- KMF Journalistik ID:
- J201136-Nat
- Forfatter:
- Kaj Munk
- Trykkedato:
- 20. november 1936
- Kommentar:
- Om Thit Jensens store roman „Stygge Krumpen“. Genoptrykt i „Himmel og Jord“ side 228-233.
- KMF nummer (lokaliseringsreference til Kaj Munk Forskningscentrets arkiv):
- 1936-11-20
Også et Reformationsskrift
Kaj Munk skriver i denne Kronik om Thit Jensens store Roman „Stygge Krumpen“, der blev anmeldt her i Bladet paa sin Udsendelsesdag af Dr. Stangerup. Kaj Munk beskæftiger sig med den interessante Roman ud fra Synspunktet: „ogsaa et Reformationsskrift“.
Af alle de Tryksager, der i Anledning af Reformationsjubilæet er hældt ud over Hovedet paa et forholdsvis uskyldigt Folk, er ingen mere interessant eller sigende end Thit Jensens i levretblodigt Omslag prangende, tobindsstærke historiske Roman Stygge Krumpen.
Hvad Teologer og Historikere og Præster og Degne, hvad Papirbesmørere og Talerstolsbesavlere af alle Ordener og Grader med lidet Held har søgt at anskueliggøre for det danske Folk, har denne Kvinde hinsides godt og ondt, denne Krydsning af en Jerseykvie og en Oldtidsbersærk, med alle gnistrende Farver stillet det danske Folk for Øje. Hvad den katolske Kirke var, og hvad den var trods alt, og hvorfor den maatte falde, og hvor Synd det var, at den maatte det, og saa igen, at det jo dog var nødvendigt, det kommer denne af Gud og især af Satanas benaadede Digterinde og lader os se og høre og forstaa. Hvor Præsterne staar og piber om Retfærdiggørelse af Tro, maser hun op paa Prækestolen og slaar i Pulten, saa Støvet staar hende om Ørene, og fylder Kirken med Syner af fede Guldbisper og splitternøgne, adelige Glædespiger og Bjerge af Ædelse og Drikkelse, og saa lige med eet – Guds Moder, saa dejlig, at vi er ved at raabe: „Hende vil vi ikke af med, om vi saa er nødt til ogsaa at beholde alt det andet.“ Og hvor Historikere sidder og roder med Pincetter og Slægtstavler og Kildedokumenter, braser Kvinden Jensen ind og slaar dem over Blækfingrene og fejer alle deres Remedier ned paa Gulvet og brøler til dem: „Forstaar I da ikke et Ord af det hele, Mandfolk? Er det endnu ikke gaaet op for jer, at Reformationens Historie er en Historie om Elskov?“ Og naar de løfter Øjnene, nogle haanske, andre forvirrede, atter andre bange, og venter at se Bersærken, saa staar der bare for dem en lille Kvinde med fromme Kvieøjne.
„Historisk! Historisk! Bogen er ikke historisk!“ protesterer de dertil indrettede. Og dem svarer vi: „Nej, hvad i Alverden er det? Videnskabens Skrifter er det i hvert Fald ikke. Dels er enhver Historikers Oplysninger smækforkerte, hvad ses af hans Kollegas følgende Bog om det samme Emne; og dels er Historieskrivning ofte Referater og Opregninger og Sammenstillinger, livløse, og siger altsaa egentlig ingenting. En Digter kan med en halv Sides Uvederheftigheder og Forvanskninger fortælle mere rigtigt om en Sag eller en Person end en Historiker med 300 Siders pinlige Nøjagtigheder.
