Indledning
Midt i besættelsestiden, i juli 1943, opfordrede teaterdirektør Thorvald Larsen Kaj Munk til at lave en “national komedie”, i stil med Johan Ludvig Heibergs Elverhøi (1828) og Holger Drachmanns store teatersucces, eventyrkomedien Der var en Gang− (1885). Musikken skulle enten Emil Reesen eller Kai Normann Andersen komponere. Meningen var oprindeligt, at dette syngestykke skulle tage sit udgangspunkt i et af H.C. Andersens mest populære eventyr, Fyrtøiet (1895), men Munk hentede i stedet sin inspiration i Elverhøi, et andet Andersen-eventyr, hvis litterære rødder rakte 450 år tilbage til folkevisen af samme navn (jf. Vedel, 1591) over Johan Ludvig Heibergs allerede nævnte Elverhøi (1828) og Oehlenschlägers Ellehöien (1803). Denne markante nationallitterære forståelsesramme brugte Munk til at lave et i høj grad fædrelandskærligt eventyr(skue)spil med baggrund i den internationale økonomiske konjunktur og konkrete danske tilstande – dog uden direkte hentydning til krigens situation – bl.a. det at amerikaneren F.F. Rawlin med eneretsbevilling i 1935 var begyndt at rejse rundt i Jylland for at bore efter olie og andre råstoffer. Således er det især olie-, kapital- og massekulturnationen USA og dets materialistiske civilisation, der står for skud i stykket, mens Danmarks natur søges beskyttet mod industrialiseringens fremmarch. Eventyrspillet om Danmark offentliggøres her for første gang. Det drejer sig højst sandsynligt om et ufuldendt manuskript, idet slutningen synes at mangle.
Munks dramatiske eventyr foregår i en dansk skov omkring en høj. Verden er delt i to; henholdsvis en menneske- og en troldeverden, som hver især yderligere kan inddeles i en forældre- og en børnesfære. Fælles for den overordnede handlingsgang i de to verdener er, at et ungt kærlighedspar ikke må indgå ægteskab pga. forældrenes klassefordomme samt kapitalistiske og (for troldenes vedkommende) matematiske tankemønstre.
Ud over tilknytningen til elverhøjtraditionen og Holger Drachmanns nationalspil Der var en Gang– (1885), trækker dramaet også på andre litterære kendinge, især Henrik Ibsens episke digt Peer Gynt (1867) og William Shakespeares En skærsommernatsdrøm (1594-1596), der også foregår i en eventyrskov. Dermed kan Munk siges at have fortsat sin Shakespeare-inspiration fra bl.a. Cant (1931) og Shakespeares Hamlet: Omsat af Kaj Munk (1935).
Genremæssigt kan skuespillet betegnes som et eventyr for børn og voksne med kritisk, satirisk bid.
- Skriveår:
- 1943
- Udgivelsesår:
- Utrykt/uopført
- Kilde:
- Indskrivning af Kaj Munks håndskrevne manuskript, som findes i sandfarvet hæfte uden sidenummerering eller aktangivelse samt på fem løse ark. KMF-nr. 21.06.01 og 25.03.01.
