Kaj Munks djærve Hyldest til Det kgl. Teater

Kaj Munks djærve Hyldest til Det kgl. Teater

„Vi maa staa fast om Statsscenen, men Billetpriserne maa ned til det halve.“

Forfatteren Kaj Munk, der i Forgaars Aftes havde indbudt Det kgl. Teaters Skuespillere og Regensens Beboere til en Fest paa Regensen efter den 50. Opførelse af hans Skuespil „Cant“, holdt ved Festen en aktuel Tale, som han i Gaar tilsendte Politiken. I Talen kom han ind paa Spørgsmaalet om Det kgl. Teaters Fremtid. Efter en Indledning, formet som en Hyldest til Regensen fra en gammel Regensianer, udtalte Kaj Munk:

Efter at have takket Regensen for Gæstehuldskabet i en Følelse af Taknemmelighed, som Minder nærmer til Ærbødighed, vender jeg mig til Chefen for Det kgl. Teater med hele hans Følge med Tak for Deres Gæstfrihed mod mine unge Regenskamerater i Aften, med Hyldest for den Behandling, De har givet mit Skuespil „Cant“, fra det kom i Deres Hænder til det i Aften fejrede sit Guldbryllup med Teatret. De ved, at det er min Opfattelse, at jeg andetsteds har naaet større digterisk Højde, og at jeg irriteret over at berømmes fra en Side, hvorfra jeg maa forlange Afbigt, før jeg kan modtage Ros, lod mig forlede til at bruge drilske og udæskende Ord. Men jeg skylder at sige Dem, der saa trofast og sejrrigt løftede den Opgave, jeg satte Dem, at ogsaa jeg anser „Cant“, dets Mangler til Trods, for at være et Digterværk af virkelig Inspiration, og at Teatrets Fremførelse af det har været saa mønsterværdig, at selv de svagere Partier staar stærkt, ja er ved at staa stærkest. Jeg tænker særlig paa fjerde Akt, hvor Instruktør og Skuespillere anskueliggør Ondskabens Kerne i Skønhedens Skal saa ægte, at den dramatiske Svaghed er rigelig opvejet.

„Cant“s Forfatter, der ønsker Det kgl. Teater omdannet til et Folkets Teater.

Fra Det kgl. Teaters Scene har Ibsens strenge Alvor trængt søgende og dømmende ind i Sindene, har Holbergs glade Latter smittet og gjort vaagen og frisk, har Shakespeares Lidenskab slynget Glød og Storm ind i Menneskers Sjæle, saa de hev efter Vejret og med et fornam, at de ogsaa hørte en anden Verden end Hverdagens til. Gang paa Gang har Det kgl. Teater fredlyst et Minde, vist os en Skikkelse, sagt os et Ord, der blev Folkeeje. Festligt har det øvet Døgngerning blandt os, og festligt har det kaldt os til Fest. Intetsteds som i det og i et Par af vore skønneste Kirker er de ydre Betingelser givet, for at Sindet kan vide sig ud, blive forventningsfuldt og stort.

Naturligvis har der været mange Gange, hvor disse store Ord om Det kgl. Teaters Indsats i Danmarks Aandsliv meget let kunde faa en parodisk Biklang. Men hvad betyder egentlig disse mange Gange over for de faa, hvor de har holdt Stik?

Staa fast omkring Statsscenen!

En dyrebar, en hellig Skat har vi i vort gamle stolte Teater. Og alle vi, der ved det, maa ikke blive bange og ikke skaane os selv, men staa fast paa og altid staa fast paa, at sin Statsscene vil Staten ikke af med. Det maa siges vedholdende og dobbelt tappert nu, da Tiderne er gnavne som kun med lange Mellemrum, da Gøglet triumferer, og da A. G. Oehlenschläger formenes ikke længer at være til at holde ud at se.

Men maa jeg have Lov til et Par Minuter at afsadle Pegasus og i Stedet bestige de haandgribelige Realiteters haarde Trædecykle. Det hedder da ganske simpelt, at den brede Provinsbefolkning og dermed inden længe Rigsdagen ikke længer gaar med til uoverskuelige Milliontilskud til et Teater, som Agitationen efterhaanden har faaet præket den ind i Hovedet, at den ikke har nogen Glæde eller nogen Nytte af. Det er en Ting. En anden er, at Billetpriserne er uforsvarligt høje – som om det skulde være forbeholdt en lille Pengeklike at gaa i Nationens Teater. Intet har rørt mig dybere ved denne min egen Sukces end at se fattigklædte Mennesker tage Opstilling og vente paa det ordinære Salgs Begyndelse. Det er Folk, der bringer Ofre for at faa et Stykke at se, det er dem, en Digter elsker som Tilskuere, det er dem, en Statsscene skal hjælpe til Teateraftner frem for dem, der bruger saadanne til Mannequinopvisninger.

Giv Biografernes Forlystelsesskat til Det kgl. Teater!

Dansk Teaterpolitik maa altsaa gaa ud paa at faa nedskaaret og der fastlagt Tilskudet, og at faa skal vi sige halveret Billetpriserne. Jamen det er jo umuligt.

Ja, lad os nu se. Hvorfor driver Staten Teater? Fordi vi lever i en forbistret Verden, hvor de gode bliver magre og de onde fede; fordi Folket har Brug for den gode Kunst, mens det er den daarlige, der kan klare sig selv. Film kan være Kunst op imod evige Højder, Patriot f. Eks., men tiest er den simpelt hen gement Forræderi af Kunsten. Ved De, hvor praktisk Jesus var? Han understøttede Petrus af Judas' Pung. Saa tag dog den Forlystelsesafgift af Biograferne og giv den til Det kgl. Teater.

Endvidere er der opfundet Radio. Den har paataget sig at forsyne Folket med Musik. Nuvel, saa maa da Operaen høre hjemme hos den. Et pragtfuldt Kapel har denne Radio, en Scene saagar ogsaa, og er den for lille, kunde den jo ogsaa godt engang imellem leje det gamle kgl. Teaters for en rimelig Pris. Alle gode og skønne Aander være priset, at Radioguden saadan kom som en deus ex machina og frelste vor Opera fra Forlis; det havde været stor Synd, om den maatte ofres, siger alle, der godt kan li' Musik.

Den Mand, som saa søger Stillingen som Det kgl. Teaters Chef og faar den, maa vide, at saa lave bliver Billetpriserne, og derover maa ikke gaas, saa højt bliver Tilskudet, og mere kan ikke faas. Skulde der endda komme Underskud, maa han være indgaaet paa at bøde af sin egen private Tegnebog.

Om vi saa omsider kunde slippe for den evige Uro om Det kgl. Teater, den irriterende bestandige Hakken paa Og Skumlen om og Skelen til det Kunstens Tempel, der skulde være hele Danmarks Forsamlingshus! Da kunde det blive et kongeligt Folkets Teater, naar nemlig Kunsten, det skænker, stadig er kongelig, og Folket har Raad til at komme der og faa Del i den.