Indledning
Næsten samtidig med 1. Verdenskrigs udbrud i sensommeren 1914 begyndte Kaj Munk en ny og stærkt udviklende periode af sit liv som elev ved Nykøbing Falster Katedralskole, der i Munks erindringsbog Foraaret saa sagte kommer (1942) fremstilles som et åndsforladt sted.
I dette korte dramatiske forsøg og i dets modstykke Rasmine fra 1915 har Munk især bestræbt sig på at fremstille det lollandske bondemiljø så realistisk eller autentisk som muligt ved at skrive på lollandsk dialekt (lollikmål). Selv om Munk siden hen, bl.a. i de ‘jyske skuespil’ som fx Havet og Menneskene (1929), anvender dialektale træk, står de to ‘Lollandsstykker’ som noget af det sprogligt set mest særprægede, Munk har skrevet, og derfor har vi vedlagt en oversat version af skuespillene på mere almindeligt dansk, som kan lette tilegnelsen. Måske skal man bemærke, at Munks nære fremstilling af dialekt og bondemiljø vidner om en stor kærlighed hertil og et voldsomt savn heraf, da Munk med sin begyndelse på katedralskolen samtidig begyndte sit voksenliv og for første gang var flyttet hjemmefra.
Skuespillene giver indsigt i, hvordan Munk arbejdede i forfatterskabets tidligste stadier og viser hans spirende talent for replikkunst samt en begyndende tematisk udforskning af magtmennesket. Genre- og handlingsmæssigt kan skuespillene dog ikke hyldes som stor kunst – Munk selv betegnede dem som ‘dette narreværk’, hvilket således refererer både til det, at der var tale om et forsøg, og det at der var tale om en lavkomisk farce.
En sammenligning af de to skuespils persongallerier viser, at flere navne går igen, et træk som Kaj Munk muligvis har overtaget fra commedia dell’ arte-traditionen eller Holbergs komedier.
- Skriveår:
- 1915-16
- Udgivelsesår:
- 1948
- Kilde:
- Munk, Kaj. 1948. “I Høstens Dage”, i Landlige Interiører i lollandsk Bondemaal, 27-40, Rosenkilde og Baggers Forlag for Lolland-Falsters historiske Samfund.
I Høstens Dage
Landlige Interiører i Lollandsk Bondemaal
Handlingen foregaar i Mortens Spisestue.
KAJ MUNK: LANDLIGE INTERIØRER[1] I LOLLANDSK BONDEMAAL
I | |
( Simpel møbleret Stue. Paa Bordet en Voxdugsdug, hvorpaa en Øldunk, et Saltkar og stort Fad med Smørrebrød. Morten, en høj, tør, midaldrende Mand med gnavent Udseende kommer ind. Han ser Fadet, mønstrer Brødet og studser.) | |
(1) | |
(2) | ANE (kommer frem fra en Dør, som Morten vender Ryggen til; hun er en sød, lille Nittenaarspige, men kigger frygtsom omkring): Va ve du ? |
(3) | MORTEN (uden at vende sig): Va jæ ve? Jæ ve, a I ska vie, a jæ vee, vem der æ Herre hær i Høuse, aa de æ jæ; aa naa jæ æ de, saa ve jæ sandeli aa rejere, aa haae, I retter jer ætter, va jæ haaer saut; æ du mæ paa de, Kone? |
(4) | |
(5) | MORTEN: Jam saa maae du ju vare tokke, dit Skabri, naa du jø de uŋe, skønt aa du vee de goe, sandeli. (Vender sig om) Næ, va æ dou de. (Med Tordenrøst) Heer du Rasmine? |
(6) | |
(7) | MORTEN: Jam, vaafaa i Alverden kommer du saa, Tøs, naa jæ seier Rasmine? |
(8) | |
(9) | MORTEN: Kaa diŋ øuopdraune Uŋe enne svaare, naa diŋ Faar snakker tæ dæ. Vaafaa kom du saa? |
