Indledning
Munks mest kendte skuespil Ordet blev skrevet i 1925, men fik først sin premiere på Betty Nansen Teatret d. 2. september 1932. I mellemtiden – i sommeren 1931 – forsøgte Munk ifølge sin biograf og ven, Niels Nøjgaard, at skrive et nyt Borgensgaard-stykke, men det er uvist om det faktisk drejer sig om dette skuespiludkast. I et brev til Hans Brix dateret d. 30.5.1935 forklarer Munk, at “det havde været ham en Nødvendighed at befri sit Sind for det Borgensgaard-Komplex ved at dublere ‘Ordet’” og at “Stoffet og Stykket [...] efter aarelang Kamp havde lagt sig til Rette”. Han var lige blevet færdig med at skrive En Almanakhistorie også kaldet Ordet II. Nærværende udaterede og ufuldstændige manuskript betitlet Køkkenet paa Borgensgaard, kan ses både som en fortsættelse af Ordet og som et forstudie til En Almanakhistorie. Det offentliggøres her for første gang.
Miljøet er det samme som i “mirakel-stykket”, og mange af personerne fra Ordet – bl.a. Inger, Maren, Mikkel og Anders – har stadig deres gang på Borgensgaarden, som er under modernisering og bl.a. får nye el-ledninger. Gamle Mikkel Borgen er død, Johannes er bortrejst og har ikke længere kontakt til familien. Inger og hendes mand er blevet gamle. Deres anden datter, Lille Inger, som nu er en ung, viljestærk pige, har forelsket sig i sognets unge rebel, Martin. Skønt udkastet ender brat, inden handlingen for alvor tager fat, er det tydeligt, at dette kærlighedsforhold er tænkt som handlingsgangens omdrejningspunkt, da Martins moderne syn på ægteskabet står i skarp kontrast til den religiøse og moralske tradition, Lille Inger er knyttet til.
Genre- og stilmæssigt minder udkastet både om Ordet og En Almanakhistorie. Det kan ses som en blanding af folkekomedie og af samtidsdrama, hvor et aktuelt spørgsmål – papirløst ægteskab: ja eller nej – er sat under debat. Der anes også ansatser til en svangerskabs/abort-tematik som i En Almanakhistorie. Det specifikt religiøse spiller her en underordnet rolle. Det er den sociale problematik, der er i fokus.
- Skriveår:
- Først i 1930'erne
- Udgivelsesår:
- Utrykt/uopført
- Kilde:
- Indskrivning af Kaj Munks håndskrevne manuskript, som findes i et sandfarvet kladdehæfte uden sidenummerering, aktangivelse eller titel. KMF-nr. 26.12.02
Køkkenet paa Borgensgaard
I. | |
Køkkenet paa Borgensgaard. | |
(1) | Og Ræven laa under Birkerod |
(2) | Inger (ind): Er Ingse ikke kommen tilbage endnu? Saa er det da ogsaa for galt. |
(3) | Maren: Du skal se, hun er her om et Øjeblik, her. Hvad vil du nu? |
(4) | Inger: Du skal min Sandten ikke staa med den store Opvask alene. |
(5) | Maren: Sikke noget Snak, Morpige; det kan jeg da sagtens. Den er slet ikke saa stor. For jeg har slaaet 2 Tallerkener i Stykker; saa dem sparer jeg at vaske af. |
(6) | |
(7) | |
(8) | Inger: Det skulde bare have været Ingse; hun skulde have faaet sig en Omgang, skulde hun. Men du har jo ikke slaaet saa meget som en Kop i Stykker, siden du blev konfirmeret, tror jeg. |
(9) | Maren: Jeg kan heller ikke begribe, hvad der gaar af mig i Aften. Jeg maa staa i Giftetanker. Nej, Morpige, du skal ikke hjælpe mig. Jeg kan saa nemt gøre det alene. |
(10) | |
(11) | Inger: Ja, saa maa du vente lidt med Hesten. Jeg vil lige række Maren en Haand med Opvasken. |
(12) | Mikkel: [5] Foredraget begynder ellers Kl. 6 præcis. |
(13) | Inger: Ja, saa maa vi komme for sent. Jeg vil hjælpe Maren, hører du vel. |
(14) | |
(15) | Mikkel: Maren, jeg tror, jeg har glemt mine Briller inde i Stuen, du. Jeg kan ikke saa godt følge med i de nye Sange, de synger, uden dem. |
(16) | Inger: Saa kan du da vel for syv Søren hente dem selv, Mikkel, naar du ser, hvor travlt vi slider i det for at blive færdig, og du ikke selv har andet at bestille end at staa og glo. |
