En københavnsk Kavaler

En københavnsk kavaler

Af Kaj Munk

Vor Medarbejder, Forfatteren Kaj Munk giver en Karakteristik af Museumsdirektør Frederik Poulsen i Anledning af hans nylig udsendte Bog „Fra stille Aftener“, og konstaterer med Overraskelse, at Frederik Poulsen ikke „er en misliebig Kavaler med slemme Skred i Personligheden“.

Her gaar man og tror, at Frederik Poulsen er en misliebig Kavaler med slemme Skred i Personligheden; man har en taaget Forestilling om, at der gerne er no'et med Pi'er ved i Nærheden af hans Skribentnavn, erindrer saaledes en vie-parisienne-Kronik fra „Politiken“ om et undergørende, stærkt besøgt Kloster, der kunde skille ulykkelige Hustruer af med deres Ufrugtbarhed, idet altsaa nemlig Prioren var en meget smuk Ungkarl. Oho og hvabehar. – Og saa udsender han her paa sin 60 Aars Dag en Bog „Fra stille Aftener“, der ganske simpelt hen er saaledes beskaffen, at man kommer til at holde af ham. Bestaar den af andet end Avisartikler, som man har hørt i Radioen og læst i Bladene og nu altsaa tredie Gang stilles over for? Muligvis ikke. Men des bedre maa de jo være, naar de kan taale to Repetitioner og endda virke besejrende. Tilmed skænker de, her hvor de er samlede, et Helhedsindtryk af et Brudstykke af Forfatteren, som gør en fjernboende Eftertænker helt lykkelig ved, at ogsaa disse Træk findes i Københavns Fysiognomant, for at tale med min kære gamle Studentermor i Larslejstræde.

Frederik Poulsen har en lykkelig Haand til at gøre os Dus med de aartusindgamle Kanutter, som vore Skoledage efter vor faste Formening havde gjort os færdige med for Livstid. Ikke ved at digte om dem, men ved Hjælp af sin Videnskab. Der er nu saadan en Mand som Demokrit. „Omkring 450; den naturvidenskabelige Arbejdsmetodes Fader“ melder sig i Hjernen sammen med en Tilfredshed ved at vide sig i Sikkerhed for nogen Sinde oftere at risikere at blive krævet til Regnskab for Blodprøve og andet deslige i dette Familieskab. Men naar Frederik Poulsen siger Demokrit, varer det ikke længe, inden man er indspunden i en levende Samtale med denne gamle Herre om Atomernes Bevægelser og Grupperinger, saa det truer med at dages for En, at Professor Bohr blot er en talentfuld Eftersnakker, og man ender i sort Fortvivlelse over, at der ikke er levnet os et eneste Værk af den store Makedoners store Produktion.

Kedeligt er det heller ikke, naar Frederik Poulsen tager os ved Haanden og vimser foran os ind i Pompejis Gader. I Løbet af et Øjeblik er vi midt i et pulserende Liv fra for 19 Aarhundreder siden. Fornemme Konsuler skrider os forbi; en Kommunist holder en Brandtale midt paa Gaden, en fuld Mand kender ikke Forskel paa sig selv og sin Nabo, en Købmand er i fuldt Trav for rettidig at naa frem til det paa Torvet beliggende kommunale W.C.

Udmærket og fornøjeligt. Men det, Museumsdirektøren for Alvor gør Attaque paa vort Hjerte med, er dog, at han kan fortælle os 7 Sider fulde om „Træning af Heste for 3300 Aar siden“ og gøre det saadan, at Hitler ikke længere kan undgaa at betænke ham med en Medaille. Det viser sig nemlig, at Arierne – men nej, De maa læse det selv.

Og dermed gaar vi over til det Emne, der i Dag har trykket os Pennen i Haanden.

Vor store Digter Jons. V. Jensen gjorde Dr. Poulsen en Bjørnetjeneste ved paa hans Fødselsdag at komme for Skade til i nogle højst prosaiske Verslinier at hylde ham for Aandsindskrænkethed. „Du kan ikke baade bruge dine Dage og haabe paa at beholde dem,“ hedder det, og det var altsaa det hyldestværdige ved Dr. Poulsen, at den var han med paa.

