En Overraskelsernes Mand

En overraskelsernes Mand

Af Kaj Munk

Vi bragte forleden her i Kroniken en Anmeldelse, hvori Professor Rubow sagkyndigt behandlede det nye og afsluttende Bind af Professor Hans Brix' Værk „Analyser og Problemer“. Vor Medarbejder, Forfatteren Kaj Munk giver i Dag en Karakteristik af Professor Hans Brix som Kulturpersonlighed og offentlig Personlighed – ogsaa i Anledning af hans store, smukke Værks Afslutning.

HVOR er han en Overraskelsernes Mand, Hans Brix! Den ene Dag giver det et Gib i En: kan Professorvittigheder virkelig være saa gode? Og den næste giver det igen et Gib: kan Professorvittigheder være saa overdaadigt gode? Den tredie Dag er Gibbet der atter: kan Professorvittigheder virkelig være saa slette? Og den fjerde Dag – ja, da kommer der en Bog paa 332 Sider uden een eneste Vittighed!!!

Sandheden i Ære (for at bruge hans eget Udtryk, naar han skal til at perle et Sted, hvor han det nødigt vil) saa er man jo ikke altid lige henrykt for Tempeltjenerens Ansættelse i Kiosken. Vel sker det ikke sjældent i de brixske Præstationer i Døgntjenesten, at der siges netop det, der skulde siges, og slet ikke mere – paa en saa paa een Gang! fyndig og legende Maade – at der trædes paa en Ligtorn med saa velafbalanceret Eftertryk eller serveres en Anerkendelse saa betænkt graciøst, at Ihukommeren af „Danmarks Digtere“ nikker genkendende. Men nægtes kan det ikke, at den rabiale Arbejdsforlegenhed, der har besat ham i de senere Aar (selv har han beklaget Grundtvigs Døgndrift), saa at intet Trompetstød kan slippes løs i Teatrets, i Litteraturens Dannevang, uden at det ogsaa medfører en Tilsynekomst af H.B. i Dagspressen, ligegyldigt hvor meget Blik end Trompeten bestaar af, kan afstedkomme Hastværksbedømmelser, der burde være forbeholdt mindrekaratige Penne. Og saa er der jo det: daglig at skulle behandle de næsthøjeste Ting i Opsatser, som man ikke kan undgaa at vide løbes igennem, mens en Pilsner trækkes op, eller en Kop Kaffe skylles ned. Kvalifikationerne til denne Bestalling er en medfødt og højt optrænet Evne til at behandle disse næsthøjeste Ting med et Mesterskab, som udelukker Storhed, saa sandt der fattes Lidenskab, Trods, Mod til at gøre sig latterlig. Brix kører ikke frem med en Schybergs Tanks af Saglighed, springer ikke paa med en Kehlers haandgranatiske Uforfærdethed; med sikker Elegance tumler han sin smidige Jager; han løfter og viser frem, hvad han finder værdigt til at bæres oppe og ses i Glans og slipper det saa og til Side med det, og turnerer sine Ondskabsfuldheders Gift- og Stinkbomber ned over det andet, selv bestandig i Sikkerhed. Han kan paa sine hurtige Togter naa meget højt, skaffe sig et koncist Overblik eller fra denne Højde se falkeskarpt, dybere end nogen anden; men med sin næsten jødiske Indfølingsevne kender han Københavnerhoveder med deres Sensationshunger efter flotte Opvisninger og har dertil i sit utroligt ungdommelige Hjerneapparat en drenget Lyst til at chokere. Føj hertil en saa godt som aldrig svigtende Oplagthed, naar han lugter Tryksværte. „Denne Professor i Løjer og Langkaal leverer glimrende, betalte Lejlighedsskriverier,“ vil en Fjende sige, og en Ven vil fundere over, hvor store Stykker Døgnjournalisten æder af Aandsdyrkeren aarlig, og hvornaar der ikke længere er noget tilbage af Tonen fra Himlen, men det er blevet Rotationspressedurren og -kurren det hele.