(17) | Maren: Aah, sikke noget Snak, Mor. Du ved jo godt, jeg har Vinger paa Ryggen. Hum jer[8] , Far, pas paa, nu er de her (ud.) |
(18) | |
(19) | Inger: Nej, for du har vel smidt dem der, hvor du sidst har brugt dem, et eller andet umuligt Sted. |
(20) | Mikkel: Det har jeg nok, Inger, det har jeg nok. For det er jo galt, alt hvad jeg gør. |
(21) | |
(22) | Mikkel: Hvad er nu det for noget, Inger? Skammer du dig ikke? |
(23) | Inger: Du kan ikke være tjent med mig mer; jeg ved det godt; jeg er grim og urimelig. Var jeg bare død dengang i Barselsengen! var jeg bare aldrig kommen tilbage mer! |
(24) | Mikkel: Nu synes jeg ikke, Inger, at vi skulde spotte Gud. Naa, fandt du dem saa, lille Maren? |
(25) | Maren (ind): Og ved den gamle stygge Mikkel Borgen saa, hvor han havde gjort af dem? Slet ikke lagt dem inde i Stuen. Puttet dem i lommerne i sine gamle Bukser inde i Soveværelset. Saadan to Lussinger skal den gamle grimme fæle Mand have. |
(26) | Mikkel: Det maa jeg have gjort i Tanker. Og du kunde finde dem alligevel. |
(27) | Maren: Ja, for du ved jo nok, jeg altid siger, du faar saadan et skarpt Blik, naar du tager Glasøjne paa. Ellers har du det ikke; saa det maa jo sidde i Glasset. Saa lige med-et, som jeg stod med Ryggen til Sovekammerdøren, kunde jeg mærke, hvordan det begyndte at svide mellem Skuldrene paa mig, saa gik jeg bare efter Fornemmelsen, og habs, der var de. Men Helledusseda, Morpige, er du plumpet ned paa den Stol? nu skal du op og med Far til Møde! hypsa. |
(28) | Inger: Jeg tror, jeg er for træt. Vil du ikke godt køre alene, Mikkel. |
(29) | |
(30) | |
(31) | Inger: Nej, lille Mikkel, det skal du ikke. Saa strammer vi os op. |
(32) | Elektriker Andersen (ind.): Saa regner jeg med, at jeg er færdig, Hr. Borgen. |
(33) | Mikkel: Naa, er Ledninger[12] nu efterset over hele Gaarden. |
(34) | |
(35) | Andersen: Pardon, Pardon, Frue; den har jeg Gud forlade mig glemt. Det hele er en Sag paa 3 Minutter. |
(36) | Mikkel: Saa kommer De herud med Regningen, naar De faar gjort det hele op, Andersen |
(37) | |
(38) | Inger: Kan I saa have det godt saalænge, Maren. Ingse kommer jo nok snart. |
(39) | |
(40) | Andersen: Er det en af de mere ansete Personligheder, der taler i Forsamlingshuset i Aften, Frk. Borgen? |
(41) | |
(42) | Andersen: Det kan nu godt være, at man skulde cykle ud og høre saadan et Foredrag engang. |
(43) | Maren: Ja, det vilde De saamænd ikke have nogen Skade af, Andersen. Men er der da ikke ogsaa saadan nogle Foredrag inde i Byen? |
(44) | Andersen: Jo, det er der, det er der utvivlsomt, det er der rigtignok. – Vil det genere Dem meget, Frk. Borgen, hvis jeg tillod mig at tænde en Cigaret. |
(45) | |
(46) | Andersen: Tusind Tak. Jeg skal sige Dem, der er for mig noget ildrende ved Tobakken. Det er lige som om Røgen, forstaar De, den stimulerer Aandsevnerne hos mig, Hjernevindingerne snor sig med forøget Acceleration. De maa nemlig vide, Frk. Borgen, at mit Fag er ikke altid lige let at finde ud af, alt det her med Ledninger og de elektriske Strømninger og Volt og Kontakter og alt det. |
(47) | Maren: Jeg kan heller ikke begribe, at noget Menneske kan finde ud af det. Og saa har De jo endda næsten ingen Uddannelse. |
(48) | Andersen: Naa–e, nogen har man jo altid. Men for øvrigt er det rigtig nok, at den naturlige Begavelse er det væsentlige. Og ellers maa jeg sige, at jeg har aldrig set saa dejlige Arme på noget Kvindemenneske. |
(49) | Maren: Hahaha, naa ikke det. Det har De vist sagt til mange, Andersen. |
(50) | Andersen: Det har jeg, Frk. Borgen, det skal indrømmes. Men det har sgu været Løgn hver evigste Gang indtil denne her |
(51) | Maren: For Resten, plejer vi ikke heroppe paa Borgensgaard at have Folk til at bande. |