(10) | |
(11) | MORTEN: Aah, jæ venne høre paa al dit Vrøvl aa alle denne Uŋskylniŋer. |
(12) | |
(13) | MORTEN (rasende): Ska du svaare diŋ Faaer imo, diŋ flabbede Teiŋ! Kom hær hen, sandeli! |
(14) | |
(15) | |
(16) | |
(17) | MORTEN: Ja, de æ nyelit, sandeli! Haaer jænne paa de allerstræŋeste forboe al Æggema i disse dyre Tier? Haaer dunne hørt de? |
(18) | |
(19) | |
(20) | |
(21) | MORTEN: Aa saa ser jæ elejen Æggema hær paa deŋ føste Talærgen. Nu veste du, aa jæ haaer vaaren øue hele Dauiŋ, aa saa tænte du kask heller enne, aa jæ sku komme heem tæ Naaeriŋ[2] . De æ sandeli nyelit. |
(22) | |
(23) | MORTEN (aldeles ude af sig selv): Vaare vree! Va Sat… va … va … va sae du, mente jæ? Vaare vree! Va sku jæ æs vare? Va kaaŋ de saa nøtte, de hele? Va kaaŋ de nøtte, aa jæ æ eŋ a di helliste i Sounet, a jæ gaaer i Kerke ver Søndau, a jænne levere Mælk tæ Meieriet om Søndauiŋ, a jæ haaer laut ae mæ aa baaŋe aa hoelt obbe mæ aa taae mæ iŋ, lille Knajt, a jæ gaaer møie tæ Møe aa kommer sammen mæ Præstens, va kaaŋ al de nøtte, naa jæ faaer saan et øutie Baarn! |
(24) | |
(25) | MORTEN (snærrer): Va æ dunne! Faa de føste jø du lie lout imo diŋ Faaers Formaaniŋ, faa de aaŋet ve dunne svaare ham, naa haŋ snakker tæ dæ, faa de fjere æ du storsnøue ouerfaa ham, faa de femde seier du Løjn, aa faa de sæete saa æ du iŋ nederdrægdi Tøs aa møie, møie mer. (stikker hende en knaldende Lussing) Du faakænn aa faae noen i diŋ baare Røu, sandeli. |
(26) | |
(27) | MORTEN: Ja, de kaanne nøtte noue, aa du nu tvein; deŋ, som tæsker sit Baarn, ælsker de tilit. Aa ves dunne bleier møie bæer, saa kaaŋ du ju hæller aller faa Præstens Søn. |
(28) | |
(29) | MORTEN: Ja, jæ æ sku… jæ ment, jæ æ saa sandeli ligla, enden ha æ puggelrøgge, æller va han æ. Haŋ ve jærne haae dei, de vee jæ, aa ves Præstiŋ sæl enne haaer noue derimo, saa bleier de saadan. Færi! |
(30) | ANE (hulkende): Jam haŋ æ ju faa vou tæ aa arbeie i Joeren, aa haŋ æ ju faa dum tæ aa læse, saa … |
(31) | MORTEN: Haŋ kaaŋ vel nok bleie et aa aaŋet, aa saa bleier jæ i Familje med Præstiŋ, aa Præstiŋ sæl æ vest iŋ ri Maan, saa dær æ manne Faadele væ deŋ Histaarie. |
(32) | |
(33) | MORTEN: Du ve lugge diŋ Flab i Tøs; de æ de, du vel. Aa saa i Moeren saa gaaer jæ op aa snakker mæ Præstiŋ om deŋ Sa. |
(34) | |
(35) | MORTEN (klasker hende en svær Lussing til): Jæ vel enne haae alle denne Eiŋveŋiŋer. De bleier, som jæ nu haaer saut! Færi! Aa saa maae jæ ner i Hauiŋ, aa se aa hitte Rasmine, aa vi kaaŋ faa deŋ Naaere. (Han gaar ud. Ane bliver, højt hulkende) |
(36) | HANS (kommer ind; han er en køn, 30 aarig Karl med 2 klare, skælmske Øjne; han tørrer sig med Skjorteærmet om den sveddækte Pande): Hør, ska vinne snaart haae noue Naaere … men va æ dou de, lille Ane. |
(37) | |
(38) | HANS: Staaer du hær aa græer, lille Ane, men… men la dou vare miŋ Pie, men Jøsses dou, va æ der dou? |
(39) | |
(40) | HANS: Æ du de … jam jæ … va … (helt forlegen) kaaŋ jæ dounne jælbe dei, Ane? Va æ der dou skeet? |
(41) | |
(42) | |
(43) | |
