Kristusspillet

Kristusspillet

„En Idealist“s Forfatter. Pastor Kaj Munk skriver:

Og saa siger man, Kunsten er uddød i Danmark. Og saa staar en Mand midt i Dyrehaven og spiller Kristus for Tusinder Tilrejsende, Forsamlede. Og disse Forsamlede sidder i Timer paa Træbænke, mens Aftendugg falder, og lytter og lytter og lytter. Og Manden selv, der har haft det Mod at tage en saadan Opgave paa sig i en Tid, der ikke længer tager til Takke med det blot naive eller lader sig kritikbaste af Religionens gamle Myndighed, ja, Manden selv sætter det Mægtige i Scene med en Kraft og Vilje og Fantasi, der tvinger til Beundring, og spiller selv Hovedrollen, saa man ikke blot tror paa ham, Aktøren, men – ja, jeg havde nær sagt, paa den fremstillede selv; forstaaet derhen, at Adam Poulsens Værk og Person i Stykket ikke blot er en kunstnerisk Stordaad, men ogsaa en religiøs Bedrift. Dette var en Prædiken ikke blot om Aand, hvad Kunst jo altid er, men ogsaa om Kristus. Det var hans egne Ord, der lød og lød gengivet saadan, at kun sjældent igenem 2 Aarhundreder kan Myndighed og Mildhed have gjort det bedre paa Prædikestolene.

Og mens man igen og igen beundrede Farvevirkninger, Gruppeoptrin, Toner, Sammenstillinger, vaagnede ogsaa de store, dybe Livsspørgmaal i Sindet, sart berørt og rigtigt antydet af Kunstneren og Kunstnerne deroppe. Forudbestemmelse og fri Vilje – hvem ved ud eller ind? Men den Judas, der kom frem der – det isnede en gennem Sjælen ved første Øjekast.

Naar Eksprestoget er passeret sidste Blokhus, uadvaret om det paa Linien holdende Tog, kan ingen jordisk Magt forhindre Sammenstødet. Og den Judas – ak, det saa man straks, han maatte løbe Linen ud, han vilde ende med at forraade. Og dernæst – som han lidt efter stod hjælpeløs mellem Mændene med Mønten, skottende efter Pungen, hvor grebes man der af dette: "Det er Synd for Menneskene." En anden Ting: den Discipel, der straks farer op og gør Mesteren opmærksom paa, man krænker ham, hvem kan det være andet end Peder; og den, der ikke ved andet at svare end blot se pa ham og klappe ham paa Skulderen, hvem kan det være andet end Ham selv? Saadan er Mildhed og Sejr.

Hvad er imod saadant de Smaating, Ens altid redebonne Kritik hænger sig i? Aftenen var fuld af store Oplevelser i fine Enkeltheder og i ægte Helhed. Og befriende var det, at man bevaredes baade for den stillestaaende Kristus og den sødladne Kristus. Denne Mand bar sit Hoved rankt.

Kunde en Mand af andet Kirkesamfund end det katolske have lagt en saadan Opførelse til Rette? At imponere Masse og imponere med Masse læres jo godt i Rom. Ogsaa at imponere i god Forstand. Ogsaa i allerbedste. I den sidste Forstand imponerede den katolske Abbed og den danske Storkunstner i disse Aftener. Religion og Kunst har atter fundet hinanden for at hjælpe Mennesker frem til Tilbedelsen.

Naar Kunsten har Vilje til at gribe efter det Største, er den rent religiøs, og har den Evne, forgriber den sig ikke. Og dette Friluftsspil er gennempræget af Evne og Vilje. Som de sang ved Brylluppet om Duens Kurren, og Skovduerne i den danske Bøgeskov i det samme lod sig høre//name="_ftnref2" href="#_ftn2">[2]// kunde man tro sig hensat til Stedet, hvor det skete, og som Kunstneren dér stod i Skumringen med Stemmens stolte Ro og med de opløftede Arme, kunde man næsten tro, det var Ham selv.

Ja, Mester større end alle Mestre, saadan var du. Du kyssede det fattige Barns Øjne, saa de saa, og brugte Svøben mod Synden. "Øjenskalke og kalkede Grave" var vrede Ord i samme Mund, som smilte: „Ophøjet vil jeg drage alle til mig.“ Din er Æren i Evighed.

Men Ære være ogsaa det København, der gerne søger en saadan Oplevelse, og den Kunstner, der har faaet Evne til at skænke den.

Kaj Munk.