(52) | Andersen: Bandede jeg? nej, der maa De undskylde; der maa De sgu have hørt fejl, Frk. Borgen; for jeg bander aldrig, praktisk talt. jeg synes, det forsimpler Folk. |
(53) | |
(54) | Andersen: Naa – ja - sgu[22] . Skal det ogsaa kaldes at bande. Saa maa man være meget nøjeregnende. – Ved De hvad, Frk. Borgen, sikke vi to kan snakke sammen, hvad? |
(55) | |
(56) | Andersen: Tænk! kan De! det er lige Mage til mig, det kan jeg ogsaa. Ved De hvad? Ja, altsaa – undskyld, at jeg siger det, men hvis det ikke var gaaet saadan, at jeg for de Par Aar siden var bleven gift med Bolette, saa kunde De meget godt være gaaet hen og bleven min store Kærlighed, Frk. Borgen. |
(57) | Maren: Aah fy! maa jeg nu ikke være fri. Og jeg vil bare fortælle Dem, at det er slet ikke rigtigt af Dem at sige saadan noget, De, som er en gift Mand. |
(58) | Andersen: Nej, det vil jeg jo godt indrømme, at helt rigtigt kan man vel næppe kalde det for. Men hvad skal en stakkels Glødelampe gøre, naar der kommer Strøm til andet end som gløde. Kan De svare mig paa den, Frk. Borgen. |
(59) | Maren: Nej, men det er der jo heller ikke noget at indvende imod, for det er jo Meningen med den, det er den jo indrettet til. |
(60) | Andersen: Jeg er Fanden piske mig – ja, undskyld, jeg mente, jeg er sgu ogsaa indrettet til at gløde, naar jeg ser saa nydelig en Pige som Dem. Men nu tror jeg nok, Kontakten er i Orden. Nu prøver vi at sætte Strøm til. (Kysser hende) Jo, den gik, knageme gløder den. |
(61) | Maren: Andersen! hør! hvad i Alverden! fyda! (vasker Munden og gnider den hæftigt) Skam Dem, De – væmmelige Menneske. Hvad tror De, Far vilde sige, hvis jeg fortalte ham det? |
(62) | Andersen: Det har ingen aktuel Interesse, Frk. Borgen. For det gør De bare ikke. |
(63) | |
(64) | Andersen: Nej, for De er slet ikke saa vred paa mig, som De lader til. For De staar og tænker: ,,Hvor er han fræk! bare han vilde prøve engang til!” Og det skal ske. |
(65) | |
(66) | Andersen: Næ, prrruh, fy for Satan, det fedtede Vand! ævvv! ptøj! |
(67) | Lille-Inger kaldet Ingse (ind): Men du store Kineser? hvad i Alverden er dog det for en Ballade? |
(68) | |
(69) | Ingse: Jamen er I blevet skruptossede. Hvad er dette her for noget? |
(70) | Maren: Aah, det er ingenting. Det var bare Baljen – det skvulpede over. |
(71) | Ingse: Hahaha, det har De rigtig godt af, Andersen. Ih, hvor ser De nydelig ud. Der kom de til den rette. |
(72) | Andersen: Næ, det var lige bestemt det, jeg ikke gjorde. Jeg skulde bare være kommen til Dem i Stedet for, Frk. Inger. Saa var det aldrig gaaet saa galt. Maa jeg spørge: er det Meningen, at jeg skal cykle ind til Byen iført en Sulevælling[28] ? |
(73) | Maren: Det er maaske næsten for slemt. Hvad skal vi gøre ved ham, Ingse. |
(74) | Ingse: Vi slaar en Sulekrog i ham og hænger ham til Tørre i Skorstenen. Men for Resten har Far noget gammelt Arbejdstøj, der hænger ude i Laden. Det kunne De jo gaa ud og hitte og trække i og saa cykle herud med det en Dag, naar Deres eget er blevet tørt. Saa har De jo ogsaa Ærinde til Deres Elskede. |
(75) | Andersen: Den er morderlig fin, Frøken Ingse. Det er det, jeg siger, det skulde have været os to. (ud.) |
(76) | Ingse: Her er en Gulvklud, Maren. Sikke en Købstadssnude. Hvor havde han godt af den Omgang. Render her og bilder sig ind, han kan tage sig Friheder, bare fordi han kan snakke fint. |
(77) | Maren: Hvordan havde gamle Sidsel det? Var hun glad for Suppen? |
(78) | Ingse: 10000 Taksigelser. Og Taarer i Øjnene. Ork, det gamle Skind, hun fulgte mig helt ud til Trappestenen og stod og vinkede. |
(79) | Maren: Fulgte dig ud? Sidsel er jo i Sengen, hun har jo ligget til Sengs i over en Uge. |
(80) | Ingse: Av for Skam! var Sidsel i Sengen? Jamen hun var kommen op. |
