En Mand og hans Fjende

En Mand og hans Fjende.

Marcus Lauesens nye Bog

Af Kaj Munk.

Forfatteren, Sognepræst Kaj Munk kritiserer Marcus Lauesens nye Bog, om hvilken han bl. a. skriver, at dens Titel burde været.- „Et Skrog og hans Fjende“ – - men haaber paa en ny Bog med Titlen: „En Mand og hans Ven“.

HVOR er Marcus Lauesen fremragende som Novellist hvor er det en Nydelse, en Berigelse at læse hans Fortællinger! paa nogle faa Sider stifter man Bekendtskab med alt det bedste hos ham, med alt det gode hos ham: hans dybe Fortrolighed med Menneskesind, hans besjælende Opfattelse af Naturen, hans Optagethed af de højeste Emner og – frem for alt – hans eget Sinds rolige Renhed, den, der er saa afgjort, at den nærmer Læseren til en Følelse af Ærbødighed for den unge Forfatter.

Og hvor er hans Romaner dog ulidelige, ikke til at være over at læse, ikke til at holde Tankerne samlede om, kedelige, stokkedsommelige. Denne Marche paa Stedet i Timevis, denne Malen Side op og Side ned af Smaating, hvoraf en er væsentlig og de andre det samme og altsaa uvæsentlige, denne ægte danske Psykologiseren med Betragtninger og Dybsindigheder, der bliver til det rene ingenting! Hvad kan det nytte, at Novellisten Lauesen en Gang imellem rejser sig i Romanen i al sin Magt og Dejlighed, naar al den øvrige lange Væven, har irriteret os og trættet os og distraheret os, saa vor Modtagelighed er gaaet fløjten? Hvornaar vil han give om det Kunstværk, vi ikke kan dy os for at haabe af ham, det Kunstværk, der indtrængende vil nævne hans Navn for Komitéen i Sverige? Det skal jeg sige Dem: det vil han den Dag, da han har lært og forstaaet, at man i et Digterværk bedst viser et Menneskes i Sjæl i Handling, Handling, Handling – og at en væsentlig Evne hos den virkelige Digter er Evnen til at skære bort, skære bort, skære bort, ofte af det, han selv er gladest ved.

Hvad „En Mand og hans Fjende“ angaar, da er det pinligt nødvendigt, baade af Hensyn til den unge Forfatter og til de mange Læsere, ja, og saa ogsaa til Sandheden, højt og tydeligt at sige, at det er en endog temmelig slet Roman. Thi til de vante lauesenske Fortrin og Fejl kommer her yderligere, at hverken „Manden“ eller „hans Fjende“ er som skildret. Manden er Vejmand og forhenværende stud. theol., og det er der for det første ingen, der er, og selv om der var en, der var det, saa var det ravende ligegyldigt; for hvad almen Interesse kunde saadan en Tingest have? Og dog! smaa Slag, hvad faar ikke Interesse, naar den store Kunstner tager det i sine Hænder? Jo, men saa stor er Marcus Lauesen ikke, i hvert Fald ikke endnu. Han er saa stor, at han enestaaende ægte og livagtigt kan tegne os Vejmanden, der i sine mangehaande praktiske og upraktiske Tanker jumber hen ad Vejen med sin Bør. Han kan ogsaa skildre os den havarerede Student. Men han kan ikke faa een Rasmus ud af de to. Oftest er han Vejmanden, af og til Studenten, men aldrig er han dem begge to i eet. Og hvad skal han dog ogsaa have været Student for? Det er som Vejmand, han paa Bogens første Blade kalder paa vor dybeste Opmærksomhed. Skildringen dér af ham og af de Arbejdsløse, det er Lauesens Bedrift i denne Bog. Det er Vejmand Rasmus, der er et Menneske, som har noget at fortælle os om os selv og alle andre. En Student er jo overhovedet ikke et Menneske. Denne Mands Fjende er Indre Mission. Og nu er det jo forholdsvis i uimodsigeligt, at dette kirkelige Parti er lavpandet og selvglad og dømmesygt og honningkagesentimentalt og blottet for menneskelig Følelse og uden psykologiske Forudsætninger og lummert i indestængt og fordrejet Erotik. Det er venligst oplyst 1000 Gange før og ogsaa i Aar kærligst fremhævet af Sognepræst Aastrup i hans Roman „Treveje“. Aastrup smider bare med Hestepærer, hvor Lauesen nøjer sig med Tomater. Men alt det dér siger mig tillige udtrykkeligt, at det Parti maa der være noget ved. Der kan ikke kvalme saa megen Røg op fra Branden, uden at der ogsaa maa være Ild i den. Og det er ingenlunde en Kunstner af Marcus Lauesens Format værdigt at nøjes med at vise os den Side af Æblet, der er ormstukket. Han burde have drejet det helt rundt. For det første er det en uhyre kunstnerisk Svækkelse af Bogen at lade den dreje sig om noget saa specielt som aandelig Overbelastning af en 12 Aars Dreng. Og dernæst er det ogsaa personligt og digterisk at nedsætte sig selv, ikke at ville – eller kunne – give enhver sit.

