Samtale med en Minister

SAMTALE MED EN MINISTER

Vor Medarbejder, Forfatteren Kaj Munk fører i denne Kronik en Samtale – spøgefuld og alvorlig, drilsk og oprigtig – med Justitsminister K.K. Steincke. Samtalen drejer sig om Kulturen og Demokratiet, og dens Grundlag er Justitsministerens nyligt udsendte Bog „Demokrati og Kultur“.

DER findes i Landets Regering hele 2 Ministre, der fortjener at være det. Det er ikke lidt. Den ene synes man om, fordi han sin Alvorsmaske til Trods er en Glædens Vingaardsmand, der efter Magtens mangehaande Dagslid trofast er at finde om Aftenen i de Lunde, hvor Festerne kalder. Den anden synes man om, synes man endda nok saa godt om, fordi han sin Forsorenheds Façon til Trods sikkert er at regne for en ulykkelig, ja, til Tider fortvivlet Sjæl. Mens den ene vækker vor Beundring ved som en moderne Christian IV at forbinde utrættet Arbejdsomhed med utøjlet Livsappetit, kalder den anden paa vort Hjerte ved at føle sig bundet i sin Samvittighed til at staa paa en Plads, der ustandselig kræver af ham at være noget helt andet end det, han egentlig er.

* * *

Hans Majestæts Minister for Retspleje, Excellencen K.K. Steincke har betynget Radioen ved dèr at holde 6 Foredrag, der handler om noget, i Tider, hvor det gælder Livet, saa ligegyldigt som Kultur. De er udgivet af Forlaget Fremad, bærer Titlen: „Demokrati og Kultur“ og virker som en forunderlig Blanding af Profeten Hoseas og en ganske almindelig lille støvet forvirret parlamentarisk Politiker af moderne, eller maaske rettere fortidigt, internationalt Tilsnit.

Vi vil med det halvfemssidede blaa Hæfte i Haanden tillade os at etablere en liden Samtale med den høje Vogter af offentlig Moral her til Lands.

Hr. Steincke: Den virkelig kultiverede Personlighed er jo kun den, hvis Tanker og Levevis er styret af Tidens højeste Indsigt paa Aandskulturens Omraade.

Vi: Saadan en Sætning er egentlig fæl, Hr. Logiker. Den udtaler nemlig med stor Pomp og Pragt kun dette, at a er a, Kultur er Kultur, den virkeligt kultiverede er den, der har højest Kultur. Den er altsaa vaaset i sin Selvfølgelighed efter sin Formulation, og den Mening, der har foresvævet Dem, da De digtede den, er utvivlsomt gal. Takt, Godhed, Sindsadel har nemlig intet med Indsigt i Aandskulturen at gøre.

Hr. Steincke: Jo finere Sansen for de ypperste videnskabelige, religiøse, etiske, sociale, politiske og kunstneriske Idéer er, jo mere helstøbt Karakteren er, desto højere Kultur er vedkommende Individ naaet til.

Vi: De tillader Dem at parallelisere Sansen for alle disse gevaldige Idéer med en helstøbt Karakter. Kunstneren Oswald var som bekendt vermoulu. Universitetsprofessorer er meget langt fra at være Idealer af helstøbte Karakterer. Jeg vil paatage mig imellem Deres Arbejdere at finde Kernemennesker, som er lykkeligt blottede for Begreb om baade videnskabelige og etiske og sociale Idéer.

Hr. Steincke: Raa Slagsmaal mellem steppende Muskelmaskiner fylder Kæmpehaller med et overophedet hylende Publikum, og Slagsmaalets Detailler refereres omhyggeligt i flere Spalter selv i ledende Dagblade, hvis Mandagsnummer er et eneste Sportsdelirium om Bokse-, Bryde-, Svømme-, Fodbold-, Væddeløbs- og Mudderkørselsrekorder. Og denne Forsimpling af Aandskulturen breder sig jo ogsaa til Teatrets og Filmens Verden.

Vi: Vi taber Pennen for at klappe i Hænderne til denne profetiske Tugten. Og vi skynder os at drage den Lære ud af den, at skal Menneskeheden frelses, bliver det i hvert Fald ikke Kulturen, hvem det Job tilfalder. Der maa henses til stærkere Kræfter.