(81) | Maren: Spanden har du jo heller ikke med hjem. Inger, du har ladet en af Købmandens Drenge rende til Sidsel med Suppen – og saa har du selv – hvor har du selv været? |
(82) | Ingse: Øvv! Man kan da heller aldrig lave noget uden det bliver opdaget. Jeg traf lige Martin. |
(83) | |
(84) | Ingse: Ja, han var kørende for Farbror Anders og Anne; de er til Missionsmøde[30] . |
(85) | Maren: Er der Missionsmøde i Aften. Saa kommer De vel herhen bagefter? |
(86) | Ingse: Det kan godt ske. Det er jeg næsten bange for. Men jeg snakkede jo ikke med dem; det var Martin, jeg snakkede med. |
(87) | Maren: Huha, at du vil rende efter den Fyr! Og du er bare 16 Aar! At du vil gøre Far og Mor den Sorg, hvis det bliver opdaget. |
(88) | Ingse: Pyt med det ! Far,og Mor gør mig Sorg hver dag. De var vel oppe at skændes igen, inden de slap ud af Huset. |
(89) | Maren: De skændes aldeles slet ikke, nej: For Far siger ingenting. |
(90) | Ingse: Og, hvis det ikke netop er det, der er til at blive vanvittig over. Hvis jeg var Mor, jeg kunde slaa ham i Hovedet med et gloende Krøllejern. |
(91) | |
(92) | Ingse: Du kan være rolig for, at det havde hun, hvis jeg var Mor. – Men jeg ved nok, hvad der er i Vejen imellem dem. |
(93) | |
(94) | Ingse: Det kan jeg saamænd godt fortælle dig, dit lille Dummehovede. For det er bare at – for det kommer alt sammen af – ja, det er altsaa bare, fordi de ikke ligger sammen. Nu ved du det. |
(95) | Maren: Fordi - nu, ved du – ja, altsaa – hvad er det for Ting – jeg skammer mig over dig, Inger. Hvis du ikke var blevet rød i Hovedet, kunde jeg have slaaet dig. Komme og sige saadanne Ting – og saa om Ens egne Forældre. Men det er den slubbert til Martin, der ødelægger dig i Bund og Grund. Jeg kommer snart til at sige det til Far og Mor. |
(96) | Ingse: Det kan du lige prøve paa. Saa skal jeg kradse Tungen ud af Mulen paa dig. |
(97) | |
(98) | Ingse: Men sig du det for Resten bare. Sig du bare, alt hvad du vil, din Sladdertaske. For om to Maaneder saa fylder Martins Bedstemoder 70, og saa overtager Martin Huset og vil leve af at gaa paa Dagleje[33] , og saa flytter han og jeg sammen. |
(99) | |
(100) | Ingse: Ja, for Martin siger, at naar bare vi holder af hinanden, saa er det nok. Saa er det lige meget, enten Pastor Bandbul[34] kommer til at staa og læse noget op af en Bog eller ej! Og det kan ogsaa godt være, at vi skal have et Barn hen ad Foraaret. |
(101) | |
(102) | Ingse: Jamen Maren da, lille Maren da, det tror du da ikke paa, vel? det var da bare noget, jeg sagde for saadan at faa dig op paa Bagbenene. Nej, hold nu op, Malle; det kan du da ikke tro om din lille Søster, vel? |
(103) | |
(104) | Ingse: Du kan da ikke tro, jeg staar og lyver for dig, naar det gælder noget, vel, Maren? |
(105) | Maren: Det var ogsaa sørgeligt, du skulde komme til at tjene i Sommer hos Farbror Anders sammen med den Skidte Knægt. |
(106) | |
(107) | Maren: Uhha, hvad er der, Ingse? du gør mig helt forskrækket. |
(108) | Ingse: Du kan prøve paa at sige noget ondt om Martin. Han er noget af det mest regederlige[36] her paa Jorden, selv om han ikke er som Folk er flest |
(109) | |
(110) | Ingse: Jeg kunde nu godt fortælle dig et Træk, der viser dig, at jeg har Ret. Men jeg ved ikke, om jeg vil. Men jeg kan jo selvfølgelig godt gøre det. |
(111) | Maren: Du skal ikke gøre det, hvis du bliver ked af det bagefter. |
(112) | Ingse: Du ved forrige Torsdag, jeg havde faaet Lov til at tage i Biografen sammen med Mathilde, - du vaagnede, da jeg kom hjem og spurgte hvad Klokken var, og jeg sagde 12. Men den var 3. |
(113) | |
(114) | |
(115) | |
