Et Skrift om Opstandelsen

Et Skrift om Opstandelsen -

Af Kaj Munk

Vor Medarbejder Kaj Munk omtaler og imødegaar i denne Kronik et Skrift af Overretssagfører Krenchel: „Opstandelsen i juridisk Belysning“.

Christeu (betyder det ikke Kristustro?) har paa sit Forlag udgivet en hartad 400-sidet Bog af Overretssagfører E. Krenchel, der ønsker endnu engang at gøre det af med den Herre Jesus Kristus, som havde den Uforskammethed at opstaa af Graven til Trods for alle gamle Sagn om opstandne Guder og alle moderne Sinds Protester mod Metafysik. „Opstandelsen i juridisk Belysning“ kalder Hr. Krenchel sit Værk, og han beviser at Paaskeevangeliet har ingen Steder hjemme: 1) Opstandelsen var jo ikke engang originalt fundet paa 2) den er skrækkelig slet bevidnet og 3) opstaa fra de Døde – saadan noget gør man virkelig ikke.

Hr. Krenchel begynder sin Bog med at oplyse at den ikke udgiver sig for at være original. Det kunde heller ikke nytte noget, den udgav sig for det, for den er det aldeles ikke. Den stammer nemlig fra ca. 175 efter Kristi Fødsel, har altsaa foreligget en 1700 Aar, og er skrevet af en Mand, der hed Kelsos. Som ordentligvis nævnes Gang paa Gang i Bogen her. Denne gamle Platoniker under Marc Aurel forfattede et Skrift alæthæs logos, hvori han siger alt det, den nyhedenske Sagfører nu fremfører under Christian X. Men Kelsos var en født Hedning, Hr. Krenchel er en frafalden. Det gør en Forskel. Grækeren kæmpede for noget, Danskeren bare Imod noget, den første var en vred Mand, den sidste er let irriteret.

„Behandl min Overbevisning med Respekt,“ vil Forfatteren vel indvende mod disse Linier. Dertil skal saa svares, at saa maa Forfatteren selv behandle sin Overbevisning med Respekt. For slet ikke at tale om andres. Kan han ikke acceptere Guden Jesus, skylder han i hvert Fald sig selv og sit Arbejde Bevidstheden om, at han staar over for Mand med Verdenssucces, der er betalt ikke med Hollywoodgage, men med sin fulde Pris: hans eget Hjerteblod og hans Disciples uhyre Lidelser gennem Aarhundreder. Hr. Krenchel har ingen som helst Myndighed til at falde til Rette i Dommersædet og føre Jesus ind for Skranken. Overretssagfører P. Pilatus har engang for alle gennemspillet den Rolle. Han sagde: Hvad er Sandhed? og vaskede sine private Hænder og lod Retsmaskineriet om Ansvaret for Sagens Gang.

„Opstandelsen i juridisk Belysning“. Det smager stærkt af Cirklens Kvadratur. Hvor ved Hr. Krenchel fra, at Opstandelsen overhovedet kan juridisk belyses? Har Kristendommen fortalt ham det? Opstandelsen er belyst af Solen Paaskemorgen, og andet Lys over den ved Evangelierne ikke om. Den brændende Tornebusk hos Moses staar heller ikke i Rostrups Botanik.

„Udenomssnak, Hr. Pastor! Er Opstandelsen en historisk Akt, maa den finde sig i at komme under Historikernes Behandling.“ Nej, det finder den sig ikke i. Den er en historisk Kendsgerning, der sprænger Forskningens Rammer. Den er suveræn. Uindskrænket suveræn. Lader sig altsaa ikke slæbe for Skranken. Hverken for Juristers eller Historikeres eller Teologers. Selve Opstandelsen har intet menneskeligt Øje set. Det vilde ikke kunnet taale Glansen fra den. Saa lidt som Menneskets Sanser kan Menneskets Forstand capere den, om jeg saa maa sige. Men den sjette Sans i Mennesket, den, der hedder Troen, kan gribe den og holde den fast.

Der er en Scene i Krenchels Bog – skal man le eller græde over den? – hvor Forfatteren udnævner sig til Forhørsdommer og indkalder Marie Magdalene og Simon Peter og Johannes og de andre Vidner, faar dem Indviklet i haabløse Selvmodsigelser og derefter naturligvis afviser Sagen. – En Mand blev dræbt i et Opløb. Med Liget liggende foran sig holdt en gammel Birkedommer Forhør; en sagde saa, en anden saa, en tredie noget helt tredie. Da blev Dommeren ilter, slog i Bordet og raabte: „Thi kendes for Ret, at der ingen er kommet af Dage“ – og forlod i velbegrundet Irritation Retslokalet.

*

Vi kender alle Hr. Krenchels Argumentation mod Evangeliet og flere til. Vort eget Sind har fremført dem for os forlængst. Vi ved, at Evangelierne af og til stemmer for meget overens og af og til for lidt. At det meste er nedskrevet mere eller mindre længe efter Kristi Død, og at den menneskelige Hukommelse er som indrettet til at spille Gæk, fejle og forvrænge. Vi ved, at Paulus' Opfattelse af Jesus er en ganske anden end Markus', gradlig set saa forskellig som f. Eks. Pürschels af Stauning fra H. P. Sørensens. Vi ved, at Daab og Nadver i højeste Grad ligner Mysterier hos andre Oldtidsreligioner. Og vi ved — ja, hvad ved vi ikke, naar det gælder Indvendinger mod Kristentroen?

Og hvad siger vi saa til disse Anklager?