Og saa kommer „Analyser og Problemer“ og viser, at „det slet ikke har gjort noget“, hele Mesteren er der endnu. Saa sikker som nogen Sinde, saa fintmærkende, saa følsom, saa ubestikkelig. Naar man læser disse „Analyser“, lempes man ind paa at afblæse noget af sit Had til Oprettelsen af disse blasfemiske Professorater i Kunst, saa usømmelige som selve Pastorbestillingeme: professionals i Tro. Hvorfor ikke ogsaa ansætte Docenter i Elskov? Men der har jo vitterlig været Statspræster, hvis Fromhed det ikke syntes at skade, at de fik Betaling for den. Og det ses ikke, at Udnævnelsen til Professor har voldt Brix'es Litteratursind Mén. Her møder vi nu en Gennemgang af Marsk Stig Viserne og af Niels Ebbesen Visen, noget Middelalderragelse, som en Poet nu om Dage vilde blive piftet ned i Rendestenen for, har man vidst, siden den Dag, man første Gang kom ud for det og mente, man havde faaet nok for Livstid. Men naar Brix tager sig paa at forelske sig i saadan en Ting, varer det ikke længe, før Tingen tager Liv for vore Øjne, begynder at bevæge sig og bevæge. Og til sidst er der ud af de hinkende Rytmer og elendige Rim, af de i Tidens Løb ofte forkrøblede Sætninger og meningsløse Ord fremtraadt et Værk, som kan faa et dansk Nutidshjerte til at banke af kunstnerisk Betagethed og national Glæde. Hvordan gøres saadant? Er det Defensorat, Juristeri, Behændighed, Hekseri? Det er ikke muligt at tro det. Han er ingen Taskenspiller, der op af den høje Hat trolder det Væld af Forbløffelser, hans øvede Fingre i Forvejen har manøvreret derned. Snarere er det en Sherlock Holmes Begavelse, hvis Inspiration vælder op fra en Kilde, der bærer saa stort et Navn som Kærlighed. Kærlighed til Kunsten, den, han aldrig har profaneret med nogen Skaaltale. I Køkkenmøddingen afdækker sig for ham af sig selv de skønne gediegne Sager, som det overfladige Turistøje slet ikke i Skyndingen bliver vår. Og ikke blot afdækker sig, men ordner sig. Han er ingen Museumsmumie, der gaar i vidtløftigt Lag med at katalogisere og udfolde megen drævende Videnskabelighed, udelukkende bestemt for de Indviede. Og han er endnu mindre Posøren, for hvem ethvert Fund er af enestaaende Interesse og Betydning, blot fordi det er ham, der finder. Nej, han er Modtageren, Betragteren, den kyske Tilbeder, der aldrig snakker om sin Tilbedelse – derfor afslører hver Enkeltdel sin Hemmelighed for ham og peger samtidig stadig hen paa Helheden; hvad Nuredinerne roder efter i mange og lange Nætter og dog ikke naar, bringer Aanden ham med et Smil, ikke fordi han er en dum og kaalhøgen Aladdin, ved hvis Ærme Heldet nu engang hænger, men fordi der er en Slags sakramental Sympati mellem ham og Lampen: det er for ham at kærtegne, naar han pudser den. Hvor storsnudet, hvor giftigond han kan te sig overfor Kunstnere – i Kunstens store Hus er han Tjener, den fuldkomne Tjener, som ganske underordner sig Herren, af hans mindste Antydninger ved, hvor han vil hen og derfor lønnes med hans Fortrolighed.

Her er nu en Niels Ebbesen-Skildring, som ikke er meget langt fra at være en national Daad. Skildringen ligger i Visen, det er sandt nok, og forholdt det sig ikke saadan, var der ikke noget ved det hele; men det er Hans Brix, der faar den til at stige op deraf. Mens en anden Professor ved Københavns Universitet har vist sit Fædreland, hvis Historie tilmed er hans Fag, den Courtoisie i denne dets Nationalhelt kun at se en Snigmorder, henter Hans Brix op til os fra Middelalderen en Skikkelse saa dansk af Væsen, at det igen bliver en Ære at være dansk. Han lader Folkevisen fortælle os om Randersridderens Beskedenhed, Vennesælhed, Bramfrihed, Ligemandssind, Huldskab, Sindighed, Fremkommelighed, men saa dog ogsaa, naar det skal være, Handleduelighed, saa man styrkes i sin Tro paa, at Danmark har et Kald mellem Folkene, og at Gerhard, om han nok saa meget hedder den Store og er i Stand til baade at klæde i Plade og ensrette, dog ikke er noget for os – ikke har været det i tusind Aar og ikke bliver det i tusind endnu.

Man stoler saa meget mere paa dette Ebbesen-Billede, som man ved, i hvilken uhyggelig Grad Brix er Æstet. Det er ikke hans Liebhaveri at tage Parti i noget Ordskifte mellem Vorherre og Djævelen; det maa de selv ordne; hans Sag er det at høre efter og mærke sig, hvem af dem, der taler det malmfuldeste Sprog og har mest Kraft og Form i Replikerne. Denne Svaghed, der er en Plet paa hans Ære som Menneske og gør ham incapabel til Førerstilling, er jo hans Adelsmærke som Kunstdyrker og gør hans Domme saa tillidvækkende. Naar han taler som Fagmand, staar det fast, at han har intet andet Formaal end Sandheden.