Og Thit Jensen er Digter; hun har Digterens uforfærdede Mod. Naar Historien er for fattig paa brugelige Kendsgerninger, saa laver hun nogen selv og træffer ofte Sandheden lige i Pletten. Her staar vi nu og mangler en Repræsentant for den Sandhed, der hedder den katolske Kirkes hedenske Livsbegær; hvad gør det? Thit Jensen snurrer rundt og finder den trivielle Biskop Stygge Krumpen frem og giver ham et Dunk i Ryggen og et Strøg over Haaret, og saa har vi den ædle Prælatskikkelse, som man løj om Kirken ved ikke at skaffe til Veje, selv om han ganske vist i Danmarkshistorien glimrede ved sin Fraværelse i dette psykologiske Moment. Hun har Digterens gudgivne Frækhed til at bryde ind og omgruppere Tingene, saa de staar bedre, end da Vorherre stillede dem op. Og hun har ogsaa Digterens Gave til at opforstørre Begivenheder og Egenskaber, saa de ved Læsning virker nøjagtig saa levende, som de var i deres naturlige Format, hin første Gang, da de udfoldede sig. Ak, havde hun ogsaa Evnen til at gaa i Dybden, saa godt som hun klarer Højden og Bredden, saa havde Danmark ikke et hul, hvor Norge og Sverige har Nobelpristagersker. Men det hævner sig. Det hævner sig at have saadanne Øjne til at se med, som denne Jensen-Familie nu har; de spiler dem op og stirrer, stirrer, stirrer til sig; de glemmer at lukke dem i, for ogsaa at lytte og tænke efter.
Ærgerligt er det, at Digtermodet i enkelte Tilfælde kan svigte hende og give Plads for Skelen til de historiske Dokumenter. Hen imod Slutningen af Værket prøver hun paa at bilde baade sig selv og os andre ind, at det er den „virkelige“ Stygge Krumpen, vi har haft for os. Hun smøger Ærmerne op til Skuldrene og stiller med Skrubbe og Sodalud, og nu skal hans Minde vaskes, og alle Beskyldninger tvættes af. Og jo voldsommere Defensoratet ruller sig ud, jo mere utaalmodig skubber man sig i Sædet og spørger, hvad kommer Christian III's Stygge Krumpen Thit Jensen ved? Ogsaa hans Elskede, Elisabeth Gyldenstjerne, fører hun for nær til Dokumenterne til med Held at kunne redde hendes Jomfrudom; reddes skal den, men det sker rigtignok kun ved Ubehændighed, mine Herrer, og lidt Hekseri. Og hendes moderlige Forsøg paa at værge Helten imod selv at have gemt sig i en Bagerovn under Kirkestormen, taler mere til Ære for hendes Hjerte end for hendes Pen.
Men det er Smaating, Smaating. Langt værre er dette, at hun mere ser sine Personer an end ser ud fra dem. Naar vi i Thit Jensens Haller vidsker en Taare af vort Øje, krummer vi os af Hulken i Sigrid Undsets Stue. Men le kan hun faa os til og snappe efter Vejret af Spænding og knytte Haanden i Harme. Og hun kan sandelig spærre vore Øjne op ved Syner af baade Pragt og Elendighed, Raahed og Sødme – og gennem det altsammen en overvældende Mangfoldighed. De er der, de stærkeste af Regnbuefarverne og flere til, Uskyldens blaa og Elskovens flammerøde og Velsignelsens ultraviolette og det avindgule og slimhvidt og begsort. Takt og Dannelse er Damen jo lykkeligt befriet for, ingen Hemninger her, og naar en Mand er forlovet med en Pige, og Forfatterinden ikke synes, han er god nok til hende, saa optræder han kun døddrukken og kun under Navnet Navlesnogen; saa ved man, hvad man skal tænke om ham, ikke sandt?
Men hvad der bærer Bogen er til syvende og sidst Ilden i hendes Sind; hvad hun ikke ejer i Dybde, er skænket hende i Varme. Hellere en troende Fejltager end en ligkold Tvivler med Dødssmil om Munden over, at han dog fik Ret. Hvad der har gjort hendes store Bror saa gold er før Tiden, er hans Kuldskærhed, hans Mangel paa den Troens Lue, som altid har hedet ud af Thit Jensens Færd og nu baade lyser og varmer gennem dette hendes sidste Storværk. Denne Kvinde hun ved dog noget om, at aldrig naar et Menneske højere, end naar det knæler, hun aner dog noget om, at bag alle Livets Forteelser er der en Sammenhæng, ugranskelig og dog os vedkommende og hellig, en, overfor hvilken Arvelighedens er en Latterlighed, kun et Kuriosum for Samlere, hun lever dog i en Følelse af, at Livet er mere, end hvad man kan se sig til Rette paa, og Døden er slet ikke Døden, og det er ikke alle Lys, der slukkes, og maaske er Blomsterduft og Melodier det egentlige, som aleneste aldrig bliver væk.