Eventyrspillet om Danmark
I. | |
En stor aaben Plads i Skoven, skraanende ned fra Troldhøjens Fod til Kildespringet, omgivet af Eg, Ask, Bøg, El, Ahorn og Birk. En lille Pige kommer hoppende ned fra Højen, en større Dreng langsomt ind langs med Bækken. Da de faar Øje paa hinanden, standser de begge to op. Saa løber Pigen hurtigt hen til Drengen. | |
(1) | Pigen: Goddag, du. Jeg er rendt, forstaar du. Far sagde jeg skulde blive ved Bilen hos Sam, men jeg er rendt. Hvem er du? |
(2) | |
(3) | |
(4) | Drengen: Nej, jeg render aldrig; for jeg er Præstens Søn skal jeg sige dig. |
(5) | |
(6) | |
(7) | |
(8) | Alfred: Men hver Præst har sit sogn, forstaar du. Og denne Skov hører til et Sogn. |
(9) | Pigen: Nej, den gør ikke; for det er Enkebaronessens. Men nu vil Far købe den og lægge Teglstensfabrikker her; ja, det duer Jorden til, siger Far. |
(10) | Alfred: Købe — jamen — nej — jamen — Skoven — den — den kan man ikke købe — den — den kan man ikke.. den har ligget her altid — den bliver her altid. |
(11) | Pigen: Pyt, Far kan alting. Far han er rig, skal jeg sige dig; vi er rige, forfærdeligt rige; og vi foragter alle dem, der er fattige. |
(12) | Drengen: I kan ikke købe Skoven, hører du, I kan ikke tage Skoven bort. Det vil Kildekonen ikke have. Og Højtrolden vil heller ikke. |
(13) | |
(14) | |
(15) | Pigen: Uf, hvor du er sen til at forklare. Og saa har du ikke engang spurgt om, hvad jeg hedder. |
(16) | |
(17) | |
(18) | |
(19) | |
(20) | |
(21) | |
(22) | |
(23) | |
(24) | |
(25) | Tove: Uf, hvor er du sen[8] til at opfatte. Jeg spørger, om vi skal gifte os? |
(26) | |
(27) | Tove: Jeg synes, vi skal. Far bliver ganske vist forskrækkelig vred |
(28) | |
(29) | Tove: Ja, fordi du er fattig. For det er du vel; for du er jo Præstesøn. Og Far faar aldrig besøg af en Præst, uden han kommer for at tigge. |
(30) | Alfred: Far tigger ikke. Far foragter alle, der er rige. Far er — er — han er Socialist. |
(31) | |
(32) | Alfred: Det er saadan med, at man ikke kan lide, at der er nogen, der har noget. |
(33) | Tove: Pyt! Saa bli’r Far meget mere vred, saa vi to vil gifte os. Men ved du, hvad jeg ikke gør? |
(34) | |
(35) | |
(36) | |
(37) | |
(38) | |
(39) | Tove: Nej, og derfor gør jeg det. Og hvis det ikke hjælper, saa brøler jeg — saadan. Og saa giver han sig. |
(40) | |
(41) | |
(42) | |
(43) | |
(44) | |
(45) | |
(46) | Alfred: Ja, det kan vi. Man hvordan skal vi — saa skal vi vist give hinanden Haand, hvis det rigtig skal gælde. |
(47) | Tove: Ja, og saa siger vi jeg vil ha dig, Alfred. Jeg vil have dig, Tove. Kom saa. |
(48) | |
(49) | Tove: Jeg vil ha dig, Alfred. |
(50) | |
(51) | Tove: Det tror jeg nok. Vi maa i hvert Fald heller gøre det, for at der ikke skal mangle noget. |
(52) | |
(53) | |
(54) | |
(55) | |
(56) | |
(57) | |
(58) | |
(59) | Tove: Lov! Tror du, Far spørger om Lov. Du glemmer vist, Far er den rige Direktør Geldgenug[17] , dumme Dreng. |
(60) | Alfred: Du skal vel ikke skælde mig ud, naar jeg er din Mand. |
(61) | |
(62) | |
(63) | |
(64) | Direktør Geldgenug (ind med Enkebaronesse Papillot og Pastor Noksaafrom; Direktøren har lille bitte Spade i Haanden): Se, Deres Naade, se her, Jorden er fortræffelig til Teglfabrikken overalt, hvor vi har gaaet, ogsaa her. |