God, naar han laster, fortræffelig, naar han roser, helt ovenud, naar han staar i en Stilling, hvor han føler sig stærkest tilskyndet til begge Dele. Hellere læse Brix om Baggesen end læse Baggesen selv. End ikke Brandes, naar han var allerbedst, har præsteret saa besættende et Stykke Prosa som Brix's Analyse af „Baggesens Forhold til Svimmelen“. Det skurrer slemt i Titelen af Professormagi, og man belaver sig paa et Stykke Litteratur om Litteratur; men det er simpelthen Digtning om Digtning, Liv om Liv. Den enogtyvende Linie i Stykket er Sidens nederste, men man har en Fornemmelse af, at man har læst opad, og naar man skal til at vende Blad, falder man ned. Man maa ligefrem sunde sig efter Læsningen. Har Svimmelheden og Kvalmen fortaget sig, river man sig i venstre Overarm og konstaterer, at man er i fin-fint Humør; man har haft en Champagneoplevelse af Aand, man er sat op, man er rød i Kinderne som efter en personlig Triumf -  som havde man været sammen med Landets skønneste Skuespillerinde, siddet ved hendes forkerte Side, og hun havde haft Københavns aandrigeste Herre til Bords, og man havde dog erobret hendes Opmærksomhed fra ham. Saa højt har man været.

Uden Skum, men med en Kunst lige saa spændstig og fin og klog skildres senere et Møde mellem Fru og Hr. Heiberg og Hr. og Fru Blicher. En skrupelløs Menneskekender ser de to Par for sig, en Billedets Mester fortæller os, hvad han ser, og saa skaanselsløst gør han det, at – hvad ellers aldrig sker – hans Hjerte pludselig snakker med, det løber af med ham, han kender jo Københavnere, og han lægger ligesom beskyttende Armen om den sølle Provinspræsts Skuldre.

Gennemgangen af Blichers „Jordbærret“ er ikke helt overbevisende. Man aner her et af de Tilfælde, hvor Kærligheden gør ikke blot blind og ikke blot seende, men synsk, saa man ser meget, selv hvor intet er. Novellen er en af Novellemesterens mange værdiløse Sammensmøringer, hvis Eksistensberettigelse alene var det tyndskivede Indsnit, den skar i den gejstligee Gælddynge. Ogsaa Stykket om Søren Kierkegaard synes paa Punkter mindre velbetænkt. Oppositionen mod V. Ammundsens Gisning om Betydningen af Hosekræmmerens sædelige Fald holder ikke; det kan aldrig have tjent den gamle Højborgermand og Severist til andet end Beklikkelse at have haft Barsel i Huset 5 Maaneder efter Bryllupet, hvor meget saa end hans Søster nøjede sig med Trolovelse. Og Udnævnelsen af Søren til Jesu Stedbror er lovlig haardtpumpet. Naar det ikke uden Selvfølelse hedder, at „anderledes end gjort kan de to Optegnelser ikke tortolkes“, maa det dog være tilladt at hævde, at Søren Kierkegaards Optegnelser om ham selv er saa mystificatorisk affattede, at de kan og skal fortolkes paa et uendeligt Antal dunderforskellige Maader; man skulde ikke gøre ham den Glæde i Skærsilden at blive ved.

Men et Øjeblik efter har vi forladt Søren Kierkegaards Fartøj i Brodsøemes svigefulde Skum og er ombord i Aarestrups Caravelle op ad Aaen gennem Myrtelunden, og atter gaar Farten lifligt og lysteligt.

Hvad Stilen angaar, hvad Sproget angaar, maa man, for dog at komme til at kritisere, gribe til saa haartrukne Indvendinger som, at Udtrykket „den gensidige Undsigelse“ falder balbabelt, og at „hvort“ er oversat stationært, skønt det altid er mobilt.

Man vil unde dansk Aandsliv, at Professor Brix maa leve mange Aar endnu, saa Romertallene under „Analyser og Problemer“ kan vokse smukt. To Øjne, der kan se, to Øren, der kan høre, en Hjerne, der ikke lader sig snyde, et Hjerte, der kan modtage, saa kvindefine Nerver i Fingerspidserne paa saa mandsfast en Haand til at føre Pennen. Hvorfor skriver danske Digtere ikke bedre, naar de har en saadan Forstaaer?

Kaj Munk