Vi siger f. Eks., at Kristendommen frem for alle Religioner har det ved sig, at den er forunderligt levende. Med religiøst Geni siger Johannes det i samme Øjeblik, han lukker Munden op for at fortælle sin Mesters Livshistorie, at Kristendommen er dette, at Ordet blev Kød. Altsaa ikke f. Eks. Diktat. Gud aabenbarede sig ikke i Skyerne og lod en Profet nedskrive eller stak et af sig selv forfærdiget Manuskript ned til Menneskeheden, hvori for evige Tider med stive, ubøjelige Bogstaver stod optegnet for os, hvad vi havde at gøre og tænke og tro. Han „aabenbarede sig“ just derfor som en uvidende Tømrer, hvis fattige Forældre ikke fik lært ham at styre en Blyant. Vi har i vor Bibel ikke eet Ord, han selv har skrevet, ikke eet Ord, han selv har dikteret, ikke eet Ord, om hvilket vi kan sige, at nøjagtig saadan har det lydt. „I er altsaa ude at svømme,“ kan vore Modstandere sige, og vi svarer med et Smil: „nej, vi gaar paa Vandet.“ Der er nemlig to Steder, Kristi Menighed øser Viden om sin Herre fra: den hellige Skrift og den Helligaand. Den Helligaand er den Gaade i vort Hjerte, der henter os Jesus frem af Skriftens Roderi og Menighedens skiftende Vidnesbyrd og knytter os til ham for Tid og Evighed.

Som den velsignede Morten Luther sagde det til os i vor Børnelærdom: Jeg tror, at jeg ikke af egen Fornuft eller Kraft kan tro paa Jesus Kristus, min Herre, eller komme til ham; men det er den Helligaand…

Den Helligaand møder ikke i Retssalen, fordi man udtager Stævning imod ham Og han indlader sig ikke i Debat. Naar man forlanger Beviser af ham, for at Jesus rejste sig af Graven, svarer han med at istemme en Salme. Vi andre kan med vor Forstand finde pro mod vore Angriberes kontra. Eller mod vore egne kontra. Ogsaa kristne Mennesker har Krenchelkroge i deres Bevidsthed, som kun Helligaandens Lys kan fordrive Virvarets Mørke fra. Vore egne smaa Praase brænder alt for hurtigt ned. Vi kan jo svare: Den Menneskehedens Drøm om Opstandelse, som har faaet sit Udtryk gennem de evindelige Sagn om Guder, der vendte tilbage fra Dødsriget, blev da endelig virkeliggjort 17. Marts Aar 33 i Palæstina. Og vi kan svare: javisst er det nærmest latterligt med denne døde Krop, der bliver levende igen, endda i anden Potens, saa den ikke blot kan staa op og gaa, men end ydermere flyve saagar helt op til den Himmel, vi alle ved ikke er til – og som Bevis for evigt Liv duer alt det der til ingenting – – – og dog er det Guds egenmægtige Stempel paa hans Anerkendelse af Menneskesønnens hele Person, baade til Sjæl og Krop. Og meget, meget andet lader sig sige. Ikke mindst Ricard, den kære, var ferm til at finde paa Defensorater. Men jeg giver Ordet til den Helligaand, jeg lytter til hans Paaskesalme: kan den ikke vinde mig for Opstandelsestroen og tvinge mig paa Knæ i Tak, kan ingen Logik gøre det, hvor skarpslebet den saa end er.

Og Sakramenterne – aah, ja, er det saa forfærdeligt, at vi Kristne har Mysterierne, saavel som andre Religioner? Det var først i Sandhed forfærdeligt, om vi ikke havde. Har Hedninger anet sig frem til noget om, at der var Indvielse til Hellighed at finde gennem en Vandets Renselseshøjtid, at der var Fostbroderskab med Guddommen at opnaa gennem Blodblanding med ham, skulde Jesus saa ikke løfte den higende Sandhed til dens fulde Højde ved at gøre den til sin? skulde han være saa pedantisk lille, at han maatte sige til sig selv: jeg kommer til at finde paa noget flunksplintrende nyt. Hana egen Far – da han vilde skænke Menneskene Elskovens guddommelige Gave, gjorde han dog ikke Favntaget synderligt forskelligt fra Abernes eller de andre Dyrs. Ja, saadant lader sig sige. Men det er dog først, naar Helligaanden lader Daabsvandet risle gennem sine egne Fingre eller lader Lyset fra sit Aasyn funkle i Alterhallen, at Sakramenternes Værdi gennembæver os.

Hr. Krenchels Bog er saa ubehagelig at humpe igennem, ikke fordi den angriber Mænd som Jesus og Pauius, men fordi den er skrevet af en Aand, der er alt for lille til at bakse med saa store Ting – en Aand, der intet Øjeblik overrager den sølle gudelige Præst, hvis Breve faar Lov til at ende Skriftet. Smaa Folk kan gaa bagefter en stor Herre, men ikke imod ham, uden at bekomme os andre til at le eller trække paa Skuldrene. „At „tro“ vil sige, at man holder op med at tænke,“ doceres der Side 1. Dér fik Søren Kierkegaard den. Og Kristus har maaske aldrig været til, og Paulus var selvfølgelig Epileptiker; Marie Magdalene var overeksponeret, og Bøn er Selvsuggestion. Messing, Messing, lutter Godtkøbs-Skrammel i Posen! den billigste Løsning er den bedste. En Mand, hvis Logik højst kan bruges til at opfinde Giftgas med – hvis Kinder aldrig har blusset under et Syn – hvis Knæ ikke kender til at dirre i Inspirationens store Stund!

Gud har skjult Himmeriges Riges Hemmeligheder for de vise og forstandige, sagde Jesus. Undertiden ogsaa for andre.

Kaj Munk.