(65) | E. P.: Det nytter ikke, Hr. Direktør, denne Skov, der var min dyrebare Mands kæreste Klenodie, skiller jeg mig ikke af med; det Gods, han lagde i mine Hænder ved sin Død, skal bevares helt og som det er, saa længe det er mig muligt. |
(66) | Direktøren: Der ligger Tusind og atter Tusinder af Kroner begravet i denne Høj, Millioner i det hele Jordstykke. |
(67) | E. P.: Der er større Skatte i dette Jordstykke end Pengene. De skulde vide, men det kan De ikke vide, end ikke ane, hvad jeg oplever paa mine ensomme Ride- eller Gaature i denne Skov. Og saa har den Tro... |
(68) | |
(69) | Pastor Noksaafrom: Fru Enkebaronesse, Deres Gods har Hundreder af Arbejdsløse. De bør tænke paa dem. |
(70) | E. P.: Jeg tænker paa dem. Jeg giver mig ikke ud for at kunde løse Arbejdsløshedsspørgsmaalet eller Kræftsygdomshærgningen eller andre af de Onder, der piner vort Land. Jeg gør, hvad jeg kan, understøtter privat, hvad jeg kan overkomme, betaler min høje Skat til Bekæmpelse af ... |
(71) | Pastor N.: Det er Deres Pligt som dansk Kvinde og som Kristen. — — |
(72) | E. P.: Mon? Det er min Pligt som dansk Kvinde at frede om den sande Skønhed, der endnu er bevaret i Landet. Og er det min Pligt som Kristen altid kun at tænke paa Penge og Penge og Penge? |
(73) | Pastor N.: Bønner i Gud og i Dag betyder, at vi ikke vil lade nogen sulte — — — |
(74) | E. P.: Ingen sulter i dette Land, og ingen kommer til det. Kære Pastor Noksaafrom, denne min Mands Skov og min Skov — jeg kan ikke lave den om i Penge, jeg vilde føle mig som Forræder, hvis jeg lod den lægge øde ligegyldig af hvad Grund det var. Her mere end noget andet Sted oplever jeg Danmark, oplever jeg — tilgiv mig — Gud. Skal jeg nu lægge rygende og fløjtende og larmende Fabrikker her. Hvad vil de smaa Liljekonvaller sige, Sneglene og Droslerne? Den gode Kildekone og den onde Trold i Højen der? Hvad vil... |
(75) | |
(76) | E. P.: Er der da ingen her i Danmark, der regner med andet end Penge og Tal. Skal jeg selv hos Kirken — — |
(77) | Direktøren: Tillader Deres Naade, at jeg for 2 Minutter er taktløs. Deres Naade talte ved Bordet om, at Godset hvert Aar giver Underskud. Den Dag turde altsaa komme, da Deres Naade tog mere Hensyn til Skatteblankettens Fordringer[35] , end til Liljekonvallens, Sneglens, Droslernes, da Pengebanken i Byen var af større Betydning end Troldbanken do[36] . Jeg tror, at videre Forhandling i Øjeblikket er resultatløs; men vil den Dag stadig staa tilraade med mine Tilbud. Og De, Hr. Pastor, er min trofaste Forbundsfælle mod al Overtro og hvert Sværmeri, selv paa Baronessens Grund. |
(78) | Præsten: Jeg er Smaamændenes og det daglige Brøds Ven, og i denne Sag staar jeg følgelig paa Deres Side ikke for Deres men for min Overbevisnings Skyld. |
(79) | Direktøren: Deres Haand, kære Hr. Pastor, Deres Haand. Kære Barn, er du her! |
(80) | |
(81) | |
(82) | |
(83) | |
(84) | Præsten: Nej; hør nu — — gaa Hjem til din Mor, Alfred, jeg kommer strax. |
(85) | |
(86) | |
(87) | Tove: Han skal blive, hører du, Hr. Præst. Far, sig, han skal blive. Jeg forlanger det. |