Hr. Steincke: Hvorfor blev den mægtige romerske Kultur ødelagt af Barbarer? Ikke fordi Barbarerne var Romernes Overmænd i Intelligens eller Kultur, nej, fordi Romerriget var raadnet op indefra.

Vi: Indrømmet, at den var det; men hvor megen Kultur hører der til for at være en Kultur overlegen, der er raadnet op indvendig fra?

Hr. Steincke: De store Aander, der har været Liberalismens og Aandsfrihedens Talsmænd og dermed Fædre til den nyere Tids Demokrati, gik i deres Optimisme ud fra en skæbnesvanger Fejltagelse: at tekniske Fremskridt og materiel Udvikling saa at sige af sig selv vilde omsættes til større og større Harmoni i Tilværelsen, højere og højere Kultur – at Mennesket var tankestyret Energi. Og nu, da man ser, at Udviklingen tværtimod synes at pege tilbage mod Middelalderen, og at Menneskene tværtimod er følelsesbestemt Vildskab, vælter man sig i sin Uvidenhed og Forvirring over Demokratiet.

Vi: Uvidenhed og Forvirring – naa! Efter at den ærede Taler selv har erkendt, at Demokratiet, der kom og præsenterede sig som en Stjerne, viste sig at være en værre Lygtemand, kan det vel ikke kaldes for pure Uvidenhed og Forvirring, naar Folk beklager sig over at være ført ud i Mosen. Og naar Ministeren oprøres over, at det Demokrati, der overalt overtager Verdenskrigens Fallitter efter de tidligere konservative Magthavere eller Eneherskere, lastes for den nuværende Misère, spørger vi med en Smule Vrede i Stemmen, om det pludselig kun er konservative Medmennesker, der er følelsesbestemt Vildskab, mens Socialdemokrater er rene Olympere? Hvilken Lykke da, at det blev disse Olympere, der overtog Fallitboet! Og hvordan har de saa klaret Reorganiseringen? For vort nærmeste Naboriges Vedkommende ved blankt at give op og overlade Sylten til den følelsesbestemte Vildskab, som saa ganske vist ogsaa magtede Opgaven. Og hermed er vi saa naaet til Sagen, hvor det for Alvor brænder paa for vor Debattør: Spørgsmaalet om Demokratismen, som De ikke længere tror et Hak paa, Hr. Minister, og føler Dem helt ned i Hjerteroden forpligtet til at forsvare.

Hr. Steincke: Naturligvis er Flertalsstyre Folkestyre og ikke Diktatur.

Vi: Vi forstaar, at det har irriteret Hr. Rigsdagsmand Steincke kolossalt, dette sjove Paafund med at kalde Parlamentarismen for Flertalsdiktatur. Der kan da ogsaa meget godt ligge en Tilsnigelse i det. Men hvad saa med den uhyre Tilsnigelse, for ikke rent ud at sige den frække Løgn, eller – for godtroende – det uhyre Selvbedrag, at Flertalsstyre er Folkestyre? Hvad er nemlig Flertalsstyre? Skal vi forsøge en Definition, ikke genial eller fantasifuld, men klar og træffende: Flertalsstyre bestaar i, at Flertallet styrer. Skønt ikke engang det er sikkert.

Lad os sige, vi har et Folk paa 100 Personer; paa Valgdagen ræsonnerer de 25: vi har ikke et Hak Begreb om Sanktionspolitik, Valutacentraler og Imødegaaelsen af Krigsfaren i Østen; altsaa byder Sømmeligheden, at vi bliver hjemme. De andre 75 har af emsige Egenkagemelere og nogle Idéforkæmpere af alle Slags Gehalt faaet indbrølet i Sjælen, at politisk Kandestøbeni er en hellig, næsten guddommelig Pligt for Statens Borgere; de 40 stemmer saa for den Mand, de af mer eller mindre delikate Grunde er naaet til at formene om, at han vil hyppe netop deres Kartofler; de 35 stemmer imod. Hvad er saa Folkestyret? At 40 Personer gennem deres Repræsentant regerer 100. Disse 40 er Folket.