(44) | HANS: Ja, jæ ska veŋe op aa nee aae ham, den Stømber[3] . |
(45) | ANE: Jam haŋ æ ju saa hisig, saa vi ska ju uŋskylle ham lidt. Aa nu æ de nok gaae ham saa møie imo i Dau. |
(46) | |
(47) | |
(48) | HANS: Ja, de ska du sku haae Ret i, Ane; faa saa vit, aa jæ kaa skønne, saa bleier vest hele Restiŋ øelaut, ves vinne faaer deŋ iŋ i Moeren, aa de æ vi ju to Maaŋ faa lidt tæ aa kune. |
(49) | |
(50) | HANS: Ja, aa jæ kuŋe slæve faa to, saa pass de ju; men va Glæe haaer saa vi ae de? |
(51) | |
(52) | HANS: Haŋ bleier møie mer end som de; haŋ gaaer fraa Faastaaŋen aa bleier skrubrauruskenesedderspændt vanviddi, ves aa al Hauriŋ gaaer hen aa bleier øelaut. |
(53) | ANE: Jam dæfaa haar haŋ aa vaaren øue i bægge Soune i Dau faa aa faae iŋjiŋ, Høestmaaŋ, men enne een enstens va lei. |
(54) | |
(55) | |
(56) | |
(57) | ANE (begynder at hulke igen): Jam de æ enne de væste, der æ noue, der æ møie, møie være. |
(58) | HANS: Jam, nu græer du ju ijen, lille Ane. Kaa denne leiŋre lidt, aa du faatæl mei, va der æ i Vejen. (rent forlegen) Du maaenne græe saan, lille Ane, saa jø de mæ ju saa uŋt. |
(59) | |
(60) | |
(61) | ANE: Jo, ser du, Haans, i Moeren ve haŋ, gaa tæ Præstiŋ, faa aa faae mæ jift med Sønniŋ. |
(62) | HANS (farer sammen): Va… va ve haŋ? Sønniŋ? Ham … ham mæ Røggiŋ? |
(63) | |
(64) | HANS (forbitret): Ja, dær haaer vi ju hele hans Hællihee! De æ dæfaa, aa haŋ sæl æ saa from, aa vi aaŋre aller tø sætte iŋ lille iŋ i æller taae iŋ Snabs æller saan noue, de æ baare, faa haŋ kaaŋ faae jort siŋ Daaeter øuløkli aa sæ sæl i Familje mæ di store aa faae iŋ faarnem aa ri Svierfaaer. Satan knægge hans Hals! |
(65) | ANE: Jam jæ vel enne haae ham, jæ vel enne haae ham; va ska jæ dou jørre? Kaaŋ du dounne jælbe mæ, Haans? |
(66) | HANS (raadvild): Vudden sku dou de gaa tæ? Ves aa jæ hue vaaren eŋ, ri Goermaaŋssøn aa hue vaaren møie penere aa klouere, saa du kuŋe haae brut dei lidt om mæ, saa kuŋe jæ kask… |
(67) | |
(68) | HANS (ulykkelig): Ja du maaenne bleie vree, Ane, men de slap saan øu ae mei. |
(69) | |
(70) | HANS (med en fortvivlet Kraftanstrengelse): Aa jæ gaaer hær aa … aa … aa holer eienli saa møie ae dei. |
(71) | |
(72) | HANS (ynkelig): Jam jæ kaaenne jørre faa de, Ane, du maaenne bleie vree! |
(73) | ANE: Vree? Jam Haans dou! de va ju de jæ græe ouer, aa jæ sku skels fraa dei. |
(74) | HANS: Ane! (griber fat i hende) Ane! (holder hende ud fra sig) Ane! (trykker hende ind til sig) Hurra! tralalalala! (Svinger hende frem og tilbage og danser om med hende) La der nu ske, va der vel. Nu haaer jæ faat deŋ bæste Kammeraat i Verden. Nu tø jæ hamle op mæ hele Hælve, om de ska vare. |
(75) | |
(76) | HANS (danser fort): La komme, va ve! Jæ ska nok staae mæ! (Svend, en lille, tynd Fjortenaarsdreng, kommer rendende ind; han tørner mod de dansende, og alle 3 triller om paa Gulvet. Hans springer rask op og hiver Ane med op.) |
(77) | SVEND (rejser sig langsomt, gnubber sig og siger muggen): Naada! |
(78) | |
(79) | |
(80) | HANS: Ja, de æ danne noue aa vare muggen ouer, Dreŋ; jæ lærte baare Ane aa daaŋs Tango. |