(88) | |
(89) | |
(90) | Præsten: [38] De skulde sætte Deres Datter i Rette, Hr. Direktør . |
(91) | Direktøren: Aah, lad saa Drengen blive et Øjeblik, Hr. Pastor. |
(92) | |
(93) | Direktøren: Aah, tilstaa mig Frihed til at opdrage mit Barn. |
(94) | |
(95) | Direktøren: Jeg begriber dig ikke. Hvad Skade Deres Søn kan have af at omgaas min Datter. Kom, Tove, vi gaar, — undskyld, Deres Naade, dette lille Optrin. Paa Gensyn! |
(96) | |
(97) | |
( Hun sætter sig i Grønsværet, falder til ro, synger med spæd, fin Stemme. Falder i Søvn.) | |
( Bækken løber pludselig indover Pladsen, Kilden kommer ud og vil forfølge, men standser forpustet, Tøver .) | |
(98) | Kilden: Vil du blive! vil du blive! Skal du rende fra din Mor. |
(99) | |
(100) | |
(101) | |
(102) | Kilden: Vil du smukt gaa ind i Højen til de andre, gamle Trold. |
(103) | |
(104) | Kilden: Hvad vil man med de Børn, hvad vil man med de Børn? De er bare til Sorg og til Skam. |
(105) | Den gamle Eg: Hvorfor vil du drive hende til at ta’ en udenlandsk |
(106) | |
(107) | |
(108) | |
(109) | Kilden: Det er dog en fin Familie, som min Datter kommer i, hvis hun virkelig blir viet til ham. |
(110) | Bækken: Hvad vil man med Forældre, hvad vil man med dem? De er bare til Sorg og til Skam. |
(111) | Kilden: Tænk en Søn ud af en Oliekilde i Amerika , der i Tusindvis af Tønder har leveret der er Nabofrue visst til selve Fru Niagara |
(112) | |
(113) | |
(114) | Bækken: Jam jeg gifter mig nu aldrig med ham. |
(115) | |
(116) | Højtrolden (Kommer frem med Nevøen Oliekildesønnen ): Jo, nu er hun rede, hende den gloende, |
(117) | |
(118) | Trolden: Snak, du har jo Penge. |
(119) | Olien: Hvad jeg vil med hende, hæhæhæ, |
(120) | Trolden: Stop lidt, jeg vil |
(121) | Graa fugl i Træerne: Lille Bæk, lille Bæk, |
(122) | Olien: |
(123) | Bækken: Skynd dig til, hvor du kom fra, |
(124) | |
(125) | |
(126) | |
(127) | Olien: Hør mig nu, jeg lide[80] mig. |
(128) | |
(129) | |
(130) | |
(131) | Olien: Hjælp mig, hjælp mig, onkel Trold, |
(132) | Trolden: |
(133) | |
(134) | Bækken (søger at bryde igennem): Min Kærest, min Ven, aah hjælp mig, hjælp! |
(135) | |
(136) | |
(137) | |
(138) | |
(139) | Tre smaa Birke træder frem: Vi 3 smaa Birke tager os Mod |
(140) | |
(141) | |
(142) | Olien: |
(143) | |
(144) | Slip du ikke det fine Barn |
(145) | |
(146) | Nattergalen: Hys hys hys |
(147) | |
(148) | Olien: Hvad? hvor? Hvem sang |
(149) | Trolden: Muligt nok |
(150) | |
(151) | |
(152) | |
(153) | Trolden: Den gamle runkne, |
(154) | |
(155) | Kilden: Aah, Maanen give, du var anderledes til Sinds |
(156) | |
(157) | E. P.: Aah, har jeg sovet? min elskede Skov |
(158) | Trolden (raaber over): Husk saa det Bryllup i Dag om 18 Aar. |
(159) | Bækken (synger ved Hedeprinsens Bryst): Pludre, lægge trykke |
(160) | Prins Lyng: Den gamle Mand med Lynet og Lærken velsigne dig, lille Bæk, saa lifligt du synger for mig. |
(161) | Bækken: Jamen du fortjener det alt ikke; for du blir ved med at se saa alvorlig ud. |
(162) | Prins Lyng: Kan det undre dig, naar det er i Dag, du skal giftes med den hæslige Olieprins. |