(116) | Ingse: Ved Korsvejen; for han havde faaet at vide, jeg var i Biografen. Og det var saadan et dejligt Vejr og Sne og maanelyst og det hele, men det var lidt koldt, og saa gik med[40] op paa hans Værelse. |
(117) | |
(118) | Ingse: Og saa sov vi paa Sengen og snakkede og Maanen skinnede ind til os, men saa var det ligesom jeg blev saa underlig – |
(119) | |
(120) | Ingse: Saa sagde Martin: Lille Ingse, nu følger jeg dig halvvejs hjem, og vi gaar med det samme. Ikke for det, der er noget galt i dette her, men vi vil ikke gøre din Far og Mor Sorg.” Og saa gik vi hjem med det samme! Saadan er Martin. |
(121) | Maren: Du leger med Ilden, lille Søster, I leger med Ilden begge to. Det skulde I ikke gøre. Og hvad er det for noget Snak med at flytte sammen? Tror I, I kan gøre det uden at gøre Far og Mor Sorg? |
(122) | Ingse: Nej, men det kommer de til at finde sig i, for saadan ser Martin paa det, og saa kan det ikke laves om. Og det maa man vel ogsaa kunne gøre dem begribelig. |
(123) | |
(124) | Ingse: Tror du ikke nok, Maren. Tror du ikke nok, at vi kan? |
(125) | Andersen (ind.): Synes Frøknerne saa, at jeg egner mig for den landlige Dragt. |
(126) | Ingse: Nej, har du set Mage, Maren? Ved De hvad, Andersen, De maa love at komme herud og staa imellem Ribsene, naar de begynder at blive røde. Jeg vil min Sandten hente det store Spejl ude i Forstuen. De skal se Dem selv (ud.) |
(127) | Andersen: Og i denne Mundering skal jeg nu køre til Byen og blive til Grin for alle Borgerne for Deres Skyld, Frk. Borgen. |
(128) | |
(129) | Andersen: Aah, jeg gaar gerne ind under Martyriet[44] , bare jeg faar et lille bitte beskedent Kys for det. |
(130) | |
(131) | Andersen: Slet ikke paa Munden, saa fordringsfuld er jeg ikke, men et lille frivilligt beskedent et paa Panden – det kan da ikke betragtes som andet end en Velgerning. |
(132) | Maren: Der har De saa Deres Velgerning, og saa vil vi aldrig høre om saadan noget mere. Nej, slip mig, Andersen, hører De, slip mig nu. |
(133) | Andersen: Hvor er det fine hvide bløde Arme, den lille søde Frk. Borgen har; fine bløde Arme og dikkedikkedik. |
(134) | |
(135) | Inger (ind): [46] Lær Dem selv at kende, var der en eller anden Tysker, der sagde[48] ; værsgod, Andersen; her er Spejlet, naa, hvad synes De saa? hvad tror De saa, Fru Andersen siger i Aften, naar De kommer hjem? |
(136) | Andersen: Det samme som Spejlet, Frøken Inger: den Andersen, den Andersen, det er dog en flot Fyr, saa er det det samme, hvad de gør ved ham. Klæder skaber Folk siger man, men det gælder kun dem, der ikke i Forvejen har Skabning[52] . Godnat, mine Frøkener og sovvel og drøm om Hjertenskærene. Og paa Gensyn! paa Gensyn! |
(137) | Ingse: Han er vel nok tosset, hvad? Men han er skam rigtig pæn, hvis han endda ikke havde det lille næsvise Overskæg. |
(138) | |
(139) | Ingse: Du er skør, Pige. Nej, maa jeg bede om Øjne, saadan nogen sorte spanske Fluer[54] , der er skam noget for Fru Bolette eller hvad det er hun hedder at kigge ind i. Du, Maren, hvad synes du om mine Øjne; synes du, de er saa kedelige med den graa Farve? Naar jeg saadan kigger lidt til Siden, saa synes jeg såmænd godt de kan gaa an. |
(140) | Maren: Du, det er saa morsomt, han siger Frk. Borgen; det har aldrig nogen kaldt mig før. |
(141) | Ingse: Mig kalder han bare Frk. Inger[56] ; det kan godt være, jeg skulde skælde ham ud for det . Jeg er ikke paa Fornavn med det Stykke Brosten. Hvem er det nu, der kommer klampende med Træsko? Aah, Herregud, Hans, er det bare dig? |
(142) | Hans: Ja, det vil sige, det er egentlig Højskolebladet. I kan hilse jer Far og sige Tak for Laan. |
(143) | Ingse: Naa, skulde du det, Hans. Og hvad skulde du sige fra dig selv af? |
(144) | Hans: Ja, der skulde jeg jo ingenting sige. Men saa var det bare, at jeg har hørt, Ingse, at du forleden Dag kom til at snakke om et Par røde Sko, som de havde haft derhenne, men de var nok solgt nu. |