(81) | |
(82) | |
(83) | |
(84) | HANS: Æ der dou nu noue i Vejen ijen. Jæ kaaŋ, dounne begrive, vaafaa hele Verden enne æ løkli. |
(85) | SVEND: Aah! ves du fek Tæsk øue i Goeriŋ aa Puf hæriŋe i Støuen, saa du satte dæ paa diŋ Røv bægge Stæer, saa va du kask heller enne saa løkli. Men ska vinne snaart haae Naaere? Kloggen æ hael ni, aa jæ haaenne faat noue, sien deŋ va fire. |
(86) | ANE: La vus baare bejyŋe, saa faar Faaer aa Mor ee, naa di kommer. |
(87) | HANS: De seier jæ sku mæ, Ane! tralalala! (Jens og Kristen kommer ind) |
(88) | KRISTEN: De kaaŋ sku snaart vare paa Tie aa faae noue i Skruttiŋ. |
(89) | |
(90) | HANS: Næi, vi haar haat veidiere Teiŋ aa tænge aae. La vus saa baare ta fat; faa nu æ vi ree mæ. (De sætter sig alle 5 og begynder at spise) |
(91) | |
(92) | |
(93) | |
(94) | |
(95) | SVEND: Sekke saa eŋ Ballae, der bleier her ouer, aa vi haaer bejyŋt aa ee, før haŋ kom. |
(96) | HANS: Vi kaaŋ danne vente hele Natten paa ham. Men Ballae de bleier her sku, vudden de saa gaaer. |
(97) | |
(98) | HANS: Vest ska de frem, miŋ Pie, de ska dunne frøite faa, aa vi ska nok faa brøgge deŋ Histaarie ridi sammen, ves aa I baare ve jælbe tæ. |
(99) | |
(100) | HANS: Ja, ser I, de æ ju saan faa det føste in Hemlihee, faastaaer I. Men de kaaŋ vel enne jørre noue, aa vi faatæller dem den, Ane, faa ves aa dinne ve jælbe vus, saa kaaŋ nok vi to enne stelle møie op. |
(101) | |
(102) | |
(103) | HANS: Jo, nu ska I høre; i Moeren saa gaaer deŋ gamle tæ Præstiŋ aa seier tæ ham, aa nu æ Ane hær færi tæ aa jiftes, saa nu æ der vel enne noue i Vejen faa, aa huŋ kaa faae hans Søn. |
(104) | |
(105) | |
(106) | KRISTEN: De æ sku nederdræktit skamlit, ska deŋ kønne Pie haae den… |
(107) | JENS: Pas lidt aae, du. Huŋ ve kask jerne sæl haae ham. (Ane kommer ind igen med et Sennobsglas) |
(108) | KRISTEN: Ja, de æ jæ skunne baŋe faa aa spørre hiŋe sæl om. Hør, sei mæ iŋgaŋ Ane… |
(109) | HANS: De behøvs enne. Faa jæ haaer tænt aae i Jauden aa faatælle Mordiŋ, aa jæ haaer forloue mæ mæ Ane. |
(110) | |
(111) | |
(112) | KRISTEN: Næi, nu haaer jæ dou aller hørt tæ Mae; saa æ de nok bæst aa ønske tæ Løkk. |
(113) | JENS: Ja, de maa jæ nok mæ. (De har alle holdt op med at spise uden Svend, der fortsætter ufortrødent) Men va ska dou de bleie tæ? |
(114) | |
(115) | |
(116) | |
(117) | |
(118) | JENS: Jam haaer du da slet enne tænt, va der kaa ske, naa du seier de? |
(119) | |
(120) | KRISTEN: Ja, faa de føste ve haŋ ju slet enne tro de, naa I seier de, aa faa d'aaŋet ve haŋ stras jaue dei øu, reŋe op hos Præstiŋ mæ de samme aa faae sat deŋ føste deŋ bæste Dau tæ Brølbet. |
(121) | ANE: Ja, de æ jæ aa baŋe faa. Vi maae vest hæller vente lidt mæ aa seie de, lille Haans. |
(122) | |
(123) | |
(124) | HANS: Jam, va ska vi saa jørre. (Længere Tamhed, Svend tager det sidste Rundtenom) |
(125) | JENS (rækker Haanden frem, men opdager Fadet tomt): Nu haaer deŋ Satans Dreŋ æt al Maiŋ. |
(126) | |
