Bogen om Maribo I.

Bogen om Maribo I.

Af Kaj Munk

Som en fornem Julegave falder C.C. Haugners „Maribo Historie I.“ paa Ens Bord, paa én gang vægtig og yndefuld, Indbinding, Tryk, Papir, altsammen Mesterarbejde. En af disse Bøger, som det er lige lysteligt at læse i som at blade i og som at sidde og veje i Haanden. Ærlig talt forstaar man slet ikke, at en Mand fra Nakskov kan være Far til den Bog om Maribo. Lad gaa endda med, at han har skrevet den. Det der staar i Bogen, er saa forholdvis nøgternt. Men Udstyret og Billederne! Det er Kærlighedserklæring paa Kærlighedserklæring. Eller rettere, det er en Far, der ser sin unge Datter svaje sig i Dansen paa hendes første Bal. Han maa sige det til dem, der sidder ham nærmest: „Se, er hun ikke yndig!“ og lidt efter igen: „Se, er hun ikke yndig!“

Hvis man ikke vidste, man holdt af Maribo, saa ved man det efter at have bladet de 200 Sider igennem.

Bangs Have i Vinterdragt, Landemodesalen, Parti fra Søndersø, fra Aaen mellem Søerne, Katolsk Røgelseskar i Maribo Domkirke – man lukker Øjnene og ser det dejlige igen og lukker dem atter op og blader tilbage. Om det saa er den skandaløse Sti langs Søen, hvormed man tillod sig at vandalisere Præstegaardshaven, saa er den fotograferet saadan, at Norden ikke har skønnere Plet.

Det kniber jo Haugners Prosa at holde Trit med disse Billeders Poesi. Man griber sig i at synes, at de skulde være omrammet af Digte.

Men saadan noget er det slet ikke pænt at sige om en Julegave, og saa siger vi det ikke. Nej, vi siger i Stedet for Tak, rigtig varmt og hjerteligt Tak til denne fremmede Mand, der slet ikke kommer os Lolliker ved, som er kommen rejsende et Sted langt borte fra (vist noget saa fjernt som Ordrup) og blevet vor Moder Lolland saa god en Søn. For det er fortræffelige Bøger, Haugner har skænket os om dette hans nye Fædreland. Har han ikke maattet tage lange Rejser i Terrænet, har de været des vanskeligere igennem Aarhundrederne, Han har ikke sparet sig og dog er hans Bøger saa lykkeligt fri for Støv. Her er saglige tørre Oplysninger nok, men selve Bogen er ikke tør. Livfuldt stiger de gamle Dage fra Maribos Fødsel og Barndom frem for os. Klostrets katolske Tid, dets lutherske Tid (den var vel nok hamper), Leonora Christinas Lilleputhof, Forfaldet og Undergangen, det lever op for os altsammen baade i Tal og i Syner.

Naturlig vis vil der i ethvert Værk være noget, man mangler. Man vilde have været glad for en dybere Undersøgelse af Mentaliteten hos Befolkningen overfor Klostret. Og hvorfor er der dog ingen Blomster i Gartnerens Bog? –

Saa fik vi da uddybet vor Kærlighed til vor By: Saa gammel er den, saa meget har den oplevet, saa smuk og levende er den den Dag i Dag. Fortæl os mere, Redaktør Haugner. Vi rækker allerede Haanden frem efter Fortsættelsen, og vi er kede af, at Bogen er trykt i for faa Eksemplarer, den skulde skænkes hvert Hjem i Maribo By. Det fortjener den.

Kaj Munk.