Vil han rehabilitere sig, kommer han til at skrive mange Bøger om disse Emner. Først en om, hvordan en nøgtern fritænkerisk Far forkvakler og ødelægger sit Barn ved med Djævelens Vold og Magt at ville holde det fra alle Paavirkninger, der kunde udvikle dets medfødte Kristendom og Fantasi. Saa en om hvordan en Missionærbevidste og syndige Færd stivede en svag og ubeslutsom Karakter af, saa der kom Støvler ud af det i Stedet for Kludesko. Og endelig en, og det skal være den bedste, en om, at hvor der er Skygger, maa der ogsaa være Lys, og lad os nu alle faa Lov til at være Mennesker, og hvor kønne og ydmyge og rene af Hjertet end de vantro er, giver det dem alligevel ikke Lov til at gøre sig til Dommere over de troende.

Skal vi ikke her gøre et lille Ophold og benytte Lejligheden til en Gang for alle at sige et godt Ord om alle Indre Missions Rædsler! Vi summede dem op før i, at Missionsfolk var lumre indemuret Erotik og uden indlevelsesevne over for andre, selvsentimentale, selvglade, lavpandede. Ja, disse er deres Svagheder, og dér er deres Styrke. Paa det erotiske Felt betyder det jo dog tillige, at de har taget Kampen op, hvor mange andre bare lader staa til; at de mangler Menneskekundskab, unddrager dem fra den Fare, der ligger i, at det at forstaa alt, kan være at sige Ja til alt; deres Sentimentalitet og Opbyggelsessyge er kvalmende, det skal Gud vide, men er andre Menneskers Fornøjelser saa ophøjede? Og deres Selvglæde, ja, den kan være stinkende, men den Materie er de dog for øvrigt ikke ene om her paa Jorden – skindom er det nu ikke Selvglæde men Glæde over Gud. Endelig det lavpandede – ja, hvor der er lidt Plads til Hjerne, maa der jo være mere til Hjerte, og hvor kan saadanne Smaafolk ofre sig og give sig umiddelbart hen til Tjeneste, meget flinkere og snarere end de, der først skal spørge Forstand og Eftertanke til Raads.

Alt dette burde have været inden for en virkelig Digters Synsvidde; og da Hr. Lauesen er virkelig Digter, forstaar man ikke, hvorfor det ikke har været det. Er Grunden den, at der har været en Idé, som Bogen skulde fremhæve, en Idé, der gik i Stykker, hvis den hele Sandhed blev sagt? Og i saa Fald, hvad er det for en Idé?

I de utrolige og utroligt barnagtige Replikker, der falder Romanen igennem imellem Manden og hans Fjende, er der en Tanke, stud. theol. Rasmus ofte kommer ind paa, at det er galt, at Mennesker tror, det er Gud, det kommer an paa; det er ikke Menneskers Tro. Ja, til sidst i en helt utænkelig, forstyrret konstrueret Situation (den lille forskræmte Missionær skulde opsøge sin Morder og endda gaa Tur med ham til øde Steder!) siger Rasmus med rene Ord for Pengene: „De tror, Mennesker kan blive Gud lig, med en god Stemning, lidt Varme fra nogle Mennesker i et Rum, lidt Sang og grædende Bønner, det bliver til Religion. Men at Religion er Løgn, Menneskeværk, det er bare vor egen lille Damp, vi hyller os i. Vi har maaske Lov til det, der er maaske ikke noget ondt i det, jeg ved det ikke, men ondt bliver det, naar De vil tvinge andre Mennesker ind de samme Dunster. Jeg kalder det noget Svineri, det De kalder helligt. -“

Se, hvis dette er Idéen, saa forstaar man, at Religionen maatte afbildes som sket er. Men saa er der rigtig nok ikke andet at svare, end at her er der stukket en stiv Løgn. Thi Religion er tilvisse mindst af alt en god Stemning og lidt Varme fra nogle Mennesker i et Rum.

Vi er fra Kirkens Side naturligvis meget beærede over, at Landets ny store Forfatter vil give sig af med religiøse Emner. Men denne Bog synes vi jo er paa Grænsen til snarere at skulde hedde: Et Skrog og hans Fjende – og maaske have røbet en lille Smule Forstaaelse af, at hvor der handles, der spildes. Og vi haaber, at den næste Bog om dette Emne maa hedde: En Mand og hans Ven – samt, at Marcus Lauesen, hvis han for Fremtiden vil definere et Begreb for os, saa vil definere Begrebet og ikke dets Karikatur.

Vedersø Præstegaard, Oktbr. 1932

Kaj Munk