(127) | SVEND: Der ska aa noue tæ aa staae imo mæ faa alle de Tæsk, men haŋ kaaŋ baare prøue aae aa ji mæ iŋ enstens Løusiŋ tæ, saa ska jæ dou ligot skælle ham Hæer aa Ære fraa … saa nu kommer haŋ (han propper al Brødet ind i Munden paa eengang) |
(128) | MORTEN (kommer ind): Haaer du høust aa vaaŋe Køerne tæ Medau, Dreŋ? |
(129) | |
(130) | MORTEN (hidsig): Va æ de faa iŋ Maae aa svaare paa, diŋ Lømmel? (klasker ham en Lussing) Du haaer danne nøe aa fraaese saan, diŋ Groveer! (sætter sig ved Bordenden) I holer faa Resten oppe i go Ti, Folk. |
(131) | |
(132) | MORTEN: Jam de æ da aa Høstiŋs Daue. Næi, i menne oŋe Daue da va de aaŋeles; men Tierne bleier vouere aa vouere, aa Uguliheen taaer tæ alle Vejne, som der staaer i Bivlen, aa deŋ ska. Æ I faa Resten færie mæ aa ee? |
(133) | |
(134) | MORTEN: Ja, ji alle Folk kuŋe arbeie, som di kaaŋ ee, saa ble der jort mer. |
(135) | HANS: Jæ trode æs, aa naa der ble æt møie, ble der aa jort møie. |
(136) | MORTEN: Jam du tror vest aa tit fejl; aa faa Resten saa strier de aa nok mo Skriften, aa Folk seier ders Høusbuŋ imo. Men voer mon dou Pien bleier ae mæ deŋ Ma, faa jæ æ sandeli aa blet sulten? (Rejser sig og gaar ud) |
(137) | SVEND (truer med Haanden efter ham): Deŋ Løusiŋ ska du faa got betaalt! Gusklou, haŋ æ i Prækejørnet; faa nu haaer jæ faat iŋ herli Plan. Nu ska I høre! (Alle bøjer sig ivrigt frem, Svend hvisker en hel Del, de nikker begejstrede) Men naa baare vi faatæller ham, aa hele hans goe Haure gaaer rabundus, ves deŋne kommer heem i Moeren, saa ska vi se hans jerie Sjæl. Ssss, nu kommer han ijen. |
(138) | MORTEN (kommer med Brødfadet, scetter det paa Bordet og sig selv ved Bordenden): Ja, nu kaaŋ I bejyŋe faafraa (tager sig selv et Stykke) |
(139) | |
(140) | MORTEN (affejende): De bleier ju miŋ Sa. (De andre begynder at spise igen) |
(141) | HANS: Ja, vel saa; men de vaare enne ret læŋe, før vi faaer et faaskræklit Rejnvajr, aa vi fejl ju næsten al Hauriŋ ino. |
(142) | |
(143) | HANS: Næi, men ves de holer i Moeren ouer, saa æ de store Teiŋ. |
(144) | |
(145) | HANS: Jo, det tyer da altiŋ aae. Aa faaer vinne Hauriŋ i Høus, før deŋ Skøl kommer, saa faaer vi øelaut al de dyre Korn. |
(146) | |
(147) | |
(148) | HANS: Ja ves vi allsammen hæŋer grout i, saa kaaŋ de kask gaae mæ Nø aa næpp. |
(149) | MORTEN (barsk): Jam de æ der vel hæller enne noue i Vejen faa, aa vi kaaŋ. |
(150) | |
(151) | |
(152) | |
(153) | |
(154) | |
(155) | KRISTEN: Ja, saa ser de renok galt øu, ves iŋ ae vus enne kaaŋ arbeie i Moeren. |
(156) | MORTEN: Va æ de faa noue Vrøvl! (Raaber) Ane aa Rasmine! Vaafaa bleier I derøue? Kom hæriŋ aa faae noue Ma mæ! I ska væl enne haae aaŋre Retter end dem, vi faaer. (Ane og Rasmine, der ser lille, mager og forskræmt ud, kommer ind og scetter sig hen til Bordet uden dog at spise) |
(157) | HANS: Kaaŋ vi dou enne iŋgaŋ faae iŋ Dreŋ tæ aa jælbe vus lidt i Moeren? |
(158) | MORTEN: Næi, jæ haaer vaaren all Stæer. U - jæ va tæfres, aa deŋ Høst væl va ouerstaae, aa vi snaart kuŋe faae de Brølb. |
(159) | |