Uheldigvis er han netop ikke det. Og i ganske særlig Grad derfor kommer man til at li' ham, fordi denne „Fødselar“-bog bærer saa mange smukke Vidnesbyrd om Forfatterens Sans for – lad os være modige og sige: det overnaturlige.

Den gamle Røverhistorie om, at Videnskaben forbyder Troen paa „et Liv, efter dette“, afvises saa voldsomt, at vi nærmer os en Indrømmelse af, at snarere end at fornægte Udødelighed peger Videnskaben i Retning af Godkendelse. Dr. Poulsen tvinger Svante Arrhenius til at indrømme, at vi Jordboere virkelig slot ikke er saa tossede, og fortsætter saa:

„Og vil nogen paa dette Grundlag drømme videre om en Gud, der beundrer sit Skaberværk og skænker de Mennesker, der opfylder hans Krav til dem, personlig Udødelighed, mens Resten lider den fortjente Skæbne at smuldre bort, saa kan Videnskaben intet have herimod at indvende, thi Værdiernes Bevarelse er et Maal, den vedkender sig, og en saadan Eschatologi ligger da i Forlængelse af dens Retningslinier.“

Det er tydeligt, at et Citat af Goethe ret er efter Dr. Poulsens Hjerte. Han har med Aristoteles filosoferet over, hvor højt Mennesket maa sættes. Det viser sig at være meget højt. Saa sandt Tankelivet kan naa til at give sig af med det ædle og guddommelige, maa det selv have noget guddommeligt i sig; søg derfor at vinde Udødelighed ved at virke i Overensstemmelse med det stærkeste i dig; thi selv om vort Indre er ringe i Omfang, overgaar det dog alt det Skabte i Kraft og Herlighed. Denne Linie føres af Dr. Poulsen over Platon frem til Goethe: „Overbevisningen om vor Vedvaren udspringer hos mig af Virksomhedsbegrebet. Thi naar jeg virker rastløs til min Ende, saa er Naturen forpligtet til at anvise mig en anden Tilværelsesform, naar den nuværende ikke længere kan holde ud for min Aand.“ Wer immer strebend sich bemüht den können wir erlösen. Her er sagt det stik modsatte af det Jensenske. I Stedet for et fattigt Regnestykke fremstiger her den stolte Tro, at jo mere vi bruger vore Dage, des mere kan vi haabe paa at beholde dem.

Lad os nu skynde os at fastslaa, at Dr. Poulsen ikke er Kristen, i hvert Fald ikke i vulgær Betydning af Ordet. Gudskelov, havde jeg nær sagt og vilde dermed have ment, at saa er man da betrygget for, at alle de smukke, de meget smukke Ord, han bruger om Oldkristendommen, ikke stammer fra professionel Begejstring. Doktoren søger ikke Grunden til Kristendommens Sejr over de andre samtidige Religioner i de sædvanlige historievidenskabelige Mudderlag, som at den egnede sig godt for Slaverne, eller at den var selv indholdsløs og derfor uden Skrupler kunde snakke alle efter Munden. Nej, den sejrede paa sin aldeles fortumlende Logik: en Gud, der udkaarer sig Udskuddet i Verden, og af dette Udskud kræver Fuldkommenhed og hardtad faar det: „den, som Gud har tilgivet den største Synd, – vil føle en Taknemmelighed saa stor, at Gud kan paalægge ham de højeste Pligter. – Den, der blot et Øjeblik spejler sig i sin egen Godhed, – er derimod fortabt.“