(145) | |
(146) | Hans: Ja, saa ved du nok, at jeg kan saadan lidt med Fingrene; du ved nok, at saa sommetider naar de andre er gaaet i Seng – |
(147) | Ingse: Hvor skulde jeg vide fra, hvad du laver, naar de andre er gaaet i Seng? |
(148) | |
(149) | Ingse: Op med dem af Inderlommen. Ja, rigtig! Du er tosset, Hans. Hvad vil Folk sige, hvis jeg render rundt i røde Sko, som du har lavet til mig. Og saa er det oven i Købet ikke min Fødselsdag. Dem vil jeg slet ikke have. |
(150) | Hans: Jamen det er jo dog bare et Par til at gaa inde med – om Morgenen – |
(151) | Ingse: Naa, det er bare et Par til at gaa inde med –om Morgenen. Og hvad har du saa med til Maren? |
(152) | |
(153) | Hans: Til Maren? Ingenting, siger du. Jo, det skal du rigtignok. Jeg skal nok huske dig en anden Gang, Maren. |
(154) | |
(155) | |
(156) | Ingse: Det skal jeg sige dig, naar jeg har slidt dem op. Men nu skal du vel have en Taar Kaffe i Skomagerløn. Og naar det var mig, der fik Skoene, er det vel mig, der skal lave den. Saa sæt du og Maren jer ind i Stuen og snak Højskoleblad saa længe. |
(157) | |
(158) | Ingse: Nej, her vil jeg ikke have jer. Og nu har Maren vasket op; saa skal hun have fri. Naa! ind med jer, I to. (De to ud) |
(159) | |
(160) | |
(161) | |
(162) | Ingse: Du maa blive lige der i Døren, Martin, saa du kan smutte ud, hvis Maren kommer inde fra Stuen. Du ser paa mine Sko. Ja, det er Marens. Det vil sige, det er Hans, der er her med dem – til mig, forstaar du. Men jeg forærer dem jo saa til Maren, naar han er gaaet, ikke sandt? |
(163) | Martin: Ingse, jeg længes saa forfærdelig efter dig, Dag og Nat. |
(164) | |
(165) | Martin: Tror du ikke, vi snart kan snakke med din Far, om jeg maa faa dig. |
(166) | Ingse: Jo, det var maaske nok det retteste, lille Martin. Men der er jo bare det, altsaa, at faa mig, paa den Maade, som vi to saa tit har snakket om, det siger Far jo aldrig ja til, des værre[62] , vel nok. |
(167) | |
(168) | Ingse: Martin, tror du ikke nok, vi kan gifte os paa samme Maade ligesom andre Folk. For naar det ikke gør noget, saa gør det vel ikke noget, vel? |
(169) | Martin: Saa har du jo slet ikke forstaaet et Ord af det hele endnu, lille Ingse. |
(170) | Ingse: Jo jeg kan jo nok forstaa, at du kan ikke lide Pastor Bandbul. Men saa kan vi saa[64] ikke nok faa en anden Præst. |
(171) | Martin: Jeg vil ikke have noget med Præster at gøre Barn. Forstaar du mig saa. Bedstemor vil ikke have mig døbt – og de skulede til os alle Vegne og jeg kom hjem fra Skolen og græd, fordi de andre kaldte mig en Hedningeunge. Saa gav Bedste sig. Og jeg var 10 Aar og fik evigt Liv og et Sjat Spildevand i Hovedet. |
(172) | Ingse: Du maa ikke sige noget ondt om Daaben, Martin. Det vil jeg ikke have. |
(173) | Martin: Jeg siger ondt om, hvad jeg vil. Jeg siger ondt om alt i Verden undtagen om dig, Ingse, og det, jeg føler for dig, min kære lille Skat. Naa, og saa der i Skolen, der brægede Lærer Mortensen hver Morgen om din Fader i Himmerig, der er saa rig og god og Føden og Klæden nok du faar. Men Bedste og jeg vi spiste skimlede Brødskorper og Roer, fordi hun var stolt til at tage mod Almisser. Saa begyndte jeg at gaa til Præst og der stod Pastor Bandbul og lærte os, hulkindede af Næringssorg, at vi skal ikke bekymre os for den Dag i Morgen. Og jeg skal bede for Dem, sagde han til Bedstemor, hun laa syg; men han bad Fanden ikke, for han troede, hun havde Kræft. Og nu har jeg tjent hos din Farbror et Aar, og faaet tudet Ørene fulde af Bønner og Salmer og Aftenandagter, men om ikke din Tante Anne er den nærigste Rad og han i al sin Omvendthed ikke Kristen nok til at give hende et Par Øretæver – nej, Ingse, nej, jeg vil ikke have mere med alt det Løgnvæsen at bestille |