Der er i disse Dage talt om „Reformationens Gave“ og om Protestantismens Velsignelse, saa man er ved at blive skør i Hovedet af det. Hvad om Danmark havde været katolsk i Dag? Havde det saa staaet væsentligt ringere til med os? Vist slap vi af med en Del, det er en stor Behagelighed at være fri for nu. Men meget godt gik ogsaa med i Købet. Nu er det Lægerne, der tager mod Skriftemaal, og ikke Præsterne. Hvad Rolle spiller Altergangen i vort Folk? I Stedet for Kirkens Menneskelighed og Fest og store Syner fik vi Husmandsteologi og Bogstavsængstelse. Munke og Nonner og Cølibat – ja, det var fælt.
Som om det ikke var velbevaret! Gaar en Lærerinde hen og forelsker sig og skal i forholdsvis Uskyldighed have et Barn, saa skal De se Klostertugten i Funktion, mine Damer! – Gudskelov for Salmesangen! men den kunde vi godt have faaet ogsaa som Katoliker. Og Klostre, som modne Mænd og Kvinder trak sig tilbage til, naar de var trætte af Verden, havde ingen Skæmsel været for Landet. Aah, man savner det dog en Gang imellem her i vor lille, smukke, rene Bondekirke – Storheden, Udsynet, Sammenhængen! savner Krumstave og Lys og Røgelse, savner Brødets og Vinens Forvandling, savner – aah, frem for alting: Gudsmoder, Jomfruen Marie, savner Messer for de Døde og Lov til at mærke, at man er dem nær, savner i dette demokratiske Land en aristokratisk Kirke til at stramme os op og stive os af, savner Bisper af større Format end Cykleklemmegenren og en Ærkebiskop, der er Dus med Kioskbud og Kongen og mestrer mere end Huldsalighed. For dem, der har Myndighed til at velsigne, maa ogsaa have Banlysningens Magt.
Men hvorom alting er, som det saa ud den Gang, maatte Reformationen komme og var Luther Guds Haangangne Mand. Den katolske Kirke havde glemt, hvorfor den var til. Den mente, den havde sit Maal i sig selv, og vidste ikke længere, at den var til for Menneskehedens Skyld; straalende teede den sig i denne sin Maxisme l'Église pour l'Église. To Trediedele af Danmarks Jord sad den inde med, og Maalet var vel at vinde det hele. Som Gudebilleder knejste Bisperne paa deres Troner og modtog Tilbedelsen af Menigheden, der var til for det samme, im übrigen hole ihn der Teufel und die Statistik, som Nietzsche senere docerede det. Og dog – nej, lad Bispen i Viborg tænke saadan, saa tænker Børglumbispen anderledes: jeg er fed og glad og har Elskerinder nok, hvorfor skulde jeg ikke ønske alle det samme. For sent, for sent søger enkelte indenfor Kirken selv at slaa til Lyd for den oplyste Enevældes Grundtanke: Vi er Herskere, ikke for vor Skyld, men for deres, vi hersker over. Det ulmer med Oprør rundt i Landet, utilfredsstillet Trostrang og økonomisk Afhængighed og Had- og Hævnpolitik, og rundt om i det hele Klostrenes Bylder, disse Klostre, tænkte som Fristeder fra Verden, men forvanskede som alt andet, saa Fædre nu som Sone for deres egne Udskejelser gav deres Børn til tvungen Kyskhed eller i hvert Fald livslang Udelukkelse fra ærligt Ægteskab. Og dog er Madonna endnu paa Jorden, og Engle gaar Bud til Mennesker, og Kirkeskuespil og Messer og Hjælp i Sjæle- og Legemsnød er stadig en – ikke ringe – Betaling fra Kirken for alle de Goder, i den henter sig hos Folket. Det altsammen har Thit Jensen faaet med, saa det slaar Gnister for Øjnene og brænder sig ind i Sindet. Med nænsomme Farver tegner hun det blege Gry af Evangeliets nøgterne Dag. Men mest hjertevarm, mest kvindesund, mest livsbekræftende virker hun i sin Skildring af Klosterkvindemes Fortvivlelse over deres Afskaarethed. De smaa Børn, der kræver at blive til i dem, de unge Piger, for hvem Livets Mening er Hjem og Børn – her er en Kampplads, hvor Thit Jensen har et myndigt Raab til vor Tid, et Raab om de ufødte Børns Ret til Livet, om Kvindens Lykke i Moderkaldet.