Hr. Steincke: Under et demokratisk, parlamentarisk Styre anerkendes Religions-, Tale-, Presse-, Forenings- og Forsamlingsfrihed.

Vi: Ja, det kan jo være meget fornøjeligt for Mindretallet, at det har Ret til at tale ud i det blaa og forsamle sig, hvor det vil, paa alle betydningsløse Steder. Men endnu fornøjeligere var det dog for det, om det blev tillagt nogen Vægt, hvad det talte og forsamlede sig om. Gør det saa det? Meget lidt. Alle vigtigere Sager er paa Forhaand afgjort. Naar en Bestemmelse skal træffes (efter at den er truffet mindst to Gange, nemlig først af Principerne, derefter af Princepserne) trækker en Minister i en Snor, og det passende, til dette Formaal i en Tingssal opbevarede Antal Marionetter hæver sig i Stolene for atter at synke tilbage, naar Snoren slippes. Forskellen paa en Diktator og denne Minister inden for Valgperioden er faktisk kun den, at Diktatoren sparer sig det lidt omstændelige og for Staten bekostelige Arbejde med Snoren.

Hr. Steincke: Folkestyret anerkender ethvert grundlovslydigt Parti som lige lovligt, og det er netop Tegn paa højere Kultur, at det herskende Parti maa træde tilbage, hvis det efter et Valg ikke længere besidder Tilslutning hos Folkets Flertal.

Vi: Ak, denne højere Kultur! Maa jeg nævne en anden Ting, det ogsaa er Tegn for: at man ingen Tro har paa sine Idéer og sin Mission. Efter at man i de voldsomste Ord under Valgkampagnen har fastslaaet, at Folket graver sin egen Grav, hvis det giver sig Modpartens Svindel i Vold, gaar man efter Valget sorgløst fløjtende tværs over Gulvet i Salen og hygger sig veltilpas paa Oppositionspladsen, saa enhver maa tro, det hele er Komedie, og nu skal altsaa Medspilleren have sin store Replik.

Hr. Steincke: Takket være en ihærdig, daglig Mistænkeliggørelse, tilsat smaa pikante Løgnehistorier i Ny og Næ, haaber enhver Oppositionspresse i Kraft af Flertallets Dumhed og Mistænksomhed at kunne umuliggøre enhver Regering. Thi Folk er jo ingenlunde saa kloge, som de lader og selv tror.

Vi: Hørt, Hr. Profet! Men forsnakker De Dem nu ikke, Hr. Folketribun?

Hr. Steincke: Massen skal ikke regere, den skal vælge, og den er aldeles ikke saa ringe, som man vil paastaa. I Kraft af sit Instinkt.

Vi: Dèr traf De Sagens Kerne. Det er netop den ledende Tanke i Diktaturstaterne.

Hr. Steincke: Jeg ser saaledes paa det, at det er mig revnende ligegyldigt, om man betragter mig som reaktionær eller ej, fordi jeg ikke lader mig mine Grundsynspunkter diktere af Moder, men af Argumenter.

Vi: Vi tror Dem, Hr. Minister, tildels i hvert Fald, og vi er gladere for en saadan Udtalelse, end Deres Vælgere strengt taget kan være det. Der er i Virkeligheden ikke fra ansvarlig Side i Danmark talt haardere og haabløsere Ord om Folkestyrets Forudsætninger, end De har gjort det i dette lille Skrift. Om De havde Mod, som De har Mandshjerte, sparkede De selv den marxistiske Taburet bort under Dem – for egentlig er De for god til at sidde paa den – og naar Folk grinede, fordi De faldt paa Gulvet, vidste De, at der, paa Gulvet eller den bare Jord, har Profeterne deres Plads.

KAJ MUNK.

Steincke: „Massen skal ikke regere, den skal vælge, og den er aldeles ikke saa ringe, som man vil paastaa. I Kraft af sit Instinkt.“

Kaj Munk: „Der traf De Sagens Kerne. Det er netop den ledende Tanke i Diktaturstaterne.“