglige Oplysninger kunde vi godt være sparet for. For Eks. ved jeg ikke, hvor mange Gange Folkesammensætningerne i salig Czekoslovakiet opregnes. Jo, og saa een Ting til: 4 Artikler, der har staaet i Maanedsskriftet „Det nye Danmark“, er ikke med her. Jamen hvorfor er de dog ikke det? Det er skammeligt, er det.

Dette er en Bog, man kan studere sig Viden til i! og det er en Bog, der er gnistrende rig paa overraskende Anskuelser og Samstillinger. Henning Kehler hører ikke til dem, der har et Ansigt, men han har mange, og spillevende er de alle. Man bliver ikke mindre glad for, at han er Kritiker, efter at have ladet sig gennemelektricere af disse Kronikers Kortstrømme. Det er dobra at have en Mand, der har Sans for mere en Litteratur, til at udtale sig om Litteratur.

Men ellers er det jo sørgelig Læsning. Ikke paa Grund af Kehler, men paa Grund af Europa. Hvad er det dog for en Tid, vi lever i! Alle Mennesker skal gøres politisk interesserede, d. v. s. optaget af at være med til Rov og Udbyttelse og Undertrykkelse. Hele Livet skal gøres politisk! Det er, som om Menneskeslægten er ved at glemme, at Roserne stadig dufter, og Viben skriger i Foraarsnætter, og Pigen er allersødest, før Kysset endnu har brændt sin Plet paa hendes Mund. Hvornaar begynder vi igen at leve for Livets Skyld, at bygge Domkirker og at brænde for Spørgsmaal af Betydning som, om Kristi Blod er virkeligt i Altervinen, eller denne er blot et Symbol?

Kaj Munk.