(174) | Ingse: Det er ikke Løgn altsammen, Martin. Det var ikke Løgn for Bedstefar. |
(175) | |
(176) | |
(177) | Martin: Nej, der er nogen, der er sindssyge. Men jeg vil hverken have med de forløgnede eller de gale at gøre mer. Saa snart Bedstemor er død, saa rejser jeg – Australien eller Kanada – bort fra alle Mennesker. Og du har lovet, Ingse, at du vil følge mig. Ind i Fred, i Ensomhed, i Arbejde, hvor du og jeg kan begynde forfra – en hel ny Menneskeslægt. Men hvorfor Fanden bliver hun ved at leve, den kære gode gamle Bedstemor. Jeg kan ikke holde ud at blive ved at undvære dig, Ingselam. |
(178) | Ingse: Martin, hvis vi kunde gifte os saadan paa den gamle Maner, saa kunde det maaske godt være, at Far – |
(179) | |
(180) | Ingse: Nej, Martin, aldrig, aldrig. Men du ved vist ikke rigtig, hvad det er du forlanger af mig. |
(181) | Martin: Og du ved ikke, hvad du forlanger af mig. Du forstaar ikke, at hvis jeg bare en eneste Gang bøjer Knæ for alt det Gøgl, jeg fornægter, saa er jeg knækket for Livstid i min egen Bevidsthed, en ganske almindelig Horeunge og Tjenestekarl, der bare har bildt sig lidt for meget ind – saa, Ingse, saa er jeg dig ikke værd, saa er jeg ikke din Kærlighed værd. |
(182) | Ingse: Lille kære gode Martin, jeg lover dig – Hvad er det? Mor. Nej, jeg vil ikke have, de ser dig her. Ind i Stuen, nej, der er Maren. Hurtig! ind i Skabet her! jeg skal faa dem ud af Køkkenet. Saa smutter du ud. Hvad er det er det, Mor, I kan da ikke allerede komme fra Møde? |
(183) | Inger (ind): Nej vi kom der ikke. Da vi kørte forbi Missionshuset, var Anders og Anne ved at tage derfra. Saa blev vi enige om at tage herhjem til en Kop Kaffe. Hvor er Maren. |
(184) | |
(185) | |
(186) | Ingse: Det har vi. Han er inde i Stuen. Vil du ikke ind og hilse paa ham, Mor. |
(187) | Inger: Der kommer nok Anders og Anne allerede. Som sædvanlig en Redefuld Drengebørn med. – Naa, velkommen herop, allesammen. |
(188) | Mikkel: Ja, velkommen hjem, Anders. Og velkommen, Anne. Og velkommen lille Mikkel Borgensgaard, - næ, sikke en stor Dreng, du dog bliver – og Peter og Kristinus og Mads. |
(189) | |
(190) | |
(191) | Anders: Nej lad os dog blive her i Køkkenet; det falder dog saa hjemligt. |
(192) | Ingse: Er du tosset, Farbror Anders. Her skal Maren og jeg jo nu til at rumstere og koge Kaffe til alle jer. Vil I nu se, I kommer af Vejen med jer i en Fart. |
(193) | Inger: Ja, værsaagod. Kan du gaa ind i Spisekammeret og begynde at smøre Sigtemellemmader, Ingse? (Inger, Anne og Børnene ud.) |
(194) | Anders: Her har vi fortæret nogle Portioner Øllebrød, Mikkel. |
(195) | |
(196) | |
(197) | Mikkel: Ikke det sidste Fjerding[76] Aar. |
(198) | Anders: Der har heller ikke staaet noget i Aviserne om ham i den senere Tid. |
(199) | Mikkel: Nej, det er en Lise[77] at have Fred for alt det. |
(200) | |
(201) | |
(202) | Anders: Ja, der skred et Læg[78] i sidste Uge. Men de er jo slet ikke i Pris. Kunde Regeringen ikke gøre noget, tror du? |
(203) | |
(204) | |
(205) | |
(206) | Anders: Ja, saamænd. Men det er skidt, som det er. Der var for Resten noget, Mikkel, nu var sidder her saa ene, der var for Resten noget, jeg godt havde Lyst til at spørge dig om hvad du synes jeg skal gøre ved. Du kender jo Karlen, der tjener hos os. |
(207) | |
(208) | |
(209) | Mikkel: Ham har jeg slet ingen Mening om; for jeg har aldrig hørt ham lukke sin Mund op. Men han har jo faaet en skidt Opdragelse hos det gamle haarde Fruentimmer. Men i sin Plads er han vel paalidelig nok. |
(210) | Anders: Det er han; baade dygtig og reel. Men haard af Sind; men jeg har altid taget ham med det gode og haabet, at Herren skulde naa at røre hans Hjerte til sidst. |