(160) | MORTEN: Ja, jæ haaer tænt me, aa huŋ sku haae Præstens Søn. De æ ju alti iŋ Glæe aa kuŋe komme i Slait mæ iŋ from aa gufrøgdi Herrenstjenner, aa haŋ haaer vest enne noue imo de, saa de va ju bæst aa faae ortne de saa snaart som moelit. |
(161) | HANS (tørt): De æ jæ baŋe faa, aa derne bleier noue ae mæ, Mordiŋ. |
(162) | |
(163) | HANS (uforstyrret): Faa huŋ brø sænne noue om ham, ska jæ seie dæ. |
(164) | |
(165) | HANS (som før): aa da jæ vee, aa du ju danne ve jørre dit enstens Baarn øuløklit faa Livsti… |
(166) | |
(167) | HANS (som før): væ aa tveiŋe hiŋe tæ aa taae iŋ, hunne ve haae... |
(168) | |
(169) | HANS (som før): saa anser jæ de faa redit aa seie dæ, aa der æ iŋ aaŋen iŋ, huŋ holer ae… |
(170) | MORTEN: Va raer de dou dei, diŋ Flab? Luk dou diŋ Kæft i! jæ ska da nok øuen diŋ Jælb faae sørret faa miŋ Daaeter, der enne raer dej de riŋeste. Dette hær æ dou snaart faa galt. Sæl om Tøsen haaer slaret tæ dej, saa maae du dou vie, aa du jø iŋ stor, stor Syŋ væ aa bære dæ saan a. De strier mo alt, va der staaer i Skriften, aa du kaaŋ reskere aa komme i Hælve faa de. |
(171) | |
(172) | |
(173) | |
(174) | RASMINE (trækker tilbage i hende, skælvende): Ti stille, lille Ane! sej doune noue! |
(175) | |
(176) | MORTEN (strengt): Vee du va, Ane! Du æ enne noen Pattebaarn, men du æ naaet tæ Skæls Aaer[5] aa Aller. Aa de ska du vie, aa jæ æ enne faapleide tæ aa føe dei hær mer; du kaaŋ komme hærfraa, va Dau de ska vare; faa du æ her kuŋ som en Kænstepie. |
(177) | HANS: Va sejer du? (truende) Æ huŋ her kuŋ som Kænstepie, der kaaŋ komme herfraa, va Dau de ska vare? |
(178) | |
(179) | KRISTEN: De va sku møie! (Svend hvisker noget til Ane, der forbauset nikker) |
(180) | MORTEN (sitrende af Hidsighed): Saae du sku? Haaer jenne paa de øutrøkliste faaboe al deŋ Slaus hær i Høuse. Jæ vel enne haae deŋ Baaŋen. Ves jæ noenseiŋe høre noensomhelst ae menne Folk hær i Høuse seie en Ee, saa kaaŋ haŋ faa siŋ Opseielse mæ de vuns, aa ska bleie veist væk øieblekli; saan iŋ Kaael haaer jenne Brøu faa hær. Haaer I faastaae? |
(181) | HANS, KRISTEN, JENS, SVEND og ANE (springer alle som een op og slaar i Bordet): Ja, Satan gale mæ saa. |
(182) | |
(183) | HANS (gaar ganske rolig hen og kysser Ane paa Munden; Rasmine skriger): La vus saa se aa komme astæ! |
(184) | |
(185) | HANS (gaar hen imod Døren med Ane ved Haanden): Vi ska snaart vare øue. |
(186) | MORTEN (springer hen og stiller sig foran Døren): Va … va … æ Meniŋen? |
(187) | |
(188) | |
(189) | |
(190) | |
(191) | |
(192) | MORTEN: Næi, holt nu lidt! maŋ reŋer enne saan fra siŋ Plas. |
(193) | |
(194) | |
(195) | HANS: Jo, du ville junne haae Folk i diŋ Kenste, du hue hørt baaŋe. |
(196) | |
(197) | |
(198) | MORTEN (griber fast om Haandtaget): Luk Kæft aa rub ae mæ jer, alle 4. |
(199) | |
(200) | |
(201) | |
(202) | |
(203) | |
(204) | |
(205) | |
(206) | |
(207) | |
(208) | MORTEN: Næi de bleier faa Sa … ndeli Løjn. Haaer jæ faat ouerile mæ aa saut et feil Oer, I kaa hæŋe jer i, saa æ jæ dou dær Herre ouer mit æie Kø aa Blo. |
(209) | |
(210) | |
(211) | HANS (sikker): Vi hær æ Viner tæ, aa du før saae, a Ane kuŋ va Kenstepie, som… |