(163) | Bækken: Pyt, det bryder jeg mig da ikke om, nu da du er kommen. Men det har rigtignok været 10 drøje Aar. Ikke saa meget som en Lærke har du sendt til mig med Bud. |
(164) | |
(165) | |
(166) | Prins Lyng: Vi var jo kun sammen den ene Sct. Hans Aften paa Samsø, og jeg saa saa fattig ud i mine hjemmestrikkede Klæder mod jer, der var klædt i Bøgeløv og milde Maanestraaler og havde Perler om Halsen af Nattergalsang. |
(167) | Bækken: Pyh! Ingen saa saa mandig og trofast og nøjsom ud som du. At du bare ved det. Dit Blik var saa mildt alvorligt som saadan et Stjerneskær i et stille dybt Vand med ingenting om sig langt omkring og du duftede saadan af Pors[104] , og din Lyngblomstfrakke sad saa stilfærdigt, sikkert paa dig og den lille Brystnaal du bar af Hjertefløjt var saa smuk, at man fik Taarer i Øjnene af at se paa den. |
(168) | Prins Lyng: Hvor ved du saadan Besked fra du, der aldrig har været over hos mig? |
(169) | Bækken: Jeg skal sige dig det — jeg har spurgt Svalerne ud, saa de fløj om mig efter Myg om Aftenen. Og en Sommer, det var meget varmt, var jeg en lille Tur derovre |
(170) | |
(171) | Bækken: Ja. Men jeg kunde ikke finde dig, og saa begyndte det at Regne og saa maatte jeg jo Hjem igen. Men tys, nu kommer der Mennesker; saa maa vi liste herned. |
(172) | Prins Lyng: Kære lille Bæk, jeg skal kæmpe mod alle Troldene alene; du skal aldrig blive andet end min. |
(173) | Tove: Alfred, du skulde vide, hvor den Skytteuniform klæder dig. Den modvirker alt det forsagte og ængstelige i dit Væsen. |
(174) | |
(175) | Tove: Jo, du er. Du havde aldrig turdet tage mig, hvis ikke jeg havde sagt, du skulde. Hahaha du bliver rød, bare jeg siger det. Naa, lille Dreng! |
(176) | |
(177) | |
(178) | |
(179) | Tove: Hvor er du vigtig af det skæg. Men det er jeg ogsaa. Og Kyssene smager 10 Gange bedre end før. |
(180) | |
(181) | |
(182) | |
(183) | |
(184) | Alfred: Jo, men jeg er da hendes Skytte. Ganske vist ulønnet, haha. |
(185) | |
(186) | |
(187) | Tove: Og far har mistet alle sine Penge. Han betroede mig, sidst jeg var hjemme, at hans eneste Redning var, hvis jeg snart kunde faa bevæget Baronessen til at sælge ham Skoven her til Fabriksanlægene[112] . Og saa vil han ha mig gift med en amerikansk Gummifabrikant, der er smældrig[113] . |
(188) | |
(189) | Tove: Ja, du ved jo, hvordan han tror paa, at Penge er alt i Verden. Han skulde bare ane, jeg gik her med den fattige Skytte, Socialistpræstens Søn. |
(190) | Alfred: Ja, og far skulde bare vide det. Han vil ha mig gift med en Socialistminister. |
(191) | |
(192) | |
(193) | |
(194) | |
(195) | Tove: Saa er de ude efter os. De har anet Uraad. Kom! det gaar aldrig an, de faar os! løb! |
(196) | |
(197) | |
(198) | |
(199) | |
(200) | |
(201) | Præsten: Vil De tage sligt[117] i forsvar. |
(202) | Direktøren: Og en saadan Tankegang betror jeg min Datter i Hænderne paa. De vilde vogte hende som hun var Deres egen. |
(203) | Baronessen: Ja, det vil jeg ogsaa sige Dem, at var hun min egen, saa skulde hun gerne faa den unge prægtige, dygtige Skytte og de skulde faa Godset , saa alt kunde sættes i Skik her igen. |
(204) | |
(205) | Direktøren: Hr. Pastor, det er mig, der har Retten til at synes, det er for galt |
