Hvor bor de Hjemløse?

Hvor bor de hjemløse?

Af Kaj Munk

Med Udgangspunkt i en nyligt udkommet Rejsebog af Overrabbiner, Dr. Friediger skriver Forfatteren, Pastor Kaj Munk i denne Kronik om Jødefolkets mærkelige Skæbne.  „Jødefolkets Historie er et Kapitel i Menneskehedens. Hvilket skulde være unyttigt at antegne, men ikke er det, eftersom vi lever i en Tid, da de sundeste af vore Medmennesker er blevet ramt af en Sygdom, man kunde kalde Jødestær.“

DET er Synd, at Overrabbiner, Dr. phil. M. Friediger ikke er lige saa dygtig til at tumle et Penneskaft som til at holde et Kamera stille. For sikke saa en Oplevelse, hans Bog „Landet, der genopbygges“, kunde have været. Overrabbineren har sammen med en vis Fanny aflagt Palæstina et Besøg, og der er da ikke noget underligt i, at han gerne vilde berette Landsmænd herhjemme lidt om, hvad Rejsen har skænket ham. Han er selv meget betaget, og vi tror ham gerne, baade at han dybt bevæges ved at staa ved Minderne for sin aartusindgamle Historie, og at han højt begejstres Ansigt til Ansigt med Haabet, Folkets Fremtid, Genrejsningen.  Vi tror ham gerne, men han kan ikke meddele sit Sjæleliv til os, saa ogsaa vi bevæges og begejstres. Hvad meget vel var muligt, selv om vi ikke er Jøder. Thi Jødefolkets Historie er dog et Kapitel i Menneskehedens. Hvilket skulde være unyttigt at antegne, men ikke er det, eftersom vi lever i en Tid, da de sundeste af vore Medmennesker er blevet ramt af en Sygdom, man kunde kalde Jødestær. De ser ingen Jøder, naar de betragter Menneskeslægten. Og saa er dog Sandheden den, at indenfor Historien er der ingen interessantere, ingen forunderlige Foreteelse end den, der hedder Israel. Paa Areopagos, hvor Paulus som bekendt knæsatte Nationalitetstanken, var han inde paa, at Gud har anvist de enkelte Folkeslag „Bolig“. Hans eget Folk er det eneste, der falder udenfor Regelen. Jødefolket indføres for os i Første Mosebogs 11. Kapitel: „Og Tharah tog Abram, sin Søn, og Lot, Harans Søn, sin Sønnesøn, og Sarai, sin Sønnekvinde, som var Abrams, hans Søns, Hustru, og de droge ud med dem fra Ur i Chaldæa, at drage til det Land Canaan, og de kom til Haran og boede der. Og Tharah blev 205 Aar gammel, og Tharah døde i Haran.“

Dér har vi jo Jødefolket i en Nød. Tharah er paa Rejse fra et Land til et andet og dør i et tredie, midt imellem. Og blev dog to Hundrede og fem beskedne Aar gammel.