(212) | |
(213) | HANS (højere): … som kuŋe komme hærfraa, va Dau de sku vare. |
(214) | |
(215) | |
(216) | MORTEN: Luk Kæft, Kælling, faa Saten … æ … æ … æ da faare i dæ, sku maŋ meene. |
(217) | |
(218) | MORTEN (forbliver foran Døren): Ja, saa skrub .. faa Sa .. ja, I æ.. aa la mæ … de va dou sandeli tæ Ballae. |
(219) | |
(220) | MORTEN (ude af sig selv af Raseri): Ja komme øu aa komme eiŋ! De æ sku nyelit. Hær midt om Høestiŋ stekker mit enstens Baarn aa alle menne Folk ae, saa jæ setter ene tæbaes mæ deŋ Hyleso. (peger paa Rasmine) Aa saa æ de mest krapeerlie, aa de æ kuns iŋ Kænstekaael, aa miŋ - miŋ Daaeter reŋer siŋ Vej mæ. (han vakler hen til Bordet og slaar i det med Næverne) Aa hær haaer I to gaae aa hore ba miŋ Røg, I raaene Lierliheer. Aah! rub ae mæ jer, aa la mei aller see jer meer, før jæ i Himlen ska se jer pins i den øuslukkelie Ild aa grinne ae jer. |
(221) | HANS (med Haanden faa Døren): Ja, de jø smæŋ liemøie, voer vi kommer, kommer vi baare enne sammen mæ dei. |
(222) | KRISTEN: Næi, tør du staae eiŋe faa, aa vinne kommer sammen mæ dei, saa ska vi nok komme paa deŋ ridie Seie. |
(223) | MORTEN: Jæ vel enne høre paa jert elendie Løjnevrøvl. Rub ae! Stras! |
(224) | |
(225) | |
(226) | |
(227) | |
(228) | |
(229) | |
(230) | |
(231) | |
(232) | |
(233) | |
(234) | |
(235) | |
(236) | |
(237) | MORTEN: Ja, jæ ve seie … jæ ve … jæ ve seie … Skrub ae Hælvæde tæ. (Han synker ned i en Stol, Rasmine jamrer højlydt, de fem gaar ud) |
(238) | SVEND (gaar sidst; i Døren): Al deŋ goe Haure … aa diŋ Daaeter! |
(239) | MORTEN (mat): La mæ aller, aller see jer mer. (Pause; kun Rasmines Hulken høres. Morten springer op og slaar i Bordet) Hoel op mæ deŋ Støie, dit faabandede Frøuentømmer! (Synker atter ned, Rasmines Hulken gaar over i Snøften; længere Pause) Rasmine! |
(240) | |
(241) | MORTEN: Luk Kæft, seier jæ dei ijen! (Atter længere Pause) Rasmine! (hun ser op) Gaa øu i Goeriŋ aa sei… (hun rejser sig) Sæt dei dou nee, faa Satan! (Længere Pause, Morten mumler) Saa stekker huŋ ae aa taer ham aa kommer aller mer hær. Al deŋ goe Haure! Jæ bleier ju øelaut. |
(242) | |
(243) | MORTEN (farer op): Æ du gal aa tokke, Kælling, æ du tiŋrene tokke? Du haaer kask hore mæ ham aa, va ve du æs hær mæ ham. Aller mer ve jæ se ham faa menne Øine, Satan knække hans Hals! (Længere Taushed, Rasmines Snøften begynder igen) Rasmine! |
(244) | |
(245) | MORTEN: Æ du gal, diŋ Mær? ska du la vare, naa jæ ve haae dæ tæ aa jørre noue? Hent ham, de Satansbæst! |
(246) | |
(247) | |
(248) | |
(249) | MORTEN: Vem Satan i de hee, hule Hælve sku de vare øuen Haans for Faen? |
(250) | |
(251) | |
( Rasmine forsvinder skyndsomt. Morten synker atter sammen. Kort efter kommer Rasmine igen med Hans. Ane og de tre andre kigger af og til ind gennem den aabne Dør.) | |
(252) | MORTEN (mat): Hør, va ve du haae faa, aa I kaa bleie her Øuen øu? |
(253) | |
(254) | |
(255) | |
(256) | MORTEN: Skrub ae, faa Satan! (Hans vil gaa) Vent dou lidt. Va ve I haae faa aa bleie her i Moeren ouer. |
(257) | |