(206) | |
(207) | |
(208) | |
(209) | Trolden (kommer slæbende frem med Kildemor): Naa, gamle Sprøjte, faar hun snart Munden paa Gled. Skal vi slæbe hende ind i Højen og stikke gloende Pæle ind i hende. |
(210) | |
(211) | Trolden: Hæhæ! det har du sagt til mig før. Men jeg lod dig ikke være. Og du lod til at befinde dig helt vel med det til sidst. |
(212) | |
(213) | Trolden: Hvor er saa din Datter — eller var, hvis du hellere vil have det saadan. Alt er parat til Brylluppet. Min Søster er kommen fra Amerika, alle Troldejarler for de forskellige Landsdele, Højen er pyntet, Brudgommen er længselsfuld hæhæ, og saa er Bruden væk. Hvor er hun, gamle Hyldetrøske[123] . Frem med Sproget. |
(214) | |
(215) | |
(216) | |
(217) | Hugormen: Sip! Sip! Hun og den Hedeprins — sip, sip, hun altid gaar og nynner om om Natten... |
(218) | |
(219) | |
(220) | Trolden: Alle Trolde, hej, frem, frem! |
(221) | |
(222) | Trolden: Ja, hun skal faa. Han skal snøres i Sejgpilevidjer[129] og se paa, at hun bliver viet til Trolden af[130] — han skal bindes til Stolen og staa og se paa, at Trolden gaa[132] i Seng til hende. Puds! Puds! Afsted! |
(223) | |
(224) | Alferne: Vi løber dem ind imellem Benene, saa de trimle over os. |
(225) | |
(226) | |
(227) | En gammel: Vi Tudser vi ofre vort Liv for Bækken; lad dem træde os ihjel, saa de kan glide i os og falde. |
(228) | |
(229) | En lille Trold: Fatter! Fatter! se Hedeprinsen slog min Næse itu. Kan du ikke lave den? (tager den af og rækker ham den og ser forventningsfuld op paa ham.) |
(230) | Trolden: Gaa ind til Helhesten[137] , min Dreng, og lad ham lægge den i Spind et Par Dage; saa kommer den sig og du kan faa den igen. |
(231) | |
(232) | Trolden: Skrub af, Ræv. Jeg saa, du bed en af mine Smaatrolde før. |
(233) | Ræven: Ja, for da troede jeg Hedeprinsen vilde sejre; men nu holder jeg med dig. |
(234) | Troldene (jublende): Her er de! begge to! De er vilde, de er vilde, han af Forbitrelse, hun af Skræk. |
(235) | |
(236) | Oliekilden: Well, hvad er det for Drikkevarer, du byder os, Bror min? |
(237) | |
(238) | |
(239) | Trolden: Ach, hvor alle Forhold herhjemme er fattige. Nu vil vi have læst et Stykke op af Skriften. Vil du, Pastor Ugle, forelæse. |
(240) | Uglen: Uhhu! Uhhu! Saa gerne, saa gerne. |
(241) | |
(242) | Trolden: Det var noget, der gik til Hjerte. Du ser slet ikke lykkelig ud, Kildemor. |
(243) | Kildemor: Mit stakkels Barn, se hvor bly[139] hun er. |
(244) | Oliekilden: Well, hun er det mest utaknemmelige Skarn, jeg har truffet paa. — Hvem er [140] du har sat til at opvarte mig? |
(245) | |
(246) | |
(247) | |
(248) | |
(249) | |
(250) | |
(251) | Trolden: Han ejer — han ejer — ja, han har jo nogen Skove og — men det er vist ikke gjort op . |
(252) | Olietrolden: Hvis du ikke smiler til mig, Fattigtøs, skal jeg suge hans Øjne ud af Hulerne og komme Olie i i Stedet for. |
(253) | |
(254) | |
(255) | Natravnen: Vi kommer vist til at servere Ligsveden[147] allerede nu for at faa sat Humøret lidt op. |
(256) | |
(257) | En Lygtemand: Værsgod, her er Telegram fra Trolden i Dovre[148] . |
(258) | |
(259) | |