Saa bryder Abraham da op fra sin Fars Støv og kommer til et Land, der ejes af Cananiter og Pheresiter. Og efter at have flyttet rundt dér en Menneskealder ejer han endnu ikke saa megen Jord, at han kan begrave sin Hustru; „jeg er en Fremmed og Gæst hos Eder.“ Af Hetiterne faar han for 400 Sølvsekler med stort Besvær købt sig et Lejested, hvor han kan lægge Sara til Hvile og selv faa sin Grav engang. Det er alt, hvad Abraham i sin Levetid bliver Ejer af i Palæstina. Og allerede hans Sønnesøn forlader Landet med hele sin Familie og flytter til Ægypten og bor – som en lollandsk Polak – i Gosen. Der lever de og deres Efterkommere saa som Fremmedelement. „Og Israels Børn bleve frugtbare og vrimlede og bleve mangfoldige og vare saare talrige, og Landet blev fuldt af dem. Og der kom en ny Konge over Ægypten, som ikke kendte Josef. Og han sagde til sit Folk: se, Israels Børn ere flere og talrigere end vi. Velan, vi ville handle klogeligen imod det, at det ikke skal blive mangfoldigt …. saa satte de Skattebetjente over det …. og jo mere de plagede det, desto mere blev det mangfoldigt, og udbredte sig, og de væmmedes ved Israels Børn.“ Ja, saaledes staar der virkelig i Caironer Tageblatt halvandet Tusind Aar før Christi Fødsel. Da Tilstandene bliver for uholdbare i Ægypten, flytter Israeliterne ud i Ørkenen, hvor de slaar en 40 Aar ihjel. Tænk nu, at kunne tage den Overgang fra det fede, nilbesvangrede Gosen til det stikkende golde Sand. Men de ikke alene kunde tage den, men – Forbandelsen blev dem altid til Velsignelse. Slaveriet i Ægypten og Trællelivet i Ørkenen gjorde dem til frie Mænd, der ikke længere behøvede at bukke og købslaa og fiduse sig gennem Verden. Efter Forhandleren Moses med Talefejlen kom Krigeren Josva og gjorde med Sværdets Ret det Land til deres, der endnu aldrig havde været det. Vikingerne gik ikke bistrere til Værks overfor England end dette nye Krigerfolk overfor den Modstand, det traf paa under sit Erobringstogt. Kongen af Jerusalem, Kongen af Hebron, Kongen af Jarmuth, Kongen af Lachis og Kongen af Eglon, der var flygtede ind i en Hule, blev murede inde der, indtil Josva fik Tid til at tage sig af dem; saa blev de ført ud, og Josvas Officerer traadte frem paa deres Diktators Bud og satte Fødderne paa deres Halse. „Og derefter slog Josva dem, og hængte dem paa 5 Træer, og de blev hængende paa Træerne indtil Aften.“ Ved dette og lignende Arrangementer blev det slaaet fast, at her boede nu Israel. Og maaske de virkelig var faldet til Ro og var blevet boende, hvis de havde faaet Lov til det. Men Aar 598 f. Kr. knuste Nebukadnezar Jerusalem, Tempel, Paladser og Mure, og lod hele Folket deportere til Babylon. Da Babel et halvt Hundrede Aar senere faldt for Kyrus, fik Israeliterne Lov til at vende hjem, men – her kommer et stort Notabene – kun en lille Skare benyttede sig af Tilladelsen; det store Flertal forblev i Babylonien; de maa altsaa bestandig have følt sig hjemme, naar de var ude. Judæa stod naturligvis ikke tomt, og de Hjemløse maatte da til at erobre Landet igen som i Josvas Dage. Det lykkedes kun til Dels, i allerhøjeste Grad kun til Dels. Og fraset en kort Hasmonæerperiode blev de ikke mere et selvstændigt Folk, men beherskedes saa af Persere, saa af Grækere, saa af Ægyptere, saa af Syrere, endelig af Romere. Paa Jesu Tid havde der saaledes igen igennem nogle Aarhundreder været et lille jødisk Folk i Jødeland, foruden det meget større jødiske Folk, der var alle mulige andre Steder i Verden. Men kort efter Forkastelsen af den Messias, der saa længe – og saa hedt – var ventet paa, blev Jerusalem atter knust, denne Gang af Romeren Vespasian og hans Søn Titus. Aar 70 erobredes Byen Tomme for Tomme, mens Hunger, Pest og Borgerkrig rasede i den, i Juli blev dens Fæstning erobret, i August dens Tempel plyndret og brændt, i September var Staden en Ruinhob; Judæas Befolkning blev udjaget, solgt som Slaver, spredt mellem alle Folkeslag. Saa gik der nogle Hundrede Aar, en 18-19 Stykker; Landet toges nu igen i Besiddelse af de „Fremmede“, hvilket maaske betyder Cananiter og Pheresiter, den oprindelige Befolkning, den indfødte, opspædet med alle mulige Slags Tilflyttere, deriblandt saamænd ogsaa Jøder, der prøvede at danne smaa Kolonier rundt omkring; hvorfor ikke lige saa godt her som i den øvrige Verden? for Resten gik det dem af alle Steder ringest her. Men i en af de smaa Krige, der er ført mellem Folkene fra Abrahams Dage til vore – denne Krig var en ganske kort en paa bare en tre-fire Aar mellem nogle Røverstater i den mindste af Verdensdelene – sejrede England, i hvilket Land Kyros var genopstaaet som Lord og kaldte sig Balfour. Han bestemte, som den Gang han sidst var paa jorden, at Jøderne skulde have Lov at vende „hjem“. Det var der ikke mange af dem, der var saa begejstrede for. Men nu gik det saadan, at Farao ogsaa blev levende i Vokskabinettet ligesom Balfour og traadte ud og marcherede mod Berlin og satte sig til Rette der. Og saa blev det ikke til at være i Gosen for Børnene af den Josef, man beredvilligt havde hyldet, inden man lærte at raabe Heil. Altsaa gaar Strømmen for Gud ved hvilken Gang paa ny mod Jerusalem. Landet er erobret ikke mindre blodigt end i de foregaaende Tider, denne Gang af Skotterne, og naar de har gjort det for dem, er Jøderne fri. Saa tager de altsaa med Sværdet i den ene Haand og Spaden i den anden fat paa at sætte deres Sommerbolig i Stand igen. Det er i dette Sekund af Verdenshistorien, vi har den Ære at leve. Og det er dette Arbejde, Dr. Friediger har været nede at inspicere. Hvordan gaar det saa? Efter Doktorens Mening straalende over al Forstand. Og da han har været bange for, man ikke vilde tro hans Ord – til en vis Grad med Rette -, har han vedlagt en Pragtrække af overbevisende Fotografier: saa indtagende præsenterer sig Haifa nu; saa stoltelig troner det hebraiske Universitet i Jerusalem; saa trinde og glatte og sorgløse leger de fra Naziland undkomne Unger med Byggeklodser hjemme i det fremmede; saa flinkt kan hebraiske Bogstaver annoncere en Film paa en Gademur; saa flittigt hænger selv Børnene i med Opdyrkningen af Stengrunden; saa nyrenset smiler Vandet i Kong Salomons gamle Cisterne; saa imponerende vokser de nye Byer, at man ikke mere skal kalde et forrygende Tempo for amerikansk, men for tel-avivsk; saaledes gror der Skoler op af Ørkensand og skabes der Marker af Sumpe, osv., osv. Slag i Slag.