Denne Fremdragelse finder vi baade fin og nobel. Der maa atter være noget af Forfatterens Hjerte med i den; det kan ikke blot være videnskabelig Forskning ud fra den paa engang genialt rigtige og skrupforkerte Komediemetode, som andetsteds i Bogen udtrykkes i disse notabeneværdige Sætninger: „Det er i den moderne Religionshistories Aand at leve sig ind i den Religion, man vil skildre, altsaa ikke som det foregaaende Slægtleds Religionshistorikere nøjes med at fiske Paralleler til hvert religiøst Fænomen lige fra Sydhavsøerne til Grønland. – Tilegnelsen og Oplevelsen af noget fremmedartet kræver, at man en Tid udsletter sig selv og glemmer sine egne smaa Meninger.“ Man maa have „saa megen sjælelig Smidighed, at man kan blive from under et Ophold i Jerusalem“, og altsaa eventuelt heller ikke længere. Som sagt: udmærket! Men hvornaar staar vi saa over for Skuespilleren og hvornaar over for Digteren? Ogsaa det er det dog af Værdi at vide.

Hvad der mest synes at betænkeliggøre vor Antikforsker ved Kristendommen er den Omstændighed, at han ikke ser Udveje for at faa bjærget sine kære attiske Heroer og Filosoffer ind i Himlen. Hvad den katolske Kirke lærer paa dette Punkt, ved jeg ikke; men moderne luthersk Tankegang kender ikke noget til en Villavej i Helvede med Rækkehuse for Sokrates, Platon, Aristoteles. Naar Grundtvig i sit tordnende Kvad om Nedfarten til Dødsriget „I Kvæld blev der banket paa Helvedes Port“ lader Eva falde Frelseren til Fode og løftes op af ham, da er denne Eva hele Menneskeslægtens Mor, og de Profeter, der bærer ham paa Skjold under Opstandelsens Triumftog, er ikke blot Jødebibelens 4 store og et Dusin smaa. Golgatha-Mysteriet gør Jesus til Verdens Frelser med baade fremad- og tilbagevirkende Kraft, saa Sokrates kan meget godt være kommen i Himlen paa forventet Efterbevilling. „Jeg befinder i Sandhed, at Gud anser ikke Personer, men hvo iblandt alle Folk, som ham frygter og gør Retfærdighed, er ham behagelig,“ fastslog Apostlen Peder, og Paulus vidste, naar han var allerhøjest oppe, at hver Tunge skulde bekende Jesus som Herre til Gud Faders Ære. Som et Motto over al Jesu Færden staar skrevet det Ord: For Gud er alle Ting mulige. Blæse være da med de Plankeværker, Mennesker selv tømrer op.

* * *

Vi siger altsaa Dr. Frederik Poulsen Tak for Bogen. Der var meget andet smukt i den, vi havde Lyst til at drage frem. F. Eks. en fin Skildring af Frans af Assisi, der ifølge Johs. V. Jensen var en uhyggelig Fremtoning, men hvem Poulsen skænker baade Beundring og Kærlighed. Og der er de mange varme og lysende Udtryk af Taknemmelighed over Livets Rigdom, idet vi dog finder, at Smerten ikke har faaet den Plads, den vitterlig har her i Verden, endsige da Hæsligheden. Men vi maa slutte. Og lad os gøre det ved nu, i Reformations-jubilæumsaaret, at citere de sidste Linier i Afsnittet om Oldkristendommen og dens Fremgang. Der polemiseres imod den almindelige Katoliks Forhold til Gud, som „den Dag i Dag er af samme forretningsmæssige Karakter som de antike Folks til deres Guder. Man synder, man gør Bod, synder igen og passer blot paa til sidst at faa Sakramentet.

Men det er ikke den Kristendom, der i sin Tid fængede i Sindene som Ildsluer. Hver Reformation, ogsaa den lutherske, er et Udslag af daarlig Samvittighed, er et Forsøg paa at genvinde noget af det tabte, af den vældige Vækkelse fra Synden, den enestaaende Oplevelse af Guds Barmhjertighed, udtrykt i letfattelige, gribende Billeder, der var Jesulærens originale og – vi tør sige: geniale Indsats i Religionernes Historie.“

Kaj Munk.

Museumsdirektør, Dr. Frederik Poulsen.