(260) | Natravnen (rejser sig og slaar til lyd): Kære unge Venner, i en retvinklet Trekant er Hypotenusens Kvadrat lig med Summen af Kateternes Kvadrater. I denne klare Sætning er al Livets Visdom udtømt. |
(261) | |
(262) | Oliekilden: Han skal holde Talen paa Engelsk; jeg forlanger det; det er Forretningssproget. |
(263) | |
(264) | |
(265) | |
(266) | Højtrolden: Det, det gælder om, det er at kunde regne Der er nemlig ikke noget her i Verden Hvor det saa kan være kommen fra og hvordan |
(267) | |
(268) | |
(269) | |
(270) | |
(271) | Narren: Jeg lever; men da jeg ikke formaar |
(272) | |
(273) | Narren: Jeg elsked en Qvinde til Siel og til Krop |
(274) | |
(275) | Oliekilden: Well, jeg ønsker at faa Selskabet præsenteret for mig. |
(276) | |
(277) | |
(278) | |
(279) | |
(280) | |
(281) | Trolden fra fyn: Ja, det glær da osse mæ aa komme te aa seu Goddav til Dem |
(282) | |
(283) | Trolden fra Jylland: A æ og glaaj væ a gørre din Bekendskaw. |
(284) | |
(285) | Trolden fra Bornholm: Det er fornøjeligt at lære Dem a kenne. |
(286) | Oliekilden: Well. Nu er jeg træt, jeg vil ikke hilse paa flere. |
(287) | Højtrolden: Nu skal vi se en Dans. Alle de Bølger i Indsøer, Bugter, Fjorde, der har været med til at drukne Mennesker, har lovet at komme og danse for os — Der er de (De danser til en makaber, taklinsk[174] Melodi.) |
(288) | |
(289) | |
(290) | |
(291) | |
(292) | Bækken: Nej, nej, jeg vil ikke. Nej, fy da — aldrig[176] . |
(293) | |
(294) | Højtrolden (til Helhesten): Dette er grufuldt, hvad? Hvordan kommer vi herfra. |
(295) | |
(296) | |
(297) | Helhesten: Det ved jeg ikke, men i hvert Fald maa vi medvirke til vi vaagner. Vi kan ikke gøre det mindste til og fra |
(298) | Højtrolden: Det kan jo ogsaa være, det ikke er en Drøm. Jeg synes, jeg egentlig er et Menneske. Men det kan jo være, det er det, der er en Drøm. |
(299) | |
(300) | |
(301) | |
(302) | Højtrolden: Kan vi ikke vaagne? Vi har jo ikke drukket. Hvad er vi bleven saadan af? |
(303) | Helhesten: Vi skulde aldrig have spist de Bær inde i Skoven. De har været giftige. |
(304) | Højtrolden: Vi var jo saa svedte og ophidsede. Vi havde jo forfulgt – ja, hvad var det, vi havde... |
(305) | Helhesten: Jo, det var — det var — vore Børn maatte ikke faa hinanden. |
(306) | Højtrolden: Maatte ikke — Pengenes Magt — det store Regnestykke — ah! vi var Trolde, mens vi var Mennesker. |
(307) | |
(308) | |
(309) | Højtrolden: Kære Natravn, gribende, vidunderligt; man føler sig neddøet[180] , som sad man paa en Kirkegaard. |
(310) | Professor Lilletrold: Kære Prof. Bredetrold! de skal tage dem i Agt for Professor Langetrold. |
(311) | |
(312) | Professor Lilletrold: Ja ja, han mener noget helt andet end jeg mener; han er fuldkommen Idiot. |
(313) | |
(314) | Professor Lilletrold: Det kommer af, han er saa lang; de Luftarter, hans Hoved er i, er saa kolde og tynde, at hans Anskuelser forkvakles. Han er fuldkommen Idiot. Men ikke mine Ord igen. |
(315) | |
(316) | |
(317) | |
(318) | Professor Langetrold: Kan ikke med ham; han er saa lille, at han indaander alle de tunge krydrede Dufte helt ned ved Jorden; det forvirrer hans Tænkning; han mener noget helt andet, end jeg mener, saa han er en stor Idiot. Det maa du gerne hilse ham fra mig og sige. |