Vist er Overrabbineren stolt af sit Folk, og vist har han Grund til at være det. Vist er Gud god mod sit Hjertebarn, naar han en Gang imellem skærer sig en Vidje ud af Verdenstræet og pisker det med. Ved Hjælp af dette Ris kan han af den ækle skeptiske, nydelsessyge Overklassejøde i Berlins Saloner skabe en Helt, en Martyr, en Troende, der ofrer sig selv for det, han før fornægtede – der i Stedet for at diskutere Silkeben i Natklubben hakker en velsignelsesrig Grøft ind i Bjerget under Palæstinas ulidelige Sol. Vi betvivler det ikke; denne Opbygning opbygger ogsaa os i vort bange og blødende Hjerte ved en sjælden Gang, som nu her, synligt at lade os se, hvordan Gud kan tumle Satan i Skaglerne foran sin Vogn.

Men desforuden er vi nysgerrige, saa vi er færdig at revne. Og vi kunde bede Gud om en Dispensation fra at dø i normal Alder, en Livslængde i Retning af ikke Metusalems, nej, det var at tage Munden for fuld, men dog som f. Eks. Tharahs, der naaede de smaa 205. Bare for at kunne følge med i, hvordan det gaar dernede denne Gang, om de faar Lov til at genopdyrke Landet til Bunds og rigtig sætte sig fast i det, inden de igen jages ud.

Kaj Munk.