(258) | MORTEN: Herut mæ dæ! Stras! (Hans begynder at gaa) Jæ byer jer tue Kroner. (Hans vedbliver at gaa) Hører du, tue Kroner. (Hans gaar videre) Tue Kroner… tæ … (fortvivlet) … tæ ver ae jer. (Hans har naaet Døren) Men saa stop dou aa hør dou ætter, faa Faen! Diŋ sleibeene Horekaael, diŋ fattie Lort, va biller du dei iŋ? (Hans er kommen ud. Morten slaar om) Haans, kom lidt tæbae, Haans, jæ haaer etjet Faaslau. (Hans kommer tilbage) Ser du, Haans (gaar hen og lægger sin Haand paa hans Skulder og siger ynkelig) jæ æ ju snaart iŋ gammel Maaŋ aa døuer enne tæ møie mer; noen Søn haaer jænne, de enste Baarn, jæ haaer, æ Ane. Aa nu æ ju du iŋ faanufdi Kaael, saa du kaaŋ ju nok faastaa, aa naa jæ hele Tien haaer gaae aa glæet mæ tæ, aa miŋ Daaeter sku haae iŋ Præstesøn, saa æ de enne saan faa mæ aa opji de. Men nu ska du baare høre, va jæ æ komme tæ aa tæŋke aae. Se Præstens Søn, haŋ kaa junne passe iŋ Goer, aa haŋ æ ju aa ri nok i Faaveien, saa tænte jæ mæ, aa du kuŋe kask bleie saan noue Faavalter eller Bestyrer paa deŋe Goer; faa du æ ju æs iŋ faanufdi Kaael; aa saa kuŋe du vel kask nok a Aaere faae deŋ tæ Køvs faa iŋ billi Peŋe; aa du æ ju æs iŋ køn Kaael, saa du kaa maeli faa dei iŋ aaŋen net Pie? Va denne et got Faaslau? Va kaa du faalaŋe mer? |
(259) | |
(260) | MORTEN (rasende igen): Faen faatære diŋ frække Hals! Troer du, miŋ Daaeter, iŋ Buŋedaaeter, miŋ Buŋedaaeter ska haae iŋ fatti Løus, iŋ dum Staaere, iŋ sleibeene Høusmaaŋsune? De ska bleie Løjn! |
(261) | HANS: Ja, jæ taaer hiŋe i alle Tæfælle, aa du faaer al diŋ Haure øelaut, de æ Faaskellen, faastaaer du. Faavel. (vil gaa) |
(262) | MORTEN (gaar frem og tilbage og smaasnakker): Satans tæ Arej. Al deŋ goe Haure; Ane faaer han eleien. De ska skue bleie Løjn! (Højt og truende) Jøss, vaa jæ haaer Løst tæ aa tæske dei. (Løfter Haanden; de andre styrter ind) Troer du, (sætter Hans den knyttede Næve for Næsen) aa jæ vel bo uŋer samme Ta som dei, goe Kaael? Meen du, aa du ska vare Herre hær paa Goeriŋ, aa jæ ska leste runt her a Naae? Troer du, aa jæ ve leve i samme Høus som dei, der haaer sjole miŋ Daaeter aa øelaut alle menne Planer? Faa ves du troer de, goe Kaael, saa troer du moyrderli feil. Iŋen der æ gaae et haelt Aaer, faastaaer du, saa æ du jift mæ Ane, aa saa æ der bøgge et lille Høus paa Eŋiŋ a deŋ Lø øu mo Vejiŋ tæ mei aa hiŋe dær, (peger mod Rasmine) aa saa boer du aa Ane hær paa Goeriŋ, aa saa boer jæ aa huŋ i Høuset, aa saa svaare du aa Ane vus iŋ ves aaerli Iŋtait, som vi to kaa leve ortli ae[6] . Faastaaer du? (Han lader Haanden synke) |
(263) | |
(264) | |
(265) | HANS (rækker rørt Haanden frem): Tak ska du haae, Mordiŋ, de ska jæ aller glemme dæ faa, Tak ska du haae! |
(266) | MORTEN (ser paa den fremrakte Haand, spytter en vældig Klat i den og vender Ryggen til): |
(267) | HANS (lyksalig): Du æ iŋ Knup, Svend. Kom, lille Ane! (Ane falder ham om Halsen) |
(268) | SVEND: De meen jæ mæ. (Morten forbliver med Ryggen til dem alle) |
(269) | |
(270) | DE ANDRE (trænger sig frem): Hurra faa Mordiŋ! Tæ Løkke! Tæ Løkke! |