(319) | |
(320) | |
(321) | Skaane: Fan takke mig er vi fulde, hvad enten vi er Udlændinge eller Indlændinge eller ingen af Delene. Syng for Lolland! |
(322) | Jylland: Det tilkommer mig at synge for: [184] Jeg laver Hede over det hele |
(323) | Lolland: I kan sulte jer ihjel — I kan tørste jer ihjel |
(324) | Fyn: Det er sgi en Skam at sige som ham |
(325) | Sjælland: Ti stille med jer andre; for jeg har København |
(326) | Bornholm: Jeg er kun et Hotel. Jeg skal kede mig ihjel |
(327) | Færøerne: Naa jeg og mig selv tilsammen er vi |
(328) | |
(329) | Alle: Skaal! skidt med de andre; blot jeg har det godt, |
(330) | Højtrolden: Stille, for nu — før vi vier — med en Salme |
(331) | |
(332) | Oliekilden: Se, Fattigprinsen[193] blir gul af Misundelse. |
(333) | |
(334) | Højtrolden: Jeg staar ogsaa fast; det er Jorden, der gaar rundt. |
(335) | |
(336) | |
(337) | Kilden: Hvad skal jeg med dig? Min Pige, vær tapper , |
(338) | Oliekilden: Lad hende kun skabe sig, det skal nok tabe sig. |
(339) | |
(340) | |
(341) | |
(342) | Trolden fra Jylland: Jeg laver Hede over det hele |
(343) | Trolden fra Lolland: I kan sulte jer ihjel, I kan tørste jer ihjel |
(344) | Trolden fra Fyn: Det sgi en Skam at sige som ham |
(345) | Trolden fra Sjælland: Ti stille med jer andre; for jeg har København, |
(346) | Trolden fra Bornholm: Jeg er kun et Hotel, der skal kede sig ihjel |
(347) | Trolden fra Færøerne: Naar jeg og mig selv tilsammen er vi |
(348) | Trolden fra Grønland: Jeg er Fremtiden, hej! Læg Mærke til mig. |
(349) | Alle: Skaal! Skidt med de andre! Naar bare jeg faar, |
(350) | En lille fuld Trold fra en lille bitte Ø: Jam den staar slet ikke, for den gaar rundt |
(351) | Trolden fra Sjælland (meget bestemt til Møen): Nu skal du være stille og lade være |
(352) | Granen: Vi er Damer midt i Fyrrene (Narren: nok!) |
(353) | Trolden fra Jylland (til Trolden fra Sjælland): Bare du ikke havde den Vorte paa den ene Kind. |
(354) | Trolden fra Sjælland: Det er ingen Vorte, det er en Skønhedsplet. |
(355) | Bøgene: Her kommer de værdi Fruer |
(356) | Ellene: Vi gamle Koner, humpe, humpe, humpe |
(357) | Professor Langetrold: Kære Professor Fedetrold, kender du ham, der staar derhenne? |
(358) | |
(359) | Professor Langetrold: Vogt Dem for ham; jeg skal sige Dem, han er fuldkommen Idiot. Grunden maa søges deri, at han lever saa langt nede ved Jorden og indaander alle de saftige og tunge Luftarter fra Planter og Dyr – det giver ham det drøje, grove Livssyn; han mener altid det modsatte af hvad jeg mener, saa han er altsaa en stor Idiot; men De maa endelig ikke sige til ham, at jeg har sagt det. |
(360) | |
(361) | Lavetrold: Professor Fedetrold, jeg saa De talte med Professor Langetrold. Var det om mig, De talte? |
(362) | |
(363) | Lavetrold: For saa vil jeg bare sige Dem, at det interesserer mig ikke en Døjt. Han lever oppe i den tynde uvirkelige Luft med sit højtstilkede Hovede [210] og alle hans Anskuelser er forkvaklede; han mener overalt det stik modsatte af, hvad jeg mener, saa jeg regner ham for fuldkommen Idiot. Det maa De gerne hilse ham fra mig af at sige. |