(211) | |
(212) | Anders: Men nu engang i forrige Uge da skete det en Nat sent at jeg kunde høre, der var nogen inde hos ham, og jeg kunde høre, det var et Kvindemenneske; for det var en, der lo. |
(213) | |
(214) | |
(215) | |
(216) | Anders: Nej, man kunde jo aldrig vide, hvad man fik at se – det var da saa flovt, syntes jeg. Og jeg var heller ikke for at blande Anne ind i den Historie. Og hun ved det heller ikke endnu. – Men nu var det jeg havde Lyst til at spørge dig, Mikkel; synes du, jeg ganske rolig kan lade det passere. |
(217) | Mikkel: Nej, det kan du ikke, saadan noget kan du ikke have i dit Hus, og det Rygte kan du ikke være tjent med at faa hægtet til Møllegaarden i Jytrup. Har du mærket noget til noget af den Slags før. |
(218) | |
(219) | Mikkel: Saa synes jeg, du skal sige til ham i Morgen, at du har hørt dette her, og sker der tiere det mindste i den Retning, maa han forlade sin Plads. |
(220) | Anders: Tak, Mikkel. Det vil jeg saa gøre. Men tror du, jeg behøver at sige noget til Anne om det? |
(221) | |
(222) | Anders: Ja, selvfølgelig; det maa jeg afgøre med mig selv. – Inger har det ellers godt, Mikkel. |
(223) | |
(224) | Anders: Hun ser lidt bleg ud; men det er da godt, naar det ingenting betyder. |
(225) | |
(226) | |
(227) | Mikkel: Jeg tror, vi kan gøre Anders en en[88] Glæde ved at furagere[89] ved Køkkenbordet. |
(228) | Inger: Det var saa lille en Fornøjelse, at den vil vi da ikke nægte ham. |
(229) | Anne: Nej, saamænd. Ka I saa blive inde og lege med Maren, Drenge. |
(230) | |
(231) | |
(232) | Mikkel: Naa, hvordan har din Far det, Anne? hvordan faar han Tiden til at gaa? |
(233) | Anne: Han syer jo lidt til Børnene. Og saa beder han jo immervæk for alle dem, der ikke er kommen til Troen endnu. |
(234) | Inger: Han maa være skidt til det, for det lader ikke til at hjælpe ret meget. |
(235) | Anders: Han har tabt sig, siden Kristine døde. Jeg tror han er ræd hun ikke er gaaen frelst hjem. |
(236) | Anne: Far vilde jo saa gerne have bygget det Missionshus i Jytrup, inden han dør. Ikke sandt, Anders? |
(237) | Anders: Jo, egentlig har vi jo lovet at spørge Jer, om I ikke ogsaa kunde tænke jer at give et lille Bidrag. Jeg mener, Retningerne staar jo ikke saa stejlt imod hinanden mer, som i Fars Tid[95] . Og saa er der jo ogsaa – ja. |
(238) | |
(239) | Mikkel: At enhver skal have Lov til at søge Gud paa sin Maade, naar jeg maa søge ham paa min. Jeg tegner mig for 100 Kr. |
(240) | |
(241) | |
(242) | Mikkel: Det er jeg heller ikke altid forpligtet til. Jeg er ikke alene min Fars Søn, jeg er ogsaa – |
(243) | |
(244) | |
(245) | Inger: Jeg synes ikke, Tiderne er til at bygge unyttige Ting, Anders. |
(246) | |
(247) | Inger: Ikke var jeg klogere end at Mikkels Navn skal ende paa en Kaution for 7000. |
(248) | |
(249) | |
(250) | Anne: Ja, de to Piger kan maaske nok komme til at koste jer nogen Penge. |
(251) | |
(252) | Anders: Anne mener vel bare, at til Pigebørn skal der jo Medgift og alt saadan noget til. |
(253) | Anne: Jeg mener, at naar de skal flyve til Bal hver enestens Uge i jeres Forsamlingshus – |
(254) | Inger: Jeg vil bare fortælle dig, lille Anne, at det kunde være, at mine Piger blev friskere og sundere paa Sjælen af at faa Lov til at være naturlige og glæde sig i deres Ungdom end dine Drenge bliver af at slæbes med til alle jere lumre Bønnemøder. Og saa maa jeg hellere sige jer, da jeg nu er kommen i Sorg, sige dig og Mikkel, at hvis I virkelig gaar og bilder jer ind, at din Mikkel og min Ingse skal blive gift engang for Gaardens Skyld – skønt der er henved en halv Snes Aar imellem dem, saa skal det blive Løgn, saa længe der ikke er smidt 3 Skovlfulde Jord paa mig. Og saa vil jeg tage et Køkkenforklæde paa – |
(255) | |
(256) |